وادعو الى سبيل ربك بالحكمة والموعظة الحسنة وجادلهم بالتي هي احسن

Dawah til Islam 10

2011-01-07T10:32:00.000-08:00

Regnskabsstilling af regenterne

Shari’ah, som Allah (swt) åbenbarede og opklarede blev ikke overladt som klare tanker; derimod ønskede Lovgiveren at den skulle være en håndgribelig realitet. Han (swt) åbenbarede praktiske regler, hvis formål det var, at bevare dens eksistens i realiteten og forbyde det Shari’ah forbyder, og metoden for dette er staten. Altså beordrede Han (swt) dens etablering for at beskytte Shari’ah. Allah nedfældede love for regenten; Han (swt) påbød ham, forbød ham og beordrede ham til at etablere denne Deen og værne om den. Han beordrede Ummah til at adlyde ham i dette, og stille ham til regnskab, hvis han forsømte. Han (swt) krævede dette af Ummah, som individer og partier. Allahs Sendebud (saaw) sagde:

«سَيِّدُ الشُّهَدَاءِ حَمْزَة بْن عَبْد المُطَّلِب وَرَجُلٌ قَامَ إِلَى إِمَامٍ جَائِرٍ فَأَمَرَهُ وَنَهَاهُ فَقَتَلَهُ»

”Martyrernes mester er Hamzah bin ’Abdul Muttalib, og en mand, der rejste sig foran en tyrannisk regent, påbød ham og forbød ham, og blev dræbt (af regenten).” [Al-Mustadrak, Al-Hakim]

Og han (saaw) sagde:

«أَفْضَلُ الجِهَادِ كَلِمَةُ حَقٍّ عِنْدَ سُلْطَانٍ جَائِرٍ»

”Den bedste Jihad er et sandt ord, (ytret) foran en tyrannisk regent.” [Sunan Ibn Majah og Al-Nasaa´i]

Han (saaw) sagde også:

«(كَلَّا وَاللَّهِ) لَتَأْمُرُنَّ بِالْمَعْرُوفِ وَلَتَنْهَوُنَّ عَنْ الْمُنْكَرِ وَلَتَأْخُذُنَّ عَلَى يَدَيْ الظَّالِمِ ‏ ‏وَلَتَأْطُرُنَّهُ ‏ ‏عَلَى الْحَقِّ ‏ ‏أَطْرًا ‏ ‏وَلَتَقْصُرُنَّهُ ‏ ‏عَلَى الْحَقِّ ‏ ‏قَصْرًا»

”Nej, ved Allah! I skal blive ved med at påbyde Ma’ruf og forbyde Munkar, tage fat i tyrannens hånd, og tvinge ham til sandheden, og fastholde ham til sandheden.” [Sunan Abu Dawud]

Ingen kan tvinge den tyranniske regent til sandheden og fastholde ham til den udover dem der har kunnen og styrke, dvs. en gruppe eller parti, fordi individer er ikke i stand til dette.

Sahabah (ra) og Fuqahaa´ før i tiden vidste, at den islamiske stat var den essentielle forudsætning herfor; via dens eksistens appliceres reglerne og med dens tab forsvinder disse regler. Og Abu Bakr (ra) sagde, da han fik følgende spørgsmål om den grundlæggende sag (Islam); ”Hvordan vil den fortsætte?” Han (saaw) svarede, ”Så længe lederne er på rette vej.” Shaykh ul-Islam, Ibn Taymiyyah, nævnte via Al-Fudhayl, fra ’Iyadh og Ahmed bin Hanbal, deres udtalelse: ”Hvis der var en Du’a (påkaldelse), som Allah ville acceptere, ville vi have brugt den for regenten (Sultanen).”

Så Islam er en Deen, som indeholder Khayr (dvs. godhed) for hele menneskeheden, og ikke kun for ét folk foruden et andet. Dens ’Aqidah er universel, såvel som dens system. Den indeholder også en metode for at bære den til verden, via tilstedeværelsen af en stat, der applicerer Islam, og bærer den til verden. Det er almen viden, at den islamiske stat skal eksistere, så den kan påtage sig, hvad der er pålagt den; hvad er så dens opgave? Hvem vil etablere staten hvis den ikke eksisterer? Hvem vil korrigere dens kurs, hvis den afviger?

Hvad angår opgaven, som Allah (swt) har betroet den med, så er det etablering af hele (Islams) Deen. Altså er staten ansvarlig for selve appliceringen af denne Deen, om end de individuelle regler eller de kollektive regler og de individuelle forpligtelser eller de kollektive. Den er ansvarlig for etablering af denne Deen, dvs. etableringen af Ma’ruf og fjernelsen af Munkar i praksis. Så hvis muslimen ikke vil bede vil staten beordre ham til at bede; ellers vil han blive straffet. Ligeledes, hvis han ikke betaler Zakah, udfører Hajj eller faster, så er staten pålagt at værne om tilstedeværelsen af disse individuelle forpligtelser og lignende og stille dem til regnskab der forsømmer dem. Og det samme gælder de kollektive forpligtelser. Hvis staten ikke sikrer alle de interesser, som Ummah kræver med hensyn til tilvejebringelse af medicin, ingeniørarbejde, uddannelse og andet, hvis eksistens kræver ledelse, koordinering og fordeling af (flere) opgaver; og hvis forpligtelserne, hvis eksistens blev fordelt blandt Ummah, såsom Jihad og Ijtihad, hvis etablering Lovgiveren (swt) har betroet og beordret Khalifah’en med; hvis der er forsømmelse fra hans side i disse sager, skal Ummah stille ham til regnskab for det, og tvinge ham til at adressere det. Lovgiveren har fastsat præcise regler i denne sammenhæng og Han (swt) forbød muslimerne at lave oprør mod Khalifah’en, undtagen i tilfælde af han udviste en åben (Bawah) Kufr.

Det er grundlæggende i den islamiske stat, at regenten er en værge for folkets affærer med de shariamæssige regler. Ifølge Shari’ah er han ansvarlig for at forhindre Munkaraat, om end de kommer fra individer eller grupper. Altså sagde Sendebudet (saaw):

«فَالْإِمَامُ رَاعٍ وَهُوَ مَسْئُولٌ عَنْ رَعِيَّتِهِ»

”Imamen er en hyrde, og han (alene) er ansvarlig for sin varetagelse.” [Sahih Al-Bukhari]

Så Allah (swt) gav ham ansvaret for at tvinge folk, om end individer eller grupper til at påtage sig alle de forpligtelser, som Allah (swt) har gjort forpligtende for dem. Når en bestemt sag kræver magt for at blive udført, er han pålagt at bruge magt. Ligeledes har Allah (swt) gjort det forpligtende for ham at forhindre folk i at begå Haram og hvis sådan en sag kræver brug af magt, for at forhindre dem i at begå Haram, så er han forpligtet til at bruge magt. Altså, staten ændrer i princippet Munkar, og fjerner den med hånden, dvs. med magt. Og dette er fordi, at den ifølge Shari’ah er ansvarlig for selve implementeringen af Islam, og tvinge folket til at overholde dens regler.

Men hvis regenten begår en Munkar - eksempelvis hvis han begår uretfærdighed, tilvrister sig andres ejendom gennem falske midler, nægter folk deres rettigheder, forsømmer borgernes affærer, fejler i at udføre en forpligtelse, modsiger en af Islams regler eller andre lignende Munkaraat - så er det forpligtende for alle muslimerne at stille ham til regnskab, og kritisere den Munkar han har begået, og arbejde som individer og grupper for at få ham til at ændre den; ellers ville de være syndige, hvis de var tavse og lod denne Munkar være, uden at ændre den.

At forbyde Munkar og ændre den, hvis han begår en Munkar, sker via regnskabsstilling med tungen; dette skyldes hvad Muslim har berettet fra Umm Salamah, at Allahs Sendebud (saaw) sagde:

«‏سَتَكُونُ أُمَرَاءُ فَتَعْرِفُونَ وَتُنْكِرُونَ فَمَنْ عَرَفَ بَرِئَ وَمَنْ أَنْكَرَ سَلِمَ وَلَكِنْ مَنْ رَضِيَ وَتَابَعَ»

”Der vil være ledere, og I vil anerkende (en del) og fordømme (en del); den der anerkendte (det gode) er skyldsforladt, og den der fordømte (det onde), er i sikkerhed (fra straf), men den der var tilfreds og fulgte, (er fordømt).” [Sahih Muslim]

Ibn Mas’ud (ra) berettede også, at Allahs Sendebud (saaw) sagde:

بايعنا رسول الله على السمع والطاعة في العسر واليسر ، والمنشط والمكره ، وعلى أثَرةٍ علينا ، وعلى أن لا ننازع الأمر أهله قال : إلا أن تروا كفراً بَواحاً عندكم من الله تعالى فيه برهان ، وعلى أن نقول الحق أينما كنا لا نخاف في الله لومة لائم

“Allahs Sendebud (saaw) hidkaldte os, hvor vi gav ham lydighedsløfte om at høre efter og adlyde under vores medvilje og modvilje og i modgang og medgang, og selv når (vores rettigheder) bliver forsømt, og at vi ikke strides om magten med dem, der besidder den, medmindre I ser åbenlys kufr, som I har et (absolut) bevis på fra Allah. Og at sige sandheden hvoend vi befinder os frygter ikke nogen ”. (Imam Bukhari)

Forståelsen af disse ahadith er, at de vil forbyde oprør mod regenten ved brug af våben, undtagen når han styrer med klare Kufr love, som vi har bevis fra Allah i, at dette er en åbenlys kufr i der er der ingen tvivl.
Alt dette er, når den muslimske regent er ved magten og undlader at gøre sit pligt. Eller når der er en situation, hvor han regerer med klare og åbenlys kufr – selv hvis det var en lov. I en sådan situation, at Ummah som individer og grupper er forpligtet til at stå i vejen for ham og forhindre ham selv ved brug af våben.

Så hvordan er det så, med den situation, hvor der ikke er nogen muslimsk regent fra starten, og der er ingen dar al-Islam? Det er naturligt da, at alle love som er forbundet til regenten vil blive suspenderet, og korruption og fordærve vil blive et udbredt fænomen; dårlige moral bliver fælles, og korrupte relationer ville dukke op, det munkaraat ville stige og sprede sig, og maroof vil falde og falde. Muslimerne bliver svage, vil deres stående mindre, og deres magt ville aftage. De vil være som løven uden bidende tænder eller kløer. De vil blive en billede uden en realitet, og hverken billedet af mad ville fylder en mave, heller ikke billedet af løven ville skræmme.

I en sådan situation - hvilket er situationen i dag - Ummah bør
etablere en Khalifah, som vil styre med hvad Allah (swt) har åbenbaret, fordi Khalifahs tilstedeværelse er Fard, men hvem vil påtage sig ansvaret for oprettelse af Khalifah (og Khilafah), og hvordan vil dette ske? Her kommer diskussionen om orpligtelsen til at have islamiske grupper, hvis arbejde er til pålægger de ma'roof og forbyde munkar.

3. Kærlighed til Allah og Hans Sendebud

2011-01-03T18:42:00.001-08:00

Allah (swt) siger:

﴿ فَإِنَّ اللهَ لاَ يُحِبُّ الْكَافِرِينَ ﴾

“Da Allah visselig ikke elsker de vantro” (OQM. Aal-Imran 3: 32)

Hans (swt) tale:

﴿ وَمِنَ النَّاسِ مَن يَتَّخِذُ مِن دُونِ اللهِ أَندَاداً يُحِبُّونَهُمْ كَحُبِّ اللهِ،
وَالَّذِينَ آمَنُوا أَشَدُّ حُبّاً للهِ ﴾

“Og (dog) er der blandt mennesker sådanne, som dyrker afguder ved siden af Allah, idet de elsker dem, som kun Allah bør elskes. Men dem, der har iman, er stærkere i deres kærlighed til Allah” (OQM. Al-Baqarah 2: 165)

(swt) tale:

﴿ قُلْ إِن كَانَ ءَابَآؤُكُمْ وَأَبْنَاؤُكُمْ وَإِخْوَانُكُمْ وَأَزْوَاجُكُمْ وَعَشِيرَتُكُمْ وَأمْوَالٌ اقْتَرَفْتُمُوهَا وَتِجَارَةٌ تَخْشَوْنَ كَسَادَهَا وَمَسَاكِنُ تَرْضَوْنَهَا أَحَبَّ إِلَيْكُمْ مِنَ اللهِ وَرَسُولِهِ وَجِهَادٍ فِي سَبِيلِهِ فَتَرَبَّصُوا حَتَّى يَأْتِيَ اللهُ بِأَمْرِهِ وَاللهُ لاَ يَهْدِي الْقَوْمَ الْفَاسِقِينَ ﴾

“Sig: hvis jeres fædre og jeres sønner og jeres brødre og jeres hustruer og jeres slægtninge og jeres ejendom, som I har erhvervet jer, og den handel, hvis stagnation I frygter, og de boliger, som I elsker, er jer kærere end Allah og Hans Sendebud og jihad for Hans sag, så vent, indtil Allah bringer Sin befaling (til udførelse); Allah elsker ikke de oprørske folk” (OQM. Al-Taubah 9: 24)

Beviserne fra Sunnah er som følger:

• Det blev berettet af Anas (ra):

«أَنَّ رَجُلًا سَأَلَ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ عَنْ السَّاعَةِ، فَقَالَ: مَتَى السَّاعَةُ؟ قَالَ: وَمَاذَا أَعْدَدْتَ لَهَا؟ قَالَ: لَا شَيْءَ، إِلَّا أَنِّي أُحِبُّ اللَّهَ وَرَسُولَهُ، فَقَالَ: أَنْتَ مَعَ مَنْ أَحْبَبْتَ. قَالَ أَنَسٌ: فَمَا فَرِحْنَا بِشَيْءٍ فَرَحَنَا بِقَوْلِ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَنْتَ مَعَ مَنْ أَحْبَبْتَ. قَالَ أَنَسٌ: فَأَنَا أُحِبُّ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَبَا بَكْرٍ وَعُمَرَ وَأَرْجُو أَنْ أَكُونَ مَعَهُمْ بِحُبِّي إِيَّاهُمْ وَإِنْ لَمْ أَعْمَلْ بِمِثْلِ أَعْمَالِهِمْ».

“At en mand spurgte Profeten (saaws) om Timen (Dommedagen) og sagde: Hvornår indtræffer Timen? Han (saaws) sagde: Hvad har du da forberedt til den? Han sagde: Intet, andet end at jeg elsker Allah og Hans Sendebud. Så sagde han (saaws): Du er sammen med dem, du elsker. Anas sagde: Der var intet der kunne glæde os mere end Profeten (saaws)’s udtalelse: Du er sammen med dem, du elsker. Anas sagde: Jeg elsker Profeten (saaws), Abu Bakr og ’Umar og håber på at være sammen med dem, med min kærlighed til dem, skønt jeg ikke foretog det samme som deres handlinger”. (Der er enighed herom).

• Det blev berettet af Anas at Profeten (saaws) sagde:

«ثَلَاثٌ مَنْ كُنَّ فِيهِ، وَجَدَ حَلَاوَةَ الْإِيمَانِ: أَنْ يَكُونَ اللَّهُ وَرَسُولُهُ أَحَبَّ إِلَيْهِ مِمَّا سِوَاهُمَا، وَأَنْ يُحِبَّ الْمَرْءَ
لَا يُحِبُّهُ إِلَّا لِلَّهِ، وَأَنْ يَكْرَهَ أَنْ يَعُودَ فِي الْكُفْرِ كَمَا يَكْرَهُ أَنْ يُقْذَفَ فِي النَّارِ».

“Den, der er i besiddelse af tre (ting), vil finde imans sødme: Den, for hvem Allah og Hans Sendebud er mere kær end alt andet, og at man elsker personen udelukkende for Allahs skyld, samt at hade tilbagevendelse til kufr, som man hader at blive kastet i ilden”. (Der er enighed herom).

• Der blev berettet af Anas at han sagde: Allahs Sendebud (saaws) sagde:

«لَا يُؤْمِنُ عَبْدٌ حَتَّى أَكُونَ أَحَبَّ إِلَيْهِ مِنْ أَهْلِهِ وَمَالِهِ وَالنَّاسِ أَجْمَعِينَ».

“Ingen tjener har iman indtil jeg bliver mere kær for ham end hans familie, ejendom og alle menneskene”. (Der er enighed herom).

Allahs Sendebud (saaws)’s Sahaba var omhyggelige med implementeringen af denne wajib (forpligtigelse) og kappedes om opnåelsen af denne ære i håb om at være blandt dem, Allah og Hans Sendebud elsker:

• Der blev berettet af Anas at han sagde:

«لَمَّا كَانَ يَوْمُ أُحُدٍ انْهَزَمَ النَّاسُ عَنْ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَبُو طَلْحَةَ بَيْنَ يَدَيْ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ مُجَوِّبٌ بِهِ عَلَيْهِ بِحَجَفَةٍ لَهُ، وَكَانَ أَبُو طَلْحَةَ رَجُلًا رَامِيًا شَدِيدَ الْقِدِّ، يَكْسِرُ يَوْمَئِذٍ قَوْسَيْنِ أَوْ ثَلَاثًا. وَكَانَ الرَّجُلُ يَمُرُّ مَعَهُ الْجَعْبَةُ مِنْ النَّبْلِ، فَيَقُولُ: انْشُرْهَا لِأَبِي طَلْحَةَ. فَأَشْرَفَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ يَنْظُرُ إِلَى الْقَوْمِ فَيَقُولُ أَبُو طَلْحَةَ: يَا نَبِيَّ اللَّهِ، بِأَبِي أَنْتَ وَأُمِّي، لَا تُشْرِفْ يُصِيبُكَ سَهْمٌ مِنْ سِهَامِ الْقَوْمِ، نَحْرِي دُونَ نَحْرِكَ».

“Da Uhud-dagen indtraf svigtede folk Profeten (saaws), mens Abu Talha stod foran Profeten (saaws) beskyttende ham med et skindskjold, han havde. Abu Talha var jo en skarpskytte med en stærk buestreng, hvor han den dag ødelagde to eller tre buer. Når en mand gik forbi og havde pilekogger, sagde han (dvs. Profeten): Ræk det til Abu Talha. Da Profeten (saaws) strakte (halsen) for at se på folk, sagde Abu Talha: O Allahs Profet, jeg ofrer min far og mor for dig, stræk dig ikke, så du rammes af en eller anden af folks pile; min hals i stedet for din”. (Der er enighed herom).

• Det blev berettet af Qais at han sagde: “Jeg så Talhas hånd lammet, (idet) han ved Uhud-dagen beskyttede Profeten (saaws) med den”. (Al-Bukhari).

• Følgende lange hadith er berettet af Ka’b bin Malik angående de tre, der deserterede fra Tabuk-slaget, hvori Ka’b siger: “… Da folks negligering af mig varede alt for længe for mig, spadserede jeg hen og klatrede over Abu Qatadas mur, som er min fætter og den mest kærlige for mig blandt folk. Jeg hilste på ham, og ved Allah, han hilste ikke tilbage. Jeg sagde: O Abu Qatada, jeg besværger dig ved Allah, kender du mig som en, der elsker Allah og Hans Sendebud? Han forholdt sig tavs, så jeg gentog det og besværgede ham. Han var tavs. Jeg gentog det og besværgede ham, så sagde han: Allah og Hans Sendebud ved bedst. Dér blev mine øjne fyldt med tårer. Jeg gik bort og klatrede over muren”. (Der er enighed herom).

• Det blev berettet af Sahl bin Sa’d (ra) at Allahs Sendebud (saaws) ved Khaibar-dagen sagde:

«حَدَّثَنَا قُتَيْبَةُ بْنُ سَعِيدٍ حَدَّثَنَا يَعْقُوبُ بْنُ عَبْدِ الرَّحْمَنِ عَنْ أَبِي حَازِمٍ قَالَ أَخْبَرَنِي سَهْلُ بْنُ سَعْدٍ رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ أَنَّ رَسُولَ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ قَالَ يَوْمَ خَيْبَرَ لَأُعْطِيَنَّ هَذِهِ الرَّايَةَ غَدًا رَجُلًاَ يَفْتَحُ اللهُ عَلَى يَدَيْهِ يُحِبُّ اللَّهَ وَرَسُولَهُ وَيُحِبُّهُ اللَّهُ وَرَسُولُهُ قَالَ فَبَاتَ النَّاسُ يَدُوكُونَ لَيْلَتَهُمْ أَيُّهُمْ يُعْطَاهَا فَلَمَّا أَصْبَحَ النَّاسُ غَدَوْا عَلَى رَسُولِ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ كُلُّهُمْ يَرْجُو أَنْ يُعْطَاهَا فَقَالَ أَيْنَ عَلِيُّ بْنُ أَبِي طَالِبٍ فَقِيلَ هُوَ يَا رَسُولَ اللهِ يَشْتَكِي عَيْنَيْهِ قَالَ فَأَرْسَلُوا إِلَيْهِ فَأُتِيَ بِهِ فَبَصَقَ رَسُولُ اللهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ فِي عَيْنَيْهِ وَدَعَا لَهُ فَبَرَأَ كَأَنْ لَمْ يَكُنْ بِهِ وَجَعٌ فَأَعْطَاهُ الرَّايَةَ فَقَالَ عَلِيٌّ أُقَاتِلُهُمْ حَتَّى يَكُونُوا مِثْلَنَا فَقَالَ انْفُذْ عَلَى رِسْلِكَ حَتَّى تَنْزِلَ بِسَاحَتِهِمْ ثُمَّ ادْعُهُمْ إِلَى الْإِسْلَامِ وَأَخْبِرْهُمْ بِمَا يَجِبُ عَلَيْهِمْ مِنْ حَقِّ اللهِ فِيهِ فَوَاللَّهِ لَأَنْ يَهْدِيَ اللَّهُ بِكَ رَجُلًا وَاحِداً خَيْرٌ لَكَ مِنْ أَنْ يَكُونَ لَكَ حُمْرُ النَّعَمِ».

“Qutaiba bin Sa’id fortalte os: at Ya’kub bin ’Abdel-Rahman berettede os at Abu Hazim sagde: Sahl bin Sa’d (ra) sagde, at på Khaibar-dagen sagde Allahs Sendebud (saaws): I morgen vil jeg give denne raya (banner) til en mand, gennem hvis hænder Allah vil realisere erobring, og som elsker Allah og Hans Sendebud, og som Allah og Hans Sendebud elsker. Han (dvs. Sa’d) sagde: Så tilbragte folk deres nat med at diskutere indbyrdes om, hvem af dem, der ville få den tildelt. Da folk vågnede op (næste morgen), gik de tidligt til Allahs Sendebud (saaws), mens de alle håbede på at få den. Han (dvs. Profeten) sagde: Hvor er Ali bin Abu Talib? Der blev sagt: O Allahs Sendebud, han lider af øjensmerter. Så sagde han: Send bud efter ham. Derpå kom de med ham, og Allahs Sendebud (saaws) spyttede i hans øjne og lavede dua’ (bøn) for ham. Han blev han helbredt så meget, at det var som om han ingen smerter havde. Derefter gav han (dvs. Profeten) ham raya, og til det sagde Ali: Jeg bekæmper dem indtil de bliver som os. Han (dvs. Profeten) sagde: Gå ganske roligt indtil du ankommer til deres gårdsplads. Kald dem derefter til Islam og underret dem om, hvad de er pålagt (som wajib) af Allahs ret heri, thi ved Allah, dét at Allah retleder én mand gennem dig, er bedre for dig end at du havde de røde kameler”. (Der er enighed herom).

• Ibn Hibban beretter i sin ’Sahih’ (hadith-samling): “ … Så vendte Urwa bin Mas’ud tilbage til sine fæller og sagde: O folk, jeg har - ved Allah - besøgt kongerne, besøgt (persernes) Zar, Kejseren og (Abessiniens konge) Nagashi; og ved Allah, jeg har aldrig nogen sinde set en konge blive glorificeret af sine følger i stil med Muhammads følgers glorificering af Muhammad. Og ved Allah, når han hoster en harken, falder den sikkert i håndfladen på en af dem, som så gnider den ind i sit ansigt og skind. Og hvis han befaler dem, skynder de sig til (udførelsen af) hans befaling, og når han laver wudu’ (vask), kæmper de indbyrdes om hans wudu’ (dvs. vaskevand). Og når han taler, dæmper de deres stemmer i hans tilstedeværelse, og de retter ikke blikket skarpt mod ham grundet højagtelsen af ham …”.

• Muhammad bin Serin sagde: “I ’Umars regeringsperiode diskuterede nogle mænd indbyrdes, og det var som om de foretrak ’Umar frem for Abu Bakr, må Allah være tilfreds med dem begge. ’Umar fik dette at vide og sagde: Ved Allah, én af Abu Bakrs nætter er bedre end ’Umars familie; Allahs Sendebud (saaws) drog af sted til bjergrotten sammen med Abu Bakr, som nogen gange gik foran, og andre gange gik bag ham. Allahs Sendebud (saaws) lagde mærke til ham og sagde: O Abu Bakr, hvad er der med dig siden du nogen gange går foran mig, og andre gange bag mig? Abu Bakr sagde: O Allahs Sendebud, (når) jeg husker forfølgelsen, går jeg bag dig, og når jeg husker opsynet, går jeg foran dig. Så sagde han: O Abu Bakr, du ønskede at hvis der skulle ske noget, at det skulle ramme dig i stedet for mig? Han sagde: Ja, ved Den, der har sendt dig med sandheden, hvis der nogen sinde skulle ske en ulykke, ville jeg ønske at den rammer mig i stedet for dig. Da de omsider kom til grotten, sagde Abu Bakr: Bliv hvor du er, o Allahs Sendebud, indtil jeg undersøger for dig om der er fri adgang i grotten. Han gik ind og undersøgte om der er fri adgang. Da han kom ind i dens øverste (del), huskede han at han ikke havde undersøgt et hulrum i grotten. Han sagde: Bliv hvor du er, o Allahs Sendebud, indtil jeg undersøger hulrummet. Han gik ind og undersøgte det og sagde derpå: Kom ned, o Allahs Sendebud. ’Umar sagde: Ved Den, i Hvis hånd min sjæl ligger, denne nat er bedre end ’Umars familie”. (Berettet af al-Hakim i (hadith-samlingen) ’al-Mustadrak’, som sagde: Den har en sahih (autentisk) beretningskæde ifølge de to Sheikers (dvs. al-Bukhari og Muslim) betingelser, hvis ikke den var mursal (dvs. mangler et led). Denne form for mursal (-hadith) er godkendt.

• Anas bin Malik berettede:

«أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أُفْرِدَ يَوْمَ أُحُدٍ فِي سَبْعَةٍ مِنْ الْأَنْصَارِ، وَرَجُلَيْنِ مِنْ قُرَيْشٍ، فَلَمَّا رَهِقُوهُ قَالَ: مَنْ يَرُدُّهُمْ عَنَّا وَلَهُ الْجَنَّةُ، أَوْ هُوَ رَفِيقِي فِي الْجَنَّةِ؟ فَتَقَدَّمَ رَجُلٌ مِنْ الْأَنْصَارِ، فَقَاتَلَ حَتَّى قُتِلَ، ثُمَّ رَهِقُوهُ أَيْضًا، فَقَالَ: مَنْ يَرُدُّهُمْ عَنَّا وَلَهُ الْجَنَّةُ، أَوْ هُوَ رَفِيقِي فِي الْجَنَّةِ؟ فَتَقَدَّمَ رَجُلٌ مِنْ الْأَنْصَارِ، فَقَاتَلَ حَتَّى قُتِلَ، فَلَمْ يَزَلْ كَذَلِكَ حَتَّى قُتِلَ السَّبْعَةُ، فَقَالَ: رَسُولُ اللَّهِ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ لِصَاحِبَيْهِ: مَا أَنْصَفْنَا أَصْحَابَنَا».

“At Allahs Sendebud på Uhud-dagen stod alene med syv fra Ansar og to mænd fra Quraish. Da de (dvs. polyteisterne) nærmede sig ham, sagde han: Hvem driver dem tilbage, væk fra os og får Paradiset, eller bliver min fælle i Paradiset? En man fra Ansar trådte frem og kæmpede indtil han blev dræbt. Derefter nærmede de sig ham igen. Så sagde han: Hvem driver dem tilbage, væk fra os og får Paradiset, eller bliver min fælle i Paradiset? Dér trådte en mand fra Ansar frem og kæmpede indtil han blev dræbt. Det fortsatte således indtil de syv blev dræbt, så sagde Allahs Sendebud til sine to fæller: Vi har ikke været retfærdige mod vore fæller”. (Berettet af Muslim).

• ’Abdullah bin Hisham sagde:

«كُنَّا مَعَ النَّبِيِّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَهُوَ آخِذٌ بِيَدِ عُمَرَ بْنِ الْخَطَّابِ، فَقَالَ لَهُ عُمَر: يَا رَسُولَ اللهِ لأََنْتَ أَحَبُّ إِلَيَّ مِنْ كُلِّ شَيْئٍ إَلاَّ نَفْسِي، فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: لاَ، وَالَّذِي نَفْسِي بِيَدِهِ، حَتَّى أَكُونَ أَحَبَّ إِلَيْكَ مِنْ نَفْسِكَ، فَقَالَ لَهُ عُمَر: فَإِنَّهُ الآنَ، وَاللهِ لأَنْتَ أَحَبُّ إِلَيَّ مِنْ نَفْسِي، فَقَالَ النَّبِيُّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ: الآنَ يَا عُمَر».

“Vi var sammen med Profeten (saaws), hvorimens han holdt ’Umar bin al-Khattab i hånden. ’Umar sagde til ham: O Allahs Sendebud, du er mere kær for mig end alt, undtagen mig selv. Så sagde Profeten (saaws): Nej, ved Den, i Hvis hånd min sjæl ligger, ikke før jeg bliver kærere for dig end dig selv. Da sagde ’Umar til ham: Så er det nu; ved Allah, du er kærere for mig end mig selv. Dér sagde Profeten (saaws): Nu, o ’Umar”. (Al-Bukhari).

Al-Nawawi berettede i (sit værk) Tolkningen af Muslim(s Sahih Hadith-samling) udtalelsen fra Abu Sulaiman al-Khattabi angående meningen med kærlighed til Profeten (saaws). Heri stod der: “… Du er ikke oprigtig i din kærlighed til mig førend du slider din sjæl i min lydighed og opprioriterer mit velbehag frem for din lyst, selv hvis dette skulle indebære din ødelæggelse”.

• Det blev berettet via Ibn Sireen, som sagde: Jeg sagde til ’Ubaida: “Vi har noget af Profeten (saaws)’s hår, som vi fik fra Anas – eller fra Anas’ familie, så sagde han: At besidde et hår fra ham er kærere for mig end verdenen og hvad der ligger heri”. (Al-Bukhari).

• Det blev berettet via A’isha: “… Så talte Abu Bakr og sagde: Ved Den, i Hvis hånd min sjæl ligger, slægtninge af Allahs Sendebud (saaws) er sandelig kærere for mig end at jeg giver gaver til nogen af mine slægtninge”. (Al-Bukhari).

• A’isha (ra) sagde: “Hind, datteren af Utba kom og sagde: O Allahs Sendebud, før var der ingen husstand på jordens overflade, som jeg ønskede blev mere ydmyget end dine husstand; og siden er der i dag på jordens overflade ingen husstand, som jeg i højere grad elsker styrke for, end dine husstand …”. (Der er enighed herom).

• Det blev berettet via Tariq bin Shihab, som sagde:

«سَمِعْتُ ابْنَ مَسْعُودٍ يَقُولُ: شَهِدْتُ مِنْ الْمِقْدَادِ بْنِ الْأَسْوَدِ مَشْهَدًا، لَأَنْ أَكُونَ صَاحِبَهُ أَحَبُّ إِلَيَّ مِمَّا عُدِلَ بِهِ، أَتَى النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَهُوَ يَدْعُو عَلَى الْمُشْرِكِينَ، فَقَالَ: لَا نَقُولُ كَمَا قَالَ قَوْمُ مُوسَى (اذْهَبْ أَنْتَ وَرَبُّكَ فَقَاتِلَا)، وَلَكِنَّا نُقَاتِلُ عَنْ يَمِينِكَ، وَعَنْ شِمَالِكَ، وَبَيْنَ يَدَيْكَ، وَخَلْفَكَ، فَرَأَيْتُ النَّبِيَّ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ أَشْرَقَ وَجْهُهُ وَسَرَّهُ، يَعْنِي قَوْلَهُ».

“Jeg hørte Ibn Mas’ud sige: Jeg var vidne til et standpunkt fra al-Meqdad bin al-Aswad, som jeg ville elske var mit frem for alt andet tilsvarende (af verdslige værdier). Han kom til Profeten (saaws), mens han lavede dua’ mod polyteisterne, så sagde han: Vi siger ikke til dig som Musa’s folk sagde (ifølge Qur’anen):

﴿ اذْهَبْ أَنْتَ وَرَبُّكَ فَقَاتِلاَ ﴾

“Gå og kæmp, dig og din Herre” (OQM. Al-Ma’idah 5: 24)

Derimod kæmper vi fra din højreside, fra din venstreside, foran dig og bag dig. Dér så jeg Profeten (saaws)’s ansigt skinne, og han blev glad, dvs. for hans udtalelse”. (Al-Bukhari).

• Det blev berettet via A’isha, at Sa’d sagde:

«اللَّهُمَّ إِنَّكَ تَعْلَمُ أَنَّهُ لَيْسَ أَحَدٌ أَحَبَّ إِلَيَّ أَنْ أُجَاهِدَهُمْ فِيكَ، مِنْ قَوْمٍ كَذَّبُوا رَسُولَكَ صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ وَأَخْرَجُوهُ ... ».

“O Allah, Du ved at der ikke er nogen, som er kærere for mig at føre jihad imod for Din skyld, end et folk, som fornægtede Dit Sendebud (saaws) og fordrev ham …”. (Der er enighed herom).

• Det blev berettet via Abu Huraira (ra), at Thumama bin Uthal sagde:

“O Muhammad, ved Allah, for mig var der ikke et mere forhadt ansigt på jorden end dit, og nu er dit ansigt blevet det mest kære for mig. Ved Allah, for mig var der ikke en mere forhadt deen end din (dvs. Islam), og nu er din deen blevet den mest kære deen for mig. Og ved Allah, for mig var der intet mere forhadt land end dit, og nu er dit land blevet det mest kære for mig.” (Der er enighed herom).

Fundamentalismen

2011-01-03T18:35:00.000-08:00

Termen ’fundamentalisme’ opstod først i slutningen af det 19. århundrede e.Kr. i Europa, som udtryk for kirkens holdning til videnskaben og den moderne filosofi og som udtryk for den absolutte efterlevelse af den kristne religion.

Den protestantiske bevægelse anses for at være fundamentalismens grundvold, da den fastlagde fundamentalismens principper i den evangeliske Niagara-konference i 1878 e.Kr. og i den Presbyterianske Generalforsamling i 1910 e.Kr., hvor krystalliseringen af de grundlæggende tanker, som fundamentalismen bygger på, fandt sted. Fundamentalismen bygger følgelig på den kristne tros grundlag, som står i modstrid med den videnskabelige udvikling, der er affødt af den kapitalistiske ideologi, og som bygger på den sekulære livsanskuelse.
Til trods for at denne bevægelse blev opløst i takt med 2. verdenskrig, lå det fast i europæernes sind, at fundamentalismen er fjendtligt indstillet overfor udviklingen og videnskaben, og at den udgør en mental retardering, der ikke sømmer sig for renæssancens tidsalder, samt at fundamentalismen skal bekæmpes, indtil alle dens spor er afskaffet fra samfundet og livet.

Derpå opstod fundamentalismen i Europa lige efter det videnskabelige og industrielle fremskridt, der fandt sted efter adskillelsen af kristendommen fra livet, hvilket var en modreaktion på kristendommens manglende evne til at imødekomme de nye livssystemer, der udspringer fra den kapitalistiske ideologis livsanskuelse: Adskillelsen af religionen fra livet (sekularismen). Dette drev de kristne trostilhængere til at tage en afvisende holdning overfor de forskellige materielle udviklingsformer og mod den kapitalistiske kultur. Denne såkaldte fundamentalistiske bevægelse fik dog ikke succes og blev opløst, grundet dens manglende evne til at tilbyde praktiske løsninger for livets problemer og grundet det formål, som lægger bag bevægelsens etablering, hvilket er at modsætte sig videnskaber, teknologier og tanker, som ikke harmonerer med de kristnes tro.

At betegne visse kristne og jødiske bevægelser med fundamentalisme har derfor kilde i Vesten og betyder dermed de religiøse bevægelser, der modsætter sig den videnskabelige, industrielle og teknologiske udvikling, som har fundet sted under implementeringen af den kapitalistiske ideologi.
Anvendelsen af denne betegnelse i dag af vestlige politikere og tænkere, med nogle muslimers deltagelse, mod mange islamiske bevægelser og deres tilhængere, har til hensigt at bekæmpe og modstå disse bevægelser, ved at skabe en global opinion mod enhver, som tildeles denne betegnelse, idet fundamentalismen for Vesten kendetegnes af retardering og regression, samt at modsætte sig ethvert videnskabeligt eller industrielt fremskridt.

Blot det at betegne en bestemt retning med fundamentalisme er tilstrækkeligt for at anse den som værende en trussel mod den moderne materielle kultur og mod folks liv. Dermed kan man retfærdiggøre vedtagelsen af de nødvendige foranstaltninger, uanset hvor skruppelløse de end måtte være, for at bekæmpe og bekrige denne retning. Når stater, som Egypten, Algeriet eller andre, foretager henrettelser af muslimerne under betegnelsen af dem som værende fundamentalister, nyder disse aktioner den vestlige offentlige opinions opbakning. Menneskerettighedsorganisationer reagerer ikke derpå, idet disse muslimer - ifølge deres påstand - er fundamentalister, der er imod humanismen, især når de bliver beskyldt for samtlige frygtelige aktioner, som massemassakrer på uskyldige i Algeriet eller drab på turister og (kristne) koptere i Egypten.

Betegnelsen med ’fundamentalisme’ strækker sig således til at omfatte enhver bevægelse eller parti, der arbejder for at ændre det elendige liv, muslimerne lider under, og skabe et islamisk liv, ved reetableringen af Khilafah (den islamiske stat) og genimplementeringen af Islam. Endvidere omfatter betegnelsen enhver bevægelse, der modsætter sig dem, der fører aggression mod muslimerne, besætter deres jord og undertrykker deres rettigheder, såsom jøderne, serberne, amerikanerne og andre. De muslimske mujahideen, der dræber deres fjender, som besætter deres jord, betegnes som fundamentalister og terrorister, og de, som opnår shahadah (martyrium) i søgen efter at nedkæmpe de fjendtlige fremmede styrker, er følgelig selvmordere og forbrydere.
Betegnelsen med ’fundamentalisme’ indbefatter fare for enhver muslim og enhver bevægelse, der modsætter sig tyranniet og besættelsen. Endvidere rummer den en fare for ethvert parti, der arbejder ifølge den islamiske metode for at genoptage den islamiske levemåde. Da formålet med denne betegnelse er at skabe den juridiske legitimering for at nedkæmpe enhver, der kalder til Islams tilbagevenden til livet, med det påskud at Islam er en fundamentalistisk bevægelse magen til de kristne og jødiske fundamentalistiske bevægelser, som bekæmpede det videnskabelige og industrielle fremskridt under den kapitalistiske renæssances tidsalder. Udvælgelsen af netop denne term for at tilsmudse de islamiske bevægelser skyldes termens særlige historiske karakter for den vestlige offentlige opinion, for at de vestlige nationer kan stå sammen med deres regenter mod den politiske Islams tilbagevenden som stat og livssystem.

Endvidere må ingen muslim tro, at betegnelsen af de islamiske bevægelser med fundamentalisme (usuliyyah) stammer fra bevægelsernes forbindelse til Islams fundament (asl ud-deen) eller jura-fundamenterne (usul ul-fiqh). Fundamentet for den islamiske deen (levemåde) er den islamiske ’aqeeda (livsanskuelse), hvilket er iman på Allah, Hans engle, Hans skrifter, Hans sendebud, den Yderste Dag og al-Qadar (Allahs viden). Usul ul-fiqh er de principper, som fiqh (den islamiske jura) bygger på, og som anvendes af mujtahid (opkvalificeret jurist)i forbindelse med udledningen af de praktiske islamiske love ud fra deres detaljerede beviser (tekster).

Fundamentalismen i dens vestlige terminologiske betydning, og som blev frembragt af den kristne protestantiske bevægelse, og formålet denne bevægelse blevet etableret for, er fuldstændig fjern fra de islamiske opfattelser og har ingen forbindelse til de nuværende islamiske bevægelser, lige såvel som de fortidige. I muslimernes historie opstod der nemlig flere politiske bevægelser samt intellektuelle og juridiske skoleretninger, som på ingen som helst måde ligner de fundamentalistiske kristne bevægelser. Selv de, som kaldte til lukningen af døren til ijtihad (udledning) i det syvende århundrede e.H. (efter Hijrah), gjorde det slet ikke for at bevare det gamle og modstå det nye, men blot fordi de troede, at den islamiske fiqh, som de tidligere jurister havde udledt, omfattede alt, hvad de efterfølgende generationer ville støde på af spørgsmål.
Ydermere er Islam en eksklusiv deen, der adskiller sig fra de øvrige himmelske budskaber, idet den er den sidste af dem, samt en ophævelse af dem. Allah (swt) har påtaget sig at bevare Islam i samme form, som den blev åbenbaret indtil Dommedagen.

Allah (swt) siger: "Sandelig, Vi har åbenbaret formaningen, og Vi vil visselig bevare den." [OQM. Al-Hijr:9].

Endvidere adskiller Islam sig fra tidligere budskaber, idet den er en omfattende og fuldkommen ideologi, der er baseret på en rationel livsanskuelse, hvorfra der udspringer et omfattende system for behandling af alle menneskets affærer indtil Dommedagen. Dermed må man ikke forestille sig, at den skulle mangle evnen til at give en islamisk lov for et hvilket som helst problem, som måtte møde mennesket.

Allah (swt) siger: "Vi har åbenbaret dig Bogen som en opklaring af alt." [OQM. Al-Nahl:89].

Det videnskabelige og industrielle fremskridt, som den islamiske verden bevidnede i fortiden, skyldtes implementeringen af Islam i livet. Det var ikke et resultat af adskillelsen af Islam fra livet. Det videnskabelige og industrielle fremskridt, som verden bevidner i dag, står i gæld til de muslimske videnskabsmænd, som har grundlagt mange af videnskabens teorier og grundlæggende love, hvilket fandt sted i skyggen af det islamiske liv og den islamiske stat.

At betegne Islam og de islamiske bevægelser med ’fundamentalisme’, som de kristne bevægelser blev betegnet med, er derfor en fejlagtig og ondskabsfuld betegnelse, som hverken stemmer overens med Islams realitet eller realiteten af alle de, som tilstræber sig Islams tilbagevenden til livet, idet de stræber efter ændringen af den elendige tilstand, som muslimerne befinder sig i. Den tilstand, som skyldes rodfæstelsen af de menneskeskabte systemer i livet. Dette står både i form og indhold i modstrid med de kristne fundamentalistiske bevægelsers arbejde, der opstod med det formål at bevare den daværende tilstand, de kristne befandt sig under, før kapitalismen.

USA’s og Europas betegnelse af de islamiske bevægelser med ’fundamentalisme’ har dermed ikke andet til formål end at bekæmpe Islams tilbagevenden til livet, hvilket er en strategisk sag og endda en livssag for Vesten. De (de vestlige stormagter) er stærkt interesseret i at bevare den tredje verden, især den islamiske verden, som en tilbagestående verden, der ligger fjern fra den sande elevering, for derved at forhindre Khilafah-statens tilbagevenden, som kommer til at udrydde deres system fra rødderne og eliminere deres begær og rovgriskhed.

Hør et vidneudsagn fra en af dem, som er fra en gæsteforsker på Harvard Universitetets afdeling for mellemøstlige studier. Vedkommende har sendt et memorandum til den amerikanske kongres. Deri skriver han: "Fundamentalisterne mener, at Shari’ah skal implementeres i alle dens detaljer, og at samtlige Allahs påbud og forbud skal iværksættes fuldt ud, samt at dette er forpligtende for samtlige muslimer; de mener, at den - Islam - er hovedkilden til deres styrke, og at Shari’ah er lige så gyldig til implementering i dag, som den var i fortiden". Endvidere skriver han: "Fundamentalisterne har en dyb foragt for den vestlige civilisation og anser den for at være den største hindring, som står i vejen for implementeringen af den islamiske Shari’ah". En anden amerikansk forsker, ved navn Esposito, skriver i et memorandum, som han også sendte til den amerikanske kongres: "De, som truer de amerikanske interesser, er de muslimske fundamentalister".

Den fundamentalisme, som Vesten angriber, er dermed genimplementeringen af den islamiske Shari’ah i livet. Hvis dette er fundamentalisme, er samtlige muslimer - i deres øjne - fundamentalister, idet de entusiastisk og længselsfuldt ser frem til implementeringen af alle lovene i deres deen (Islam) under skyggen af Khilafah-staten, for at redde dem og redde hele verden fra kapitalismens elendighed og erstatte den med Islams godhed.

Allah (swt) siger:
"Hvem er mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allah, når han kaldes til Islam? Allah retleder ikke det uretfærdige folk. De ønsker at udslukke Allahs lys med deres munde, men Allah vil fuldkommengøre Sit lys, selvom de vantro måtte afsky det." [OQM. Al-Saff:7-8].

Kompromis

2011-01-03T18:28:00.000-08:00

Termet kompromis optrådte ikke hos muslimerne før den moderne historie. Det er et fremmed term som har kilde i vesten og den kapitalistisk ideologi. Ideologien hvis livsanskuelse bygger på kompromisløsningen, der opstod i anledning af den blodig kamp mellem kirken og dens tilhænger konger på den ene side og de vestlige tænkere og filosofere på den anden side. Den førstnævnte lejr mente at den kristne religion/tro var egnet til at behandle alle livets affærer. Hvorimod den anden lejr mente at denne tro var uegnet til dette, idet den var årsagen til underdanigheden og regressionen. Endvidere mente de at forstanden er den som er istand til at nedfælde et system som er egnet til organiseringen af livets affærer.

Efter en bitter strid mellem lejrene indgik man en kompromisløsning, hvilket var at anerkende religionen som et forhold mellem mennesket og skaberen, sålænge at denne ikke blander sig i livet, samt at overlade organiseringen af livets affærer til menneskene. Derpå adopteret man sekulariseringen (tanken om adskille religion fra livet) som livsanskuelse for deres ideologi. Fra denne livsanskuelse udsprang det kapitalistiske system, som de eleverede sig på basis af. Derefter bar de denne ideologi til andre mennesker gennem kolonialiseringen/den kolonialistiske metode.

Sporet af denne kompromisløsning, som de byggede deres livsanskuelse på, blev fremtrædende i alle lovgivninger og i adfærden hos ophavsmændene af den kapitalistiske ideologi, isære i de politiske sager. I Palæstina sagen eksempelvis hvor muslimerne appellerer om hele Palæstina som værende deres land, samtidig påstår jøderne at Palæstina er det forjættede land, som gud har lovet dem og at det derfor tilhører dem. De vestlige kapitalistiske lande forslog i 1947 e.Kr. en løsning, hvilket er opdelings projektet der tilsigter til oprettelsen af to entiteter i Palæstina. Heraf tilhøre den ene araberne og den anden jøderne. Denne kompromisløsning træder ligeledes frem i adskillige internationale konflikter, som kontrolleres af de kapitalistiske stater, såsom problemerne i kashmir, Cypern, Bosnien o.m.a.

Som følge heraf blev politik hos disse baseret på løgn og gimmicker, ikke for at realisere den totale retfærdighed, men blot for at realisere noget, uanset om det er mindre eller mere end retfærdigheden. Det er heller ikke for at alle skal opnå deres rettigheder, men for at opnå en kompromisløsning der kan behage begge parter, ikke fordi den er korrekt, men pga. parternes omstændigheder, hvad angår deres styrke og svaghed. Således kan den stærke kan inddrag alt det han begærer hvis han er istand til det og den svage må opgive alt det han ikke kan tilegne sig.

I stedet for at afvise kompromis tanken og kompromisløsningen, samt klargøre dens fejl og falske grundlag, tog nogle muslimer imod den. Endvidere gav de sig til at påstå at den eksisterer i islam og at islam endda bygger på den. For islam er i midten mellem åndeligheden og materialismen, individualismen og kollektivismen, pragmatismen og idealismen og mellem det konstante og det forandrede. Der er hverken overdrivelse eller forsømmelse og ingen overdimensionering eller negligering…

For at bevise det som de bekendte sig til, foretog de istiqra’ (omfattende induktion) i emnerne. Følgelig kom de frem til, at alt har to ydrepunkter og en midte. Midten er en sikkerhedssfære, mens ydrepunkterne er udsat for fare og fordærvelse. Ligledes er midten styrkens center samt moderationssfæren og balancepunktet for alle ydrepunkter. Idet midten og kompromiset besidder alle disse fortrin vil det ikke være besynderligt hvis det manifesterer sig i alle islams aspekter. For islam er middel i overbevisningen og tilbedelsen samt middel i lovgivningen og moralen….

De foretog en forstandsmæssig analogi slutning mellem emnernes realitet og islams love, for derefter at forske i nogle Shari’ah tekster og forvrænge disse samt underkastede dem deres nye forståelse for at de skulle harmonere med det de bekendte sig til. Følgelig sagde de om verset hvori Allah (swt) siger: ”Således har Vi gjort jer til en wasatt (retskaffen) nation, for at I må vidne over menneskeheden, og for at sendebudet må vidne over jer…” herom sagde de at det middele i denne nation er netop uddraget fra det middele i dens metode og system, hvor hverken jødernes overdrivelse eller de kristnes mildhed findes. Endvidere sagde de at ordet (wasatt) betyder retfærdighed hvilket, ifølge deres påstand, er et kompromis mellem de stridende parter. Således ligestillede de retfærdighed og forlig, for at gavne tanken om kompromis. Versets korrekte mening er at den islamiske nation er en retskaffen nation, og retskaffenhed er et krav for et vidne i islam. Endvidere siger verset at denne nation skal være et retskaffen vidne over de resterende nationer, idet den har meddelt dem om islam. Verset er på trods af at den forekommer i en formidlende formulering, en anmodning fra Allah til den islamiske Ummah om at formidle islam til de resterende nationer. Hvis den ikke gøre dette så er den syndig, idet den islamiske Ummah er et påskud mod de resterende nationer, ligesom at sendebudet (saaws) er et påskud mod denne nation ”For at sendebudet må vidne for jer” [Al-hadjdj 78] i sin formidling af islam til jer og sin anmodning af jer om at formidle den til andre ”Lad den tilstedeværende formidle dette til de fraværende”

Ligeledes benyttede de sig af verset hvori Allah (swt) siger ”Og dem som når de spendere, ikke foretager israf og heller ikke iqtira’, men er qawama blandt disse”. De tillag det at spendere to yderpunkter: israf og iqtira’. ligledes tillagde de den en midte hvilket er qawam. Dette skulle ifølge deres mening bevise kompromiset i at spendere. Følgelig var de ikke bevidste om at versets mening var at der eksister tre måder at spendere på, nemlig israf, iqtira’ og qawam. Israf er at spendere i haram, uanset om det er store eller små beløb. Den som spender en dirham på khamr (alkohol), hasard eller bestikkelse vil følgelig have fortaget israf hvilket er haram. Iqtira’ derimod er at afholde sig fra at spendere det obligatoriske i islam. Den som afholder sig fra at betale en dirham som han er pålagt i zakah af sin penge eller den som afholder sig fra at spendere på de som han er pålagt at forsørge vil følgelig fortage iqtira’ hvilket er haram. Hvad angår Qawam så er det at spendere i overensstemmelse med de islamiske love uanset om det er i støre eller mindre beløb. Beærelsen af en enkelt gæst ved at byde vedkommende på en fjerkræ eller en kamel er følgelig at spendere i qawam, hvilket er halal, idet Allah (swt) siger i verset ” blandt disse” for at pointere at der er tre måder at spendere ifølge: israf, iqtira’ og qawam. Således er en blandt disse typer anmodet ifølge shari’ah hvilket er qawam.

Derfor eksister hverken kompromis eller kompromis løsning i islam. For Allah (swt) er den som skabt mennesket, følgelig er Han velvidne om mennesket realitet på sådan en måde som ingen skabninger kan være. Han alene er istand til at organisere menneskets liv så præcist som ingen andre kan opnå. Således forekommer Hans love nøjagtige, og uden spor af kompromis eller kompromis løsning. Derpå er der hverken kompromis eller kompromis løsning i de islamiske tekster og love, derimod er der præcision, klarhed og detaljering. Sågar har Allah kaldt det hudud (grænser) pga. dets præcision og distinktivitet.

Allah (swt) siger: ”Dette er Allah’s hudud (grænser), som Han klarlægger for et folk, der er forstandige”[al baqarah 230].

Og Han siger: ”Men den, der er ulydig mod Allah og Hans sendebud og overskrider Hans hudud (grænser), ham lader Han indgå i ilden, deri skal han blive.” [alnisa’ 14].

Hvori forekommer det islamiske kompromis eller kompromis løsningen i Allah’s sendebuds tale til sin onkel Abi Taleb da hans folk tilbød sendebudet et embede, rigdom og beærelse for at give afkald på islam: ”Ved Allah min onkel hvis de giver mig solen i min højre hånd og månen i min venstre hånd for at give afkald på denne sag så vil jeg ikke gøre det førend jeg får sejren fra Allah eller dø for den”. Eller i sin tale til Bani A’mer ben Sa’sa’ah stammen da de bad ham om at overlade dem styringen efter ham mod at give ham nusrah (støtte): ”styringen tilkommer Allah, Han tillægger den hvem end Han vil”.

Derpå er kompromis og kompromis løsningen en vestlige tanke der er fremmede for islam. De vestlige og deres allierede blandt muslimerne ønsker at påklistre den til islam, for at markedsføre den til muslimerne under titlen moderation og tolerance med hensigten om at få os på afveje fra de islamiske hudud (grænser) og distinktive love.

Pseudo-islamiske stater: Iran -5-

2011-01-03T18:07:00.000-08:00

Kapitel nr. 7

Dette kapitel omtaler den udøvende magt.

o Paragraf nr. 7 nævner: "Republikkens præsident skal være muslim af iransk oprindelse". Dette bekræfter hvad vi nævnte i de foregående afsnitter om at staten Iran bygger på et nationalistisk fundament, og ikke Islamisk da Islam forbyder, og endvidere bekæmper nationalismen. De betingelser som Islam fastlagde for præsident-posten i den islamiske stat er at personen skal være muslim, hankøn, fri dvs. ikke-slave, forstandig, moden, retskaffen og egnet hvilke konstituerer kontraherings-betingelser, der alle uundgåeligt skal besiddes af enhver der bliver valgt som en Khaleefah for muslimerne. Ligeledes, er det ifølge shariah bandlyst at indskrænke besiddelsen af Khaleefah-posten til en bestemt nationalitet hverken arabisk, persisk, kurdisk eller tyrkisk. Konklusionen er at denne paragraf modsiger Islams love, og lovene vedrørende den islamiske stat.

o Paragraf nr.75 udtrykker: "Republikkens præsident er ansvarlig for indenrigsaffærer, internationale forhold, udøvelsen af grundloven, samt at organisere forholdet mellem den konstitutionelle magt, og den udøvende magts præsidium".
Denne tekst underordner ikke stats-præsidenten alle de myndighehder som Islam underkaster ham. I Islam er stats-præsidenten, dvs. Khaleefah'en, selve staten fordi han besidder alle statens myndigheder som er:

1- Det er ham der vedtager alle de shari'ah-mæssige love som han adopterer fra Qur'anen og Sunnah, angående grundloven og de øvrige lovgivninger, forpligtende for alle muslimer at adlyde, udøve og handle i overensstemmende med.

2- Han er den ansvarlige for statens indenrigs -og udenrigspolitik.

3- Han er bemyndiget til hærens virkelige ledelse.

4- Han har ret og myndighed til at erklære krig, at kontrahere freds-, våbenhvile og de øvrige traktater.

5- Det er ham der udpeger ambassadørerne, samt godkender de fremmede ambassadører, udpeger sine medhjælpere (Mu'awenoun) og guvernører dvs. områderegenter (Wolah), og afsætter dem. Han har også myndigheden til at udpege og afsætte Jihad-lederen, den overordnede dommer, Inspektøren af den Administrative Institution, det Generalle Råd for Hærens Ledelse, hærens øvrige ledere, generaler og lederne af hærens bataljoner.
o Paragraf nr. 77: "Præsidie-perioden for Republikkens præsident er fire år, og må ikke fornyes men kun én gang".
Frem for alt er denne paragraf kopieret fra den amerikanske præsidie-lovgivning, både mht. begrænsning af præsidie-perioden til fire år, og mht. at fornyelsen af præsidiet kun er tilladt én gang. I virkeligheden er denne paragraf en direkte import af de vestlige systemer, og har intet med Islams system at gøre da det islamiske styresystem ikke er republikansk, men tværtimod Khilafah-systemet, som vi anskueliggjorde før. Islam forbyder at stats-præsidentens præsidide-periode begrænses tidsmæssigt.

Ifølge Islam besidder Khaleefah'en hele livet sin position, sålænge han forholder sig til udøvelse af Allahs Bog og Sendebudets Sunnah, samt istand til at tage sig af styrets byrder. Allahs Sendebud (saw) siger: "I skal høre og adlyde selv hvis jeres regent er en slave, sålænge han opretholder Allahs grænser (love)". Dvs. muslimerne er forpligtet til at høre og adlyde den der har myndigheden iblandt dem, dvs. regenten, sålænge han opretholder Allahs love, dvs. implementerer Allahs Bog og Sendebudets Sunnah.
Desuden blev der for Khulafa'a Rashidoun (de retskafne Khaleefah'er) ikke bestemt en specifik tidsperiode, hvilket betragtes som en Ijma'a (konsensus) af Sahabah (Profetens samtidige). Ligeledes påpeger selve Bay'ah (lydighedsløfte) teksten dette punkt, idet den ifølge de af forskellige
veje berettede Ahadith attesterer følgende: "Vi aflægger Bay'ah om at høre og adlyde på basis af Allahs Bog og Sendebudets Sunnah".
Derfor er den lov mht. at begrænse præsidie-perioden til fire år, samt fornyelsen af præsidiet kun for én gang absolut ikke en islamisk lov.

o Paragraf nr. 82 omhandler edden som republikkens præsident skal aflægge, og lyder som følgende: "Jeg sværger foran den iranske nation". Hvilket er med til at bevidne at republikken der er tale om er en iransk stat, og ikke en stat for alle muslimer.

o Paragrafferne nr. 83, 84 og 85 berører, at retten til at udstede lovgivningerne hører under republikkens præsidents opgaver, men dog gør disse paragraffer præsidenten bundet til ministre-præsidiet og Shurah-Rådet. I tilfældet af at han ikke giver samtykke i løbet af ti dage fra den dato lovforslag bliver fremlagt, betragtes disse lovgivninger som gyldige, og bliver ikke aflyst trods manglen af præsidentens samtykke, og hans uenighed som det understreges i paragraf nr. 83.

Ligeledes hvis Shurah-Rådet udsteder lovgivninger, som af republikkens præsident anses for at være modsigende til konstitutionen eller til Islam, så har han heller ikke ret til at aflyse, ejheller forhindre gyldiggørelsen af disse. Det han kan gøre er at henvise disse love til Shurah-Rådet for at de genovervejes. Hvis rådet stadig insisterer på at iværksætte disse love, bliver de rejst til Rådet for Beskyttelsen af Grundloven, som nævnt i paragraf nr. 84.
Alt dette antyder klart at præsidenten ikke kan udstede den lovgivning han vil, ejheller forhindre en hvilken som helst lov han ikke giver samtykke til. Simpelthen fordi han ifølge grundloven ikke er bemyndiget til det, hvilket er modstridende med Islam. Islam fastsætter at statens-overhoved, alene har retten til at adoptere og udstede love, og slet ikke Shurah-Rådet eller ministrene, som tidligere anskueliggjordes.

o Paragraf nr. 90 siger: "Republikkens præsident har ret til at formildne afstraffelser". Denne tekst er modsigende til Islam, fordi når dommeren der har myndighed til at dømme afsiger en dom, er det bandlyst for nogen som helst at ophæve hans kendelse, omend det er statspræsidenten eller en anden institution. Shari'ah-love fastsætter at dommerens afgørelse i en sag er bindende og uforanderlig. På den anden side, i tilfælde af at de shari'ah-mæssige afstraffelser der er tale om, er Hudood (dvs. de afstraffelser som shari'ah-love har forudbestemt) er det bandlyst at formildne dem, tværtimod er disse bindende og skal iværksættes præcist shari'ah bestemte dem. Hvis afstraffelserne hører under Qasas-kategorien (mord, hvor værgen kan vælge mellem pengeerstatning, tilgivelse eller drab på morderen) skal de også udøves, hvis værgen insisterer på det. I tilfælde af at afstraffelserne er Ta'azeer, (dvs. underlagt dommeren at afgøre straffen) må dommerens kendelse hverken opløses eller formildnes.

o Paragraf nr. 94 lyder som følgende: "Staten Iran indgår aftaler og alliancer, der angår de internationale unioner med de øvrige stater...". Denne paragrafs modsigelse til de islamiske love konkluderes udfra to punkter:

1- Den ny-etablerede islamiske stat, Khilafah-staten, må ikke indgå nogen som helst traktater med de tilstedeværende Kufr-regimer i den islamiske verden, og forholdet med disse lande må ejheller være en del af den islamiske stats udenrigspolitik, men skal tværtimod være en del af dens indenrigspolitik. Fordi den islamiske stat skal indlemme alle disse lande under sig, gennem diplomatiske, politiske eller militære aktioner
Desuden bekræfter paragraffen endnu en gang at det er en ren nationalistisk iransk stat der er tale om, og ikke en islamisk stat for alle muslimer.

2- Alle de nuværende internationale unioner, alliancer og pagter er bandlyste at tilslutte sig til, indgå aftaler med eller acceptere fordi de medfører de vantros dominans over muslimerne og de muslimske lande, omend disse er økonomiske, politiske eller sikkerhedsmæssige og specielt de militære, fordi de indbefatter at muslimen kæmper og dør for den vantros skyld (dvs. politik, interesser eller planer), hvilket er forbudt ifølge Shariah. Dette er anderledes fra de rene administrative unioner eller aftaler, såsom dem der omhandler post og kommunikation o.lign., som er tilladt ifølge Islam.

o Paragraf nr. 95 binder republikkens præsident til Shurah-Rådets samtykke mht. erklæring af krig -og at stoppe denne, at indgå aftaler, våbenhvile osv. Dette modsiger tydeligt Islams love som giver Statsoverhovedet, Khaleefah’en, retten til at tage alle disse beslutninger uden behov for Ummah-Rådets enighed. Allahs Sendebud (saw), og de efterfølgende Khaleefah'er plejede at erklære krig -og stoppe denne, indgå våbenhvile og de øvrige udenrigspolitiske aftaler ubetinget af samtykke fra Ummah, eller dens repræsentanter (Ummah-Rådet).

o Paragraf nr. 97 berører etablering af et midlertidigt råd for Republikkens-præsidie, der overtager præsidentens opgaver i tilfældet af at han er fraværende eller syg. Rådet består af ministerpræsidenten, præsidenten af Shurah-Rådet, præsidenten af Landets øverste Komité. At alle disse personer på samme tid overtager præsidentens opgaver er modsigende til Islam, da ansvarligheden og ledelsen i Islam er individuel, dvs. overtages af individet, og ikke kollektivet dvs. overtages af en gruppe. Den der overtager ledelsen skal derfor være én person der tildeles præsidentens myndigheder, hvormed han kan udpege medhjælpere. Allahs Sendebud (saw) plejede at udpege én person, der overtager varetagelsen af folks affærer på hans vegne, da han (saw) drog ud til kamp. Det er præsidenten selv der skal sørge for dette, hvis dette er muligt. Det samme gælder paragraf nr. 98 der har det samme indhold.

Det andet afsnit i dette kapitel (kap. 7) omhandler:
- dannelsen -og myndighederne af ministre-Rådet (dvs.regeringen),
- at Rådet er ansvarlig overfor Shurah-Rådet,
- at det nødvendigvis skal tilegne sig Shurah-Rådets tillid efter dets dannelse, og førend det foretager hvilken som helst af dets opgaver,
- at administrering af landets anliggender pålægges ministre-Rådets byrde,
- at det bærer den udøvende ansvarlighed for alle statens institutioner,
- Ministre-Rådets vedblivelse, er betinget med gyldigheden af Shurah-Rådets tillid.
Alt dette ifølge de forskellige paragraffer som afsnittet indbefatter.

Det er krystalklart at strukturen af statens institutioner er taget ud fra de vestlige konstitutioner, og ikke fra shari'ah-love. Den Islamiske stats institutioner er i deres struktur, og myndigheder fundamentalt forskellige fra dem i de vestlige systemer.
Statens opbygning i Islam består af otte grundpiller:

1- Khaleefah'en
2- Delegeret Assistent
3- Udøvende Assistent
4- Jihad-Lederen
5- Retten
6- Wolah (guvernører)
7- Administrativ Institution
8- Ummah-Rådet

Følgelig udpeger Khaleefah'en udøvende og delegerede assistenter der hjælper ham med hans opgaver. Den delegerede assistent (Mu'aen Tafweedh) får de samme myndigheder som Khaleefah'en har, undtagen adoptering og vedtagelsen af shar'iah-love. Den Delegerede Assistent får disse myndigheder ved Khaleefah'ens udpegelse af -og udstedelse af fuldmagt til ham. Han skal meddele Khaleefah'en enhver af de handlinger han udfører, omend det er småt eller stort, da han ikke er selvstændig i sine myndigheder, men derimod afhængig af den person som fik myndighederne fra Ummah gennem bay'ah, dvs. Khaleefah'en.

Det ovenstående modsiger fuldstændigt dannelsen og myndighederne af ministre-rådet i det demokratiske system, altså regeringen. I dette system består regeringen af en gruppe af individer, der kollektivt påtager sig regeringen på basis af at styret i Vesten udøves kollektivt, og ikke individuelt. Med andre ord er regenten, der har styringsretten, regeringen dvs. ministre-gruppen som en forsamling. Den enkelte minister har ikke mulighed for at styre individuelt, men får et specifikt område som han er ansvarlig for. Trods dette er han stadig afhængig i hans myndigheder, og beslutninger i hans regeringsområde, af hele regeringens samtykke. Sådan er realiteten af regeringen i det demokratiske system. Hvilket krystalliserer den umådelig store forskel mellem statens opbygning og assistenternes myndigheder i Islam, og det vestlige demokrati.

Med hensyn til den udøvende assistent (Mu'awen Tanfeedh) har han en administrativ, og ikke en styremæssig funktion. Han leder en administrativ institution der har den opgave at viderebringe alt hvad der udkommer fra Khaleefah'en til alle indenrigs -og udenrigs institutioner. Samt at videregive Khaleefah'en alt hvad der tilkommer ham. Kortsagt er han et mellemled der videregiver alt fra, og til Khaleefah'en.

Hvad angår Jihad-Amiren overtager han den øverste-administration af udenrigs-ledelsen, militær-ledelsen, internsikkerhed -og industri-ledelsen. Det er markant at Jihad-lederens opgave er administrativ, og ikke styremæssig. At han overtager alle disse ledelses-områder skyldes deres relation til Jihad, hvorigennem det islamiske kald udspredes til hele verden hvilket er statens oprindelige opgave, efter dens implementering af Islam indenrigs.

Konklusionen er at statens opbygning, institutionernes myndigheder og funktion osv. i Islam, adskiller sig markant fra dem i den vestlige demokratiske stat.

Det fjerde afsnit i dette kapitel omhandler hæren, idet paragraf nr. 121 understreger at: " Den islamiske iranske republiks hær er til for at beskytte landets uafhængighed, og nationale suverænitet". Hvilket endnu engang eftertrykkeliggør at staten Iran er en nationalistisk stat, der hele vejen igennem erklærer og afslører at det ikke er en islamisk stat for alle muslimer. Desuden skal den islamiske stats højstprioriterede opgave være at føre Jihad for at bære det islamiske kald udenrigs, efter at beskytte Dar al-Islam og sikkerheden deri.

o Paragraf nr. 122 siger: "Gennemkørsel eller etablering af fremmede militære styrker skal ske på basis af hensynet til landets interesser". Islam forbyder gennemkørslen, eller etablering af fremmede militære styrker i et muslimsk land. Fordi det giver kuffar (kufr-stater og koloni-lande) dominans, og herredømme over de muslimske lande og muslimerne. Dette er livstruende og risikofyldt for muslimerne og de muslimske lande. Selv de værste regimer, der er agent for -og undertvunget kufr-landene turde ikke indføre sådan en paragraf i deres grundlov, der juridisk og islamisk legaliserer stormagternes militære dominans over muslimerne og de muslimske lande.

o Paragraf nr. 123 siger at: "Det årlige budget for militæret fastsættes af det Nationale Ummah Råd".
Dette modstrider shari'ah-loven, fordi det er statspræsidenten, Khaleefah'en, der er bemyndiget til at fastsætte statens budget, herunder militærets. Shurah-Rådet er shari'ah-mæssigt ikke bemyndiget til at fastsætte statens årlige finanspolitik, ejheller militærets-budget.

Kapitel nr. 8

Kapitlet behandler den dømmende magt. Kapitlets paragraffer nr. 131, 132, 135 og 136 siger tydeligt at lovene som domstolene praktiserer er de civile menneske-opfundne love, som er taget fra Vesten. De vestlige civile love er ikke islamiske, men kufr-love. Ligeledes er disse forbudt for muslimerne at henvende sig til, eller implementere. Allah (swt) siger:

"Og styr blandt dem med det som Allah har åbenbaret". (OQM. al-Ma'idah:48).

"Og de der ikke styrer ifølge det som Allah har åbenbaret, er sandelig de vantro". (OQM. Al-Ma'idah:44).

Afslutning
Således er afsnittet om modbevisning af den iranske Grundlov færdiggjort. Vi har undladt at kommentere nogle paragraffer og kapitler, da de indeholder samme indhold som dem der blev kommenteret.

Vi henleder læsernes opmærksomhed til, at siden 1979 og ind til idag blev der indført formelle ændringer på enkelte paragraffer.

Angreb indefra

2010-11-29T14:34:00.000-08:00

Ide 5: Tilsløring af realiteten om kampen mellem Islam og kufr.

Det er velkendt, at hvis tanker holdes skjult i bøger og ikke bliver fremført til samfundet for at fremprovokere en kamp, vil ideologien forblive ineffektiv i realiteten og vil ikke være andet end forstenet information. Derfor spreder regimerne ideer og koncepter, der har til formål at svække kampen mellem Islam og kufr, således at de kan holde muslimerne uvidende om den realitet, at Islam og kufr ikke kan sameksistere.

Eksempler på sådanne ideer inkluderer dialogen mellem religioner (som har det formål at sammensmelte Islam, kristendommen og jødedommen i én abrahamsk religion); den multikulturelle dialog (som den fremsatte raceharmoni i Malaysia mellem de ikke-muslimske kinesere og de muslimske malaysianere, der går til en så ekstrem grad, at den foreslår, at muslimerne bør deltage i kinesernes polyteistiske nytårsfest, til gengæld skal kineserne deltage i "Eid ul-Fitr" og "Eid ul-Adha"-højtidelighederne), slutningen på den ideologiske tidsalder (som for eksempel da Hafez Assad meddelte, at Jesus' og Muhammads tidsalder er forbi), ligeledes er det med ideen om religiøs tolerance.

Udbredelsen af sådanne ideer vil neutralisere den islamiske ummah og begynde at tvinge den til at svigte dens pligt i at bære Islam og udfordre alle religioner og ideologier. Islam udfordrer bevidst alle religioner og livsanskuelser.

"Det er Ham, som har sendt Sit sendebud (Muhammad) med retledningen og sandhedens Deen, for at den skal triumfere over alle andre Deen (religioner, ideologier, livssystemer), selvom polyteisterne måtte hade det." (OQM. Al-Taubah, 33)

Hvis muslimer accepterer ideen om forhold, der er baseret på sådanne falske og vildledende perspektiver om livet, såsom humanismen, vil de uden tvivl frafalde Islam. I dag er der nogle islamiske grupper, der hælder mod denne ide, fordi de, som de selv argumenterer for, deler fælles grundlag med andre ikke-islamiske bevægelser. De prædiker om at acceptere andre opfattelser og vigtigheden af flersidighed. De påstår, at muslimer har en tro og en kultur, medens ikke-muslimerne kun har en kultur. Måske hentyder sådanne grupper til kristendommen, men de kan ikke udelukke jøderne fra flersidighed og kultur. Selv hvis de udelukker dem i dag, vil de i morgen finde fælles grundlag med dem.

Tilstedeværelsen af denne slags ideer i samfundet udgør en hindring på vejen til genoprejsningen. For at komplicere forholdene yderligere, bliver disse ideer båret og propaganderet for af mange islamiske aktivister og grupper. De velvidende, oprigtige og aktive grupper , der arbejder for at genoplive Islam i sindet og hjerterne på muslimerne, ligesom den blev åbenbaret til Muhammad (saaws), må tydeliggøre disse ideer til Ummah, såvel som de islamiske organ'Isationer og aktivister, der betragter Islam som udelukkende bestående af individuelle ritualer. Sådanne muslimer skal gøres klar over, at Islam er en fuldkommen og omfattende Deen, der omfatter alle aspekter af livet:

"Den (Qur'anen ) er ikke en falsk udtalelse, men en bekræftelse på Allahs eksisterende bøger og en detaljeret forklaring på enhver ting…" (OQM. Yusuf, 111)

"Og Vi har nedsendt dig bogen (Qur'anen ) som en forklaring på enhver ting"
(OQM. Al-Nahl, 89)

Desuden må det gøres klart for dem, at Allah (swt) beordrer muslimerne til at tage Islam som en helhed og ikke i dele, da dette er forbudt:

"Træd fuldstændigt ind i folden af Islam, og følg ikke Satans fodspor."
(OQM. Al-Baqarah, 208)

"Tror I på en del af bogen og afviser resten? Hvad er da belønningen for dem, som gør således blandt jer, undtagen ydmygelse i dette liv, og på opstandelsesdagen vil de blive udsat for den hårdeste pinsel!" (OQM. Al-Baqarah, 85)

Det er forbudt for muslimerne at opdele Islam og fastsætte prioriteter omkring de islamiske regler, baseret på deres eget intellekt, lyst og interesser. Allah (swt) fastsætter de islamiske regler, og hvad man kan betragte som en betydningsfuld prioritet, og hvad man ikke kan betragte som en betydningsfuld prioritet. De bør blive påmindet om, hvordan sahabah (raa) trådte ind i Islam og straks accepterede alle dens regler.

Det må gøres klart for dem, at man ikke kan være en god muslim eller "styrke ens iman", medmindre man er lydig over for alle Allahs befalinger. At adlyde "oprethold bønnen" er derfor det samme som at adlyde "og giv zakat" eller "og tyven, mand eller kvinde, hug deres hænder af". Og at adlyde Allah (swt) i at sige sandheden, er det samme som at adlyde Ham i at indsamle skatter eller at etablere Khilafah. Allah (swt) vil straffe Ummah for at lyve og for ikke at opretholde bønnen, ligesom Han vil straffe muslimerne for ikke at hugge hånden af tyven eller at forbyde skatter eller ikke at have Khilafah.

Allah (swt) siger:

"Kamp er blevet foreskrevet jer, selvom I hader det. Men det kan være, at I hader noget, som er godt for jer, og det kan være, at I elsker noget, som er ondt for jer, og Allah ved (besked), og I ved ikke." (OQM. Al-Baqarah, 216)

Denne ayah siger, at Allah (swt) alene ved hvad der er godt, og hvad der er ondt, dvs. hvad der fører til paradis og hvad der fører til helvede. Så Allah er alene lovgiveren og nedfælder dommen over tingene og handlingerne som værende gode eller onde, retfærdige eller uretfærdige, uanset hvorledes menneskene betragter dem. Muslimerne er derfor forpligtede til at udføre disse regler, trods deres syn på dem, og uanset om reglerne harmonerer med eller strider imod deres lyster. Allah (swt) siger:

"Og hvis haqq (sandheden) havde fulgt med deres lyster, sandelig ville himlene og jorden og alle, som var i dem, være blevet fordærvet." (OQM. Al-Mu'minun, 71)

Muslimerne skal betragte den islamiske regel som den eneste gyldige og retfærdige regel og underkaste sig til den intellektuelt, følelsesmæssigt og fysisk. Der er ingen gavn at fornemme i at efterleve sendebudets udtalelse: "Martyrernes mester er Hamzah og en mand, som rejser sig for at rådgive en tyrranisk regent, og som derved dræbes (af regenten)." eller hadithen: "Den bedste jihad er erklæringen af haqq over for en uretfærdig regent."

Muslimerne bør følge eksemplet med sahabah i Abyssinien, da de blev indkaldt af Abyssiniens konge for at blive spurgt om 'Isa (as). Efter at have drøftet deres svar indbyrdes, var deres konklusion klar: " Vi vil sige, hvad vores sendebud fortalte os om ham, uden hensyn til hvem han er (refererende til Abyssiniens kristne konge)". Sahabah i Abyssinien risikerede, at kongen udleverede dem til Quraysh' udsendinge, som regenterne i Quraysh havde sendt med gaver til kongen. Udsendingene forklarede kongen, at disse muslimer havde forladt deres folks tro og levemåde og havde heller ikke valgt kongens religion, kristendommen. Da kongen afviste at udlevere muslimerne, prøvede udsendingene at skabe konflikt mellem muslimerne og kongen. De bad kongen spørge dem om, hvad de mente om 'Isa (as). Under dette pres mellem at ikke blive udleveret og vende tilbage til tortur og undertrykkelse ved at fordreje Islams holdning om 'Isa og dermed lyve om Allah og sendebudet, og mellem at holde fast på sandheden uanset konsekvenserne, valgte de at sige sandheden og dermed overholde Islam.

Ligeom sahabah bør muslimerne ikke tage hensyn til deres personlige nytte og sikkerhed eller konsekvenserne af at udføre og praktisere Islam. Som tillæg kan 'Umars (raa) udtalelse tjene som eksempel for forståelsen hos sahabah mht. nytte. Da 'Umar udførte tawwaf rundt om Kabah i Mekkah, sagde han til den sorte sten: "Jeg ved, at du er en sten, der hverken kan skade eller gavne mig, men havde jeg ikke set Allahs sendebud kysse dig, ville jeg ikke have gjort det." Hvis der er noget som helst gavn i Islam, så er det at komme i paradiset og undgå helvedets ild, som kun kan opnås ved at acceptere Islam og underkaste sig Islam fuldstændigt.

"Og den, der bliver fjernet fra helvedesilden og bragt ind paradiset, vil have sejret." (OQM. Aal-Imran, 185)

Muslimerne bør bl.a. koncentrere sig om at kalde ikke-muslimerne til Islam, uden hensyn til den belønning, dette samfund er villig til at give dem, for at muslimerne forlader deres dagsorden og bliver til endnu en "farve i den danske mosaik "eller endnu en blok i den internationale landsby".

De, som ønsker, at Islam og intellektet skal være i modstrid med hinanden, ligesom i kristendommen, bør forstå, at Islam er en universel Deen, med et intellektuelt grundlag og et altomfattende livssystem. Når først intellektet er fjernet, er der intet grundlag for at indbyde menneskeheden til Islam. Ved at udelukke brugen af intellektet til at komme frem til fakta og bevise deres troværdighed, vil Islam blive reduceret til samme niveau som kristendommen eller buddhismen. Muslimerne vil hermed aldrig opnå den absolutte viden om Skaberens eksistens, Qur'anens gyldighed eller troværdigheden af profeten Muhammad (saaws). Uden overbevisning på den islamiske aqeedah (livsanskuelse), vil fundamentet for Islam blive svagt og genstand for tvivl og falske ideer, der vil gøre den ude af stand til at henvende sig til menneskeheden på en absolut sand, klar og sammenhængende måde.

At bruge intellektet betyder på ingen måde, at man skal give den ubetinget magt. Islam anerkender sindets rolle f.eks. i bekræftelsen af eksistenser, men giver ikke sindet ubegrænsede tøjler f.eks. i lovgivningsaffærer. At fjerne sindet fuldstændigt vil være i modstrid med den islamiske aqeedahs realitet og det faktum, at den er baseret på intellektet. I flere hundrede ayat henviser Qur'anen til "De forstandige, de intelligente, de skarpsindige", hvor den opfordrer dem til at betragte og overveje universet for at komme frem til anerkendelsen af, at det hele er skabt af én skaber, Allah (swt), altså er Han alene den eneste, som skal blive tilbedt. Allah (swt) siger:

"Tænker de ikke over kamelerne, hvordan de er skabt, og himlen, hvordan den er hævet, og bjergene, hvordan de er rodfæstet, og jorden, hvordan den er fladgjort!" (OQM. Al-Ghashiyah, 17-20)

"Og hvis du spørger dem: Hvem skabte himlene og jorden, og tvang solen og månen (i et fastlagt system)? da vil de sige: Allah. Så hvorfor vender de sig bort (fra at tilbede Ham alene)?" (OQM. Al-‘Ankabut, 61)

Allah (swt) påbyder også menneskene til at overveje Muhammads (saaws) mirakel, Qur'anen:

"Og hvis I er i tvivl om, hvad der er blevet åbenbaret til Vores slave (Muhammad), frembring da en surah (et Qur'an-kapitel) i stil med Qur'anens og hidkald alle jeres partnere, foruden Allah, hvis I er sandfærdige." (OQM. Al-Baqarah, 23)

Overvejer de ikke Qur'anen, eller er det fordi deres hjerter er forseglet?!" (OQM. Muhammad, 24)

Derfor fortæller Islam menneskene, at de skal tænke over Allahs eksistens og Muhammads (saaws) profetskab for at komme frem til det uundgåelige faktum, at den islamiske aqeedah er sand.

Når først personen, når til denne konklusion og tror på Islam, begrænser Qur'anen sindets rolle til at være et værktøj til at forstå den islamiske tekst og ikke til at afgøre dets gyldighed, retfærdighed mv. Den troendes sind skal underkaste sig skaberens love, som er indeholdt i Qur'an og Sunnah. Allah (swt) henvender sig til dem, der slutter sig til denne tro, om at adlyde og underkaste sig:

O I som tror, adlyd Allah og adlyd sendebudet og dem, som besidder myndigheden iblandt jer. Hvis I så strides om en sag (indbyrdes), bring den da tilbage til (dvs. referér til) Allah og Hans sendebud, hvis I tror på Allah og dommedagen." (OQM. Al-N'isaa', 59)

"Nej, ved din Herre, de vil ikke være troende, førend de gør dig (Muhammad) til dommer i alt, hvad de indbyrdes strides om, og derefter ikke finder nogen uvilje i deres indre (mod profetens dom), og underkaster sig fuldstændigt." (OQM. Al-N'isaa', 65)

Muhammad ibn Hazm udtrykte dette standpunkt smukt i sin bog Al-Ihkaam fi Usul il Ahkam, s. 18: Abu Muhammad sagde: "Den, som siger, at intet må accepteres, medmindre det er taget fra en khabar (beretning eller guddommelig tekst), spørger vi: Fortæl os, er alle beretninger sande eller er alle falske? Eller er det således, at nogle beretninger er sande, medens andre er falske? Hvis han siger, at alle beretninger er falske, så vil han have ophævet, hvad han lige har sagt, for han anerkender intet andet end en beretning. (Sådan en erklæring) ophæver også hans udtalelse, ligesom alle typer af viden. Hvis han sagde alle beretninger er gyldige, da vil modstridende beretninger til den, han har accepteret, blive hentet. Han vil blive tvunget til at forlade sin mening og anerkende den modsigende beretning eller samtidigt tro på hans egen mening og den modsatte, hvilket er umuligt. Enhver mening, der leder til det umulige eller til falskheden er nødvendigvis ugyldig.

Det eneste svar, som forbliver, er, at beretningen enten er sand eller falsk. Hvis dette er tilfældet, så er det umuligt at vide gyldigheden af en beretning fra selve beretningen, fordi der ikke kan spores nogen sandhed eller falskhed i den. Derfor må der findes et bevis (daleel), der kan differentiere mellem dem. Dette kan kun gøres ved det intellektuelle bevis (daleel), der vil differentiere mellem sandheden og falskheden."

Han fortsatte så på den samme side med at sige: Abu Muhammad Ali sagde: "De alle sammen burde spørges: Hvordan blev I overbevist om gyldigheden af det, I kalder til, sandheden af tawheed og profetskabet og den Deen, I følger? Brugte I intellektet til at opfatte dens gylighed eller ej?"

På s. 28 siger han angående de to parter (dem som afviste intellektet fuldstændigt og dem som gav intellektet ubetinget magt): "Vi kender ikke nogen, der er så langt fra den intellektuelle metode, som disse to grupper: Den første annullerer fuldstændigt det intellektuelle bevis, og den andet stiller sig selv som skaberen, samtidig med at det påstås, at Allah ikke pålagde regler for tingene... De begge har løjet forfærdeligt over for Allah og sagt ting, der giver de intellektuelle gåsehud. Vi har forklaret, at sindets realitet er, at det skelner mellem de ting, der er sanset af sanserne og forstået. Det kender kun til tingenes egenskaber, for hvad de er, såsom at denne verden må have en skaber, at skaberen er evig, ægtheden af profetskabet, hvilket er betinget af tydelige tegn, der peger mod profetskabet…. Hvad angår, at intellektet gør svinekødet til haram eller halal, eller gedebukken til haram eller halal, eller at få dhuhr-bønnen til at være fire rak'ah og maghrib-bønnen til tre rak'ah, er der her ingen plads til intellektet, ej heller til at styre eller forhindre det. Sindet bruges her kun til at forstå Allahs (swt) befalinger."

For dem, som er ude af stand til opfatte den realitet, at regenterne og de nuværende regeringer er agenter for kuffar, kræves der ikke et langtrukkent argument for at overbevise dem. Episoder som, at Kong Fahd har båret et kristeligt kors, eller hvor Kong Hussein har grædt over Rabins grav, medens han ikke fælder en tåre af samvittighedsnag over de tusinder af muslimer og muslimske familier, som er blevet knust, tortureret eller dræbt som resultat af at kalde til Islam under hans regering, eller de millioner af muslimer, som er blevet fængslet, tortureret og henrettet af regeringerne og deres regenter som resultat af at arbejde for Islam, er tilstrækkelige for enhver forstandig person til at indse realiteten af disse regenter.

Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, da bør en mere detaljeret forklaring af deres historie illustreres. For eksempel, hvilke ideer de kaldte til og propaganderede for, hvordan de samarbejdede med kolonimagterne for at propagandere for kufr og for at undertrykke oprejsningen af Islam blandt muslimerne, og ligeledes med mange af deres udtalelser, der påpeger dette. Desuden bør den undervisningsplan, som de sponsorerer i de muslimske lande, der sigter mod at skabe personligheder som er loyale over for den vestlige kultur, bekræfte den opfattelse blandt en hvilken som helst muslim, at disse regenter er intet andet end agenter for kuffar og deres egne interesser.

De som har et problem med konflikten mellem sandheden og falskheden må blive informeret om, at sådanne konflikter er en naturlig del af Allahs skabelse:

"Ja, Vi kaster sandheden (Islam) mod falskheden (kufr), så (sandheden) udslettende knuser den, så den (falskheden) forsvinder." (OQM. Al-Anbiyaa', 18)

Desuden er det klart, at to forskellige systemer ikke kan sameksistere. Denne observation kan udledes ved at undersøge virkeligheden. Gennem hele historien har nationer med forskellige tanker og ideer været i en konstant kamp mod hinanden, og ethvert system blev fjernet gennem en proces med kamp. Som et resultat af denne realitet blev enhver profet og ethvert sendebud, inklusiv Muhammad (saaws), bekæmpet af systemet, og enhver profet og ethvert sendebud kæmpede mod de herskende systemer og ideer. Derfor er der for muslimerne ingen grund til at forvente, at de kan undgå denne realitet eller at tro, at naturen for Allahs skabelse vil standse sig selv eller lave en undtagelse i deres tilfælde.

Tilstedeværelsen af disse tanker er ikke opstået ved et tilfælde eller gennem evolutionen, men var planlagt og indpodet med forsigtighed i Ummah.

Hvis muslimerne slutter sig til disse ideer, vil Ummah ikke længere være den islamiske Ummah, men blive til en vestlig nation befolket af muslimer. Islam vil blive degraderet til en religion som kristendommen eller buddhismen og Shari'ahs ahkam, der bestemmer den islamiske målestok for handlinger, vil blive elimineret fra muslimernes liv. Derved vil muslimerne svigte deres mission i denne verden, hvilken er at leve ifølge Islam og bære den til menneskeheden som et budskab for retledning.

Dette skyldes, at sådanne ideer indeholder ødelæggelsens frø for Ummah, udbrederne af disse ideer (bevidst eller ubevidst) tjener kufrs interesser og forlænger samtidig kufrs overlegenhed i muslimernes lande. De arbejder også for at holde Islam væk fra livet og forhindrer den i at vende tilbage som et system for at styre alle livets affærer.

Derfor må disse ideer angribes og ødelægges, uden hensyntagen til konsekvenserne. Kuffar og deres agenter blandt muslimerne kan måske få succes i at aflede og forurene Ummah i en vis periode. De kan måske også være i stand til at lægge hindringer i vejen til genopvækkelse, men så længe der eksisterer en gruppe, der påminder Ummah om dens glemte og forsømte Deen, og afslører de skjulte sammensværgelser mod Ummah, og arbejder utrætteligt på at genindføre den islamiske levevis, da kan kuffar, uden tvivl, aldrig forhindre genopvækkelse.

"De ønsker at slukke Allahs lys (Islam) med deres munde, men Allah vil ikke tillade andet end, at Hans lys bliver fuldendt, selvom de vantro måtte hade det. Det er Ham, som har sendt Sit sendebud (Muhammad) med retledningen og sandhedens Deen, for at den skal triumfere over alle andre Deen (religioner, ideologier, livssystemer), selvom polyteisterne måtte hade det." (OQM. As-Saff, 8-9)

Terrorisme

2010-11-29T14:31:00.000-08:00

Terrorisme er sprogligt et verbalsubstantiv, som er afledt af verbet at terrorisere, som betyder at skræmme eller at slå med rædsel. Allah (swt) siger:

”Hvormed I kan terrorisere Allahs fjende og jeres fjende”.
(OQM. Al-Anfal 8:60)

dvs. hvormed I kan skræmme fjenden.

Men denne betydning har man set bort fra til fordel for en ny terminologisk betydning. Den amerikanske og den britiske efterretningstjeneste blev ved et symposium, som afholdtes til dette formål i 1979, enige om, at terrorisme er: ”Brugen af vold mod civile interesser for at realisere politiske formål”.

Derefter afholdtes mange internationale konferencer og symposier, og der blev nedfældet lovgivninger og love for at fastlægge de aktioner, som det var muligt at betegne med terror, klargøre typen af de bevægelser, grupper og partier, som udøvede terror, og bestemme de stater, som støttede terror – ifølge deres (de vestlige stormagters) påstand - for at træffe de nødvendige foranstaltninger til bekæmpelsen og begrænsningen af terrorisme.

Det viser sig, at samlingen af love og lovgivninger, som er relateret til terrorisme, ikke er præcise, og at de er underlagt de politiske orienteringer af de stater, som har lagt principperne for disse love og lovgivninger. F.eks. så vi, at USA betragtede attentatet mod Indira Gandhi som en terroristisk handling, mens den ikke betragtede attentatet mod kong Faisal og mordet på Kennedy som en terroristisk handling. Samtidig betegnede USA i første omgang bombesprængningen af FBI’s kontor i Oklahoma som en terroristisk handling, men da det viste sig, at bagmændene, som stod bag bygningens bombesprængning, tilhørte de amerikanske militser, forvandledes betegnelsen af handlingen fra at være en terroristisk handling til at være en forbryderisk handling.

Især USA betegner nogle bevægelser som folkelige modstandsbevægelser såsom Nicaraguas oprørsbevægelse og IRA (Den irske Republikanske Hær) o.a. og betragter disse bevægelsers modstandskæmpere i tilfælde af anholdelse som krigsgidsler ifølge protokol 1 af 1977 e.Kr. i appendikset til Geneve-aftalen, hvorimod USA betegner enhver bevægelse, som modarbejder USA's interesser eller USA's agenters interesser som en terrorbevægelse, og noterer bevægelsens navn i listen over terrororganisationer. Denne liste udgiver det amerikanske udenrigsministerium regelmæssigt, og her står de fleste islamiske bevægelser i Egypten, Pakistan, Palæstina, Algeriet m.fl. noteret.

USA har siden 70’erne besluttet at skabe en amerikansk global og lokal offentlig mening mod terrorisme - sådan som USA betragter den - og mod enhver, som betegnes med terror. USA har udnyttet de aktioner, som er blevet rettet mod civile mål, uanset om disse aktioner er blevet udført af politiske eller militære bevægelser, som ikke er tilknyttet USA, eller af bevægelser, der er tilknyttet USA's efterretningstjeneste (CIA). Mange rapporter har vist, at folk fra den amerikanske efterretningstjeneste har stået bag terroristisk betegnede aktioner såsom kapringen af flyet TWA i Beirut i begyndelsen af 80’erne… USA udnyttede også bombningen af den amerikanske Khobar-base i Saudi-Arabien og forpligtede 40 anbefalinger, som var relateret til bekæmpelsen af terrorisme, ved G7-konferencen, som afholdtes i Frankrig i 1996 e.Kr. Derefter udnyttede USA begivenheden med bombningen af World Trade Center i New York og bombningen af FBI’s kontor, før bagmændene blev identificeret, ved udstedelsen af en lov om bekæmpelsen af terrorisme, hvilket det amerikanske senat gav samtykke til i 1997 e.Kr.

På basis af disse anbefalinger og denne lov er USA i stand til at forfølge enhver person, som anklages for terror, hvor som helst. USA har også ret til at anholde eller bortføre ham og straffe ham med en straf, den finder berettiget såsom fængsling, beslaglæggelse, fratagelse af opholdstilladelsen eller statsborgerskabet, og dette uden at give den anklagede retten til at forsvare sig selv eller at blive fremstillet for en civil domstol eller nævninge.

USA greb ligeledes til generaliseringen af terrorismens karakter over nogle af de stater, som modarbejder USA's interesser såsom Korea, Kina, Irak, Libyen og over mange islamiske bevægelser såsom Jihad, Hamas, Jama’a Islamiya i Egypten og FIS i Algeriet, ved at udnytte bombesprængningerne i Palæstina mod jøderne og de aktioner, som skete i Algeriet i kølvandet på militærets aflysning af parlamentsvalget.

Som følge af disse love, beslutninger og anbefalinger er USA i stand til at forfølge og nedkæmpe alle dem, som den betegner med terrorisme, uanset om det er et individ, en organisation, et parti eller en stat, ved at benytte sin militære styrke eller sin politiske indflydelse til økonomisk sanktion, ligesom den har gjort mod Irak og Libyen. USA's tidligere udenrigsminister Schultz har givet udtryk for dette, idet han sagde: ”Ligegyldigt hvor meget terroristerne forsøger at flygte, vil de ikke være i stand til at skjule sig”.

Derved er terrorloven, som USA har adopteret, et af de strategiske våben, som den benytter, for at kontrollere sit greb om verden, især om den del, som har tendens til oprør mod den amerikanske politik.

Da USA har fremlagt Islam som sin fjende efter kommunismens forsvinden, så er de muslimske lande et af de vigtigste områder, hvor USA vil bruge terrorloven for at forøge sin indflydelse heri og for at holde landene under kontrol. Dette skyldes, at muslimerne er begyndt at få fornemmelse for eleveringens vej til tilbagevendelsen af Khilafah-staten, som er den eneste stat, som er i stand til at tilintetgøre den kapitalistiske ideologi, som USA står i spidsen for, hvilket USA og andre kufr-stater er bevidste om.

Derfor findes der næsten ingen islamisk bevægelse i dag, som ikke har tendens til at blive betegnet med terrorisme af USA. Heller ikke de politiske bevægelser og partier, som ikke benytter sig af materielle aktioner til realiseringen af deres mål, kan vide sig sikre fra denne betegnelse. USA betragter aktiviteten udført af enhver bevægelse, ethvert parti eller enhver stat, som kalder til Islams tilbagevenden, som en terrorhandling, der modstrider den internationale lov. Dermed er USA i stand til med denne undskyldning og med det, den har forpligtet de stater, som har underskrevet terrorloven, at mobilisere disse staters styrker under sin ledelse for at nedkæmpe denne bevægelse, dette parti eller denne stat.

Heraf er det blevet nødvendigt for muslimerne som værende et direkte mål for politikken for den såkaldte terrorbekæmpelse, mens de arbejder for oprettelsen af Khilafah, at afsløre over for den islamiske og globale offentlige mening virkeligheden af den såkaldte terrorlov og virkeligheden af USA's politik - USA som arbejder for verdensherredømmet gennem denne lov - og at USA har stået bag mange terroraktioner i verden, selv om disse blev sat i forbindelse med muslimske navne.

Muslimerne skal ligeledes opføre sig islamisk i deres handlinger og adfærd. Islam har en særegen metode i realiseringen af formålene og målene, herunder at bære dawah til genindførelsen af det islamiske liv gennem Khilafah-statens tilbagevenden. At efterleve denne metode, som bygger på det intellektuelle sammenstød og den politiske kamp, og som udelukker de materielle aktioner, er en efterlevelse af den Shariah-mæssige metode, som Islam har påkrævet, og dette er ikke en frygt for eller flugt fra at blive betegnet med terror.

Muslimerne skal også opklare, at den islamiske stats opgave efter dens oprettelse er begrænset af Shariah, uanset om det er indenrigs såsom varetagelsen af affærerne og iværksættelsen af hudood (de af Allah fastlagte straffelove) eller udenrigs såsom leveringen af Islam til hele menneskeheden gennem jihad og tilintetgørelsen af de materielle hindringer, som hindrer implementeringen af Islam.

Muslimerne skal også opklare, at muslimernes praktisering af Islam over sig selv og andre ikke sker på basis af lyst i muslimernes indre eller for at realisere private interesser, men det er en lydighed til Allahs (swt) ordrer; Allah som har skabt universet, mennesket og livet, og som har krævet af mennesket at organisere dets liv med Islams love; Islam som Han har åbenbaret Muhammad (saaws), Allahs Sendebud.

Så USA’s og andres ondsindede betegnelse af Islam med terrorisme og muslimer med terrorister modstrider realiteten og Allahs mål med Islam. Allah (swt) siger:

”Og Vi har kun sendt dig (Muhammad) som en barmhjertighed til alverden”.
(OQM. Al-Anbija’ 21:107).

”Og Vi har åbenbaret dig (Muhammad) Bogen som en opklaring af alle ting og som retledning og barmhjertighed og glædeligt budskab til muslimerne”.
(OQM. Al-Nahl 16:89)

Denne barmhjertighed giver sig til udtryk i praktiseringen af Islams love, og der er ingen forskel på salah og jihad, eller dua og at skræmme fjenden, eller zakat og håndsafhugning af tyven, eller redningen af den omtumlede og drab af dem, som begår aggression på muslimernes helligdomme. De er alle Shariah-love, som muslimen eller staten skal praktisere, hvor hver lov iværksættes i sammenhæng med sin realitet og til sin tid.

Islams opfattelse af stat og samfund

2010-11-29T14:27:00.000-08:00

Definitionen af Islam
Allah har nedsendt det Islamiske budskab, hvis fundament er livsanskuelsen,der udtykkes i sætningen: "Der er ingen ilah foruden Allah , Muhammad er Hans Sendebud".

Islam er et omfattende, universelt budskab til hele menneskeheden, der organiserer alle livets affærer, behandler alle menneskets problemer som et menneske, uden betragtning til race, køn, farve, sprog, nationalitet, social eller økonomisk status, samt organiserer menneskets forhold med sin Skaber, sig selv og sine medmennesker, i alle tider og steder.

Det islamiske budskab kom med specifikke, bestemte tanker, som skabte en unik kultur, hvorved det bestemte opfattelserne om livet, og krystaliserede dets tilhængeres smag ifølge denne kultur, det har fremlagt et bestemt livsyn, som er Halal (legalt) og Haram (illegalt), et bestemt livsmønster, samt etableret et enestående samfund i dets tanker, følelser, systemer og individernes personligheder.

Ligeledes kom dette budskab med en fuldkommen lovgivning, der behandler forholdene i staten og samfundet, omend det drejer sig om styreformen, økonomien, social-forhold, uddannelse, indenrigs -eller udenrigs politik; om disse forhold drejer sig om de generelle forhold mellem staten og dens borgere, mellem staten og andre stater, i freds -eller krigstilstand, eller drejer sig om de private forhold blandt samfundets individer indbyrdes.

Islams opfattelse af samfundet
Islam opfatter samfunds bestanddele som værende, tanker, følelser og systemer der henholdsvis er baseret på en bestemt livsanskuelse. Ifølge denne forståelse er et samfund ikke-islamisk, medmindre de islamiske tanker og følelser dominerer, samtidig med at det islamiske samfundssystem er implementeret.

På samme måde, hvis alle folk var muslimer, men tankerne de adopterede var, demokratisk-kapitalistiske, deres følelser præstelige, åndelige eller nationalistiske, og systemet som udøvet over dem demokratisk- kapitalistisk, så ville samfundet være ikke-islamisk, selv hvis majoriteten af folket er muslimer.

Islam betragter, at Allah har fastsat et system for livet, som mennesket skal efterleve og at Han har sendt sendebudet Muhammad med dette system som sendebudet har meddelt til mennesket, og mennesket skal således, indordne sig under dette system. Herfra studerer muslimerne problemerne

og udleder deres løsninger fra Qur'anen og Sunnah (sendebudets udtalelser, handlinger og aner-kendelser).

Med hensyn til menneskets organiske behov og instinkter, har Islam organiseret tillfredsstillelsen af dem alle med en organisering, der forsikrer deres fornødenhed, bl.a. maven, de sexuelle og de åndelige fornødenheder. Men dette gøres ikke på bekostning af de andre, eller ved at undertrykke nogen og frigøre andre, eller ved at frigøre dem alle. Istedet har Islam koordineret og tilfredsstillet dem alle med et detaljeret og præcist system, som producerer glæde og ro for mennesket, og forhindrer det fra at falde ned på dyreniveauet gennem kaos i dets instinkter, i modsætning til den kapitalistiske ideologi der nu om dage dominerer verden, som i denne anledning kan nævnes som et krystalklart eksempel.

Islam har fastsat, at systemet implementeres af muslimen gennem hans motiverende bevidsthed om Allah, ved staten gennem folks motivation der er baseret på intellektuel overbevisning om Islams retfærdighed, samt gennem samarbejde mellem nationen og regenten i at påbyde det legale og forbyde det illegale, samt gennem statens autoritet. Staten tager sig af samfundets affærer og tager sig kun af individernes affærer hvis disse er ude af stand til at klare det. Systemet ændrer sig ikke. Staten har autoriteten til at adoptere de islamiske love, i tilfældet af at der er flere juridiske udledelser i disse.

Samfunds-idealerne i Islam
Islams opfattelse af samfunds-idealer er: Beskyttelsen af menneskearten, sindet, livet, æren, privat ejendom, livsanskuelsen, sikkerheden og staten, som alle er faste høje idealer der sigter mod at beskytte samfundet. Disse høje idealer er ikke fastsat af mennesket, men snarere af de love og regler, som Allah har fastsat, disse kan derfor ikke udsættes for ændring. Islam har fastsat hårde straffe via dets straffesystem til beskyttelse af disse høje idealer.

Islams opfattelse af lykke
Lykke er opnåelsen af Allahs tilfredshed og ikke opfyldelsen af menneskets lyster, da opfyldelsen af menneskets lyster, såsom de organiske og instinktive behov, er essentielle for opretholdelsen af eksistensen, lykke er dog ikke en garanti ved denne opfyldelse.

Islams opfattelse af handlingernes målestok
Handlingernes målestok i Islam er ikke gavn og nytte som den er i kapitalismen, men tværtimod er den Allah‘s påbud og forbud, dette gør at denne målestok aldrig udvikles eller ændres og målet med anvendelsen af denne målestok er som ovenstående, at opnå Allahs tilfredshed, hvilket er det eneste der konkluderer menneskets konstante lykke.

Det økonomiske system i Islam
Den økonomiske politik i Islam går ud på, at garantere opfyldelsen af individets fundamentale behov med en korrekt opfyldelse, så denne med en unik levestil i et bestemt islamisk samfund, har muligheden for at kunne stræbe efter, at opfylde sine sekundære behov. Derfor har de islamiske regler garanteret en fuldkommen opfyldelse af de fundamentale behov, såsom kost og logi og beklædning.

Islam har derfor forpligtet manden der besidder kunnen, at arbejde for at forsørge sig selv og sine nærmeste. Er sidstnævnte ikke tilfældet påfalder ansvaret statskassen.

Islams syn på det økonomiske problem
Islams forståelse af det økonomiske problem er fordelingen af rigdom og ressourcer til alle individer der er tilknyttet den Islamiske stat, med andre ord udtrykkes det økonomiske problem i fordelingen og ikke i produktion, som er tilfældet i kapitalisme, der satser på højproduktion. Derfor er kapitalisternes forståelse fejlagtig mht. deres opstilling af det økonomiske problem, som værende forøgelse af landets rigdom eller produktion generelt, der udtrykkes i BNP, da dette intet fortæller om individernes kunnen til at tilegne sig ejendom, samt dets kunnen for at kunne opfylde sine behov.

Derfor betragter Islam slet ikke det økonomiske problem som værende forøgelsen af landets rigdom eller BNP, men Islam tager derimod selve individet i betragtning, sørgende for at det har kapacitet til, at tilegne sig ejendom, for derved at kunne opfylde sine fundamentale behov. Følgelig er det klargjort at, uanset hvor stor landets produktion er, så vil fattigdommen forøges voldsomt, da der ingen garanti er, for at den enkelte borger har råd til at tilegne sig de forskellige vitale behov og luksuriøse varer, eller er istand til at benytte sig af de forskellige tjenester (sundhed, uddannelse osv.). Selvom det juridisk fastlægges at "alle har økonomisk frihed" er denne anerkendelse kun på teoretisk plan, samtidig med at den ikke udgør en garanti for individet, med hensyn til dets opfyldelse af sine behov og herunder de vitale af dem.

Derfor er statens opgave, at forsikre at landets rigdom og ressourcer ikke bliver udnyttet af private fabrikker og selskaber, med andre ord skal disse betragtes som offentlig ejendom, der udelukkende skal udnyttes af staten, som derefter skal uddele indtjeningen til alle borgere, muslimer og ikke-muslimer.

Ejendomstyper i Islam
1) Privat-ejendom: Alt andet end det, som den islamiske lovgivning har forbudt at handle med (alkohol, pornomaterialer, svinekød osv.) eller at tjene på (prostitution, aktieselskaber, gambling osv).

2) Offentlig-ejendom: Enten fordeles de nedenstående gratis til folk, eller også skal staten udnytte -og investere i disse og derefter give profiten i form af (gratis adgang til) læreanstalter, hospitaler, gratis huse og transportmidler til private, pengesum eller landbrugsjord til fattige og arbejdsløse osv. Eksempler på fælles offentlig-ejendom er: Alle jordens råstoffer (såsom olie, naturgas, guld, sølv, jern) vand, elektricitet, veje osv.

3) Stats-ejendom: Alle statens anlæg, anstalter og bygninger, omend de er civile eller militære.

Staten må hverken offentliggøre privat-ejendom eller privatisere offentlig-ejendom.

Ingen skat
Islam betragter det som ren ydmygelse og strengt uretfærdigt at staten eller andre rører ved individets ejendom, som det selv har tjent gennem legalt arbejde. Istedet for at staten stjæler folks ejendom for at forbruge det på offentlige anlæg, hvis det er det, der fremlægges som undskyldning, så skal staten udnytte offentlig ejendom til folkets fordel og ikke give adgang til private selskaber og fabrikker, der udplyndrer landets rigdom og ressourcer. Med andre ord, ikke nok med at kapitalhaverne suger folkets fælles offentlige ejendom, så kommer staten også og tager næsten det halve af de penge (skat), som man selv har slidt dag og nat for at tjene.

Staten må ligeledes ikke kræve en hvilken som helst form for moms, afgift eller gebyr på nogen som helst vare, indenrigs -eller udenrigshandel, veje, officielle attester osv.

Statens valuta
Statens valuta må ikke være baseret på andet end guld og sølv, hvori den mængde af mønter som staten udgiver skal være 100% dækket af guld og sølv i statskassen. Det er den perfekte måde at skabe og opretholde stabilitet på, samt den eneste behandling til den kaos, der præger økonomien og valutaen verden over, som skyldes at landenes valuta bygger på den amerikanske dollars, hvilket automatisk medfører USA's indflydelse og dominans over andre landes økonomi.

Finanspolitikken
Statskassens indtægter er: jordskat, almisse fra muslimer, djizya fra ikke-muslimerne, krigsbytte, illegal-ejendom, offentlig-ejendom, stats-ejendom, apostaternes ejendom, ingen persons ejendom osv.

Penge bliver brugt og uddelt således, at de indtægter som lovgivningen har fast overføres til de berettigede personer, som staten skal anvende ifølge de islamiske regler, medens de andre indtægter overlades til Khaleefah'ens mening om priotering og bestemmelse af fordelingen af disse til muslimernes fordel, i overensstemmelse med den islamiske lovgivning.

Socialsystemet i Islam
Det sociale system i Islam går ud på at organisere forholdet mellem manden og kvinden, både i det private -og offentlige-liv, baseret på synet af manden og kvinden som mennesker, der har den samme natur og de samme behov, og ikke som han -og hunkøn, dvs. et seksuelt syn, som er tilfældet i kapitalisme.

Forholdet mellem manden og kvinden
Både kvinden og manden får de samme rettigheder og forpligtes med de samme forpligtelser, undtagen det område, der er specialiseret til manden eller kvinden ifølge de islamiske lovgivnings-tekser i Qur'anen og Sunnah, som eksempel herfor kan nævnes at manden er forpligtet til at arbejde, for forsørgelse af kvinden, medens kvinden ikke er forpligtet til at arbejde eller forsørge nogen og modsat er kvinden forpligtet til at dække sit hår til medens manden ikke er det. Således har kvinden ret til at beskæftige sig med handel, industri, landbrug, indgå transaktioner og kontrakter, at eje, selv investere sin ejendom, samt varetage sine egne affærer selv.

Kvinden har ret til at blive ansat i statens poster, at vælge -eller blive valgt til Ummah-rådet (Rådet for Rådslagning), at deltage i valget af Khaleefah'en (overhovedet i den Islamiske stat). Kvinden må til gengæld ikke besidde regent-poster, såsom Khaleefah -eller guvernør-posten.

Det er tilladt for kvinden at værre inspektør for hvilken som helst af statens administrationer og institutioner eller at være ansat i disse. Alle de af statens poster som er af denne stil, dvs. hørende under administrative poster, har kvinden adgang til.

Både manden og kvinden forbydes, at beskæftige sig med hvilkensomhelst form for arbejde, der fører til anarki mht. til moral, eller fører til korruption og opløsning i samfundet.

Ægteskabslivet er et tryghedsliv, hvor ægteparrets samliv er et venskab og ikke et partnerskab, der ligner et firma, hvori enhver ejer halvdelen og konkurrerer med den anden for sine egne egoistiske interesser.

Ægtemandens ansvarlighed over for sin kone er ikke i form af styrelse, men derimod i form af varetagelse af familiens interesser. Således skal begge ægtefæller samarbejde, hvad angår arbejdet der har relation til huset. Manden skal tage sig af arbejdet uden for huset og kvinden må tage sig af arbejdet indenfor huset, ifølge sin kunnen og manden er forpligtet til at leje tjenere, der hjælper hende med sit arbejde, alt efter behov.

Uddannelsespolitikken

Fundamentet for uddannelsesprogrammet er den islamiske livsanskuelse, således bliver undervisningsmaterialet og metoden fremlagt og stuktureret ifølge dette fundament.

I det tilfælde, hvor erhverv og industri hører under videnskab, såsom landbrug, maskineri og skibsværft, er det legalt at modtage frit fra andre nationer, men hvis tilfældet er, at disse hører under kultur, når de stammer fra et bestemt livssyn, såsom figurkunst og tegning, så er det derimod illegalt at tage imod dem. Alle borgere skal deltage i undervisningen, både i folkeskolens og gymnasiets niveau som staten skal give gratis adgang til. Der gives gratis adgang for videreuddannelse til alle borgere ifølge statens kunnen.

Staten skal forberede biblioteker, laboratorier og alle kundskabsmidler uden for skolerne og universiteterne for at give mulighed for dem, der vil fortsætte deres studier og forskninger i de forskellige fagområder, såsom den islamiske jura, fortolkning af Qur'anen, sprog, lægevidenskab, kemi, medicin, fysik osv.

Udenrigspolitikken

At bære det islamiske kald er kernen og essensen, hvorpå hele udenrigspolitikken er baseret og hvorpå statens forhold med andre stater stuktureres og organiseres.

Forholdet med alle de nuværende stater i den islamiske verden ligger under indenrigspolitikken og ikke under udenrigspolitiken. Derudover skal Khilafah-staten stræbe efter at forene dem alle under én stat, da det ifølge Islam er illegalt at muslimerne er splittede via grænser, levende under flere stater, samt fordi at Khilafah er et symbol og udtyk for Ummahs trosmæssige, politiske og militære enhed, samtidig med at Khilafah er den eneste repræsentant, der har retten til at varetage Ummahs intereser og affærer. Hvad angår de militære traktater, herunder traktater af fællesforsvar, udlejning af militære-baser og lufthavne osv. er alle illegale. De økonomiske, handelsmæssige, finansielle og kulturelle traktater, er derimod legale. Alle de organisationer, som er baseret på andet end Islam eller drives ifølge andre love end de islamiske love, må staten ikke være med i, såsom FN, Verdensbanken, Valutafonden (der udelukkende er dannet for at være et middel til kolonisering af de svage lande) samt den Arabiske Liga osv.

Styresystemet i Islam
Lige da Allahs Sendebud kom til Medina, blev den islamiske stat oprettet, på den islamiske livsankuelse som fundament. Sendebudet Muhammad var ikke mere kun et sendebud men også overhovedet af en stat. Med andre ord, var hans opgave nu ikke blot at meddele, men også at iværksætte de åbenbarede love og regler i det praktiske liv. Han klargjorde via sine udtalelser og handlinger, og dele af åbenbaringen, statens styreform, opbygning og institutioner, hvilket han selv oprettede og fuldkommengjorde inden han døde.

Styreformerne, som eksisterer i verden i dag repræsenteres i et konge - og fyrstedømme-system, i det republikanske præsidie og parlamentariske system, og det føderale og konføderale system. Alle disse typer er hedenske(kufr)- styreformer, der fundamentalt og detaljeret modstrider styreformen i Islam, styreformen i Islam kan hverken betegnes som demokrati, monarki, oligarki eller teokrati Styreformen i Islam er derimod meget unik og anderledes end de ovennævnte og repræsenteret i Khilafah, Imamah eller Imarat al-Mu´mineen (Muslimernes Lederskab) der alle udtrykker og indbefatter styreformen i Islam.

Khilafah er en generel ledelse for alle muslimer i hele verden for opretholdelsen af Shari'ahs love, samt for at bære det Islamiske budskab til hele menneskeheden (verden).

Den islamiske stats opbygning:
Khilafah-staten: Den islamiske livsanskuelse er statens fundament, således er alt, hvad der findes i staten, af institutioner, grundloven og lovene er udledet fra og baseret på de islamiske lovgivningskilder, der udelukkende er Qur'anen og Sunnah.

Suveræniteten tilhører Shari'ah, og hverken folket, regenten eller de retslærde. Autoriteten tilhører den islamiske Ummah til at udpege Khaleefah'en, for at han derved skal udøve Islam på Ummahs vegne. Statens opgave er at implementere Islam indenrigs og bære Islams kald udenrigs til hele verden. Der skal være udelukende én khaleefah for alle muslimer i hele verden. Khaleefah'en er den eneste, der er bemyndiget til at tjene Ummahs interesser indenrigs og udenrigs.

Al-Khaleefah: Er statens overhoved og er ansvarlig for, at de islamiske love bliver implementeret fuldt ud. Han er i alle sine handlinger, politik og kontrakter restrikteret til Islams love og regler. Han bliver udpeget af Ummah eller Ummahs repræsentanter. Ummah er af den Islamiske lovgivning, forpligtet til at stille Khaleefah'en og alle guvernørerne (Al-Wulah) i staten til regnskab for deres handlinger, samt forpligtet til at påbyde dem det legale og forbyde dem det illegale, når de går udenom Islams love. Den, der har retten til at afsætte Khaleefah'en er Qadi Al-Madhalim (højesterets-dommeren). Khaleefah'en skal være muslim, kønsmoden, forstandig (ikke-sindsyg), fri (ikke-slavebundet), mand , retskaffen samt kvalificeret.

Delegerede assistenter: Er de personer, som bliver ansat af Khaleefah'en og hjælper ham med at styre staten på hans vegne. Deres opgave er det samme som Khaleefah'ens opgave.

Udøvende assistenter: De er Khaleefah'ens medhjælpere, som han ansætter og som udgør mellemleddet mellem ham og statens institutioner.

Jihad-Føreren: Khaleefah'en er i virkeligheden den øverste hærleder, men han kan ansætte en hærchef, som klarer visse opgaver på hans vegne såsom udenrigspolitiske forhold, industri (våbenproduktion, militæranlæg osv.), den interne sikkerhed og hæren (herunder efterretningstjeneste og politi-styrker).

Guvernører: Khaleefah'en ansætter guvernører i de forskellige landområder og disse sørger for at tjene folks interesser ifølge Islams love i deres respektive landområder. Disse opretter et borgeligt råd, som består af personer, der har folks tillid og videremeddeler folks behov og krav. Ethvert landområde får tildelt de nødvendige militære styrker, der kræves for at holde orden internt og eksternt. Disse styrker administreres centralt af Khaleefah'en.

Dommere: Der er tre typer af dommere:

- Den første er Qadi Al-Madhalim , som behandler stridighederne mellem Ummah og regenterne (Khaleefahen og guvernørerne) i staten. Han er den eneste, der har ret til at afsætte Khaleefah'en.

- Den anden er Qadi-Al-Muhtasib, som sørger for den offentlige orden, såsom at loven ikke overtrædes og han afskaffer illegale handlinger og ting, uanset om der er efterspørgsel, eller ej.

- Den tredje er Qadi Al-'Aam (den almindelige dommer), som behandler stridigheder og uenigheder mellem folk generelt.

Ummah-Rådet: Består af de personer, som statens borgere har valgt. I dette råd må der være mænd og kvinder, muslimer og ikke-muslimer. Ikke-muslimernes medlemskab er begrænset til at vise utilfredshed og klage over regenternes ydmygelser og statens mispraktisering af Islams love over dem. Rådet opstiller kandidater til Khaleefah-posten, undersøger om de opfylder kravene og kalder muslimerne til at vælge én af dem. Rådets opgave er at stille statens regenter til regnskab for deres handlinger og politik. Rådets holdning er uforpligtende for Khaleefah'en i de anliggender, som angår udenrigspolitikken, finansen, hæren o.lign.; og er forpligtende i de anliggender, som angår uddannelse, sundhed o.lign.

Den Administrative Institution: Er de forskellige institutioner, der hver er ansvarlige for de forskellige sektorer, som eksempelvis uddannelse, post, sundhed, trafik osv.

Ikke-muslimerne under den Islamiske Stat
Generelt implementerer den islamiske stat alle de islamiske lovgivninger af transaktioner, straffe, ret, styre -og økonomisystemet over alle borgere, muslimer og ikke-muslimer på lige fod; selv asylsøgere og alle dem, der lever under statens autoritet.

Det er illegalt for den islamiske stat at udøve nogen som helst form for diskrimination mellem borgerne angående retssystemet, implementeringen af lovene, varetagelsen af folks interesser o.lign. Den er tværtimod forpligtet til at se på alle borgere med ét syn, betragtende dem som mennesker bestående af samme natur, uanset race, livsanskuelse, farve, sprog osv.

Staten skal sørge for at ikke-muslimerne frit vælger -og udøver deres tro og ritualer, samt at de behandles ifølge deres religioner mht. deres påklædning, mad og drikkevarer indenfor det, som de islamiske regler legaliserer. Ægteskab -og skilsmisse sager mellem muslimerne og ikke-muslimerne behandles ifølge Islams love, medens de blandt ikke-muslimer indbyrdes, behandles ifølge deres religioner og trosretninger.

De ikke-muslimske borgere har ret til at klage over statens ydmygelse eller dens fratagelse af deres rettigheder, samt at vise utilfredshed og klage over regenternes mispraktisering af Islams love over dem.

At man er en muslim er ikke en betingelse for at man bliver ansat i alle statens administrative poster, men dette er derimod en betingelse i de poster, der betragtes for regeringsmæssig. For det er jo således at enhver borger, muslim eller ikke-muslim, som er kvalificeret godt kan ansættes som inspektør eller almindelig ansat, i enhver af statens administrationer og institutioner. Ikke-muslimer har ret til at være medlem i Ummah-Rådet, men deres medlemskab er restrikteret til at klage over regenternes ydmygelser eller statens mispraktisering af Islams love over dem.

De ikke-muslimske borgere skal kun betale et gebyr til staten, som kaldes Djizyah, som tilgengæld gør staten ifølge denne aftale (af opholdstilladelse) forpligtet til at beskytte, bevogte og varetage disse borgeres interesser og affærer. Gebyret må kun kræves af voksne mænd og kun hvis disse har overskud fra deres indtægter, overskud i Islam betragtes som det der resterer, efter at de fundamentale behov (kost og logi samt beklædning) og normale behov er opfyldt. Skatten må slet ikke kræves fra kvinder, børn og ældre.

Det rationelle og det islamiske modbevis af ytringsfriheden

2010-11-29T14:24:00.000-08:00

I dag fortsætter debatten om ytringsfriheden, ikke blot her i Danmark, men verden over. Alle i den vestlige verden er enige om, at ytringsfriheden er universel, at ytringsfriheden er ukrænkelig, og at ytringsfriheden er grundlæggende i et sekulært demokratisk samfund. Uenigheden opstår blot i spørgsmålet om, hvor grænserne for ytringsfriheden ligger. Den ene part vil udvide ytringsfriheden, hvorimod den anden part vil begrænse ytringsfriheden. Den ene part vil gør det forsvarligt ”at drive hån, spot og latterliggørelse” af muslimernes anskuelse, hvorimod den anden part ikke vil. Det er her debatten ligger. Grænserne for ytringsfriheden.

Ingen i den vestlige verden, herunder hverken regeringer, partier eller befolkninger, stiller spørgsmålstegn ved selve ytringsfriheden. Selv en del muslimer gør det heller ikke. Denne tale gør det. Denne tale stiller spørgsmålstegn ved selve ytringsfriheden.

Der findes mennesker, der siger, at ”ytringsfriheden er helligt” i den forstand, at ingen må stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. De siger, at ”ytringsfriheden er hævet over enhver diskussion”, og at ”ytringsfriheden ikke er til diskussion”.

Til disse mennesker siger vi: Der findes intet spørgsmål, der er hævet over enhver diskussion, selv spørgsmålet om Guds eksistens. Ligesom ethvert menneske har ret og endda pligt til at stille spørgsmålstegn ved Guds eksistens, har ethvert menneske på jorden også ret og pligt til at stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. I dag skal vi lære alle i den vestlige og den islamiske verden at stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden. Er ytringsfriheden universel? Stemmer ytringsfriheden overens med menneskets natur? Denne tale vil besvare disse spørgsmål. I dag vil vi som mennesker alene i kraft af vores intellekt finde ud af, om ytringsfriheden gælder universelt eller ej. I dag vil vi også finde ud af, hvad islam siger om ytringsfriheden.

Jeg vil starte med at spørge jer, der kalder sig for danskere, er det ikke på tide at finde ud af hvorfor der findes muslimer, der ikke kun er imod, men også arbejder for at befri menneskeheden fra ytringsfriheden? I får fortalt, at årsagen til, at vi er imod ytringsfriheden er uvidenhed, kulturel arv, tilbageståenhed, primitivitet eller simpelthen had til den vestlige verden. I denne tale vil vi forklare jer hvorfor vi ikke kun er imod, men også arbejder for at befri menneskeheden fra ytringsfriheden.

I kunne også spørge: Hvilken betydning har det, at der stilles spørgsmålstegn ved ytringsfriheden? Til dette spørgsmål har vi følgende svar. Finder vi ud af, at ytringsfriheden ikke er universel, så er konsekvensen den, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår ytringsfriheden bliver afskaffet i den islamiske verden. Det er også blot et spørgsmål om tid, hvornår ytringsfriheden bliver afskaffet fra de såkaldte internationale love. Sidst, men ikke mindst, er det også et spørgsmål om tid, hvornår ytringsfriheden bliver afskaffet i den vestlige verden, herunder også i dette land, der kaldes Danmark. Konsekvensen er, at ytringsfriheden bliver afskaffet fra Danmarks grundlov. Så lyt derfor til denne tale og debat, hvis I stadig mener, at ytringsfriheden er universel.

Vi er alle sammen mennesker, der kan sanse og tænke. Vi kan i kraft af vores intellekt bedømme om en ide stemmer overens med realiteten eller ej. Vi kan derfor finde ud af om ytringsfriheden stemmer overens med realiteten eller ej. Anvender vi vores intellekt, vil vi udelukkende komme frem til, at ytringsfriheden ikke er universel, at ytringsfriheden er et produkt af en reaktion, at ytringsfriheden ikke er objektiv, at ytringsfriheden er menneskeopfunden, at ytringsfriheden er en utopisk og upraktisabel ide, at ytringsfriheden er modstridende, at ytringsfriheden er mangelfuld, at grænsen for ytringsfriheden varierer gennem tider og steder, og sidst, men ikke mindst, at ytringsfriheden modstrider menneskets natur, og er dermed en fare for mennesket og samfundet.

For en almindelig dansker er disse påstande uhørte.

Ja, disse påstande er uhørte for dig, eftersom du gennem familien, skolen, medierne og samfundet er opdraget til ikke at stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden, men i dag må du lære at gøre det.

Lad os begynde med det rationelle modbevis af ytringsfriheden. Et modbevis der alene bygger på, at vi som mennesker anvender vores intellekt, vores forstand, uafhængig af enhver anskuelse, kultur og tro. Et modbevis som vi alle mennesker på jorden kan opfatte alene i kraft af vores intellekt, uanset om vi er liberale, kristne eller muslimer.

Det rationelle modbevis af ytringsfriheden

Hvad er ytringsfriheden?

For at diskussionen om ytringsfriheden skal give resultater, er det nødvendigt at vide: Hvad er ytringsfriheden? I den vestlige verden findes der en hel del definitioner og forklaringer, som eksempelvis, at ”ytringsfriheden er folks beskyttelse og våben imod magthavere” eller, at ”ytringsfriheden er retten til at udtrykke sig i skrift og tale”.

Den første definition er forkert, fordi ytringsfriheden er langt mere omfattende end blot at kritisere magthavere, og fordi ytringsfriheden heller ikke sikrer folks beskyttelse imod magthavere. Denne definition er blot formuleret for at gøre ytringsfriheden tiltrækkende for folk.

Den anden definition er mere præcis, dog er den mangelfuld.

Den rigtige definition af ytringsfriheden er, ”at individet har friheden til at ytre sig om alt forudsat at det ikke krænker et andet individs frihed”. Denne definition indebærer, at individet har friheden til -gennem skrift eller tale- at udtrykke sine tanker og følelser om alt, dog ikke sådan at det krænker andre individers friheder.

Læg mærke til, at definitionen på ytringsfriheden ikke er relativ, som nogle påstår. De siger, at der ikke findes en definition på ytringsfriheden, og derfor kan det enkelte individ selv definere den efter sin smag og behag.

Nej, ytringsfriheden er en bestemt ide, der udspringer fra en bestemt anskuelse, og har dermed en bestemt definition. Den bestemte anskuelse er den sekulære verdensanskuelse, der adskiller religionen fra livet, og tager dermed udgangspunkt i individets frihed. Individet har således friheden til at ytre sig om alt forudsat, at dette individ ikke krænker et andet individs frihed.

Læg mærke til, at ytringsfriheden ikke siger ”at ikke krænke et andet individ”, men den siger derimod ”at ikke krænke et andet individs frihed”. Der er således forskel på formuleringerne ”at krænke et individ” og ”at krænke et individs frihed”. At krænke et individ kan være hvad som helst. Selv det at jeg hilser på dig eller byder dig velkommen kan du opfatte som en krænkelse. Men nej, sådan siger ytringsfriheden ikke. Den siger, at jeg må ytre mig om alt, blot det, at jeg ikke krænker din frihed, at jeg ikke påfører dig en ydre tvang. Jeg må altså ikke ytre mig sådan, at jeg truer din ejendom eller truer dit liv for at få dig til at udføre en bestemt handling. Her vil der være tale om at krænke et individs frihed, og dette forbyder ytringsfriheden, men ellers har jeg friheden til at ytre mig om alt.

I vil senere blive chokeret over hvilke ytringer ytringsfriheden tillader. Ytringer der ødelægger mennesker og samfund.

Efter at vi har opfattet hvad ytringsfriheden er -en frihed om at ytre sig om alt, dog ikke at krænke andre individers friheder- er det nu på tide at føre det rationelle modbevis af ytringsfriheden. Lad os begynde.

Nr. 1 ytringsfriheden er ikke universel

For det første siger alle i den vestlige verden, at ytringsfriheden er universel, hvilket vil sige, at ytringsfriheden gælder til alle tider og steder. Ytringsfriheden stemmer overens med menneskets intellekt og natur, og kan dermed løse et problem hos alle folk og nationer til alle tider og alle steder. Det er hvad det vil sige, at ytringsfriheden er universel.

Liberalisterne -som er de mennesker, der går op i individets frihed- siger endda til dagligt, at ytringsfriheden er universel. Lad os nu som mennesker anvende vores intellekt. Er ytringsfriheden universel? Kan vi som mennesker til alle tider og steder erkende og forholde os til ytringsfriheden?

Svaret er nej.

En liberalist kan for det første ikke give et rationelt bevis for, at ytringsfriheden er gyldig til alle tider og steder. Han kan ikke engang bevise, at ytringsfriheden gælder her og nu. Vi kan eksempelvis til enhver tid og sted bevise Guds eksistens, ikke udfra vores kultur og historie, men udfra selve realiteten. Det kan en liberalist ikke. Han kan kun referere til hans historie om middelalderen, og forsøge at legitimere ytringsfriheden udfra en bestemt begivenhed, der har fundet sted i Europa. Han kan ikke bevise frihederne udfra selve realiteten, uafhængig af tid og sted, men han argumenterer således: ”Fordi kirkens undertrykkelse i Europa under middelalderen forhindrede velstand og fremgang, var det nødvendigt at adskille religionen fra livet og indføre frihederne, herunder ytringsfriheden”.

Jamen, hr. liberalist. Du refererer her til din historie. Du refererer til en bestemt begivenhed i Europa. Du refererer til en bestemt tid og sted. Du kan ikke bevise, at ytringsfriheden er gyldig uafhængig af tid og sted, herunder uafhængig af din kultur og historie. Det kan du ikke, fordi ideen om ytringsfriheden ikke er fra selve realiteten, men stammer fra hovederne hos en flok mennesker i Europas middelalder under deres kamp imod kirkens og kongernes undertrykkelse. Derfor er ytringsfriheden ikke universel.

Jeg vil senere hen også begrunde hvorfor ytringsfriheden heller ikke er universel, fordi den ikke stemmer overens med menneskets natur. Lad os nu gå til det næste punkt.

Nr. 2 ytringsfriheden er et produkt af en reaktion

Ytringsfriheden opstod i en bestemt begivenhed i Europa, hvor en flok mennesker tog kampen op som en reaktion, jeg gentager igen, som en reaktion, mod kirkens og kongernes undertrykkelse. En reaktion mod en bestemt religion i Europas middelalder. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er et produkt af en bestemt reaktion, og alt det, der er et produkt af en reaktion, er ikke universel.

Nr. 3 ytringsfriheden er ikke objektiv

Ytringsfriheden er ikke objektiv, fordi den ikke opstod fra selve realiteten, der er uafhængig af menneskehedens kulturer, men den opstod derimod hos en flok mennesker i Europas middelalder. Ytringsfriheden er altså et produkt af Europas egen kultur og historie. Den er et produkt af en flok mennesker som John Locke. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er Europas egen mening. Europas subjektive mening. Ytringsfriheden er subjektiv, og alt det, der er subjektiv, er ikke universel.

Nr. 4 ytringsfriheden er menneskeopfunden

Vi kan alle i kraft af vores intellekt også erkende, at ytringsfriheden er menneskeopfunden. Lad os tage et eksempel. Er Guds eksistens menneskeopfunden? Nej, for vi kan uafhængig af alt, herunder uafhængig af menneskehedens kulturer, bevise Guds eksistens alene udfra sansningen af enhver ting vi ser omkring os. Er ytringsfriheden menneskeopfunden? Ja, for ytringsfriheden opstod i Europas middelalder, hvor en flok mennesker -som en reaktion mod kirkens og kongernes undertrykkelse- opfandt ytringsfriheden. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er menneskeopfunden, og alt det, der er menneskeopfunden, er ikke universel.

Nr. 5 ytringsfriheden er en utopisk og upraktisabel ide

Ytringsfriheden er en utopisk ide, fordi den er et produkt af mennesker, hvis sanser og intellekt er begrænsede. Som alle utopiske ideer er ytringsfriheden upraktisabel, og det er årsagen til, at vestlige politikere indfører love for at begrænse ytringsfriheden. Det er også årsagen til, at ytringsfriheden ikke findes verden over, heller ikke i Danmark. Der findes blot en ide om ytringsfrihed, der udover er begrænset af skrevne love, som eksempelvis de såkaldte racisme- og blasfemiparagraf, også er begrænset er uskrevne regler, som findes i eksempelvis familien, skolen, arbejdsplads og samfundet. Børn kan blive straffet af forældre, hvis de ytrer sig forkert, lærerne straffer eleverne, hvis de ytrer forkerte svar, arbejdsgiverne kan finde på at straffe arbejdstagerne, hvis de ytrer sig forkert om løn eller arbejdsforhold, og samfundet kan straffe individer og grupper, hvis de ytrer sig imod samfundets værdier. Hvor findes ytringsfriheden hen på jorden? Den har faktisk aldrig og vil aldrig findes i et samfund, netop fordi den er en utopisk og upraktisabel ide.

Nr. 6 ytringsfriheden er modstridende

Ytringsfriheden er -som enhver anden menneskeopfunden ide- modstridende, mangelfuld, varierende i tider og steder, og sidst, men ikke mindst, så modstrider den også menneskets natur.

Lad os tag det en efter en. Ifølge ytringsfriheden har du friheden til at ytre dig om alt forudsat at du ikke krænker et andet individs frihed. Dette er modstridende, for det betyder at du kan anvende ytringsfriheden for at ytre dig imod ytringsfriheden. Det er årsagen til, at ytringsfriheden er selvdestruktiv.

Udover at ytringsfriheden modstrider sig selv, så modstrider den også alle andre friheder. Du har nemlig friheden til at ytre dig for at afskaffe både tros-, personlig og økonomisk frihed, og du har sågar også friheden til at ytre dig for at afskaffe både sekularisme og demokrati, hvilket vil sige, at den kapitalistiske ideologi er modstridende.

Denne modstridelse har gjort, at vestlige politikere er tvunget til at føre dobbeltstandarder. På den ene side er det tilladt at du anvender ytringsfriheden, men på den anden side kan du risikere at miste dit arbejde, din ejendom, dit hjem eller endda dit eget liv, hvis du ytrer dig imod deres kultur eller ideologi. Vi ser eksempler på hvordan en del af vores brødre i dag udvises fra gymnasier, fordi de har ytret sig imod den vestlige kultur. Vi ser brødre, der har mistet arbejde, fordi de på åbent skærm har ytret sig imod den vestlige kultur. Vi ser brødre der sidder i vestlige fængsler, fordi de har ytret sig om djihad som løsningen på krigen i Irak. Vi ser brødre der landsforvises, fordi de har ytret sig om, at Allahs lov kommer før fransk grundlov.

Oven i dette, findes der også en modstridelse i alle vestlige love forårsaget af ytringsfriheden. På den ene side nævner grundlovene ytringsfriheden, men på den anden side tilføjes paragraffer, som begrænser og endda modstrider ytringsfriheden. Lad os tag et eksempel:

I den såkaldte danske grundlov står der i paragraf 77:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”. Jeg gentager igen ”dog under ansvar for domstolene”. Læg mærke til, at først nævnes ytringsfriheden, men i samme paragraf blandes domstolene ind. Paragraffen blander staten ind, og giver den altså muligheden for at sætte begrænsninger på ytringsfriheden. Lad os så se hvilke begrænsninger på ytringsfriheden den danske magtelite har indført i lovene.

For det første ser vi, at de har indført paragraf 266 b, også kaldet racismeparagraf, der siger følgende:

”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Denne paragraf modstrider ytringsfriheden, for hån, spot og latterliggørelse af enhver person eller en befolkningsgruppe er ikke en krænkelse af deres friheder. I realiteten giver ytringsfriheden individet friheden til at drive spot, hån, verbale ydmygelser og latterliggørelse af ethvert menneske alene på grund af sin race, hudfarve, national oprindelse, tro eller seksuel orientering. Se selv her hvordan politikerne -på grund af ytringsfrihedens ugyldighed- er tvunget til at indføre love for at begrænse ytringsfriheden.

De er tvunget til at indfører love imod ytringsfriheden, fordi de handler i praksis, og kan under deres praktiske arbejde indse, at en ytringsfrihed uden grænser er en fare for samfundet. De kan i praksis se, at ytringsfriheden er en utopisk ide.

For det andet ser vi, at de også har indført paragraf 110 e, der siger følgende:

”Med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil to år straffes den, der offentligt forhåner en fremmed nation, en fremmed stat, dens flag eller andet anerkendt nationalmærke eller De forenede nationers eller Det europæiske Råds flag.” Denne paragraf modstrider også ytringsfriheden, fordi hån, spot og latterliggørelse af enhver stat og nation ikke krænker andre individers frihed. Ytringsfriheden giver individet friheden til at drive både hån, spot og latterliggørelse af enhver stat og nation.

For det tredje ser vi, at de også har indført paragraf 140, også kaldet blasfemiparagraffen, som lyder således:

”Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.” Denne paragraf modstrider også ytringsfriheden, fordi ytringsfriheden giver individet friheden til at drive spot og hån af enhver religion og anskuelse.

Vi ser her med disse eksempler hvordan en flok mennesker danner en menneskeopfunden ide, som eksempelvis ytringsfriheden, og fordi de -ligesom os- har et begrænset intellekt, er de tvunget til at udtænke love, der modstrider deres egne love. At udtænke racisme- og blasfemiparagraf, der modstrider ytringsfriheden.

Nr. 7 ytringsfriheden er mangelfuld

Ytringsfriheden er mangelfuld, fordi den giver individet friheden til at ytre sig, og derfor mangler den love, der eksempelvis beskytter det ene menneske mod et andet menneskes verbale overgreb. Det er årsagen til, at vestlige politikere i deres grundlove nævner ytringsfriheden, men så tilføjer de paragraffer, som eksempelvis racismeparagraf, for at udfylde den mangel ytringsfriheden danner.

Nr. 8 ytringsfriheden er varierende i tid og sted

Det er ikke selve ideen om ytringsfriheden, der varierer, men det er derimod hvordan mennesket praktiserer ytringsfriheden, der varierer i både tid og sted. I 1930’ernes Tyskland var det tilladt at håne og spotte jøder, men i dagens Tyskland er det ikke kun forbudt at gøre det, det er også forbudt at anvende ytringsfriheden for at afvise historien om Holocaust. I 1970’erne var det i Danmark en skam at spotte og håne muslimer, men i dag er det ikke kun tilladt at gøre det, det er også tilladt at anvende ytringsfriheden for at spotte og håne muslimernes anskuelse.

Nr. 9 ytringsfriheden modstrider menneskets natur

Udover at ytringsfriheden ikke er universel, fordi dens gyldighed ikke kan bevises i alle tider og steder, så er den heller ikke universel, fordi den modstrider menneskets natur.

En sekularist -som er et menneske, der går indenfor at adskille religion fra livet- vil finde det uhørt at sige, at ytringsfriheden modstrider menneskets natur. For hvis ytringsfriheden modstrider menneskets natur, så betyder det, at ytringsfriheden ikke er gyldig til alle folk og nationer, heller ikke til de europæiske befolkninger. Det betyder, at ytringsfriheden aldrig har været og vil aldrig være den rigtige løsning for europæiske befolkninger. ”Sådan noget kan du ikke mene” vil en sekularist sige.

Svaret er jo, ytringsfriheden modstrider menneskets natur, og inden vi fremlægger beviser for det, vil vi først fjerne en misforståelse omkring ytringsfriheden, der hersker i den vestlige verden.

Vestlige politikere siger, at ytringsfriheden er en forudsætning for kreativitet, fremgang og velstand i et samfund. De siger, at realiteten bekræfter, at de lande hvor ytringsfriheden ikke findes, er folk underudviklede og fattige.

De siger også, at historien bekræfter, at folk var underudviklede og fattige i Europa, og da ytringsfriheden blev indført, så opstod kreativitet og fremgang. Resultatet ser alle i dag, hvor den vestlige verden har både kreativitet, fremgang og velstand. Af den grund mener de, at ytringsfriheden er gyldig til alle folk og nationer.

Til disse politikere siger vi: Det er rigtigt, at ytringsfriheden var med til at fremme en kreativitet hos europæiske tænkere, der i middelalderen ikke fik lov til at tænke, men det var ikke selve ytringsfriheden, der førte til Europas oprejsning. Det var derimod den sekulære verdensanskuelse, netop fordi denne verdensanskuelse danner et samfundssystem. Dog er denne oprejsning i Europa forkert, fordi den baserer sig på en ideologi, hvis verdensanskuelse modstrider menneskets intellekt, og hvis samfundssystem modstrider menneskets natur. At ytringsfriheden modstrider menneskets natur, er årsagen til, at I indfører love for at begrænse ytringsfrihedens konsekvenser på mennesker.

Velstanden i Europa skyldes ikke ytringsfriheden, men en forkert oprejsning, og denne oprejsning har også fået den vestlige verden til at samle sine kræfter, erobre og udnytte andre folks og nationers rigdomme.

Ytringsfriheden modstrider menneskets natur, fordi den giver friheden til at ytre sig mod selve mennesket. Den giver friheden til at drive spot og verbale ydmygelser af selve mennesket sådan som det er skabt. Det ligger i menneskets natur ikke at blive spottet, latterliggjort ej heller at blive verbalt ydmyget for sådan som det er skabt. Intet barn på jorden ønsker at blive udsat for verbale mobninger, fornedrelse ej heller at blive verbalt ydmyget for sådan som det er skabt, men ytringsfriheden tillader alt dette. Den giver individet friheden til at føre verbale mobninger og ydmygelser af selve mennesket, og dette modstrider menneskets natur.

Ytringsfriheden giver individet friheden til at fremsige smædekampagner, injurier, racetaler, gudsbespottelser, løgn, bedrageri, hån, spot og verbaler ydmygelser. Dette fører til et samfund med beskyldninger, splittelser og interne uroligheder for til sidst at gå i opløsning. At ytringsfriheden er en fare for samfundet, og endda opløser samfundet, er årsagen til, at vestlige politikere udtænker love, herunder racismeparagraffer, for at begrænse ytringsfriheden. At begrænse ytringsfrihedens ondskab, for ellers vil den føre til slægtsfejder, konflikter, og sidst, men ikke mindst, krige mellem folk og nationer. Det er ikke forkert, og historien bekræfter det endda, at ord kan føre til krig.

Lad os uddybe ytringsfriheden yderligere, så enhver kan sanse dens ugyldighed og dens modstrid med menneskets natur.

Ytringsfriheden giver individet friheden til at spotte, håne og latterliggøre jøder. Der Stürmers tegninger af jøder som rotter og jødesmovse med krumme næser og pengeposer, der drikker blod fra børn, udtrykker ytringsfriheden. De jøder, der bekender sig til ytringsfriheden, må finde sig i Der Stürmers tegninger, selvom disse tegninger fra 1930’ernes Tyskland er falske.

Den jøde, der mener at besidde en menneskelig værdighed, bør tage afstand fra ytringsfriheden og fremme muslimernes kamp for at afskaffe ytringsfriheden fra jordens overflade. Ytringsfriheden er en fare overfor menneskeheden, også overfor jøderne.

Ytringsfriheden giver individet friheden til at drive spot, hån og latterliggørelse af kristne. Føtex-sandalerne med tegninger af Jesus (’isa (as)), og film, der fremstiller Jesus med smag for kvinder, udtrykker også ytringsfriheden.

De kristne, der bekender sig til ytringsfriheden, bør også afvise ytringsfriheden, og i stedet fremme muslimernes kamp for at befri menneskeheden fra ytringsfriheden.

Ytringsfriheden giver individet friheden til at drive spot, hån og latterliggørelse af muslimer. Tegningerne af profeten Mohammed (sa) med en bombe, udtrykker også ytringsfriheden. Det er selvmodsigende, at de muslimer, der taler positivt om ytringsfriheden, i dag begynder at klage over disse tegninger. Jyllands Posten har ret i, at tegningerne af profeten med en bombe udtrykker ytringsfriheden.

De muslimer -der ligesom islam- mener, at alle sendebude ikke må være genstand for hverken spot, hån eller latterliggørelse, skal afvise ytringsfriheden og arbejde sammen med de muslimer, der kæmper for at genoprette den islamiske stat, khilafah, der vil fjerne ytringsfriheden verden over.

Sekularister -som er de mennesker, der adskiller religion fra livet- har i over 500 år lovet både kristne, jøder og muslimer fred og velstand på jorden. I dag er vi ikke kun vidner til den økonomiske ulighed, kriminalitet og perversitet verden over, men vi er også vidner til, at sekularisterne gennem tiderne har drevet spot, hån og latterliggørelse af både kristne, jøder og muslimer. I talende stund er turen igen kommet til muslimerne.

I dag er det muslimerne, der er genstand for spot, hån og latterliggørelse. Hvorfor det? Fordi der findes muslimer, der arbejder for at afskaffe det sekulære demokratiske samfund og erstatte dette samfund med det islamiske samfund udtrykt i den islamiske stat, khilafah. Sekularisterne i Danmark kan overfor muslimerne ikke bevise gyldigheden af sekularisme, demokrati ej heller individets frihed, herunder hverken ytrings-, tros-, personlig eller økonomisk frihed. De har intet andet at tilbyde end at drive spot, hån og latterliggørelse. Til disse sekularister har vi dette at sige: Spot, hån og latterliggørelse beviser ikke det I står for. Fremlæg rationelle beviser for det I står, for ellers er det kun et spørgsmål om tid, hvornår jeres sekulære demokratiske samfund ophører med at eksistere.

Det islamiske modbevis af ytringsfriheden

Når vi som mennesker alene i kraft af vores intellekt kan erkende, at ytringsfriheden ikke er gyldig for folk og nationer, er det på tide at finde ud af, hvad islam siger til ytringsfriheden. Lad os se på islam, hvis verdensanskuelse kan erkendes i kraft af vores intellekt.

Vi må huske på, at de muslimer, der går indenfor ytringsfriheden, gør det på grund af misforståelser, og ikke på grund af, at de mener, at Allah ikke bestemmer hvilke ytringer mennesket må fremsige. Enhver muslim ved, at en bevidst afvisning af de koranvers, hvor Allah påbyder eller forbyder bestemte ytringer, er frafald fra islam, hvilket vil sige, at den pågældende muslim ikke længere er muslim, selvom vedkommende stadig kalder sig for muslim. Vender vedkommende ikke tilbage til islam inden sin død, da vil han eller hun komme i helvedet, djahannam, i al evighed. Må Allah beskytte os fra det. Det er prisen for at gå indenfor ytringsfriheden sådan, at Allahs påbud eller forbud afvises.

De muslimer, der går indenfor ytringsfriheden, gør det fordi de antager, at ytringsfriheden betyder ”retten til at ytre sig”, eller antager, at ytringsfriheden betyder ”den lille mands kritik af magthavere”. Med disse antagelser mener de, at ytringsfriheden ikke modstrider islam. De siger endda, at ytringsfriheden findes i islam.

En kvinde her Europa antog også, at ytringsfriheden gælder i islam, så henviste hun til vers fra koranen, der begrænser ytringsfriheden, såsom at du ikke må bagtale. Med denne fremgangsmåde kom hun frem til den konklusion, at ”frihed under ansvar” gælder i islam.

I realiteten er denne fremgangsmåde uislamisk. I islam må hun ikke først antage en ide, og derefter henvise til koranvers for at begrunde denne ide. I islam skal koranen og sunnah tolkes udfra koranen og sunnah. Med denne metode ser vi, at begrebet ytringsfrihed hverken findes i koranen eller sunnah. Ideen om ytringsfriheden er ikke fra islam, men stammer fra den vestlige kultur, som er forbudt at modtage, fordi Allah (swt) siger:

I (al Hasjr 59:7)

"وَمَآ ءَاتٰكُمُ الرَّسُولُ فَخُذُوهُ وَمَا نَهٰكُمْ عَنْهُ فَانْتَهُوا"

”Og alt hvad sendebudet giver jer, skal I tage imod, og alt hvad han forbyder jer, skal I afholde jer fra”.

(al Nisa 4:60)

"يُريدُونَ أنْ يَتَحَاكَمُوا إلَى الطّٰغُوتِ وَقَدْ أُمِرُوا أنْ يَكْفُرُوا بِهِ"

”De vil lovgives af hedenskaben (taghout), og de er blevet beordret at benægte den”.

I realiteten er ytringsfriheden hverken ”retten til at ytre sig” eller ”den lille mands kritik af magthavere”. I realiteten er ytringsfriheden friheden til at ytre sig om alt, dog under forudsætningen af at andre individers friheder ikke krænkes. Ytringsfriheden tillader således at kritisere magthavere, men den tillader også at kalde til det, der er uislamisk (kufr), såsom sekularisme, kvindefrigørelse, ligestilling, perversitet, socialdarwinisme, nationalisme, diktatur og demokrati, og den tillader at kalde til det, der er forbudt (haram), såsom renter, aktier, druk og forhold af samme køn, og den tillader at krænke det ukrænkelige, såsom kvindens ære (’ird). Den muslim, der på grund af misforståelser går indenfor ytringsfriheden, har altså åbnet op for, at kufr og haram destruerer samfundet.

Islam tager ikke udgangspunkt i frihed, men den tager derimod udgangspunkt i, at enhver muslim forholder sig til sharia. Ingen må foretage en hvilken som helst handling uden sharias tilladelse. Beviset herfor er, at Allah (swt) siger:

(al Hidjr 15:92-93)

"فَوَرَبِّكَ لنَسْئَلنَّهُمْ أجْمَعِينَ، عَمَّا كَانُوا يَعْمَلونَ،"

”Ved din Herre, Vi vil drage dem alle til regnskab for, hvad de har lavet”.

Dette vers er beviset på, at vi ikke må foretage en handling, herunder at ytre os, uden sharias godkendelse. Vi må ikke tegne, vi må ikke tale og vi må ikke skrive uden sharias godkendelse. Ytringsfriheden har således ingen eksistensberettigelse i islam.

Udover koranen er der i sunnah en hadith, hvor sendebudet (sa) siger:

"مَن كان يُؤمن بالله واليوم الآخر فليقُل خيراً أو ليَصمت"

”Den, der erkender Allah og den sidste dag, skal sige det gode eller tie”.

Det betyder, at du kun må fremsige det gode, hvilket er kun det islam tillader, eller også må du tie. Der findes således ingen ytringsfrihed i islam, enten siger du kun det islam tillader eller også må du holde din mund. Læg mærke til, at sendebudet begynder med at sige ”Den, der erkender Allah og den sidste dag”, hvilket betyder, at vi som muslimer er forpligtet (fard) til enten at sige det gode eller at tie.

Lad os se på sharia for at se hvordan den behandler spørgsmålet om ytring. Sharia opfordrer (mandoub), uopfordrer (makrouh), påbyder (fard), forbyder (haram) og tillader (mubah) bestemte handlinger, herunder i forbindelse med ytringer. Den opfordrer bestemte ytringer, såsom at du hilser på din bror. Den uopfordrer bestemte ytringer, såsom at føre sladder. Den forbyder bestemte ytringer, såsom at bagtale, at kalde til det, der er uislamisk (kufr), eller at kalde til det, der er forbudt (haram). Den påbyder bestemte ytringer, såsom at du skal give vidneudsagn i retten, eller at du skal ytre dig imod magthaverne, der ikke overholder sharia, som det er tilfældet i dag med de provestlige regimer i den islamiske verden. Den tillader at ytre dig om alt forudsat at det bygger på islam. Du har tilladelsen til at skrive skrifter, herunder bøger og artikler. Du har tilladelsen, læg mærke, ikke friheden, men tilladelsen, til at fremføre videnskabelige, intellektuelle, politiske og shariamæssige diskussioner.

Islam forbyder dig ikke at ytre dig. Allah har skabt din mund, så du blandt andet kan ytre dig. Ytr dig, men det skal bygge på islam, eller også må du tie. For på dommedagen vil du blive draget til ansvar for enhver ytring, der kommer ud af din mund og hånd. Beviset herfor er, at Allah (swt) siger:

(al Hidjr 15:92-93)

"فَوَرَبِّكَ لنَسْئَلنَّهُمْ أجْمَعِينَ، عَمَّا كَانُوا يَعْمَلونَ،"

”Ved din Herre, Vi vil drage dem alle til regnskab for, hvad de har lavet”.

Sådan er islam. Den regulerer handlinger så der opstår harmoni i det islamiske samfund, hvor ingen gør hinanden fortræd og samtidig findes der kreativitet, velstand og fremgang. Et samfund, hvor alle kan være deri, også jøder og kristne, uden at bliver genstand for spot, hån, fornedrelse eller verbale ydmygelser.

Der findes muslimer, der bliver tiltrukket af ytringsfriheden, fordi den giver individet friheden til at ytre sig imod magthavere. Men læg mærke til, at ytringsfriheden ikke forpligter, men den giver blot friheden til, at du kan ytre dig imod magthavernes tyranni. Du kan altså vælge at gøre det, og du kan også vælge at lade være. Derfor sikrer ytringsfriheden ikke, at folk tager kampen op imod magthavernes tyranni. Det gør islam. Islam siger, at du har pligt (fard) at ytre dig imod magthavernes tyranni, ellers bliver du straffet. Allahs sendebud (sa) siger:

"أفضل الجهاد كلمة حق عند سلطان جائر"

”Den bedste anstrengelse (djihad) er et sandt ord hos en tyrannisk regent”.

Det er islam, og ikke ytringsfriheden, der sikrer folks kritik og kamp mod magthaverne. At vi ikke ser dette i den islamiske verden i dag skyldes, at folk endnu ikke er bevidste om islam.

En sekularist kunne stille dette spørgsmål: ”Når I siger at ytringsfriheden er falsk, hvorfor findes der så muslimer, der går indenfor ytringsfriheden, og endda kalder sig selv for demokratiske?” Svaret er, at for det første har kolonistaterne Frankrig og England siden det 19.århundrede udbredt deres kultur, herunder ideen om ytringsfriheden, i den islamiske verden, der lå under forfald. Med andre ord: Muslimer er mennesker, der blev påvirket af den vestlige kultur i flere århundreder.

For det andet var kolonistaterne tvunget til at indføre tyranner i deres oprettede nationalstater i den islamiske verden for at holde islam udenfor samfundslivet. Politisk forfølgelse, undertrykkelse, fravær af rettigheder, fængslinger, tortur og drab har fået en del muslimer til at se op til den vestlige kultur, og at gå indenfor det den vestlige verden står for, herunder ytringsfriheden. Det er grundene til, at der findes muslimer, der bliver tiltrukket af ytringsfriheden.

Med denne tale, der udover fremviser realiteten af ytringsfriheden, også tilbageviser den både rationelt og islamisk, så burde muslimerne fra i dag af ikke kun afvise ytringsfriheden, men også at forklare europæiske befolkninger realiteten af ytringsfriheden med det formål, at disse befolkninger afviser ytringsfriheden.

Afslutningsvis vil jeg fortælle en historie, der en dag kan blive en realitet, ikke blot i den nuværende islamiske verden, men også her i dette land, der kaldes Danmark.

Samfundsopinionen har faktisk en virkning på mennesker, der overstiger domhusenes straf. I Danmark ligesom alle andre europæiske lande er der en samfundsopinion imod diktatur til en sådan grad, at en borger ikke kan ytre sine diktatoriske holdninger uden at svede og frygte denne samfundsopinion. Sådan vil det også være under khilafah. Der vil være en samfundsopinion imod det, der er uislamisk (kufr), også overfor ytringsfriheden.

Samfundsopinionen mod ytringsfriheden vil være til en sådan grad, at hvis det sker, at en person bliver arresteret, fordi han kalder til ytringsfriheden, så vil han overfor shariadomstolen kræve en anden straf.

Han vil sige: ”Hr. dommer: døm mig for tyveri, bedrageri og mord, men døm mig ikke som en demokrat ej heller som en forkæmper for ytringsfriheden”. Dommeren vil sige til ham. ”Jeg søger tilflugt til Allah. Jeg kan ikke dømme dig for forbrydelser du ikke har begået. Din eneste forbrydelse er, at du kaldte til ytringsfriheden, og det er kun det du bliver dømt for. Hvorfor vælger du at blive dømt for andre forbrydelser, når straffen for din forbrydelse er langt mindre?” Han vil sige, ”Hr. dommer. Jeg kan knap nok udholde tanken om at min dom, som værende demokrat eller forkæmper for ytringsfriheden, vil føre til, at min kone, børn og venner forlader mig af skam og forargelse, men jeg kan ikke udholde tanken om, at når jeg en dag dør, så vil mine børnebørn aldrig besøge min grav”.

Det er denne samfundsopinion, hvis Allah vil (in sha allah), opstå verden over. Hvorfor? Fordi ytringsfriheden er ikke universel, er et produkt af en reaktion, er ikke objektiv, er menneskeopfunden, er en utopisk og upraktisabel ide, er modstridende, er mangelfuld, grænsen for ytringsfriheden varierer gennem tider og steder, modstrider menneskets natur, og er dermed en fare for mennesket og samfundet, og sidst, men ikke mindst, er ytringsfriheden uislamisk (kufr).
af Abdelhakim Chtioui

Definitioner har en altafgørende betydning

2010-11-29T14:19:00.000-08:00

Islam og Kufr er som lyset og mørket. To diametrale modsætninger der aldrig kan forenes men som altid støder ind i hinanden i et forsøg på overmanding. Disse stød vil fortsætte indtil den ene part overgiver sig og lader sig indsluse af den anden. Forskellen hos muslimerne ligger blot i at vi aldrig lader os overvinde idet sejren er et givet løfte fra vores Herre(swt). Dette løfte er dog betinget af et ansvar der hviler på vores skuldre idet kampen manifesterer sig via mennesker og deres handlinger. Således sanser vi både med afsæt i historien såvel som nutiden en civilisationernes kamp der bliver udkæmpet mellem to parter:”Islam og kufr”. Denne kamp vil fortsætte sin gang indtil den dag vores sublime deen definitivt vil sejre og som konsekvens heraf vil lyset bryde igennem og gennemtrænge alle verdens fire hjørner.

Forudsætningen for at blive den sejrsbærende part er at foretage en pertentlig analyse af koncepterne omkring lys og mørke. For kun ved at opnå indsigt i forskellen har vi mulighed for at kunne differentiere disse størrelser overfor hinanden. Og med differentiering følger den rette forståelse, hvilket igen er en forudsætning for sejr.

Ønsket bag dette essay er at henlede læserens opmærksomhed mod en bestemt strategi der er blevet iværksat af mørkets fyrster. Målsætningen hos disse er at lancere diverse angreb som skal svække vores deen. I sin enkelthed går dette ud på en bevidst vildledning og fordrejning af den rene og klare forståelse af Islams indhold. For med manipulation af Islams definitioner og løsninger vil man ligeledes være istand til at manipulere muslimers tankesæt, da disse jo lader deres tankesæt forme af deres livsanskuelse. Heraf vil det følgelig også være muligt at påvirke deres adfærd i en given retning, som ikke vil være til gene for kolonimagterne. Således er logikken bag angrebet på Islams definitioner simpel, idet definitioner i bund og grund er det plan hvori alt får mening, hvor ligheder og forskelle opdages og hvori modsætninger ser dagens lys. Derfor søger kolonimagterne at overvinde Islam ved at forvrænge og tilsløre dets historie, love og koncepter, så skillelinjen mellem Islam og kufr bliver udvisket og muslimen bliver ude af stand til at skelne mellem disse to uforenelige størrelser.

De angreb der bliver lanceret er meget omfattende. Alt fra Islams livsanskuelse til Islams styresystem, Al-khilafah, bliver miskrediteret og afsporet. Gennem diverse manøvrer propaganderer kolonimagterne og deres agenter udfra et behavioristisk sindelag, hvor det betingede og ubetingede følgende er Islam og terrorisme eller Islam og undertrykkelse. F.eks. bliver Islams politiske dimension hængt ud som en middelalderlig og ufunktionel samfundsform der kun ville føre regression og elendighed med sig hvis den så dagens lys. Derfor har man fra kolonimagternes side plæderet for at der i Koranen ikke findes vers med entydige politiske regelsæt. Snarere skal individet ved brug af relativismens og pragmatismens ånd selv definere egne holdninger og retspraksis.

Parallelt med angrebet på Islams politiske dimension, ser vi en masseforførelse af den islamiske ummah hvor kolonimagterne henleder opmærksomheden hen mod de mere åndelige aspekter af den islamiske deen. Med floskler såsom at Islam betyder indre fred, ydmyghed eller åndelig hengivelse bedøver og frarøver man muslimerne de regelsæt der er relateret til deres praktiske samfundsliv. Ved nærmere eftertanke forekommer det indlysende at der er korrelation mellem deres ønske om elimineringen af Islam og diffusgøren af selvsamme. De prøver at fremstille udledningen af islamiske love som værende noget tilfældigt, en holdning præget af individets egen subjektive mening. Endvidere mener de at Islam er til fri fortolkning, ubetinget af fortolkerens sproglige såvel faglige kvalifikationer. Således er jihad-konceptet blevet en størrelse der er foreneligt med buddhisme. Forbuddet mod rente er i dag ifølge de ledende ”pseudo-autoriteter” indenfor islamisk retsvidenskab et fænomen der sjældent bliver taget i anvendelse, eftersom alt med den rette manipulation kan indflettes kapitalismens økonomiske system. Khilafah er blevet til demokrati og Allahs (swt) shariah er blevet til kapitalismens friheder.

I forlængelse af ovenstående prøver Allahs(swt) fjender også at så tvivl og forvirring omkring Islams aqeedah-koncepter. Dette ses tydeligt hos folk der betegner Islam, jødedommen og kristendommen som de tre hovedreligioner. Med udsagn såsom ”Vi er alle Adams børn”, ”Jesus er jo også jeres profet”, ”Ismail og Isaack var fætre, derfor er muslimer og jøder også dette.”, laver man en smeltedigel bestående af Islam og andre livsanskuelser. Dermed udvisker de enhver betydningsfuld forskel der eksisterer mellem Islam og andre livsanskuelser. Dette tiltrods for hvad Allah (swt) siger i Sin beærede bog.

إنَّ الدِّينَ عِندَ الَّلهِ الاِسْلَامُ

Sandelig er islam den eneste (accepterede) deen hos Allah

(Al-Imran 3: 19)

Hvis disse livsanskuelser var konsistente med hinanden hvorfor skulle sådan et vers så fremgå i koranen? Ved at Allah(swt) alene accepterer islam i ovenstående vers følger naturligvis også den reciprokke værdi hvilket i dette tilfælde er, at alt andet end islam ikke vil blive godtaget af Allah(swt).

Derfor skal muslimen have følgende for øje når denne præsenteres for ovennævnte angreb: Mennesket opererer i sin daglige vekselvirkning med definitioner, da disse hjælper ham med at differentiere og adskille mellem ting. Eksemplet illustreres bedst hvis man forestiller sig et samfund. For at et samfund kan opretholde sin eksistensberettigelse er det nødvendigt at der foregår kommunikation iblandt de forskellige aktører i samfundet. Kommunikationen foregår via et fælles sprog som på forhånd er defineret. Dette for at vi kan vekselvirke og opfylde de forskellige funktioner et samfund skal have varetaget. Så kriteriet for at kommunikation kan foregå er et sprog hvis byggeklodser er definitioner. Så hvis indholdet af et begreb ikke adskiller sig fra indholdet af et andet begreb vil der uundgåeligt opstå gnidninger og samfundet vil hurtigt degenerere til mere primitive forhold.

Dvs. definitioner er selve forudsætningen for sprog og kommunikation, som igen er en forudsætning for samfundsdannelse.

Det arkimediske punkt i ovennævnte er at man også må anerkende arabisk som et sprog. Det arabiske sprog eller Koranen har været en permanent del af hele den arabiske verden hvorend kommunikation har fundet sted. Dette ville være umuligt hvis Koranen gennem historien blot havde været en relativ størrelse konsistent med det enkelte individs fortolkning. Snarere har man set at Koranen har været en permanent størrelse igennem hele dens historie i den islamiske verden, hvor den er blevet brugt som en kilde til kommunikation og samfundsindretning. Som førnævnt er forudsætningen for sprog definitioner, og da koranen er nedsendt på det sprog som araberne talte i den præislamiske tid, må det følgelig konkluderes at Koranen er en størrelse der er defineret på forhånd og ikke en subjektivt tilsløret størrelse som uden forbehold er til fri fortolkning. Dette ses blandt andet tydeligt når Allah (swt) i Sin beærede bog nævner nye begreber såsom ”Al-Qaariah” (Kap. 101). Muslimerne kendte ikke dette begreb og som konsekvens heraf uddybede Allah (swt) begrebet så der ikke herskede forvirring herom. Dette var ikke et særtilfælde. Snarere er der masser af eksempler hvor Allah (swt) forklarer meningen med ord som Han (swt) introducerer eller giver en speciel betydning. Således er begreber såsom laylatul qadr (kap. 97), sijjiin (kap. 83, vers 8) og seqar (kap. 74, vers 27) nogle blandt mange begreber som Allah (swt) forklarer eller definerer for muslimerne og araberne. Endvidere er det velkendt at vores mester Muhammad (saws) plejede at kultivere muslimerne i hvordan Koranen og Islam skulle forståes og efterleves. Desuden opstod der kort tid efter vores elskede Profets (saws) død adskillige videnskabsgrene indenfor Sira, Fiqh, tafsiir, usul al fiqh, ilm al hadith etc som muslimerne udelukkende har brugt som reference for forståelsen af Islam og dennes løsninger til diverse problemer.

Derfor er det forkert at man fra Vesten side kritiserer muslimer der hævder at Islam er en entydig (i dens fundamenter og afgørende spørgsmål) og veldefineret størrelse. Vi muslimer må forstå at disse anklager ikke er uskyldige misforståelser man har fra disse kredse om Islam. Almen logik forudsætter at kriteriet for alle sprog er definitioner og ikke subjektive antagelser. Men interessen hos disse mennesker ligger i at eliminere Allahs (swt) deen fra jordens overflade, og et af midlerne hertil er en relativisering af Islam. De laver planer men som Allah (swt) siger i Sin beærede bog

و يَمْكُرُونَ و يَمْكُرُ الّلهُ و الّلهُ خَيْرُ الْمَاكِرِينَ

Og de lægger planer, men Allah lægger også planer, og Allah er den bedste af (alle) planlæggere. (Al-anfal 8: 30)

Muslimerne er idag begyndt at indse at de lever i en tid hvor genoptagelsen af den islamiske levemåde nødvendiggør etableringen af en islamisk stat hvor suveræniteten tilhører Allah (swt). Men ønske alene er ikke nok. For uden viden og klarhed vil muslimen muligvis kalde til demokrati og menneskerettigheder udfra forståelsen af at det er foreneligt med Islam. Således vil den påkrævede reaktion udeblive, idet man ikke har forstået at essensen af menneskerettigheder og demokrati er kufr. Derfor er det vigtigt at vores ummah fokuserer på at forstå realiteten på en klar og afgrænset måde. Dermed vil man undgå at lide af en ”sammenligningsmentalitet” hvor man via (u)logiske analogislutninger forener kufr og Islam og ender med slutresultater såsom at demokrati er lig shura. Dette vil ske sålænge man ikke har forstået, at i et demokrati besidder mennesket suveræniteten til at nedfælde love hvorimod suveræniteten til at lovgive i Islam tilhører Allah (swt).

Derfor er det vigtigt at muslimerne er opmærksomme på de planer Vesten har sat sig i sinde at gennemføre. I deres handlinger og bestræbelser for at bagvaske Islam kan vi udlede deres frygt og foruroligelse. De har forstået Islam som et alternativ menneskeheden tørster efter. Som følge heraf har de udråbt ”politisk Islam” som den største globale sikkerhedsmæssige fare. Med store anstrengelser prøver de at få den islamiske nation til at miste orienteringen om Islam for dermed at skabe korruption og ødelæggelse på jorden. Men Allahs (swt) deen vil sejre til trods for alle deres kampagner idet Allah (swt) siger:

هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَى و دِينِ الْحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّه و لَوْ كَرِهَ الْمُشْرِكُونْ

Det er Ham (Allah) som sendte Sit sendebud med retledningen og sandhedens deen ( religioner, levemåder ) for at den skal besejre alle andre deen, selv om polyteisterne måtte hade det.

(At-Taubah 9: 33 )af Cahit Bakirci

Afgøres Da’was Interesser af Forstanden eller Shari’ah?

2010-11-29T14:17:00.000-08:00

Mange af dem der kaldes Islamiske tænkere (i nyere tid), eller dem der er involverede i Islamisk arbejde, når de opdager at deres metoder, midler og fremgangsmåder for ændring, og de programmer, kortsigtede og langtsigtede mål, de søger at gennemføre, modsiger den Islamiske ’Aqeedah eller Ahkam Shar’iyah (lovgivning), så vælger de, hvad de mener er det ” vigtigste”, med påstanden om, at Da’was interesser nødvendiggør dette. En sørgelig begivenhed fandt for nyeligt sted, hvor en af de mere prominente og involverede i Det Islamiske Arbejde, og endda en der betragtes som en repræsentant for arbejdet, sagde mens han stod på Allahs Sendebuds (saaws) minbar (talerstol): ”Uanset om det er Halal eller Haram, så er vores engagement i de legislative valg, og vores indtræden i den lovgivende forsamling, i vores interesse”. Og fra et andet sted, ved en lignende begivenhed, lød en udtalelse: ”Lad os lægge Ahkam Shar’iyah (Islamisk lovgivning) til side, og bedømme den gavn valget vil give vores nation”, og der er mange andre udtalelser, der bærer samme budskab og mere til. Vi er ikke ligeså bekymret for ordlyden i disse udtalelser, som vi er for de meninger og koncepter, der spredes gennem dem.

Hvis vi kigger nærmere på disse, og lignende ord og udtalelser, vil vi opdage at de bygges på et fundamentalt koncept disse islamiske aktivister bærer på, som er at Da’was interesser afgøres af forstanden og ikke Shari’ah. Med andre ord, det der afgør gavn eller skade, er hvad deres sind konkluderer, og ikke hvad Allah (swt) og Hans Sendebud (saaws) befaler. Og uanset om deres udtalelser stemmer overens med Qur’aanil-Kareem og Sunnah eller ej, så er det forstanden og ikke Shari’ah, som har det sidste ord i afgørelsen af Da’was interesser. Det intellektuelle grundlag hvorfra lovgivningen udspringer og hvorpå tanker er bygget, er for dem, forstanden, og ikke den Islamiske ’Aqeedah, hvor de er Muslimer, som bærer den Islamiske ’Aqeedah, men er holdt op med at anvende den udover åndelige slogans og nogle få juridiske (fiqhi) love. Det skyldes at de ikke har det syn på den Islamiske ’Aqeedah som Allah (swt) har fastlagt, nemlig som et intellektuelt grundlag, hvorfra alle lovgivninger og løsninger udspringer, og hvorpå alle menneskets tanker er bygget.

Tilbage til emnet angående Da’was interesser, og om de afgøres af forstanden eller Shari’ah, så er der to relevante eksempler, som fandt sted i Profetens (saaws) liv. Det første eksempel er det der nåede os i Ibn Katheers Tafseer af denne Ayah:

وَلاَ تَطْرُدِ الَّذِينَ يَدْعُونَ رَبَّهُم بِالْغَدَاةِ وَالْعَشِيِّ يُرِيدُونَ وَجْهَهُ
”Og afvis ikke dem, der påkalder deres Herre, om morgenen og aftenen, (og) som søger Hans tilfredshed.”
[MOQ Al-An’am:52],

hvor Ibn Abi Haatim sagde: ”Ibn Sa’eed bin Yahya bin Sa’eed Al-Qattan berettede, at… Khabab sagde angående denne Ayah, ”Og afvis ikke dem…” at Al-Aqra’ bin Haabis og ’Uyaina bin Hisn kom og fandt Allahs Sendebud (saaws) i selskab med Suhaib, Bilal, ’Ammar og Khabab, siddende sammen med de svage Mu’mineen, og da de så dem sidde omkring Sendebudet (saaws), betragtede de dem som laverestående. Så tog de ham (Profeten [saaws]) til side og sagde til ham: ”Vi vil gerne have dig til at afsætte en særlig tid til at sidde sammen med os, og lade araberne kende vores ære og status, for de Arabiske delegationer kommer til dig, og vi er flove over at sidde med disse slaver, så hvis vi kommer til dig, så bed dem rejse sig, og når vi afslutter vores møde med dig, så (kan du bede dem om at) sidde med dem hvis du vil.” Han (saaws) svarede: ”Ja.” De sagde: ”Skriv et brev for os”, så han (saaws) hidkaldte ’Ali (ra) til at skrive for ham. Derefter kom Jibreel (as) ned til ham, og åbenbarede denne Ayah: ”Og afvis ikke dem, der påkalder deres Herre”, så smed han papiret og hidkaldte os, så vi gik hen til ham.”

Det andet eksempel er det, som blev berettet af Al-Haakim i sin Saheeh, via ’Ali bin ’Eesa Al-Hiyriee… fra Sa’eed bin Yahya, fra sin far, angående Allahs (swt) Ayah:

عَبَسَ وَتَوَلَّى أَن جَاءهُ الْأَعْمَى
”Han (Profeten [saaws]) rynkede på panden og vendte sig bort, da den blinde mand kom til ham.”
[MOQ ’Abasa:1-2],

hvor han sagde, ”Dette er hvad vi læste op for Hisham bin ’Urwah, fra ’Aisha (ra), som sagde: ”(Denne Ayah) blev åbenbaret angående Ibn Umm Maktoom, den blinde mand, da han kom til Profeten (saaws) og sagde, ”O Allahs Sendebud, undervis mig”, men Allahs Sendebud (saaws) var i selskab med et par af de mest magtfulde mænd fra Quraish, og han fortsatte sin diskussion med dem, og vendte sig bort fra den blinde mand. Til denne begivenhed blev denne Ayah, ”Han rynkede på panden, og vendte sig bort”, åbenbaret.

I det første eksempel ser vi, at Allahs Sendebud (saaws) var ivrig efter, at beskytte de magtfulde menneskers Iman blandt Quraish, for hvad deres stærke Iman kunne tilføje af styrke til Islam og Da’wa. Han (saaws) mente, at Da’was interesser nødvendiggjorde, at han gav Quraish- lederne en speciel tid til at sidde sammen med dem, som var adskilt fra den tid, han sad sammen med de svage og fattige af Muslimerne.

I det andet eksempel vendte Profeten (saaws) sig bort fra Ibn Umm Maktoom, som kom for at søge viden fra ham (saaws). Men Ibn Umm Maktoom var allerede Muslim, så det at Profeten (saaws) vendte sig bort fra ham, var ikke på grund af arrogance, eller for at ydmyge ham, men det var derimod baseret på tillid til hans sikre Iman, som han i forvejen havde, så Allahs Sendebud (saaws) mente, at fokus på de vantro Quraish var langt vigtigere for Da’was interesser. Der var desuden mange situationer, som præsenterede sig for Profeten (saaws), hvor han ikke besvarede dem, men i stedet ventede på Wahi (åbenbaring) til at informere ham om Allahs (swt) Hukm fra over de syv himle. I situationen med Ibn Umm Maktoom er det Islams Hukm, at det var Fard (forpligtende) over Allahs sendebud (saaws), at give Da’wa til den han kunne, og han forsøgte at give Da’wa til Quraish-lederne, hvilket (også) er Fard. Ibn Umm Maktoom kom til ham, og fik ikke sin retmæssige opmærksomhed, fordi Profeten (saaws) håbede på de indflydelsesrige Quraishs konvertering, der altså også var Fard for ham (saaws). Men Allahs Sendebud (saaws) mente det, at undervise ibn Umm Maktoom var en mindre prioritet, skønt den højeste prioritet var at undervise Ibn Umm Maktoom, eftersom han søgte viden. I denne situation valgte Profeten (saaws) den laveste prioritet fremfor den højeste, og blev ”irettesat” af Allah (swt) for ikke at vælge den højeste prioritet.

Hvis dette er resultatet ved at vælge den forkerte prioritet blandt to tydelige forpligtelser, hvor meget værre er det så at bruge forstanden til at lovgive, i anliggender er relateret til Da’wa?

Og i eksemplet med Al-Aqra’ bin Haabis og ’Uyaina bin Hisn, besluttede Allahs Sendebud (saaws) at afsætte en særlig tid til at sidde sammen med dem, og en anden tid til at sidde med de svage blandt Muslimerne, hvilket er en bestemt form for organisering af mennesker. Men Ordren blev nedsendt, for at opklare naturen af denne type af organisering, som det at afvise dem der påkalder deres Herre om morgenen og aftenen, selv hvis denne organisering har til formål at fremme retledningen af de indflydelsesrige personer blandt folk.

Baseret på ovenstående er det tydeligt at Da’was interesser afgøres af Ahkam Shar’iyah (den Islamiske lovgivning), og falder ikke ind under hvad menneskets forstand afgør. Ligeledes skal bedømmelsen af forpligtelser og opfordrede handlinger, baseres på Shar’iyah (Qur’aanil-Kareem og Sunnah) og intet andet.

Som konklusion skal Muslimerne - deres retslærde, tænkere, ledere og generelle offentlighed - forstå denne Guddommelige sandhed. De skal lade alle deres handlinger, udtalelser og opførsel, såvel som programmer, kortsigtede og langtsigtede mål, vejledes af Allahs (swt) Ahkam, dvs. Hans (swt) påbud og forbud, og ikke af deres begrænsede sind, så de dermed kan tjene æren i dette liv, og succes i det Hinsides.

Islam: Den vestlige kvindes valg

2010-11-29T13:41:00.000-08:00

Tvivl er begyndelsen til visdom, og at tvivle er der god grund til, når man lever i Vesten. Som en konsekvens af det livssyn de vestlige samfund er funderet på, lider disse borgere af eksistentielle kriser. Stræben efter det meningsløse og det forfængelige som omgiver disse samfund, giver ikke grobund for tilfredsstillelsen af menneskets iboende ønske om at realisere og begribe meningen med tilværelsen.

Som et resultat af denne tvivl har vejen til visdom resulteret i en voksende trend i vesten; et stigende antal konverteringer til islam. Tvivlen og tomheden som disse mennesker bliver ramt af, leder dem til erkendelsen af en rationel overbevisning, der er i stand til at give tilfredsstillende svar på formålet med eksistensen.

Bemærkelsesværdigt er hovedparten af disse konvertitter unge kvinder, som har efterladt deres ensidig fokus på en karriere orienteret tilværelse til tilbedelsen af den almægtige skaber Allah Taala. Dermed er de ikke længere slaver, der underkaster sig et ødelagt samfunds forventninger men slaver af Allah Taala.

En ny livsførelse:
Det seneste eksempel på denne bølge er Tony Blairs svigerinde Lauren Booths konvertering til islam. De kvinder som konverterer, trodser de mange fordomme og myter der eksisterer omkring kvinden i islam. Dermed er de også med til at afkræfte myterne om, at det kun er uselvstændige, blåøjede, forvirret kvinder der forelsker sig i en muslimsk mand, der træffer dette valg. Tværtimod har disse kvinders liv karakteriseret sig ved realiseringen af idealer, de fleste unge vestlig teenager stræber efter. Disse kvinder er som sagt alt fra karrierekvinder til kendte ansigter. Derudover er det kvinder fra vidt forskellige baggrunde og sociale lag, som viser, at der må være en mere gennemgribende og grundlæggende forklaring på fænomenet.

Nogle statistikker fra England viser, at der er 50,000 konvertitter i England, og at de hovedsagligt er kvinder. Fænomenet er udbredt i samtlige vestlige lande. Forskellige analyser påviser, at det er et stigende antal akademiske kvinder i tyverne og trediverne, som konverterer til islam.

Intensiteten og styrken af hvordan Islam spreder sig til disse mennesker, har skabt forundring hos politikere, medier og forskere. Men undersøger man bevæggrundene for disse kvinders konvertering til islam, er det meget forståeligt, da den vestlige livsstil ikke tilbyder en meningsfuld tilværelse.

Befrielsen fra en slavebindende tilværelse:
Den vestlige kvinde i disse samfund har en primær funktion; at sørge for genereringen af vækst i samfundet. Hermed er kvinden blevet reduceret til at være et middel, et objekt, hvis eneste rolle er at sørge for profit, hvormed hendes krop bliver brugt til at sælge alverdens produkter. Hvis kvinden ikke kan udnyttes således, så anses hun som værende værdiløs. Ligeledes er det når et produkt udgår, da det ikke formår at indbringe den ønskede indtjening og derfor må kasseres.

Når den herskende ideologi ikke skaber eller garanterer andre værdier end de materielle, er der behov for et alternativ, som der er i stand til at udfylde det tomrum der opstår som en konsekvens heraf. Populærkulturen er endda med til at sørge for en lammelse af samfundets tænkning, således at alle der rammes bliver slave for dennes absurditeter og hele tilværelsen virker til at være en yderst triviel affære.

Dog er der nogen der vågner fra denne ekstreme lammelse, da mennesket per natur søger andet end materielle værdier og opfyldelsen af kropslig nydelse. Derudover stiller alle mennesker naturligt eksistentielle spørgsmål, da det påvirker vores ageren i livet. Den vestlige kultur har ikke været i stand til at besvare disse spørgsmål på en måde, der overbeviser forstanden, men har skabt sindsforvirret relativister der aldrig formår at komme frem til afgørende sandheder og værdier, da disse i princippet ikke eksisterer i deres optik. En udbredt forestilling om at værdier skulle være uden noget egentligt objektivt fundament, og at der i øvrigt ikke er værdier, der kan bevises som værende bedre eller mere gyldige end andre. Når sådanne forestillinger er udbredte, er der ikke meget at sige til, at mange kun kan finde værdi i materille genstande og tilfredsstillelse af begæret.

Når mange af disse kvinder skal forklare årsagen bag deres valg af islam, påpeger de at det vestlige samfunds mantra om at ”alt er tilladt”, startede med at være aldeles eftertragtet, men viser sig med tiden at være meget overfladisk og uegnet til at give livet reel substans og værdi. I et samfund hvor du er, hvad du forbruger, skaber det en lang række kvinder, der føler sig presset og nødsaget til at leve op til et overfladisk ideal. For nogle ender det endda med selvmord eller en udbredt tendens af unge kvinder, som lider af anoreksi. Men dette burde ikke komme som en overraskelse, når man bliver opdraget til dette fra barns ben af. Undersøgelser fra Børnerådet viser hvorledes, hver syvende barn føler det bliver holdt ude af fællesskabet, fordi de ikke har de rigtige mærkevarer. Islam giver disse mennesker nogle højere og mere værdifulde idealer at tilstræbe, nemlig opnåelsen af Skaberens tilfredshed, en Skaber som ikke forlanger noget fra dem, som de ikke kan leve op til. Et helt anderledes og unikt værdisystem. En erstatning til den tomhed der kendetegner det nuværende ræs efter det nyeste nye: ligeså snart man tror, at man er på forkant, finder man ud af, at man er flere skridt bagud. Et alternativ til den paranoid stemning vestlige kvinder havner i, hvor de konstant overvejer om de er alt for tykke, alt for tynde, alt for lyse, alt for høje eller alt for gamle. En vej ud af den konstante stræben efter realiseringen af et skønheds ideal som aldrig kan opnås da vi ikke lever i en retoucherede verden.

For mange af disse konvertitter er det også et spørgsmål om en fascination af den islamiske kultur. Stærke familieværdier og sammenhold er en enorm tiltrækning, for folk der kommer fra et samfund, der er omgivet af familieforhold, der er i opløsning. Eller et samfund hvor respekten for de ældre og kvinder er ikke-eksisterende. Det stigende pres på kvinder i det vestlige samfund gør, at mange føler sig undertrykt og tvunget til at have udenom ægteskabelig forhold uden forpligtelser og til at være tilgængelig på det offentlige kødmarked. De vestlige samfund tager dermed ikke kvindens natur og rolle i betragtning, og forlanger noget af hende, som går imod den naturlige disposition. Dette ses eksempelvis, når kvinderne skal opføre sig som mænd for at kunne fuldføre en karriere. For mange giver dette sig til udtryk i valget om at få et barn eller få en karriere. Den stigende barnløshed i den vestlige verden viser, hvilket valg de fleste har følt sig nødsaget til at træffe. Sådanne overvejelser giver direkte anledning til, at disse kvinder ender i en sørgelig tilstand hvor de udviser bitterhed over for deres medfødte natur.

Det naturlige valg
Derfor er det tydeligt, at disse konvertitter selvstændigt har truffet et meget vigtigt valg. Et naturligt resultat da det omgivende samfund ikke har været i stand til at løse eller give disse kvinder en tilværelse, der kan give dem lykke. Islam er i stand til, at besvare disse kvinders grundlæggende spørgsmål og frigøre dem fra den undertrykkelse og tomhed de vestlige samfund har fastholdt dem i. Så de er i stand til at realisere deres noble formål i livet. Et formål der anerkender deres behov som værende mennesker, og som fremmer ædle værdier og kvaliteter hos dem. Alle de mange årtiers propaganda og manipulation har ikke formået at skræmme disse kvinder fra at tage islam til sig, som bekræfter hvor stor selvstændighed og styrke der ligger i sådan et valg. Derudover har samfundets negative reaktioner heller ikke formået at få dem til at genoverveje deres stærke standpunkt. Kritikerne har ikke selv haft modet eller styrken til at bryde ud af samfundets tøjler, så når man bevidner hvordan de kvindelig konvertitter går imod familie, venner og hele samfundets forventninger, kan man ikke andet end at blive overrasket over dette valg. Måske bliver de selvsamme kritikere opmærksomme på hvor uselvstændige og blåøjede de i virkeligheden selv er, når de gør alt for at tilfredsstille de urealistiske mandsdominerede idealer? Hvor meget rationel og selvstændig tænkning lå der bag dette såkaldte valg?

Konvertitternes standpunkt er ikke et spørgsmål om et valg, nogle usikre kvinder har taget. Men et spørgsmål om et rationelt og naturligt valg der vil give dem adgang til succes i dette liv og det næste.
Af Yones El Bana

Dilemmaet om alliance forvaltning

2010-11-29T13:30:00.000-08:00

NATO topmødet er netop afsluttet og blev betragtet som et historisk møde. Mødet behandlede en række problemstillinger som organisationen anser som trusler den står overfor i den kommende fremtid. Diskussionspunkterne bestod bl.a. af krigen i Afghanistan, missilforsvar, atomvåben og cyberkrig. Alle disse diskussioner skulle udmunde sig i en nærmere definition af en fælles strategi vedrørende tacklingen af disse problemstillinger. Spørgsmålet der naturlig rejser sig i denne anledning er; hvilken rolle udfylder NATO i dag?

NATOS rolle i disse tider er et veldiskuteret emne. Mange mener at NATO efterhånden er blevet forældet, da den har realiseret formålet med dens oprettelse. For at få indsigt i hvilken rolle og betydning Nato har i dag, og kommer til at have i fremtiden, er det nødvendigt med et indblik i Natos oprindelse og dens fødsel i 1949.

Dannelsen af NATO

I kølvandet på afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 opstod en ny udvikling i den internationale situation. De europæiske magter stod overfor økonomiske vanskeligheder og sociale problemstillinger, som blev forværret af tilstedeværelsen af en tiltagende Sovjetunion i Østen, som havde viet sine kræfter til den kommunistiske ideologi. Dette skulle lede til Den Kolde Krig og en ny æra i international politik.

Verden blev opdelt i to blokke. Den vestlige med USA i spidsen og den østlige med Rusland i spidsen. I denne rivaliserende kamp om det globale lederskab stod Europa tilbage, og måtte finde assistance hos USA, i deres militære og økonomiske forhold. For USA var denne hjælp en lille pris at betale, da udsigterne til et Sovjet-domineret Europa var langt farligere, da dette ville kunne true dem direkte. Således blev Europa i praksis et amerikansk protektorat. Det var under disse omstændigheder, at NATO blev dannet for at beskytte Europa og regionen fra kommunismen og for at sikre den amerikanske dominans. NATOS første generelsekretær Lords Ismay opsummerede formålet med alliancens således: at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede.

Når nu den kommunistiske trussel er blevet bragt til ende, hvorfor er der så stadig behov for NATO?

NATO: Bevarelsen af amerikansk hegemoni

NATO bevarer stadig det oprindelige formål om at holde Amerika inde. Zbigniew Brzezinski skriver i bogen The Grand Chessboard: »USA betragter ikke alene NATO som hovedredskabet til at blande sig i europæiske anliggender, men også som grundlaget for dets militære - og politiske afgørende - tilstedeværelse i Vesteuropa.«

Dette kommer praktisk til udtryk i organisationens militære kapabilitet, da de europæiske NATO-lande er afhængige og underlagt USA i dette henseende. Amerikanernes forsvarsbudget er tre gange så stort som de europæiske lande tilsammen. I 2004 blev det påpeget, at den europæiske union med 375 millioner indbygger (versus USA's 280 millioner) spenderer nogenlunde mindre end halvdelen af, hvad USA bruger i forsvar. Desuden har behovet for nedskæringer tvunget en række europæiske lande til at overveje besparelser i det militære budget, som man ser det i Storbritannien. Robert Gates kaldte denne udvikling for pacificering af Europa. Behovet for nedskæringer betyder at europæerne er mere tilbageholdende, når det kommer til at forpligte sig til de krige der primært tjener amerikanske strategiske interesser.

NATOs rolle i at realisere amerikansk strategi kommer også til udtryk i alliancens splittede syn på de trusler den står overfor. To nutidige eksempler er nok til at bekræfte denne pointe. Det første er NATO alliancens splittelse vedrørende spørgsmålet om Afghanistan, som velkendt er amerikanernes krig. Robert Gates erklærede at dette vidner om, at alliancen er i en tilstand af krise. Han pålagde en stor del af ansvaret på de europæiske landes manglende engagement i indsættelsen af tropper. Mange af disse landes manglende forpligtelse skyldes en række faktorer, heriblandt manglende støtte fra baglandet, hvor et flertal af befolkningen i eksempelvis Tyskland ønsker at tropperne trækker sig ud.

Et andet eksempel hvor splittelsen giver sig til udtryk, er synet på Rusland. De forskellige NATO stater har ikke længere en fælles kommunistisk fjende, og det er derfor umuligt at definere en fælles strategi. Staterne har hver deres opfattelse, om hvad de anser som trusler, interesser og måden hvorpå disse skal håndteres. Det er ingen hemmelighed, at USA ser Rusland som en trussel som giver anledning til diskussionen om missilskjoldet. Rusland forstår med rette, at spørgsmålet om missilskjoldet er henvendt mod dem. Missilskjoldet ville fratage russerne mulighed for gengældelsesangreb og dermed neutralisere dem. Brzezinski gjorde det klart at der ikke findes andre muligheder end aggression når man beskæftiger sig med Moskva.

Samtidig med at USA betragter Rusland som en trussel, har du stater som Tyskland som har et anderledes syn på et tiltagende Rusland. Tyskland anser det som en mindre væsentlig problematik grundet de enorme økonomiske aftaler mellem de to.

At holde europæerne nede

USA har igennem NATO været i stand til at underlægge europæernes sikkerhed og forsvar til USA og dermed fastholder USA Europa i dens greb og ledelse. Amerikanerne er opmærksomme på, at et politisk stærkt Europa ville være i stand til at konkurrere økonomisk, og samtidig ville de militært ikke længere være afhængige af USA, som uundgåeligt ville medføre, at amerikansk forrang i verden kan blive truet. Denne rivalisering ville kunne mærkes, når det eksempelvis kommer til Mellemøsten grundet regionens geografiske nærhed til Europa men især grundet Europas større afhængighed af dens olie. Europæerne er bevidste om, at NATO alliancen er et forsøg på indblanding i europæiske forhold. Da Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg bemærkede denne fare, kaldte de til dannelsen af en speciel europæisk styrke for at bryde ud af USA's greb, som amerikanerne selvfølgelig afviste.

NATO staterne har dermed bukkede sig under for amerikansk udenrigspolitisk tænkning. Alle diskussionspunkterne under topmødet er formet efter, det USA betragter som væsentlige problemstillinger den selv døjer med. Det er NATO staterne som besidder atomvåben og skaber ustabilitet i lande som Afghanistan, og derfor er disse diskussioner ikke et udtryk for alvorlige trusler alliancen står overfor. Den virkelig trussel ligger i knæfaldet for amerikanske interesser.
Af Yones El Bana

To ansigter af det samme mønt

2010-07-15T02:09:00.000-07:00

Hamas autoritet = Abbas autoritet er et produkt af kolonisator for at underkue muslimerne for jøders skyld

Vi så hvordan Gaza hyklaren udstedte sin order om at slå ned på Hizb-ut-tahrirs medlemer og sympatører der var på vej til hizbs årlig konference. En pige blev skudt, andre sårede og 17 er anholdt.

Dette minder mig om Abbas den kafir da han udstedte sin order også om at slå ned på hizbs medlemer og sympatører og brug af al magt ved at slå muslimerne med køler, spark til dem, true med at skyde dem ned og skyde over deres hoveder for at skræmme dem.

Man undrer sig over, er Haniyah ikke muslim, Zahaar er han ikke muslim, Mishaal er han ikke muslim, Gaza folk er de ikke muslimer, hizb ut-tahrirs medlemer er det ikke en del af Gaza folk, er det så ikke muslimer!, har det ikke ikke det samme aqidah??!!!
Så hvorfor skulle Hamas erklære krig mod deres eget folk?!! Er Gazas muslimers blod ikke haram? Er deres ære er ikke ligeså haram at krænke eller alt dette er gjort halah i maslaha navn og al-darourat tubih almahdhurat/ الضرورات تبيح المحظورات.

Mon hvorfor skulle Mishaal, Haniyah og Zahar udsteder order om at slå ned på deres eget folk? At gøre hvad jøder gører, nemlig at slå ned på muslimerne. Ligesom Islam Karimov gører, Asad af Syrien gører, Mubarak af Egypten gører, Gadhafi gører og Abbas gører?!! Mon de blev ligesom vores korrupte regenter, de er villige til at gøre alt for at bevare magten og være kuffars slaver, og selv hvis det skulle fører til at skyde på eget folk.

Hvem tør at forsvare Hamas handlinger? Hvem tør står på dommedagen og forsvarer dem, for deres forhandlinger med Egyptens Firao og hans håndlager, at give hånd til amerikanerne mens deres hænder dråber af blød af vores brødre og søster i Irak og Afghanistan, at alliere sig med Syriens Kafir, at udtrykke tilfredshed الرضا til Europærer?? Mon Allah swt har beordret os om at vise og udtrykke tilfreds, loyalitet, smile, side, samarbejde, forhandle med vores fjender. أعوذ بالله .

O Allah, støt dine oprigtige tjener og dawahbærerer der decideret arbejder for at gøre dit ORD suveræn, dem der arbejder fot at oprette din Deen i staten, samfund og livet. Dem der arbejder for at genetablere Khilafah staten.
O Allah hjælpe os, støt os for at give kuffar en lærestreg de ville aldrig glem samt deres nikkedukker. Ameeeeeen
Link: http://www.youtube.com/watch?v=NYKwqv0OuyI&feature=player_embedded

Ardogan Hyklaren

2010-06-24T16:44:00.000-07:00

O Muslimer "Satan er sandelig er jeres fjende, så agter ham som en fjende"
og Ardogan er sandelige jeres fjende, så agter som en fjende...

Indledte i tirsdags en tyrkiske militære delegation sit to ugers "besøg i Israel" i forbindelse med den militære samarbejde, heri for at modtage nye instruktioner om, hvordan de skal styre de israelske flyvemaskin "droner " uden pilot ved navn "Heron", på trods af de forværrede relationer mellem Tyrkiet og "Israel" i kølvandet af angrebet på nødhjælp skibene (Flolitta) til Gaza.
Avisen Yediot Ohront nævnte at den tyrkiske delegation ankom til "Israel" i tirsdags, og vil blive to uger på trods af de rapporter der blev offentliggjort i Tyrkiet i sidste uge om udsættelse af Tyrkiets formodentlig alle transaktioner, sikkerhed og militære bånd mellem disse to lande.

------------------------------------------
Denne nyhed understreger det faktum at regenternes reaktioner og heriblandt det Tyrkiets regenter i køkvandet jødiske massakrer på de civile i det internationale farvand, var blot en stor media stund der fulgte ikke nogen handling uanset størrelse eller type.
Hvor blev af alle det truesler, advarelser, hævn og gengældelses retorik og slogans der blev fyret løs i åbne skærm!!? Hvor blev af de truelser om at afbrudt alle det aftaler og trakteter med den jødiske stat?! Hvad blev der af af det osmaniske efterkommerer? Er der ikke nogen der kan tage sig af disse forræderiske regenter og jøder?!

Det er yderste besynderligt at et såkaldt selvstændig stat "Tyrkiet" bliver udsat for et så voldsomt og åbentløs overgreb, så, istedet for at grebe til magt og angreber agressoren og forsvarer sit land med hele det internationale samfundet på sin side, vælger han (hyklaren) at advare og true det ene og det andet og henvender sig til FN og kræver et undersøgelses komite??!!! Helt ærligt, hvor svans kan man være... det er forståelig hvis det var et land som Kuwait eller Har han glemt at Tyrkiet er et medlem af NATO?? Fik han et hukommelsestab!! Hvor blev NATO af af alt dette!! Skulle de ikke forsvare ethvert medlem land? Eller dette gælder ikke det muslimske Tyrkiet? Profeten saaw sagde, og han sandelige taler sandt: ( Blød mod blød og ødlæggelse mod ødlæggelse / الدَمُ الدم والهَدْمُ الهَدْم

Endnu engang beviser disse forræder at de er fjende for Ummah og ER Kuffars slaver.

O muslimer lad jer ikke bliver narret af disse forræder af Allah, sendebuddet, Deen og mu´mineen og forvent bestemt ikke nød eller hjælp af dem da vores lid er alene til Allah swt, og vores støtter er alene Allah swt, og Khalifahen som repræsenterer alle muslimer er ham der kan og vil være til undsætning af vores brødre i Gaza og hele Palæstina, Irak, Kashmir og Tjetjenien m.m.. Listen af vores lidelser er blevet lang efter nedlæggelsen af Khilafah staten.

At knytte sit bånd til ikke-muslimske familiemedlemer

2010-06-23T09:56:00.000-07:00

Spørgsmål:
Hvordan skal jeg som muslim med ikke-muslimske familie forholde mig til mine søskende eller forældre? Og om der er forskel med en muslimske mahram eller ikke-muslim? Eller sagt med andre ord hvordan skal jeg knytte mit bånd til min ikke muslimske familie medlemer?

Svare:
Hvad angår dit spørgsmål om at knytte bånd til sin slægt fra muslimens side til en mahram (person, som det er forbudt at gifte sig med), der er kafir:
1. Den sproglige betydning af at knytte bånd til sine slægtninge:
I Lisan Al-'Arab (arabisk/arabisk ordbog) står der: "Han knyttede og knytter bånd til sin slægt, at knytte bånd, det at knytte bånd, hvor (det arabiske bogstav) ha her står i stedet for det eliminerede (arabiske bogstav) wau, så det er som om, at han med velgerninger over for sin slægt har knyttet det indbyrdes bånd ...
Ibn Al-Athir sagde: At knytte bånd til slægten er (metonymisk) ensbetydende med velgerninger over for slægtningene ... og at nære sympati for dem, at udvise dem nænsomhed og drage omsorg for deres omstændigheder ... ."

At knytte bånd til sine slægtninge er også omtalt i den islamiske jura:
"Al-Nawawi sagde i Sharh Muslim: De lærde sagde: Virkeligheden af det at knytte bånd er det samme som sympati og barmhjertighed.
Al-'Ayni sagde i Sharh Al-Bukhari: At knytte bånd er det at knytte bånd til slægtningene og er (metonymisk) ensbetydende med velgerninger, sympati, nænsomhed og omsorg for slægtningenes omstændigheder." Den juridiske betydning er altså den samme som den sproglige.

2. Der er ingen uenighed om, at det at knytte bånd til den del af slægten, som er en forbudt (at gifte sig med), er en pligt mellem muslimerne, og det at bryde dette bånd er en stor synd, fordi Allah (swt) siger: "Frygt Allah, i hvis navn I beder hinanden om noget, og slægtskabet." (OQM. Al-Nisaa' 4: 1) Og Profeten (saaw) sagde: "Den, som har iman på Allah og den yderste dag, skal knytte bånd til sin slægt." Og i hadith'en fra Abu Hurairah sagde Allahs Sendebud (saaw): "Allah skabte skabningen, og da Han var færdig hermed, rejste slægtskabet sig og sagde: Er dette stadet for den, som søger tilflugt fra at bryde båndet [til slægtskabet]. Han sagde: Ja. Er du ikke tilfreds med, at Jeg knytter bånd til den, som knytter bånd til dig, og bryder båndet til den, som bryder båndet til dig. Den sagde: Jo. Han sagde: Dette er til dig.
At knytte bånd til den del af slægten, som ikke er maharim (personer, det er forbudt at gifte sig med) er opfordret mellem muslimerne. Dette spørgsmål er beskrevet i detaljer i sit respektive kapitel i Socialsystemet.

3. Med hensyn til at knytte bånd til de slægtninge, som er maharim blandt kuffar: forældre, søskende ... så er der uenighed blandt de retslærde, om hvilke det blev berettet:
"Der er ingen uenighed om, at det er påkrævet det muslimske barn at knytte bånd til sine kuffar forældre. At knytte bånd til kuffar slægtninge derudover er ikke påkrævet af muslimen, da Allah (swt) siger:
”Du vil ikke finde et folk, som tror på Allah og den yderste dag, der elsker dem, der sætter sig op imod Allah og Hans Sendebud, selv om det er deres fædre, sønner, brødre eller (andre) slægtninge. I sådanne (mu'minins) hjerter har Allah indskrevet iman, og Han har styrket dem med en ruh fra Sig. Han vil lade dem træde ind i haver med rindende floder, hvor de skal forblive til evig tid. Allah har velbehag i dem, og de har velbehag i Ham. De er Allahs tilhængere. Sandelig, Allahs tilhængere er de succesrige.” (OQM. Al-Mujadalah 58: 22)

Beviset for, at forældrene er undtaget, er Allahs (swt) tale:
”Men hvis de strides med dig, for at du skal sætte noget, som du ikke har nogen viden om, ved siden af Mig, så skal du ikke adlyde dem. Men omgås dem på passende vis i denne verden, og følg den vej, som de, der vender sig angrende til mig, følger! Til Mig skal I vende tilbage, og da vil Jeg underrette jer om, hvad I gjorde.” (OQM. Luqman 31: 15)

Tilhængerne af hanifi-, shafi’i-, maliki- og hanbali-skolen … indtog dette standpunkt.”

4. Jeg mener, at selv det at knytte bånd til sine kuffar forældre ikke er påkrævet, og med desto større ret gælder det også for søskende, i følgende tilfælde:
1 – Hvis forældrene kæmper mod muslimerne eller erklærer fjendtlighed over for muslimerne, deres deen (Islam) eller deres Sendebud (saaw)…
Beviset er Allahs (swt) tale:
”Allah forbyder jer ikke at være venlige og handle retfærdigt mod dem, der ikke bekæmper jer på grund af deen, og som ikke har fordrevet jer fra jeres hjem. Allah elsker dem, der handler retfærdigt. Allah forbyder jer kun at slutte venskab med dem, der har bekæmpet jer på grund af deen og fordrevet jer fra jeres hjem eller hjulpet til med at fordrive jer. Og de, der slutter venskab med dem, er de uretfærdige.” (OQM. Al-Mumtahanah 60: 8-9)

Beviset på dette er også muslimernes kampe mod kuffar fra Quraish som nævnt i Sendebuddets (saaw) levnedsbeskrivelse (sirah), hvor muslimen bekrigede sin far eller bror for Islam, ligesom det skete i kampene mellem muslimer i Badr, Uhud ... og kuffar fra Quraish. Selv Abu ’Ubaidah (raa) dræbte sin far og sagde til Profeten (saaw): "Jeg hørte ham bande på dig" …

2 – Det er heller ikke påkrævet at knytte bånd til den, som taler højt om sin utugt, dvs. åbenlyst begår hor eller homoseksualitet, taler højt om det og fortsætter med det. Beviset på dette er:
Den stærke afvisning af dem, der taler højt om deres synd: Al-Bukhari autoriserede følgende hadith: 'Abdulaziz bin 'Abdullah fortalte os: Ibrahim bin Sa’d fortalte os via min brorsøn ibn Shihab via ibn Shihab via Salem bin 'Abdullah, som sagde: Jeg hørte Abu Hurairah sige: ”Jeg hørte Allahs Sendebud (saaw), sige: Hele min ummah bliver tilgivet med undtagelse af dem, som taler højt [om deres synder]. Det hører til det at tale højt [om sine synder] (mujaharah), at en mand udfører en handling om natten og så står op om morgen, mens Allah har dækket over ham, hvor han så siger: O du! I går har jeg gjort sådan og sådan. Dette på trods af at han har overnattet, mens hans Herre har dækket over ham, og så står han op om morgenen og fjerner Allahs dække over ham.”
Og i Muslims beretning: Zuhair bin Harb, Muhammad bin Hatim og 'Abd bin Hamid fortalte mig, at 'Abd sagde: Ya'qub bin Ibrahim fortalte mig; og de andre sagde: Ya'qub bin Ibrahim fortalte os: Min brorsøn ibn Shihab fortalte os via sin onkel, som sagde: Salem sagde: Jeg hørte Abu Hurairah sige:
”Jeg hørte Allahs Sendebud saaw, sige: " Hele min ummah bliver tilgivet med undtagelse af dem, som taler højt [om deres synder]. Det hører til det at tale højt [om sine synder] (ijhar), at en tjener udfører en handling om natten og så står op om morgen, mens hans Herre har dækket over ham, hvor han så siger: O du! I går har jeg gjort sådan og sådan. Dette på trods af at han overnatter, mens hans Herre dækker over ham, og så står han op om morgenen og fjerner Allahs dække over ham.”
Og i en anden beretning fra Zuhair med ordlyden: ”og det hører til hijar”. Al-Nawawi sagde, at hijar sprogligt er usædelighed og vulgær tale.

Og når det nu forholder sig således for muslimen, som har iman på, at denne utugt er forbudt, hvordan mon det så forholder sig til den, som er kafir, som ikke har iman på, at denne utugt er forbudt?! Afvisningen af denne kafir skal derfor være mere intens og stærkere.
Det er derfor ikke påkrævet den muslimske kvinde at knytte bånd til sin kafir bror, som taler højt om sin homoseksualitet. Det er heller ikke påkrævet den muslimske søn at knytte bånd til sin mor, som lever i utugt med sin kæreste, dvs. uden nogen form for enten juridisk eller civil (ægteskabs) kontrakt.

5. At knytte bånd til forældrene i alle andre tilfælde end de nævnte er dog angivet i tekster. Al-Bukhari og Muslim har autoriseret - her gengivet med Al-Bukharis ordlyd - at Asmaa’ sagde: ”Min mor og hendes søn ankom, og hun var en polyteist under Quraish’ æra og periode, hvor de havde en pagt med Profeten (saaw). Jeg spurgte så Profeten (saaw) og sagde: Min mor er ankommet og ønsker [mit selskab]. Skal jeg knytte bånd til hende? Han (saaw) sagde: Ja, knyt bånd til din mor.”

6. Der er intet i vejen for, at den muslimske søn tager imod sin kafir mor, som taler højt om sin utugt, eller at den muslimske søster tager imod sin bror, som taler højt om sin utugt. Dette er under forudsætning af:
• At sammenkomsten er til for at afvise denne utugt begået af moderen eller broderen.
• At det garanteres, at utugt ikke finder sted ved sammenkomsten, dvs. at morens kæreste ikke er tilstede ved sammenkomsten.
• At hendes ægtemand også er med hende, når hun møder sin bror.
• At hun forventer at kunne påvirke sin mor og bror.
• At hun forsikrer sig mod misforståelse hos moderen eller broderen, som at sammenkomsten ikke bliver tolket som sønnens eller søsterens tilfredshed med denne afskyelige handling ...

Beviset på dette er beviserne for at påbyde det gode og forbyde det onde, og som med desto større ret er relateret til maharim, hvis man forventer at kunne påvirke dem … i henhold til det opklarede ovenfor.

Rusland drejer udenrigspolitisk mod vest

2010-06-22T14:51:00.000-07:00

Rusland:

Rusland er i gang med et udenrigspolitisk kursskifte. For at tiltrække udenlandske investeringer vil Rusland være mere pragmatisk og mere vestvenlig
Ledelsen i Moskva skifter udenrigspolitisk kurs. Russisk udenrigspolitik skal fremover være mere pragmatisk og mere venlig over for USA og Europa. Samtidig skal samarbejdet med lande, hvis økonomi vokser hurtigt, også styrkes.
Målet er at skaffe flere udenlandske investeringer til en modernisering af Ruslands skrantende økonomi og forældede erhvervsliv.
Det fremgår af en ny doktrin med titlen ‘Et program for effektiv udnyttelse af udenrigspolitikken til langsigtet udvikling af Rusland’, som den russiske udgave af ugemagasinet Newsweek omtalte i går. Doktrinen betegnes som et afgørende kursskifte.
Doktrinen er ifølge Newsweek godkendt af præsident Dmitrij Medvedev, og det er udenrigsminister Sergej Lavrov, der har skrevet forordet.
»Den bedste måde at sikre Ruslands interesser i en moderne verden er en hurtig modernisering. Rusland skal skabe ‘moderniseringsalliancer’ med Vesteuropa og EU for at tiltrække kapital,« skriver udenrigsministeren og tilføjer:
»Samtidig skal vi udnytte USA’s teknologiske muligheder og fjerne begrænsninger på overførsel af amerikansk teknologi.
Kontakt til Kina og Indien
Lavrov slår fast, at det er vigtigt for Rusland at knytte bedre og dybere kontakter til endnu flere lande økonomisk og kulturelt.
Udenrigsministeren peger på Kina, Indien, Brasilien og Sydkorea som lande, Rusland også bør styrke kontakterne til.
En talsmand for udenrigsministeriet i Moskva afviser at kommentere artiklen i Newsweek og den nye udenrigspolitiske doktrin.
En af Ruslands kendteste udenrigspolitiske eksperter, Dmitrij Trenin, siger, at Kreml ikke længere vil være ‘besat’ af tanken om at sikre Rusland en status som en vigtig international spiller.
»Udenrigspolitikken bliver mere praktisk for at sikre landets udvikling. Krisen har vist, at Rusland ikke kan udvikle sig på egen hånd,« siger Dmitrij Trenin, der er chef for Carnegie Centret i Moskva.
Newsweek betegner den ny doktrin som et afgørende kursskifte efter flere år, hvor forholdet til EU og USA har været nedprioriteret og køligt.
Mere magt til Putin
Traditionelt er det præsidenten, der tager sig af Ruslands udenrigspolitik. Men premierminister Vladimir Putin og hans ledende udenrigspolitiske rådgiver, Juri Usjakov, skal spille en mere afgørende rolle i den ny udenrigspolitik.
Modernisering af Ruslands økonomi er præsident Dmitrij Medvedevs politiske flagskib. Han har mange gange sagt, at Rusland kommer ud på et sidespor, hvis der ikke sker hurtige reformer af alle sider af økonomien.

Kommentar:
Alt tyder på at de vestlige lande er i aftagende udvikling om end i forholdet til deres økonomier, militære styrke og politisk idealer eller ideologisk overlegnhed. Dette er et klart tegn på at vesten, om det er Rusland eller det resterende kapitalistiske lande, er for langt tid opgav demokratiet, menneskerettigheders idealer, ytringfrihed, fripress og at deres fokus er udelukkende rettet mod frimarked, frihandel, investering og ikke engang privatering for at beskytte hvad der er tilbage af deres kapitaler som de nu ihærdig slås for at bevare resten af den inden de erklæres fallit. Mon dette var i deres sinde da de erklærede enden på civilisationen og at kapitalismen vandt. Selv deres kamp for at plyndre verdens ressurser ville ikke forhindre deres fallit og undergang så længe de vedkender sig denne kraft fremkaldene der hedder kapitalisme. Det er uden tvivl Islam er dette århundrede fakel og dens Khilafah stat tilbagevenden er et spørgsmål om tid og er ikke fjernt fra vores liv. Det er en kendsgerning at et hvert systems opståen begynder på folkelig plan derfor dette er en realitet.
Må Allah støtte dem der arbejder 72 timer for at realisere dette.
Khilafah- Håbet for et hvert menneske og er et hvert muslims ønske. Allah har sandelig lovet os dette og rosede dem der vil formå at opnå det. Må Allah gøre os blandt dem der får det højeste plads i Jannatulfirdaws ameen.

Læs dette:

Aznar: Vesten kollapser hvis Isreal kollapser

2010-06-22T10:45:00.000-07:00

Aznar: Vesten kollapser hvis Isreal kollaps

Vi har lige for et par dage læste Aznars udtalelse om den jødisk stat. Og i dage dukker op Valders fra Holland og sige det samme. "israel skal har et speciel og sær status i det hollandske israelske forholdet. derfor den kæmper på vores vegne i Jerusalem, hvis den falder i muslimernes hænder så gør Athen og Rom derefter. Derfor Israel er slagmarkens centrum i forsvarelse af Vesten. Og tilføje, at kampen drejer sig ikke om landet men snarer er ideologisk. Det er klart et mønster der begynder at tegne sig der afslører vores fjers reel had og fjenskab.
Den tidligere spanske premierminister Jose Maria Aznar advarede om sammenbruddet af "Israel", og tilføje, at det ville føre til sammenbruddet af Vesten.

I en artikel i avisen The Times i dag (17-06-2010) med titlen "Støt Israel, for hvis den kollapsede vesten ville kollaps," Aznar sagde, at "Israel er det første forsvarslinje i en urolig region fortsat blive konfronteret med fare for at glide ud i kaos, og en region af afgørende betydning for vores energisikkerhed på grund af stor afhængighed af olie i Mellemøsten, den region, som udgør frontlinjen i krigen mod terrorisme, hvis den faldt vesten ville falde. "

Han mener at det vestlige staters press på "Israel" i det internationale organisationer er ikke kun moralsk forkert, men en alvorlig strategisk fejl af første klasse.

Det er blevet mere med tiden ved sådanne afsløringer af det vestlige leder og deres lakajer solklart at denne konflikt i Mellemøsten mellerm jødiske stat og muslimerne tjener tjener alenen vesten. Og at den jødiske entitet er ikke andet end en base for kapitalistiske vestlige lande, og en forgiftet dolk i hjertet af den islamiske nation. Dette er og har altid været for at forhindre dens enhed under en stat, én leder, én militær styrke regeret af Koranen og den beærede Profets Sunnah.
Det er også tydeligt at denne konflikt var tilformåle at afvege muslimerne fra deres vitale sag implementering af det islamiske styr til at starte med men også at den reel fjende er de vestlige kolonialistiske stater og at denne konflikt er ikke end et af deres projekter i regionen.

Her Aznar afslører om karakteren af det organiske forholdet mellem Vesten som en helhed og jøderne entitet, idet han betragter sammenbruddet af denne entitet som værende begyndelsen af vestens sammenbrud som helhed. Han og det vestlig ledere ved, at sammenbruddet af den jødiske entitet ikke kun ville være oprettelsen af den islamisk stat der vil påtage sig at udrydde denne kraft fra roden men de er også klar over, at det ikke er andre end Khilafah der kunne og ville gøre dette. For det såkaldte modstand lande, grupperinger og organisationer ønsker eller ville fjerne denne vestlige implantet svulst i muslimernes lande. Derfor vi kan kun fortolker Aznars advarelser som værende reel angst og frygt af opstående realitet, en islamiske ideologiske magt i regionen der vælter disse tyraniske regimer. Og baner vejen frem for den islamiske nation at indtræder sin naturlige rolle og status i regionen og verden en supermagt der sikre verdens fred og stabilitet.

De udtalelser som Aznar eller Valders fra Holland kom med er et slag mod enhver som ser op til vesten, om end det europæisk stater eller USA og FNs organisationer. Også i den grad, er en konstatering af det kendsgerning om deres støtte under betegnelse ”donorlandene” til Abbas autoritet. Denne udtalelse understreger klart at den reel hensigt for deres bistand i regionen er for ikke andet end at opretholde sikkerheden af den besættelsesmagt - den jødisk stat.
Det er på tide at vi forstå, at vestens frygt for os er mere end noget andet og at vi i vestens hjerter er mere frygten selv.
Det er på tide at vi indse at det, der mangler er kun etableringen af kalifatet, da den er i horisont og den er snart en realitet.
Tilslut jer de oprigtige der kapres om Allahs beløning og et Paradis med størrelse af himlene og jorden. Stå ved din Islam og din Ummah og være blandt de muslimer der ønsker succes i dette liv og det hinsides. Arbejde for at etablere Allahs lov og befri Det Hellige Land og et hvert centimeter af det besatte land, at sprede Islams budskab og dens godhed så dens barmhjertighed stræker sig hele verden?

Pseudo-islamiske stater: Iran, Saudi Arabien & Sudan 4

2010-06-21T17:14:00.000-07:00

Kapitel nr. 6

Kapitlet omhandler den lovgivende magt, herunder det Nationale Shura-Råd i dets første del. Den første paragraf i dette kapitel, paragraf nr. 48, understreger beskrivelsen af Shura-Rådet med "det nationale", hvilket betyder og bekræfter at denne grundlov er henvendt til en nationalistisk stat; og slet ikke en universel islamisk stat. I sådan et omfang at denne bekrivelse "det nationale" blev gang på gang bekræftet igennem kapitlets 24 paragraffer, og beskrivelsen vedvarer hver gang Shura-Rådet bliver nævnt.
Fundamentet som Rådet bygger på er klargjort, både i den første og den anden del som indbefatter Rådets dannelse, funktion, myndigheder og rettigheder.

Alt dette efterlader ingen tvivl i at fundamentet for dannelsen af dette Råd er det vestlige demokrati, der gør folket kilden til alle myndigheder. Forstået på den måde at folket besidder suveræniteten hvormed det har lovgivningsretten, samt besidder autoriteten hvormed det har regeringsretten. Kort sagt er dannelsen af det Nationale Råd, udtryk for folkets ret til lovgivning, således at Rådet repræsenterer folket i at lovgive. Derfor fastlagde konstitutionen at lovgivningsretten tilhører Rådet. Beviset herfor er paragraf nr. 55, som lyder: "I de generelle sager har Rådet mulighed for at lovgive indenfor de af konstitutionen fastsatte grænser. Rådet kan i nødtilfælde videregive lovgivningsretten af nogle love til dets interne udvalg".

Derudover forpligtede grundloven både den udøvende, og den dømmende magt til at udøve hvad der bliver udstedt af Rådet af lovgivninger, hvilket bliver nævnt i paragraf nr. 17.

Desuden forpligtede grundloven alle nationens individer, til at udøve alt hvad Rådet vedtager af lovgivninger, som det hedder i paragaf nr. 48: "Udøvelsen af de lovgivninger, der er vedtaget af flertallet af medlemmer i Rådet, betragtes som obligatorisk for alle nationens individer".

Det er lige præcist dette som eksisterer i de vestlige konstitutioner, der er grundlagt på demokratisk basis, hvilke gør folket kilden til lovgivning. Ligeledes underkaster staten til alt hvad der udkommer af Rådet, der består af folkets repræsentanter.

Alt dette er fuldstændigt i modstridende med Islam. Islam indskrænker lovgivningsretten til Allah (swt). Ummah besidder derfor på ingen måde suveræniteten og lovgivningsretten, da suveræniteten i islam udelukkende tilhører Shari'ah, hvor Lovgiveren alene er Allah (swt). Dog har Allah (swt) givet Khaleefah'en (statens overhoved) retten til at adoptere grundlov og love udfra Shari'ah-love, der er udledt fra Qur'anen og Sunnah. Ligeledes også retten til at forpligte folk til både at udøve og adlyde disse. Allahs Sendebud (saw) var lovgiver, forstået på den måde at han modtog åbenbaringen fra Allah, og meddelte den videre.

De forskellige Khaleefah'er efter ham (saw): Abu Bakr, Omar, Othman og Ali (raa) plejede at adoptere visse love udledt fra Qur'anen og Sunnah, som de forpligtede folk til at forholde sig til og adlyde. Samtidig spurgte de folk om råd angående deres adoptering, men dog uden at disse råd var bindende for dem. Det er fordi at Shari'ah ikke gav retten til adoptering til Ummah, men til Khaleefah'en.
På den anden side har Allah (swt) givet Ummah autoriteten, dvs. styret. Hvilket vil sige, at Ummah selv vælger regenten. Følgelig besidder den person, som Ummah har valgt og har givet bay'ah (lydighedsløfte) til, myndigheden til at styre, -og varetage Ummah's affærer. Dermed besidder han også myndigheden og retten til at adoptere de love han vil styre Ummah -og varetage dens anliggender med, med den forudsætning at disse love udelukkende er udledt fra Qur'an og Sunnah.

Islam nøjedes ikke med at give ummah retten til at stille regenterne til regnskab, men gjorde dette til en fard (forpligtelse). Rådet, hvis medlemmer er valgt af Ummah, udgør derfor en repræsentant for Ummah i at stille regenterne til regnskab. Det har på en hvilken som helst måde ikke retten til at lovgive, da den Ummah som har valgt det som repræsentant, selv ikke besidder denne ret.
Khaleefah'en har dog muligheden til at videreføre de love, som han har tænkt sig at adoptere i grundloven eller i lovene til Ummah-Rådet, med det formål at de bliver diskuteret af muslimerne blandt dets medlemmer. Derefter kan de give deres mening herfor, men den er ikke forpligtende at iværksætte for ham.

På basis af alt dette er alle de myndigheder der er givet til "det Nationale Shura-Råd", i modstridende med Islam da det ikke besidder denne ret. Eksempelvis, Rådets besiddelse af myndigheden for lovgivningsretten som nævnt i paragraf nr. 55.
Andre eksempler er nævnt i de følgende paragraffer:

o Paragraf nr. 60: "Rådet har retten til at udgive bestemmelser, om at give privilegier for at danne selskaber, og offentlige institutioner, samt privilegier om monopol indenfor anliggender af handel, industri, landbrug og mineraler".

o Paragraf nr. 61: "Rådet besidder en forpligtende ret til at give sin samtykke til de internationale aftaler og traktater".

o Paragraf nr. 62: "Rådet har retten til at udgive bestemmelserne angående ansættelse af fremmede eksperter, og rådgivere i staten".

Rådet har dog retten til at stille regenterne til regnskab angående alle de handlinger de foretager sig. Statspræsidenten må vende tilbage til Rådet i de interne affærer der angår styret, økonomi, uddannelse og sundhed og lignende for at spørge om råd, og høre deres mening herom.
Lad os nu vende tilbage til nogle paragraffer, som vi gik forbi for sammenhængens skyld.

o Paragraf nr. 51 omtaler formulering af ed, som parlamentsmedlemmet skal afgive. Teksten siger: "Jeg sværger ved den ophøjede magtfulde Allah, den Beærede Qur'an, og min menneskelige ære ...". Shari'ah-loven siger, at ed udelukkende skal være ved Allah (swt), idet Profeten (saw) siger:
"Den, der vil sværge skal sværge ved Allah, eller også afholde sig fra det".
At sværge ved den menneskelige ære er ikke tilladt Shari'ah-mæssigt.
Ligeledes blev der nævnt mht. edden i den efterfølgende formulering: "... at jeg bliver en trofast vogter for det, som den islamiske revolution gennem den iranske nation har realiseret".

Det som skulle stå i teksten istedet er at, "Jeg bliver en trofast vogter for Islam", da det er fard (pligt) over for enhver muslim at vogte Islam.
Det som revolutionen har realiseret indbefatter masser af ting som modsiger Islams love, således er det haram at man sværger på at vogte det der er modstridende med Islam.

o Paragraf nr. 60 siger: "I tilfældet af at Shura-Rådet udgiver en afgørelse, har staten retten til at give privilegier til dannelse af selskaber, offentlige institutioner, samt monopol-privilegier i de anliggender der angår handel, industri, landbrug og mineraler".

Denne paragraf udtrykker klart og tydeligt essensen af det kapitalistiske økonomiske system.

1- Grundloven tillader dannelsen af kapitalistiske selskaber bl.a. aktieselskaber, og forsikringsselskaber, hvilket er forbudt i Islam, da disse modsiger Shari'ah-love, (se artiklen om Hizb ut-Tahrir under titlen "de kapitalistiske aktieselskaber" i dette nummer). Derudover indgår disse selskaber Riba (rentemæssige) transaktioner, hvilket også gør dem haram fra denne side.
2- Grundloven tillader åbent monopol, hvilket fuldstændigt er forbudt Shari'ah-mæssigt.
3- Statens udstedelse af monopol-privilegier i handel, industri, landbrug og mineraler til ganske bestemte selskaber, er ikke tilladt ifølge Shari'ah, da alle disse er tilladte for alle borgere og selskaber. Derfor må staten ikke give en speciel tilladelse til visse individer og selskaber frem for andre.
4- Da mineralerne hører under den offentlige ejendom, er det jo haram at et hvilket som helst individ eller selskab ejer disse, ejheller må der udstedes nogen privilegier til nogen som helst.
Mineralerne er alle muslimers ejendom; Allahs Sendebud (saw) siger: "Muslimerne er fælles om tre: vand, græs og ild" berettet af Imam Abu Dawoud. Desuden fik Sendebudet (saw) jord tilbage fra Abyad Bin Hammal efter at han (saw) gav den til ham, idet at Profeten fik senere at vide, at jorden indeholder salt-mineral. Følgelig er alle mineraler: salt, guld, sølv, jern eller kobber alle muslimers ejendom, som staten overtager udlæggelsen af på muslimernes vegne. Derfor er det forbudt at udgive disse mineraler til et individ, eller selskab så de får monopol på dem.

o Paragraf nr. 71 nævner, "at det ikke er tilladt at forfølge, eller anholde Rådets medlemmer pga. deres livsanskuelser, som de viser åbent, eller deres meninger, som de erklærer". Denne paragraf omfatter det tilfælde, hvori Rådets muslimske medlem erklærer en kufr (ikke-islamisk) Aqeeda (livsanskuelse), så må det ikke forfølges eller anholdes. Til trods for at Islam fastsætter, at når muslimen erklærer Kufr skal det stilles til regnskab, uanset om det drejer sig om en regent, medlem i Shura-Rådet, eller en almindelig person. Shari'ah-loven anskueligør, at når en muslim erklærer en Kufr livsanskuelse skal den dræbes, hvis den ikke angrer efter et tilbud herom.
o Paragraf nr. 72 nævner, "at efter dannelsen og erklæringen af ministerrådet, skal det frem for alt tilegne sig Shura-Rådets tillid".

Denne tekst er bogstaveligt kopieret fra de vestlige konstitutioner. Og det er lige præcis hvad de vestlige lande, som adopterer demokratiet, hvilket gør folket kilden til myndighederne, kører efter. Derfor forpligter man i disse lande, regeringen til at tilegne sig folke-repræsentanternes tillid, for således at den kan udøve sine myndigheder.

Dette er modsigende til Shari'ah-love som gav autoriteten, dvs. styret til Ummah. Når Ummah vælger, og giver Bay'ah til en person, så er det ham der har myndigheden til at styre -og varetage dens affærer. Når Khaleefah'en udpeger sine medhjælpere eller assistenter, behøver han slet ikke samtykke fra Ummahs repræsentanter, da det er ham der har myndigheden.
Det er aldrig sket for Allahs Sendebud (saw), eller de efterfølgende Khulafa'a (flertallet af Khaleefah), at de spurgte om folks tilfredshed angående udpegelsen af deres assistenter. Dog har Ummah retten til at vise utilfredshed vedrørende de assistenter og Wolah (områderegenter) som Khaleefah'en har valgt, hvorefter de af Khaleefah'en skal afsættes.

Islams holdning om Karāmah

2010-06-21T15:04:00.000-07:00

Islams holdning om Karāmah & Mu´jizah

Spørgsmål:
Et mirakel [mu'jizah/معجزة] er en ekstraordinær begivenhed [khāriqun lil 'Ada/خارق للعادة], og det forekommer kun i hænderne på profeter og sendebude. Samtidigt ´Ulamaa´ brugte ordet "karāmah/كرامه" nogenlunde i samme kontekst. De gav det forskellige definitioner i deres forsøg på at fastlægge dens realitet gennem mange Ayat og ahādith. Så Spørgsmålet er, eksisterer »karāmah« eller ej? Hvis svaret er ja, så skal vi søger en omfattende redegørelse i denne sag, og hvis svaret er nej, så hvordan skal vi forstå historien om den Ahl al-Kahf /اهل الكهف for eksempel eller Ashab al-Ukhdūd/اصحاب الاخدود, eller beretningen om Umar ibn al- Khattab (ra) og berretning om "O Sāriya, bjerget!/سارية الجبل" og tilsvarende hændelse såsom den med Sa'd ibn Abi Waqqas i Tigris-floden, og mange lignende hændelser?

Svar:

1. Allah سبحانه وتعالى har skabt universet, mennesket og livet med særlige love og egenskaber, som mennesket ikke er i stand til at ændre eller bryde.

لَا الشَّمْسُ يَنْبَغِي لَهَا أَنْ تُدْرِكَ الْقَمَرَ وَلَا اللَّيْلُ سَابِقُ النَّهَارِ وَكُلٌّ فِي فَلَكٍ يَسْبَحُونَ

"Det er heller ikke tilladt at solen, at det overhale månen, kan heller ikke natten overgå dagen, og alle svæver på en kugle" (Yasin: 40)

وَفِي الْأَرْضِ آيَاتٌ لِلْمُوقِنِينَ • وَفِي أَنْفُسِكُمْ أَفَلَا تُبْصِرُونَ

"Og i jorden er der tegn for dem, der er sikker, også i jer selv: Kan I da ikke se?" (Al-Dhāriyāt: 20-21)

هُوَ الَّذِي جَعَلَ الشَّمْسَ ضِيَاءً وَالْقَمَرَ نُورًا وَقَدَّرَهُ مَنَازِلَ لِتَعْلَمُوا عَدَدَ السِّنِينَ وَالْحِسَابَ مَا خَلَقَ اللَّهُ ذَلِكَ إِلَّا بِالْحَقِّ يُفَصِّلُ الْآيَاتِ لِقَوْمٍ يَعْلَمُونَ • إِنَّ فِي اخْتِلَافِ اللَّيْلِ وَالنَّهَارِ وَمَا خَلَقَ اللَّهُ فِي السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ لَآيَاتٍ لِقَوْمٍ يَتَّقُونَ

"Han er det Hvem gjort solen en skinnende lysstyrke og månen lys, og ordineret til det palæer, som du måske kender beregning af år, og opgør. Allah skabte ikke dette af andet end med sandheden. Han gør tegn manifest for et folk der forstår. Der er sikkert det fleste variationen af natten og dagen, og hvad Allah har skabt i himlene og jorden, er der tegn for et folk der frygter Ham." (Yunus: 5-6)

إِنَّا زَيَّنَّا السَّمَاءَ الدُّنْيَا بِزِينَةٍ الْكَوَاكِبِ

"Sandelig vi har forskønnet den nærmeste himlen med stjernerne som pynt, ..." (Al-Sāffāt: 6)

وَلَقَدْ جَعَلْنَا فِي السَّمَاءِ بُرُوجًا وَزَيَّنَّاهَا لِلنَّاظِرِينَ

"Uden tvivl Vi har gjort højborge i himlen og vi har pyntet for Beskueren" (al-Hijr: 16)

Disse er blot nogle af de mange vers, der viser dette.

2. Allah سبحانه وتعالى har også faciliteret livet i skabelsen i overensstemmelse med, hvad han har bestemt i dem af naturlige kapacitet. Man flyver ikke i luften med sin krop, ligesom fuglene, heller ikke går på vandet med sin krop som skabninger af havet. Han har gjorte mennesket et gående væsen som lever på hans to fødder på jorden, og kan ikke bryde loven ved at gå på vandet eller flyver i luften.

وَمَا مِنْ دَابَّةٍ فِي الْأَرْضِ وَلَا طَائِرٍ يَطِيرُ بِجَنَاحَيْهِ إِلَّا أُمَمٌ أَمْثَالُكُمْ مَا فَرَّطْنَا فِي الْكِتَابِ مِنْ شَيْءٍ ثُمَّ إِلَى رَبِّهِمْ يُحْشَرُونَ

"Og der er ingen dyr, der går på Jorden eller en fugl, der flyver med sine to vinger, men (de er) arter (امة) som jer selv; Vi har ikke forsømt noget i bogen (الكتاب), derefter til deres Herre, skal de blive indsamlet." (Al-'Anām: 38)

وَاللَّهُ خَلَقَ كُلَّ دَابَّةٍ مِنْ مَاءٍ فَمِنْهُمْ مَنْ يَمْشِي عَلَى بَطْنِهِ وَمِنْهُمْ مَنْ يَمْشِي عَلَى رِجْلَيْنِ وَمِنْهُمْ مَنْ يَمْشِي عَلَى أَرْبَعٍ يَخْلُقُ اللَّهُ مَا يَشَاءُ إِنَّ اللَّهَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ

"Og Allah har skabt fra vand hver levende skabning: Nogle af dem går på sin mave, og af dem der går på to ben, og af dem der går på fire; Allah skaber, hvad Han behager; sandeligt Allah har magt over alle ting. " (Al-Nur: 45)

3. Tilsvarende har Allah lagt i tingene bl.a. egenskaber, som de ikke kan overgås. Il brænder, og ingen har mulighed for at fjerne denne attribut fra det. Kun Allah selv kan suspendere en sådan attribut, såsom da Allah سبحانه وتعالى beskyttet Ibrahim عليه السلام fra branden ved at fjerne sin egenskab, nemlig at brænde.

Han سبحانه وتعالى siger,

قُلْنَا يَا نَارُ كُونِي بَرْدًا وَسَلَامًا عَلَى إِبْرَاهِيمَ

"Vi sagde, 'O il! Vær køligt og fredelige ved Ibrahim" (al-Anbiyā «: 69)

Således er de attributter i andre materielle ting.

4. Endvidere har Allah سبحانه وتعالى underkuede dette univers for os, så vi kan leve i det i overensstemmelse med dens naturlige love. Omgåelse af disse love ophæver denne undertvingelse. Kun Allah سبحانه وتعالى er i stand til at udføre en sådan omgåelse. Så, når Han oplyser os om sådanne tilfælde, så det er oplagt at vi erkender det, og i tilfælde Han سبحانه وتعالى ikke så nogen spørgsmål, så anses for at ligge inden for undertvingelse af universet for os.

وَهُوَ الَّذِي سَخَّرَ الْبَحْرَ لِتَأْكُلُوا مِنْهُ لَحْمًا طَرِيًّا وَتَسْتَخْرِجُوا مِنْهُ حِلْيَةً تَلْبَسُونَهَا وَتَرَى الْفُلْكَ مَوَاخِرَ فِيهِ وَلِتَبْتَغُوا مِنْ فَضْلِهِ وَلَعَلَّكُمْ تَشْكُرُونَ

"Og Han er det Hvem har gjort havet underdanig, at du kan spise friske kød fra den og bringe ud af det pynt, som du bruger, og du kan se de skibe, kløve gennem det, og at du kan søge Hans gavmildhed og at du udvise taknemlighed. " (Al-Nahl: 14)

أَلَمْ تَرَ أَنَّ اللَّهَ سَخَّرَ لَكُمْ مَا فِي الْأَرْضِ وَالْفُلْكَ تَجْرِي فِي الْبَحْرِ بِأَمْرِهِ وَيُمْسِكُ السَّمَاءَ أَنْ تَقَعَ عَلَى الْأَرْضِ إِلَّا بِإِذْنِهِ إِنَّ اللَّهَ بِالنَّاسِ لَرَءُوفٌ رَحِيمٌ

"Kan du ikke se, at Allah har gjort underordnes du overhovedet er i jorden, og skibene, der sejler i havet af Hans kommando? Og han tilbageholder himlen fra at falde på jorden, undtagen med Hans tilladelse, sandelig er Allah er medlidende og barmhjertig ved menneskene. " (Al-Hajj: 65)

أَلَمۡ تَرَوۡاْ أَنَّ ٱللَّهَ سَخَّرَ لَكُم مَّا فِى ٱلسَّمَـٰوَٲتِ وَمَا فِى ٱلۡأَرۡضِ وَأَسۡبَغَ عَلَيۡكُمۡ نِعَمَهُ ۥ ظَـٰهِرَةً۬ وَبَاطِنَةً۬‌ۗ وَمِنَ ٱلنَّاسِ مَن يُجَـٰدِلُ فِى ٱللَّهِ بِغَيۡرِ عِلۡمٍ۬ وَلَا هُدً۬ى وَلَا كِتَـٰبٍ۬ مُّنِيرٍ۬

"Kan i ikke se, at Allah har gjort, hvad der er i himlene og hvad der er i jorden underdanig til jer, og overvælterede jer med Hans goder (ِنعَمَهُ) både det synlige og det skjulte? Og blandt folk er dem, der bestrider Allah uden nogen viden eller retledning, eller en bog, der giver lys. " (Luqman: 20)

وَالشَّمْسَ وَالْقَمَرَ وَالنُّجُومَ مُسَخَّرَاتٍ بِأَمْرِهِ أَلَا لَهُ الْخَلْقُ وَالْأَمْرُ تَبَارَكَ اللَّهُ رَبُّ الْعَالَمِينَ

"... Og solen, månen og stjernerne der Ham er underdanige af Hans befaling? Sandelig, Hans er skabelsen og magt, velsignet er Allah, Herren af verdener." (Al-'Arāf: 54)

وَسَخَّرَ لَكُمُ الْفُلْكَ لِتَجْرِيَ فِي الْبَحْرِ بِأَمْرِهِ وَسَخَّرَ لَكُمُ الْأَنْهَارَ • وَسَخَّرَ لَكُمُ الشَّمْسَ وَالْقَمَرَ دَائِبَيْنِ وَسَخَّرَ لَكُمُ اللَّيْلَ وَالنَّهَارَ

"Og Han سبحانه وتعالى har gjort skibene jer underlagt, så i kunne sejle jeres kurs i havet af Hans befaling, og Han har gjort floder jer underdanige. Og Han har gjort underordnes du solen og månen at forfølge deres kurser, og han har gjort underordnes dig om natten og dagen. "(Ibrahim: 32-33)

5. Allah سبحانه وتعالى har sendt sendebuder og støttet dem med mirakler, der bekræfter deres profetskabet. Disse mirakler er ekstraordinære begivenheder der overtræder (naturlov) reglen. Hvorefter Allah سبحانه وتعالى suspenderer visse fysiske love som gør dem underdanig til sendebuder. Ligeledes fungere som en udfordring for menneskeheden og et bevis for dem, at den, der har udført dette mirakel er i sandhed en profet sendt af Allah.

Allah سبحانه وتعالى gjorde Musas عليه السلام stok forvandle sig til en levende slange - bogstaveligt talt, ikke blot en illusionisk magi. Når magikere så dette, så var de, de første til at tro på Musas Profetgerning, fordi de vidste, at sådan en bogstavelig transformation ikke var muligt af en mand selv. I lighed med dette var, da Allah سبحانه وتعالى opdelt havet, så Musa عليه السلام og hans folk kunne krydse, og da Han سبحانه وتعالى ville bringe de døde til live på hånden af Isa عليه السلام. Tilsvarende var det, det arabisk tale transformeret i sendebudets åbenbaring (koranen) صلى الله عليه وسلم hvilket ikke var menneskeligt muligt for araberne.

Mirakler sker på hænderne af profeter og sendebude er en kendt sag, som værende deres bevis.

6. Med hensyn til hvad folk kalder "karāmāt 'for andre end de profeter og sendebuder, er dette Tawfiq fra Allah for en af hans tjener عبد, i en sag af sin, i en bemærkelsesværdig måde. Dette kan være noget, som er ekstraordinære eller noget i den ordinære. Det forekommer noget på grund af styrken af den Tawfiq (muliggøre tingene for sine tjener).

Hvis det er usædvanligt så Allah سبحانه وتعالى fortæller os om det, fordi teksterne er generelt hvad angår menneskets underkastelse af universets love, så suspendering af denne underkastelse eller brydning af disse love kræver en angivelse af tekst. Hvis en sådan tekst er fundet, vi erkender det. Hvis der ikke er nogen tekst om en ekstraordinær begivenhed, end en almendelig hændelse, så anses det som Tawfiq fra Allah inden for universets love.

Derfor vi erkender det tekster (bestemmelser), som plejede at komme til Maryam i en ekstraordinær måde, da Allah سبحانه وتعالى fortæller os om det.

كُلَّمَا دَخَلَ عَلَيْهَا زَكَرِيَّا الْمِحْرَابَ وَجَدَ عِنْدَهَا رِزْقًا قَالَ يَا مَرْيَمُ أَنَّى لَكِ هَذَا قَالَتْ هُوَ مِنْ عِنْدِ اللَّهِ إِنَّ اللَّهَ يَرْزُقُ مَنْ يَشَاءُ بِغَيْرِ حِسَابٍ

"... hvergang Zakariyah kig ind til hendes Mihrab, fandt han hende med forsyning (af mad). Han sagde: O Maryam! Hvor fik du dette fra? Hun sagde: Det er fra Allah. Allah forsyner hvem Han behager uden foranstaltning." (Aal-Imran: 37)

Det samme gælder for alle de tekster af Koranen og Sunnah om ekstraordinære hændelser til andre end de profeter og sendebuder. Vi erkender dem i overensstemmelse med, hvordan de er blevet bekræftet. Det vil sige, vi anerkender dem beslutsomt, hvis de er klare i transmissions-og indikation og ikke-beslutsomt, hvis de er på ubestemt tid i begge.

Dette er svaret på, hvad du nævnte ekstraordinære hændelser, der er nævnt i de tekster, som historien om Ahl al-Kahf, Ashab al-Ukhdūd og Maryam عليها السلام. Alle disse kom i Koranen, så vi erkender dem.

Med hensyn til efter døden af Profeten صلى الله عليه وسلم, så åbenbaring er ophørt. Derfor, den eneste tekst som gør sig gældene og er undtaget, er kun Ijma 'al-Sahābah som er opgjort for at afslører et bevis de oplevede i profetens tilstedsværelse. Dette bevis er blevet hørt af sahabah fra sendebudet صلى الله عليه وسلم men ikke udtrykkeligt relaterende bortset fra nogle af sendebudets ahādīth, der er nævnt af Ham صلى الله عليه وسلم. Disse ahadith fæller som en ros og kendetegnelse for handlinger og udtalelser som disse sahabah har udført gennem Allahs Tawfiq, der gør dem i en ekstraordinær karakter. Derfor, hvis der er tekster, der beskriver bestemte personer som udfører handlinger eller citeres i specifikke situationer, så vi bekræfter dem i overensstemmelse med deres styrke.

Med hensyn til handlinger og tale, som nogle muslimer udfører uden at der er en tekst om dem eller bekræfte, så disse er aldrig af ekstraordinære supstance. Det er indenfor den universelle love og er resultat af Allahs Tawfiq for hans fromme slave, for at vellykke deres handlinger, og for at frelse dem fra deres fjenders onde, og lignende.

7. Med hensyn til hvad der blev nævnt fra Umar, 'O Sāriya, el-jabal! ", og at Allah سبحانه وتعالى gjorde dette nå de soldater, så de sejrede over deres fjende, så vi bekræfte dette på grund af Profeten صلى الله عليه وسلم siger om Umar, "Allah har placeret Haq på tungen af Umar, som han taler." (Abu Dawud, fra Abu Dharr)

Og Han صلى الله عليه وسلم sagde: "Allah har placeret Haq på tungen af Umar, og i hans hjerte."(Tirmidhi, fra Ibn 'Umar)

Og Han صلى الله عليه وسلم sagde: "Allah har placeret Haq på tungen og hjertet af Umar." (Ahmad, fra Ibn 'Umar)

Derfor tager vi dette ahādīth og anerkender beretning om Umar, 'O Sāriya, bjerget! " i overensstemmelse med styrken af denne transmission, på grundlag af de nævnte ahadith af profeten صلى الله عليه وسلم.

8. Med hensyn til hvad, der er blevet fortalt om Sa'd ibn Abi Waqqas رضي الله عنه krydser floden, som ovenfor vi bekræfte det i overensstemmelse med styrken af dets transmission. Dette skyldes, at Allahs Sendebud صلى الله عليه وسلم rost Sa'd specifikt idet Han siger: "Den første, der kommer ind fra denne dør er en mand fra folk i Jannah, derefter Sa'd ibn Abi Waqqas trådte" (Ahmad, fra Ibn 'Umar).

Ibn Umar også fortæller, at "Vi sad med Allahs Sendebud صلى الله عليه وسلم og han sagde,» En mand fra folk i Jannah træder på ind fra døren. " han sagde, at Sa'd ibn Abi Waqqās udkom (berettet af Ibn Hibbān).

Yderligere Allahs Sendebud صلى الله عليه وسلم supplikeret til Allah سبحانه وتعالى om at acceptere Sa'ds dua´ som nævnt i Mustadrak af al-Hakim og Dalā'il al-Nubuwah af al-Bayhaqi, og Ibn Hibbān fra Qays ibn Abi Hāzim, at han sagde, "Jeg hørte Sa'd siger:" Allahs sendebud صلى الله عليه وسلم sagde til mig: "O Allah, svare ham, når han bede dig.''" Al-Hakim kategoriseret denne som værende sahih.

Da Sa'ds krydset (Tigris) flod på vej hen for at erobre al-Madā'in, mobiliserede han sine soldater ved at sige: "Jeg har besluttet at kæmpe mod fjenden, før Dunjasja høste jer! Ja, jeg har besluttet at krydse denne flod! " Han bedte Allah og sagde til sine soldater, "Sig:" Vi søger hjælp fra Allah, og vi sætter vores lid til ham. Allah er os tilstrækkeligt. Han سبحانه وتعالى er den bedste der står for bortskaffelsen af anliggender. Ved Allah! Allah giver sejr til Hans retfærdige slaver, Han gør Hans deen dominerende og udslette Hans fjende. Der er ingen styrke eller magt hos andre end Allah, den højtstående, den Store! " Derefter krydsede de floden, den ene efter den anden, efterfulgt af deres heste.

Nogle af de fortællinger nævner, at floden havde Vadesteder, der ville være så høj som liget af en hest på lavt tidevand. På højvande vandet vil stige betydeligt, og dette var tilfældet, da Sa'd kastet ud i floden. Det kan have været, at de krydsede floden fra specifikke Vadesteder, men hvad der forstås fra denne fortælling er, at de vadede igennem mens vandet var høj.

Nogle af de fortællinger nævner, at en af dem druknede, mens de passerede. Ibn al-Kalbi nævner, at Salil ibn Zayd bevidnede erobringer af Irak og druknede den dag, hvor muslimerne krydsede Tigris i al-Madā'in. Al-Tabari nævner i sin Tārīkh, at når muslimerne krydsede Tigris alle krydsede sikkert undtagen én ved navn Gharqada der smuttede fra bagsiden fra hans hest, så al-Qa'qā 'bin' Amr kastede til ham tømmen af hesten, som Han greb og krydsede.

Derfor er der berettninger om en mand druknede og en anden glide ud i floden. Under alle omstændigheder, uanset om hændelsen var usædvanlig eller i det ordinære vi bekræfte det i overensstemmelse med styrken af dets transmission alene på dette grundlag. At Sa'ds dua´ besvares, og at han bedet Allah سبحانه وتعالى for sejr til muslimerne og nederlag for fjenden, og fordi sendebudet صلى الله عليه وسلم nævnt ham som værende af befolkningen i Jannah og supplerede dette hans dua' der bliver besvaret.

Sammenfattende:

• Universet er undertvunget for mennesket i overensstemmelse med sit egne love og attributter.

• Enhver ophævelse af disse love og attributter er en specifikation af de generelle tekster som det er undertvunget for mennesket.

• Til gengæld erkendelse af enhver ekstraordinære omstændigheder (som bryder en universel lov) kræver bekræftelse af en tekst.

• Hvis en sådan tekst findes ikke, så må alle de spørgsmåle vedrørende dette anses for at fungere i overensstemmelse med deres art [fitra] hvorpå Allah سبحانه وتعالى har skabte dem i.

• Hvis der er en tekst (en ayah, hadith eller ijmaa´sahabah), så er underlagt at bekræfter dem i overensstemmelse med deres styrke af transmissions-og indikation, ligesom mirakler af profeterne og karāmāt hos andre, da det er en tekst om det.

• Som for alt andet, der ikke eksisterer en tekst for, så enhver bemærkelsesværdige handling eller tale af en muslim, uanset hans niveau af Taqwa, den ikke bryder den universelle love og attributter. Det er snarere Tawfiq fra Allah for Hans slaver i form af succes i deres handlinger, eller beskyttelse fra det onde af deres fjender.

At søge vores rettigheder under et uislamisk system

2010-06-21T14:55:00.000-07:00

Spørgsmål:
Er det tilladt for os at søge vores rettigheder under et uislamisk system, er det eksempelvis tilladt at vi går gennem domstolene under et Kufr system for at få vores ret? Hvis dette er tilfældet, hvilke krav er der for dette.

Svar:
1. En person har ret til at kræve sine rettigheder for at fjerne uretfærdighed væk fra sig selv og for at forsvare sig selv ved at bevise han har ret og fjerne uretfærdighed væk fra sig selv. Han har ret til at udnævne en anden person, til at gøre dette på hans vegne.

2. Denne ret skal accepteres gennem shari´ah, men ikke gennem menneskeskabt lov, og ligeledes skal dhulm (uretfærdighed) bevises. Hvis en muslim havde solgt alkohol og køberen ikke har betalt ham prisen, så ville den pris ikke anses for at være muslimens ret. Af samme grund er det forkert at kræve den, selv om det er hans ret ifølge den menneskeskabte lovgivning. Ligeledes hvis et forsikringsselskab ikke har betalt en forsikret kunde for en ulykke, med andre ord – at forsikringsselskabet ikke har været retfærdig, så vil dette ikke anses for uretfærdighed fra forsikringselskabets side i shari´ah, i det at shari´ah ikke tillader forsikringsselskaber. Derfor er det forkert at kræve at få denne uretfærdighed fjernet og få udbetalt en fair kompensation. Denne regl gælder i andre lignende sager.

3. Det er haram for en Muslim at tage i retten og kræve sin ret, for noget der ikke er tilladt af Shari´ah. Ej heller at kræve at få fjernet uretfærdighed fra sig, hvis dette ikke er accepteret af Shari´ah. Ligeledes er det for repræsentanten ikke tilladt at acceptere en sag, hvori en ret kræves eller en dhulm der skal fjernes på vegne af hans klient, hvis denne ret eller denne dhulm ikke accepteres af Shari´ah. Derfor er retssagen udført af en Muslim eller hans repræsentant gennem præsentation af falske beviser eller ved at gøre brug af smart ordbrug og lignende til at opnå en ret ifølge menneskeskabt lov eller forbudte metoder, al dette er en forbudt fra et islamisk perspektiv. Og ved at opnå en ret gennem denne metode, er ligesom at besidde et stykke ild, som hadithen nævner det. Ethvert forsvar der præsenteres af en Muslim eller repræsentant som inkluderer lovprisning af den menneskeskabte lov eller dets retfærdighed eller dets lovgivningskilde, al dette medfører at vedkommende er syndig, for alle menneskeskabte love (foruden Allahs lov) er falske og undertrykkende (dhaalim). Det eneste tilladte for den muslimske advokat, er at fremlægge beviserne og argumenterne til at støtte hans rettigheder og fjerne den dhulm fra ham for således at han kan forsvare sig selv, al dette skal være i overensstemmelse med sandheden (Haqq) som Allah swt forpligtede.

4. Krav på en ret eller at fjerne en dhulm eller forsvar af en person eller hans repræsentants ret til at bevise sandheden, fjerne dhulm og forsyne beviserne og argumenterne i denne forstand, så længe Shari´ah forpligter sådan en ret og fjernelse af sådan en dhulm, al der er tilladt i dar al-Islam og i dar ul-Kufr på grund af følgende beviser:
a. Teksterne der kom omhandlende forsvar af en selv, ens ejendom og ære til sådan en grad af død (martyrdom), indikere enigheden (ved at nævne det højeste for herefter at gøre det lavere tilladt) ved at forsvare sin ret og bevise den ud fra de beviser og argumenter man er i besiddelse af. Disse tekster er ikke blevet begrænset til dar al-Islam med undtagelse af dar ul-Kufr. Således er disse tekster for begge lande (dars).
b. Muslimerne der forsvarede sig selv i Abyssinien foran Negus, for således at de ikke skulle overlade muslimerne til Quraishs delegationer, og også for at bevise Quraishs dhulm imod muslimerne, og at muslimerne var på sandhedens vej medens Quraish var på falskhedens spor.
c. Profeten saaw samtykke overfor muslimerne der valgte at leve i Makkah, det vil sige, de, der ikke emigrerede til dar al-Islam i Al-Madinah før erobringen af Makkah. Denne samtykke indikerer ved iqtida’/اقتضاء at det er tilladt for dem at kræve deres ret og rettigheder og at fjerne den dhulm; for de er hvad der er nødvendigt i ethvert samfund.

Overtag Jinn kontrollen af Mennesket?

2010-06-21T14:46:00.000-07:00

الجِنْ

Spørgsmål:
Nogle sygdomme rammer personer som de efterfølgende giver Jinn skylden for. Der findes også mennesker der hævder at de kan se og høre Jinn, samt at styre Jinn og udføre utallige handlinger gennem at styre disse Jinn eller gennem Jinn der styrer disse folk.
Hvad er Islams holdning hvad dette angår? Findes der et fysisk sanseligt forhold mellem mennesket og Jinn?

Svar:

1. Jinn er blandt det usete; vi kan ikke sanse dem. Allah swt siger,

إِنَّهُ ۥ يَرَٮٰكُمۡ هُوَ وَقَبِيلُهُ ۥ مِنۡ حَيۡثُ لَا تَرَوۡنَہُمۡ‌ۗ

”Han ser jer visselig, han og hans stamme, hvorfra I ikke ser dem” al-Araf: 27.

Dette er, Iblis og sit folk, eller med andre ord, Jinn.

إِلَّآ إِبۡلِيسَ كَانَ مِنَ ٱلۡجِنِّ

”Undtagen Iblis – han var fra Jinn” al-Kahf: 50

2. Menneskets forhold mellem jinn er at de er i stand til at hviske og lokke os (waswasa/ وَسْوَسَهْ). Allah swt siger,

فَوَسۡوَسَ لَهُمَا ٱلشَّيۡطَـٰنُ

”Så Shaytan hviskede til dem begge” al Araf: 20.

og Han swt sagde,
فَوَسۡوَسَ إِلَيۡهِ ٱلشَّيۡطَـٰنُ

”So hviskede shaytan til ham” Taha: 120. og her er Shaytan, Iblis og han er fra Jinn.

3. Shayateen (flertal af Shaytan) har ikke autoritet til at kontrollere et menneske, medmindre mennesket vælger at følge Shaytan ud fra sin egen fri vilje. Den Ophøjede swt siger,

وَقَالَ ٱلشَّيۡطَـٰنُ لَمَّا قُضِىَ ٱلۡأَمۡرُ إِنَّ ٱللَّهَ وَعَدَڪُمۡ وَعۡدَ ٱلۡحَقِّ وَوَعَدتُّكُمۡ فَأَخۡلَفۡتُڪُمۡ‌ۖ وَمَا كَانَ لِىَ عَلَيۡكُم مِّن سُلۡطَـٰنٍ إِلَّآ أَن دَعَوۡتُكُمۡ فَٱسۡتَجَبۡتُمۡ لِى‌ۖ

”Og Shaytan vil sige, efter at sagen er afgjort: Sandelig, Allah forjættede jer sandhedens forjættelse, men jeg forjættede jer og brød løftet til jer. Og jeg havde ingen magt over jer, undtagen at jeg kaldte jer, og I svarede mig. ” Ibrahim: 22.

Og Han swt siger,

فَإِذَا قَرَأۡتَ ٱلۡقُرۡءَانَ فَٱسۡتَعِذۡ بِٱللَّهِ مِنَ ٱلشَّيۡطَـٰنِ ٱلرَّجِيمِ (٩٨) إِنَّهُ ۥ لَيۡسَ لَهُ ۥ سُلۡطَـٰنٌ عَلَى ٱلَّذِينَ ءَامَنُواْ وَعَلَىٰ رَبِّهِمۡ يَتَوَڪَّلُونَ (٩٩) إِنَّمَا سُلۡطَـٰنُهُ ۥ عَلَى ٱلَّذِينَ يَتَوَلَّوۡنَهُ ۥ وَٱلَّذِينَ هُم بِهِۦ مُشۡرِكُونَ

”Og når du forelæser Quranen, så søg tilflugt hos Allah mod Shaytan, den forbandede. Sandelig, han har ingen magt over dem, der tror, og som sætter deres lid til deres Herre. Han har magt over dem alene, der slutter venskab med ham, og over dem, som sætter ”guder” op ved siden (af Allah).”an-Nahl.98-99.

3. Et hvilket som helst fysisk forhold ud over disse fundamentale forhold, som Allah har klargjort, kræver og nødvendiggør en bestemt tekst fra Quran eller Sunnah til at bekræfte dette. Såfremt der eksisterer en sådan tekst, så bekræfter vi forholdet i forbindelse med teksten. Eksempelvis Sulayman as autoritet over Jinn og hans as evne til at beordre og forbyde dem i anliggender. Dette er et område hvor en tekst eksisterer, og således bekræfter vi dette. Allah swt siger om Sulayman as i Surah al-Naml,

قَالَ يَـٰٓأَيُّہَا ٱلۡمَلَؤُاْ أَيُّكُمۡ يَأۡتِينِى بِعَرۡشِہَا قَبۡلَ أَن يَأۡتُونِى مُسۡلِمِينَ (٣٨) قَالَ عِفۡرِيتٌ۬ مِّنَ ٱلۡجِنِّ أَنَا۟ ءَاتِيكَ بِهِۦ قَبۡلَ أَن تَقُومَ مِن مَّقَامِكَ‌ۖ وَإِنِّى عَلَيۡهِ لَقَوِىٌّ أَمِينٌ۬

”Han sagde: O mine rådsherrer, hvem af jer vil bringe mig hedes trone, førend de kommer til mig i underkastelse? En høvding fra jinnerne sagde: Jeg vil bringe dig den, førend du står op fra dit sted [eller: bryder op fra din lejr]. Og jeg har visselig magt dertil (og jeg er) pålidelig.”An-naml: 38-39.

Og Han swt, den Ophøjede, siger,

وَلِسُلَيۡمَـٰنَ ٱلرِّيحَ غُدُوُّهَا شَہۡرٌ۬ وَرَوَاحُهَا شَہۡرٌ۬ۖ وَأَسَلۡنَا لَهُ ۥ عَيۡنَ ٱلۡقِطۡرِۖ وَمِنَ ٱلۡجِنِّ مَن يَعۡمَلُ بَيۡنَ يَدَيۡهِ بِإِذۡنِ رَبِّهِۖۦ وَمَن يَزِغۡ مِنۡہُمۡ عَنۡ أَمۡرِنَا نُذِقۡهُ مِنۡ عَذَابِ ٱلسَّعِيرِ (١٢) يَعۡمَلُونَ لَهُ ۥ مَا يَشَآءُ مِن مَّحَـٰرِيبَ وَتَمَـٰثِيلَ وَجِفَانٍ۬ كَٱلۡجَوَابِ وَقُدُورٍ۬ رَّاسِيَـٰتٍۚ ٱعۡمَلُوٓاْ ءَالَ دَاوُ ۥدَ شُكۡرً۬اۚ وَقَلِيلٌ۬ مِّنۡ عِبَادِىَ ٱلشَّكُورُ

”Og Sulayman (underlagde Vi) vinden, hvis morgenrejse var en måneds rejse, og hvis aftenrejse var en måneds rejse. Og Vi lod strømme for ham en kilde af kobber – og af jinnerne var der dem, som arbejdede for hans åsyn på hans Herres befaling. Og dem blandt dem, der afveg fra Vor befaling, lod Vi smage den flammende ilds straf. De lavede for ham, hvad han ønskede af altre og statuer og bassiner, dybe som gruber, og fastgjorte krukker. (Og Vi sagde): Handl i taknemmelighed (mod Allah), o Dawoods familie. Men få af Mine tjenere er taknemmelige.”

5. Allahs Sendebud saaw behandlede alle materielle tilfælde som et menneskeligt anliggende, dette gjorde han så længe at der ikke var en åbenbaring der bekræftede at Jinn havde noget med sagen at gøre. Alle sager blev oprindeligt betragtet ud fra et menneskeligt anliggende og perspektiv. Eksempelvis hvis en død mand blev fundet, så betragtede man det ikke som at det var en Jinn der havde dræbt ham, medmindre en tekst om omkring dette eksisterede. Dette var tilfældet da en afdød man blev fundet i Khaybar, eftersøgning for hvem der måtte have gjort forbrydelsen, begrænsede sig udelukkende til mennesker og blev på intet tidspunkt udvidet til at Jinn kunne have udført mordet.
Imam Muslim beretter i sin Sahih samling at Abdullah ibn Sahl og Muhayyisah tog af sted mod Khaybar selvom de var alvorlig skadet. Da Muhayyisah fandt ud af at Abdullah bin Sahl var blevet dræbt og smidt i en brønd, så gik han til jøderne og sagde, ”Ved Allah, I har dræbt ham!” De svarede, ”Ved Allah, vi har ikke dræbt ham.” Da sagen nåede Allahs Sendebud saaw, sagde han saaw, ”Enten betaler de blodpenge for jeres kammerat ellers erklærer de krig (ved at nægte at underkaste sig Shariah’s regler).” Så skrev han saaw til dem, hvorefter de svarede ”Ved Allah, vi har ikke dræbt ham.” … Dette begivnhed er velkendt. Det relevante i vores diskussion er, at på intet tidspunkt var det en realitet at Jinn skulle have noget at gøre med sagen.

6. Således kan det konkluderes, at hvis der ikke eksisterer en tekst omhandlende et fysisk forhold mellem mennesker og Jinn, så begrænser Jinns rolle sig udelukkende til at hviske og lokke mennesker. Ydermere, fordi Profeten saaw forseglede profetskabet, vil der ligeledes ikke komme nye tekster og på det grundlag, vil der ikke være tekster til at underbygge et nuværende fysisk forhold mellem Jinn og mennesker. Den eneste mulighed der eksisterer, er deres hvisken og lokken. Og som vi nævnte tidligere, så har Jinn ikke en autoritet over mennesket ved at hviske, medmindre mennesket vælger at give efter for den hvisken ud fra sin egen frie vilje.

Dette er måden hvorpå sager blev behandlet under Khulafaa Ar-Rashideen, og endda til sådan en grad, at hvis der ikke eksisterede et fysisk bevis for værende mord, tyveri, bedrageri eller svindel, at der på intet tidspunkt blev overvejet at Jinn skulle have noget med sagen at gøre. Fokus blev altid rettet mod mennesker, fordi forholdet mellem Jinn og mennesker er udelukkende hvisken og lokken, medmindre en tekst eksisterer til at bevise det modsatte. Siden ingen specifik tekst kan komme efter Sendebudet saaw, så begrænser anliggender i denne verden sig udelukkende til menneskelige anliggender. Dette fordi at deres verden er anderledes end vores verden og deres forhold til os udelukkende begrænser sig til at hviske og lokke mennesket.
Derfor, hvis en person bliver syg, så er der ingen forbindelse mellem dette og Jinn. Sygdommen skal behandles ifølge islamiske retningslinjer, hvilket er gennem terapi. Denne behandling kan være materiel, i form af medicin eller gennem du’a og ruqya.
Hvad angår det første tilfælde, så er det ligesom hadithen fra Usamah ibn Sharik der sagde, ”Jeg kom til Profeten (saaws) og hans Sahabah og det var som om de havde fugle på hovedet. Jeg hilste på dem og satte mig ned. Så kom en beduin fra diverse områder og spurgte, ”O Allahs Sendebud, skal vi tage medicin?” Han svarede, ”Tag medicin, for sandelig har Allah ikke lavet en sygdom uden dens kur, undtagen én sygdom, døden.” Berettet af Abu Dawood.
Hvad angår det sidste tilfælde, så er det ligesom hadithen berettet af Muslim gennem Aisha, de troendes moder ra, at, ”Allahs Sendebud plejede at recitere følgende (ruqyah), ”Herre over mennesket, fjern plagen for i Din Hånd ligger kuren; intet kan forbedre hans helbred foruden dig.” Denne og lignende du’a fra Quran og Sunnah eller det der stemmer overens med disse, kan bruges.
Hvad angår de, der påstår at have direkte kontakt med Jinn, for herefter at kunne helbrede en sygdom, så er dette svindel og bedrageri fra bedragerne som narrer folk og uretfærdigt opsluger deres rigdomme.

Massakre i Havet, Endnu en israelsk aggression

2010-06-08T02:29:00.000-07:00

Endnu en gang den jødiske stat har angrebet uskyldige civile med frækhed. Israelske Defense Forces (IDF) fortog en razzia mod flotilla skibene, der transporterer humanitær bistand til Gaza-striben og brutalt overfaldet forsvarsløse civile i de tidlige morgentimer. omkomne omfattede mere end 20 døde, mange flere blev såret, og næsten 500 taget som fanger. Dette er den seneste hændelse i de fire år gamle, grusomme blokade af Gaza, af Israel.

Som forventet, den svigefulde, jødiske aggressorer skyde skylden for hændelsen på deres ofre, mens det var de israelske styrker, som havde invaderet intetanende civile skibe i internationalt farvand, mere end 40 miles væk fra den jødiske kysten. Også som forventet, USA, Storbritannien og EU har slået svarene til begivenheden udtrykke beklagelse over dødsfald, men ikke fordømmelse af Israel for dets fortsatte vold, mens masserne i hele verden er i en tumult på den nøgne aggression af Israel.

Dette er blot den seneste begivenhed i en lang liste af fjendtlighederne Israel. De seneste grusomheder begået af den jødiske stat omfatter blodbadet over 1400 hjælpeløse spædbørn, børn, kvinder og ældre i Gaza. Den forsætlig og hærværk mod beboernes ejendom over hele Palæstina, og fortsat segregation og undertrykkelse af indbyggerne i Gaza og på Vest Bank.

Selv politiske ledere rundt om i verden har givet udtryk for forargelse, deres ord er blottet for en reel opfordring til handling for at afslutte den fortsatte israelske undertrykkelse. Trods deres reklame stunts og politiske akrobatik, er regenterne i den muslimske verden ikke overraskende tavs i de nødvendige opfordring til hurtig og resolut militær aktion for at forpurre den kriminelle jødiske stat. Modvilje mod muslimske regenter til at mobilisere deres væbnede styrker gør dem medskyldige i den jødiske stats overtrædelser mod muslimer.

Den tyrkiske premierminister, Mr. Recep Tayyip Erdogan, har verbalt skældte Israel for sine handlinger. Men hvis han virkelig ønskede at løse problemet, ville han straks ringe til sin militære reaktion på den jødiske stat for at hævne de døde af sine muslimske brødre og til at befri de besatte lande. Det var ikke så længe siden, at muslimerne i hans land havde underlagt beskyttelse af Palæstina og alle muslimske lande. I mere end tusind år Palæstina var en del af og integrerende del af det tyrkiske folk og andre muslimer. Først for nylig blev forræderi strippet fra Uthmani Khilafah og den jødiske stat blev implanteret i det. De Uthmani Khulafaa var fortrop, som forsvarede muslimske lande og gav muslimer værdighed. Når Khalifah Abdul Hamid II blev kontaktet af en gruppe af zionistiske jøder til at betale bosætte sig i landet Palæstina, han irettesatte dem ved at sige: "at have skalpel skåret min krop er mindre smertefuldt end at være vidne til Palæstina blive løsrevet fra Khilafah stat. "

Det er ikke USA eller Europa, eller i FN, der vil komme til undsætning for de undertrykte muslimer. Kun oprigtige muslimske hær kan.

Rasullah (SAW) tydeligt demonsteret hvad for aktioner muslimer skal tage for at forsvare sig mod en krigsførende fjende. Når den jødiske stamme Banu Qainuqa »perfidiously forrådt traktaten, de havde med muslimerne ved disrobing en muslimske kvinder og starte en kamp mod muslimer, svarede Profeten (SAW) med hurtig kraft. Han (SAW) marcherede ud med en hær til at lægge en belejring af ulovlige jødiske stamme og udvist dem.

Oh muslimer, besvare råb om hjælp fra jeres brødre og søstre i Palæstina. Beskyt uskyldige mænd, kvinder og børn, der står over for daglige angreb på deres liv, lemmer og ejendom fra den jødiske Angriberen. Det er Kommandøren for de muslimske hæres pligt at bryde de lænker de er udsat for, som deres marionet regenter på vegne af deres mestre i Washington og Europa pålagt til at gribe ind og undertrykker muslimerne i Palæstina. Vi er nødt til at reagere på råbet:

رَبَّنَا أَخْرِجْنَا مِنْ هَـذِهِ الْقَرْيَةِ الظَّالِمِ أَهْلُهَا وَاجْعَل لَّنَا مِن لَّدُنكَ وَلِيًّا وَاجْعَل لَّنَا مِن لَّدُنكَ نَصِيرًا

"Vorherre! Rescue os fra denne by, hvis folk er undertrykkere, og rejser for os fra dig en, som vil beskytte og højne for os fra dig en, som vil hjælpe." (TMQ 4:75)

Hijrah og den Anden Bai’ah

2010-05-21T17:51:00.000-07:00

Emnet Hijrah kan ikke forstås isoleret fra de begivenheder, som fandt sted tidligere ved Al-’Aqabah. Madinafolkets repræsentanter mødte Profeten (saaws) i al hemmelighed om natten ved Al-’Aqabah. Dette resulterede i afslutningen på det Andet Lydighedsløfte ved Al-’Aqabah. Dette var ”Krigsløftet”, hvor Profeten (saaws) betingelsesløst skulle forsvares og beskyttes. Dette betød en magtovertagelse, idet Profeten (saaws) nu kunne blive leder af Madinah. Det var først efter dette løfte, at Profeten (saaws) tillod og opfordrede Muslimerne til at emigrere til Madinah.

Af frygt for emigrationens enorme økonomiske og politiske påvirkning, mødtes Quraish i Dar an-Nadwa, for at nå frem til en handlingsplan for at modstå denne trussel. Deres løsning var kollektivt at dræbe Profeten (saaws). Dette illustrerer klart at planen om at dræbe Profeten (saaws), var en reaktion på emigrationen. Altså var emigrationen en veludlagt plan for at etablere den Islamiske Stat i Madinah, og ikke en pragmatisk beslutning fra Profeten (saaws) om at flygte fra forfølgelse.

Motivationen bag Profetens (saaws) Hijrah
Det påstås, at truslen fra Quraish imod Profetens (saaws) liv, var det som ansporede ham til at emigrere til Madinah.

Skønt det er sandt, at de omringede Profetens (saaws) hus for at dræbe ham, så var det aldrig grunden til hans (saaws) emigration. Som sagt tidligere, så var den generelle emigrationsproces begyndt længe før attentatet imod Profetens (saaws) liv. Profeten (saaws) organiserede Muslimernes Hijrah til Madinah, men blev selv i Makkah indtil han fik tilladelse fra Allah (swt) til at emigrere. Profetens (saaws) beslutning om at emigrere var i sig selv ikke hans egen, men derimod en ordre fra Allah (swt). Profeten (saaws) var før blevet truet adskillige gange men han (saaws) tyede aldrig til emigration, skønt han havde mange muligheder for at gøre det. Han (saaws) sendte for eksempel et antal Sahabah (ra) til Abessinien, for at lette deres forfølgelse, mens han (saaws) selv blev i Makkah. Ydermere, indholdet i løftet antyder Profetens (saaws) hensigt om at flytte fra Makkah til Madinah sammen med sine Sahabah (ra); dette var meget før truslen fra Quraish imod ham (saaws).

Havde frygt været en faktor i Profetens (saaws) Hijrah, ville han være den første til at emigrere og ikke den sidste. Muhammad (saaws) levede i Makkah som Profet i tretten år, og mødte mange vanskeligheder. I al den tid valgte han ikke at emigrere, mens han tillod andre at gøre det.

Flygtning eller en leder?
Hvis Profeten var flygtet fra Makkah på grund af forfølgelse fra Quraish, så ville han have indtrådt Madinah som flygtning. Dermed ville han (saaws) være underlagt Madinahs autoritet. Men langtfra at indtræde Madinah som en flygtning, så indtrådte han (saaws) denne by som dens leder, hvilket blev bestemt i det Andet Lydighedsløfte ved Al-’Aqabah. Som den øverste leder af Madinah, implementerede Profeten (saaws) den Islamiske Shari’ah og engagerede sig i varetagelsen af dens daglige affærer, hvilket inkluderede underskrivelse af traktater osv. Dette var kulminationen af en række begivenheder, som begyndte i Makkah og blev afsluttet gennem det Andet Lydighedsløfte ved Al-’Aqabah. Hijrah var faktisk et middel henimod opnåelsen af et formål, som var etableringen af den Islamiske Stat. Alle de forskellige beretninger fra Seerah bekræfter dette til at være tilfældet.

Var Hijrah på grund af fred?
Nogle Muslimer har forsøgt at omdefinere bestemte Islamiske opfattelser på en måde som stemmer overens med den Vestlige forståelse af hvad der er fredeligt og voldeligt. Dette resulterer i det Vestlige syns præetablering som den påståede korrekte holdning. Altså formes Islamiske opfattelser til at harmonere med denne ”korrekte” holdning. Årsagen bag Profetens Hijrah er et godt eksempel på dette formningsfænomen.
For at kunne passe med den Vestlige forståelse af hvad der er fredeligt, så gengives Profetens (saaws) emigration til Makkah som et eksempel på Profetens (saaws) fredelige natur, og hans afholdelse fra enhver konfrontation. Sådanne personer er ikke klar over at fred i sig selv ingen realitet har; derimod er det en bestemt autoritet som definerer fred. Så FN eller USA for eksempel, som autoriteter, er i stand til at håndhæve bestemte holdninger, som de definerer udgør fred. Disse autoriteter udførte militærangreb imod Iraq for at håndhæve hvad de betragtede som fred. Fred og magt er egentlig to sider af samme sag. Hvad angår Profeten (saaws), så var han en fredelig mand indenfor de rammer som er blevet defineret af den Islamiske Shari’ah. Så Profeten (saaws) førte krig imod Quraish indtil Erobringen (fath) af Makkah. Ligeledes, at søge fred motiverede ikke Hijrah, det var derimod for at etablere Islams politiske autoritet, hvorigennem fred i sidste ende kunne sikres. Altså bør vores forståelse og vores fortolkning af Seerah ikke være påvirket af den slags fejlagtige idéer som absolut fred.

Hijrah gjorde det muligt for Islam at blive etableret som et styre
Hijrah indikerer ikke Profetens (saaws) fredelige natur eller nogen frygt for Quraish. Tværtimod var det et middel henimod etableringen af en Islamisk politisk autoritet. Konsekvenserne af holdningen om at Hijrah var en fredelig mission for at undgå konfrontation, har medført at mange Muslimer bliver passive og føjelige overfor blodigt tyranni og undertrykkelse. Dette passer fint med kolonialisternes og imperialisternes planer og deres agenter i den Islamiske verden.

Hijrah foregår fra Dar ul-Kufr til Dar ul-Islam
En anden lektion man kan lære fra Hijrah er, at den demonstrerede nødvendigheden af Muslimernes emigration fra Dar ul-Kufr til Dar ul-Islam (den Islamiske Stats domæne). Altså kan man ikke hævde at have udført Hijrah ved bare at undslippe forfølgelse. For eksempel Muslimers flugt fra Indien til Pakistan, eller Palæstinenseres emigration til nabolande kan ikke udgøre en Hijrah i denne sammenhæng. Dette er fordi hverken Pakistan eller de lande som omringer Palæstina styres ifølge den Islamiske Shari’ah.

Sahabahs (raa) emigration til Abessinien for at undslippe forfølgelse fra Quraish, blev heller ikke klassificeret som Hijrah i denne sammenhæng. Altså er det nødvendigt at Hijrah forstås i sammenhæng med Seerah, hvor emigrationen altid foregår til den Islamiske Stat. Derfor er etableringen af den Islamiske Stat en forudsætning for at Hijrah overhovedet kan finde sted.

At søge støtte til Dar ul-Islam
I Profetens (saaws) tilfælde blev realiseringen af den Islamiske Stat opnået i det Andet Løfte ved Al-’Aqabah, hvor de mest indflydelsesrige medlemmer af Madinah gav deres lydighedsløfte til Profeten (saaws).

I dag søger vi denne type støtte fra den eksisterende magtbase i de Islamiske lande for at reetablere den Islamiske Stat. Dette kan inkludere en varig indsats hen imod at bære Islam til vigtige dele af samfundet, som hæren, med det udtrykkelige Islamiske formål, at reetablere den som en politisk autoritet.

Iman og arbejdet for khilafah staten

2010-05-21T17:41:00.000-07:00

بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمَنِ الرَّحِيمِ

As Salamu aleikum

Jeg vil gerne spørge om 2 ting, og jeg ville være meget taknemmelig, hvis I kunne uddybe besvarelsen. Man mener for det første, at Khilafah vil vende tilbage en dag, insha Allah. Hvis dette er tilfældet, hvorfor forbereder vi os så ikke til den, ved at forøge vores Imaan?

Wa aleikum Salam

Det er ukorrekt at fremstille spørgsmålet på denne måde. Da aqida emner og aqida relaterede emner er een sag. Og det islamiske love (ahkam) og det der er relateret til disse er et andet sag. Dette skal være adskilt for mange shari´ah kendsgerning som forligger i fiqhs bøger og usul værker.

For det første, når Islam fastlægger en metode for opnåelse af et bestemt formål, så er vi pålagt at overholde den. Derfor når kaldet (adhaan) lyder til salatul dhuhr, siger vi så, ’lad os styrke vores Imaan’, så tiden til salatul ’asr er nået, og vi dermed har mistet salatul dhuhr? Det kan man ikke gøre, fordi en pligt er en pligt, og metoden til at fuldføre den skal overholdes, uden at man vælger fra eller til. Metoden til pligtens fuldførelse er afgørende for dens fuldførelse, de kan ikke adskilles. Hvis vi mener, at vi bør søge efter at forøge vores Imaan på den måde som det nævnes i Qur’aanil-Kareem, som værende et synonym for Taqwa (at være bevidst om Allah under udførsel af ens handlinger), så er det anderledes. Vi kan igen ikke adskille de to, vi kan ikke håbe på at opbygge vores Taqwa på nogen betydningsfuld måde uden at overholde Allahs (swt) påbud. Arbejdet for Khilafahs reetablering er en forpligtelse, og arbejdet for dens oprettelse er af afgørende vigtighed, dette afspejles i det faktum, at dens eksistens muliggør implementering af adskillige faraaid, der forsømmes som resultat af dens fravær. Vi forbereder os derfor til den ved at arbejde for den, ja Allah (swt) er den Eneste, som kan give os Sin Sejr fra den nuværende situation, men vi skal arbejde for at gøre hvad vi kan indenfor de handlinger Han (swt) har nedfældet, gennem eksemplet fra Sit elskede Sendebud, Muhammed (saaws). Vi skal ikke glemme at Allah swt har understreget for os, at for at vi får sejr så skal vi støtte hans swt deen og gører den overlegen og hvordan mon vi ville kunne realiserer dette uden en stat der ville sikre dens overlegnhed ifølge ayah´en. ((ان تنصروا الله ينصركم))

Jeg har inkluderet et kort kapitel fra bogen Khilafah af Hizb-ut-Tahrir, som fremlægger beviser for pligten vedrørende arbejdet for Khilafahs genetablering, såvel som en kort diskussion baseret på den fejlagtige holdning, at Muslimer bør isolere sig fra arbejdet for dens genetablering.

Khilafah

Khilafah er den generelle ledelse over alle Muslimerne i hele verden, hvis ansvar er at implementere Islams love, og bære det islamiske Budskab til hele verden. Den er også kendt som Imamah, så Imamah og Khilafah er synonymer for det samme. Det er den form Ahkam Shar’iyyah (de Islamiske love og regler) fastlægger som den Islamiske Stat. Mange Ahadith Sahihah er blevet berettet, som bruger disse to termer, med samme betydning. Ikke et af disse to ord havde en anderledes betydning i forhold til det andet i nogen som helst Shari’ah tekst, dvs. Qur’aanil-Kareem og Sunnah, og de er de eneste guddommelige tekster. Men det er ikke bindende at holde i dem, det er derimod betydningen man skal overholde.

At udpege en Khalifah er obligatorisk over alle Muslimer verden over. Udførslen af sådan en pligt, ligesom udførslen af enhver anden pligt, som Allah (swt) har pålagt Muslimer, er forpligtende, hvori der ikke tillades nogen modvilje eller tilbageholdenhed. At forsømme udførslen af denne pligt er en af de største synder, som fortjener Allahs (swt) voldsomme straf. Beviset vedrørende pligten, at udpege en Khalifah over alle Muslimerne, forstås udfra Sunnah og Sahabahs (raa) Ijma’. Hvad angår Sunnah er det blevet berettet, at Nafi’ sagde: ”’Umar fortalte mig: Jeg hørte Allahs Sendebud (saaws) sige:

‏حَدَّثَنَا ‏ ‏عُبَيْدُ اللَّهِ بْنُ مُعَاذٍ الْعَنْبَرِيُّ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏أَبِي ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏عَاصِمٌ وَهُوَ ابْنُ مُحَمَّدِ بْنِ زَيْدٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏زَيْدِ بْنِ مُحَمَّدٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏نَافِعٍ ‏ ‏قَالَ ‏ ‏جَاءَ ‏ ‏عَبْدُ اللَّهِ بْنُ عُمَرَ ‏ ‏إِلَى ‏ ‏عَبْدِ اللَّهِ بْنِ مُطِيعٍ ‏ ‏حِينَ كَانَ مِنْ أَمْرِ ‏ ‏الْحَرَّةِ ‏ ‏مَا كَانَ زَمَنَ ‏ ‏يَزِيدَ بْنِ مُعَاوِيَةَ ‏ ‏فَقَالَ اطْرَحُوا ‏ ‏لِأَبِي عَبْدِ الرَّحْمَنِ ‏ ‏وِسَادَةً فَقَالَ إِنِّي لَمْ آتِكَ لِأَجْلِسَ ‏
‏أَتَيْتُكَ لِأُحَدِّثَكَ حَدِيثًا سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏يَقُولُهُ سَمِعْتُ رَسُولَ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏يَقُولُ ‏ ‏مَنْ خَلَعَ يَدًا مِنْ طَاعَةٍ لَقِيَ اللَّهَ يَوْمَ الْقِيَامَةِ ‏ ‏لَا حُجَّةَ ‏ ‏لَهُ وَمَنْ مَاتَ وَلَيْسَ فِي عُنُقِهِ ‏ ‏بَيْعَةٌ ‏ ‏مَاتَ مِيتَةً جَاهِلِيَّةً ‏
‏و حَدَّثَنَا ‏ ‏ابْنُ نُمَيْرٍ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏يَحْيَى بْنُ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ بُكَيْرٍ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏لَيْثٌ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏عُبَيْدِ اللَّهِ بْنِ أَبِي جَعْفَرٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏بُكَيْرِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ الْأَشَجِّ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏نَافِعٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏ابْنِ عُمَرَ ‏ ‏أَنَّهُ أَتَى ‏ ‏ابْنَ مُطِيعٍ ‏ ‏فَذَكَرَ عَنْ النَّبِيِّ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏نَحْوَهُ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏عَمْرُو بْنُ عَلِيٍّ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏ابْنُ مَهْدِيٍّ ‏ ‏ح ‏ ‏و حَدَّثَنَا ‏ ‏مُحَمَّدُ بْنُ عَمْرِو بْنِ جَبَلَةَ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏بِشْرُ بْنُ عُمَرَ ‏ ‏قَالَا ‏ ‏جَمِيعًا ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏هِشَامُ بْنُ سَعْدٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏زَيْدِ بْنِ أَسْلَمَ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِيهِ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏ابْنِ عُمَرَ ‏ ‏عَنْ النَّبِيِّ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏بِمَعْنَى حَدِيثِ ‏ ‏نَافِعٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏ابْنِ عُمَرَ

”Den der fjerner sin hånd fra lydighed til Allah, vil møde Ham på Opstandelsesdagen uden et bevis; og den der dør, mens der ikke er et lydighedsløfte på hans nakke, dør en død ligesom under jahiliyyah (ignorance)”. [Saheeh Muslim, nr. 3441]

Så Profeten (saaws) gjorde det obligatorisk over enhver Muslim, at have en Bay’ah på sin nakke. Han beskrev den der døde uden at have en Bay’ah på sin nakke, som en der døde i uvidenhed (jahiliyyah). Denne Bay’ah ville ikke være gyldig for andre end en Khalifah. Allahs Sendebud (saaws) gjorde det til en pligt, at enhver Muslim skulle have en Bay’ah til en Khalifah på sin nakke, men han forpligtede ikke hver eneste Muslim at give denne Bay’ah til en Khalifah. Forpligtelsen er derfor eksistensen af en Bay’ah på enhver Muslims nakke. Dette nødvendiggør eksistensen af en Khalifah, som, gennem sin eksistens, er berettiget til en Bay’ah (på enhver Muslims nakke). Altså er eksistensen af en Khalifah det, som nødvendiggør en Bay’ah på hver eneste Muslims nakke, om end han personligt gav Bay’ah eller ej. Derfor er denne Hadith bevis for, at udpegelsen af en Khalifah er forpligtende og at enhver Muslim er pålagt at have en Bay’ah på sin nakke; den er ikke bevis for, at selve det at give Bay’ah er forpligtende. Dette er fordi Allahs Sendebud (saaws) kritiserede fraværet af denne lydigheds-Bay’ah på Muslimens nakke indtil han dør, og ikke afholdelsen fra at give selve Bay’ah.

Hisham bin ’Urwa rapporterede via Abu Saleh, via Abu Hurayrah, at Profeten (saaws) sagde,

”Ledere vil regere over jer efter mig, hvor den gudfrygtige vil lede jer med sin gudfrygtighed, og den oprørske med sin oprørskhed, så lyt til dem, og adlyd dem i alt det der stemmer overens med Sandheden. Hvis de handler ret, så tæller det for jer, og hvis de handlede forkert, så tæller for jer og imod dem” []

Berettet fra Al-A’raj, via Abu Hurayrah fra Profeten (saaws), som sagde,

‏حَدَّثَنَا ‏ ‏إِبْرَاهِيمُ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏مُسْلِمٍ ‏ ‏حَدَّثَنِى ‏ ‏زُهَيْرُ بْنُ حَرْبٍ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏شَبَابَةُ ‏ ‏حَدَّثَنِي ‏ ‏وَرْقَاءُ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِي الزِّنَادِ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏الْأَعْرَجِ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِي هُرَيْرَةَ ‏
‏عَنْ النَّبِيِّ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏قَالَ ‏ ‏إِنَّمَا الْإِمَامُ ‏ ‏جُنَّةٌ ‏ ‏يُقَاتَلُ مِنْ وَرَائِهِ وَيُتَّقَى بِهِ فَإِنْ أَمَرَ بِتَقْوَى اللَّهِ عَزَّ وَجَلَّ وَعَدَلَ كَانَ لَهُ بِذَلِكَ أَجْرٌ وَإِنْ يَأْمُرْ بِغَيْرِهِ كَانَ عَلَيْهِ مِنْهُ
”Sandelig, Imamen er et skjold, man kæmper bag og beskytter sig ved…” [Saheeh Muslim, nr. 3428]

Muslim berettede også via Abu Hazim, som sagde: ”Jeg gik med Abu Hurayrah i fem år, og hørte ham fortælle, at Profeten (saaws) sagde,

‏حَدَّثَنَا ‏ ‏مُحَمَّدُ بْنُ بَشَّارٍ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏مُحَمَّدُ بْنُ جَعْفَرٍ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏شُعْبَةُ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏فُرَاتٍ الْقَزَّازِ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِي حَازِمٍ ‏ ‏قَالَ ‏
‏قَاعَدْتُ ‏ ‏أَبَا هُرَيْرَةَ ‏ ‏خَمْسَ سِنِينَ فَسَمِعْتُهُ يُحَدِّثُ عَنْ النَّبِيِّ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏قَالَ ‏ ‏كَانَتْ ‏ ‏بَنُو إِسْرَائِيلَ ‏ ‏تَسُوسُهُمْ ‏ ‏الْأَنْبِيَاءُ كُلَّمَا هَلَكَ نَبِيٌّ خَلَفَهُ نَبِيٌّ وَإِنَّهُ لَا نَبِيَّ بَعْدِي وَسَتَكُونُ خُلَفَاءُ تَكْثُرُ قَالُوا فَمَا تَأْمُرُنَا قَالَ فُوا بِبَيْعَةِ الْأَوَّلِ فَالْأَوَّلِ وَأَعْطُوهُمْ حَقَّهُمْ فَإِنَّ اللَّهَ سَائِلُهُمْ عَمَّا اسْتَرْعَاهُمْ ‏
‏حَدَّثَنَا ‏ ‏أَبُو بَكْرِ بْنُ أَبِي شَيْبَةَ ‏ ‏وَعَبْدُ اللَّهِ بْنُ بَرَّادٍ الْأَشْعَرِيُّ ‏ ‏قَالَا حَدَّثَنَا ‏ ‏عَبْدُ اللَّهِ بْنُ إِدْرِيسَ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏الْحَسَنِ بْنِ فُرَاتٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِيهِ ‏ ‏بِهَذَا الْإِسْنَادِ ‏ ‏مِثْلَهُ
”Profeterne regerede over Israels Børn. Når en Profet døde, blev han efterfulgt af en anden Profet. Men der vil ikke være flere Profeter efter mig. I stedet vil der være Khulafaa’ og de vil tælle mange.” De spurgte: ”Hvad beordrer du os til?” Han (saaws) sagde, ”Giv Bay’ah til dem, den ene efter den anden, og giv dem hvad de fortjener, og Allah vil sandelig stille dem regnskab for det Han betroede dem med”. [Saheeh Muslim, nr. 3429]

Ibn ’Abbas (ra) rapporterede, at Allahs Sendebud (saaws) sagde:

‏و حَدَّثَنَا ‏ ‏شَيْبَانُ بْنُ فَرُّوخَ ‏‏ حَدَّثَنَا ‏‏ عَبْدُ الْوَارِثِ ‏‏ حَدَّثَنَا ‏ ‏الْجَعْدُ ‏‏ حَدَّثَنَا ‏ ‏أَبُو رَجَاءٍ الْعُطَارِدِيُّ ‏‏ عَنْ ‏‏ ابْنِ عَبَّاسٍ ‏
‏ عَنْ رَسُولِ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏قَالَ ‏ ‏مَنْ كَرِهَ مِنْ أَمِيرِهِ شَيْئًا فَلْيَصْبِرْ عَلَيْهِ فَإِنَّهُ لَيْسَ أَحَدٌ مِنْ النَّاسِ خَرَجَ مِنْ السُّلْطَانِ شِبْرًا فَمَاتَ عَلَيْهِ إِلَّا مَاتَ مِيتَةً جَاهِلِيَّةً
”Den der ser noget fra sin regent (Ameer), han ikke kan lide, skal forholde sig tålmodig, for den der adskiller sig fra Islams autoritet (Sultaan) med så meget som en håndsbredde og dør derpå, er død som under jahiliyyah (uvidenhed)”, som berettet af Muslim, Hadith nr. 3439.

I disse Ahadith er der en beskrivelse af Khalifaen som et skjold, dvs. en beskyttelse. Imamens betegnelse som et skjold er en indikation om det gavnlige ved Imamens eksistens; altså er det en ordre. Dette er fordi når Allah (swt) eller Hans Sendebud (saaws) informerer os om noget, som inkluderer en kritik, så tages dette som en ordre angående et forbud, dvs. at man skal afholde sig fra det. Når teksten indeholder lovprisning så tages det som en ordre om at udføre en handling; og hvis den beordrede handling er nødvendig for at implementere den guddommelige regel, eller hvis dens forsømmelse ville resultere i, at den guddommelige regel forlades, så er ordren absolut. Disse Ahadith informerer os også, at dem der varetager Muslimernes affærer er Khulafaa’, hvilket er ensbetydende med en ordre om at udpege dem. De inkluderer også et forbud over Muslimerne angående at separere sig fra autoriteten. Dette betyder, at det er forpligtende for Muslimen at etablere magten, dvs. autoriteten for denne Khalifah. Desuden beordrede Allahs Sendebud (saaws) Muslimerne til at adlyde disse Khulafaa’, og bekæmpe dem der disputerer med dem angående deres autoritet, hvilket betyder det er en forpligtelse at udpege en Khalifah, og beskytte hans Khilafah ved at bekæmpe dem der bestrider hans autoritet. Muslim rapporterede, at Allahs Sendebud (saaws) sagde,

‏حَدَّثَنَا ‏ ‏أَبُو مُعَاوِيَةَ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏الْأَعْمَشُ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏زَيْدِ بْنِ وَهْبٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَبْدِ رَبِّ الْكَعْبَةِ
‏عَنْ ‏ ‏عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرِو بْنِ الْعَاصِ ‏ ‏قَالَ ‏
‏قَالَ رَسُولُ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏مَنْ بَايَعَ إِمَامًا فَأَعْطَاهُ صَفْقَةَ يَدِهِ وَثَمَرَةَ قَلْبِهِ فَلْيُطِعْهُ مَا اسْتَطَاعَ فَإِنْ جَاءَ آخَرُ يُنَازِعُهُ فَاضْرِبُوا عُنُقَ الْآخَرِ

”Den der gav Bay’ah til en Imam, gav ham sit håndtryk og hjertes frugt, skal adlyde ham sålænge han kan, og hvis en anden kommer for at disputere med ham, så dræb ham” [Musnad Ahmed, nr. 6212]

Derfor er ordren om at adlyde Imamen, en ordre om at udpege ham. Og påbudet om at bekæmpe dem der disputerer med ham, er opbakkende bevis for, at påbudet om at vedligeholde tilstedeværelsen af en Khalifah, er absolut.

Hvad angår Sahabahs Ijma’a (raa), så blev de enige om nødvendigheden af opretholdelsen af en efterfølger (Khalifah), til Allahs Sendebud (saaws), efter hans (saaws) død. De var enige om at udpege en efterfølger til Abu Bakr (ra), og efter hans død, at udpege ’Umar (ra) som efterfølger, og efter ’Uthmans (ra) død, at udpege ’Ali som efterfølger til ham. Sahabahs (raa) generelle konsensus angående udpegelsen af en Khalifah manifesterede sig empatisk efter Allahs Sendebuds (saaws) død, hvor de beskæftigede sig med udpegelse af hans (saaws) efterfølger, selvom det er velkendt, at begravelsen af den afdøde er obligatorisk. Det er også forbudt for dem, som står for at forberede begravelsen, at engagere sig i noget andet indtil de fuldfører begravelsen. Trods dette engagerede Sahabah (raa) sig i at udpege en Khalifah, selvom de var pålagt at engagere sig i forberedelsen af begravelsen af Allahs Sendebud (saaws). Andre Sahabah forholdt sig tavs overfor dette, og deltog i udskydelsen af begravelsen i to nætter, til trods for at de havde mulighed for at bestride udskydelsen og selv begrave Allahs Sendebud (saaws). Denne handling fra Sahabah (raa) er derfor et bevis angående deres Ijma’a om, at beskæftige sig med udpegelse af en Khalifah, fremfor begravelse af den afdøde. Dette kunne ikke have været legitimt, medmindre udpegelsen af en Khalifah var mere obligatorisk end begravelsen af den afdøde. Ydermere, alle Sahabah godkendte gennem deres liv, at det var forpligtende at udpege en Khalifah. Selvom de til tider var uenige om personen som skulle udpeges som Khalifah, var de aldrig uenige om det faktum, at en Khalifah skal udpeges, om end i kølvandet Allahs Sendebuds (saaws) død, eller efter hver eneste af Khulafaa Al-Rashideens dødsfald. Altså er Sahabahs (raa) generelle konsensus, både et stærkt og tydeligt bevis for, at udpegelsen af en Khalifah er obligatorisk.

Yderligere, at etablere denne Deen, og implementere Shar’a i alle livets aspekter, er en forpligtelse over Muslimer, tydeliggjort gennem beviser, som er absolutte i beretning og betydning, og dette kan ikke opnås medmindre der er en regent som besidder autoriteten til at gøre således. Derfor i denne sammenhæng, lyder Shari’ah princippet som følger:

ما لا يتم الواجب الا به فهو واجب
”Det der er nødvendigt, for at fuldføre en pligt, bliver i sig selv en pligt”.

Altså er udpegelsen af en Khalifah obligatorisk baseret på dette princip.

Allah (swt) beordrede Sit Sendebud (saaws) til at styre Muslimerne med det Han (swt) åbenbarede til ham; Allahs (swt) ordre blev leveret på den mest absolutte måde. Allah (swt) henvendte Sig til Sit Sendebud (saaws):

فَاحْكُم بَيْنَهُم بِمَا أَنزَلَ اللّهُ وَلاَ تَتَّبِعْ أَهْوَاءهُمْ عَمَّا جَاءكَ مِنَ الْحَقِّ
”Så styr iblandt dem med alt hvad Allah har åbenbaret til dig, og følg ikke deres lyster (så de fører dig) væk fra den Sandhed, der kom til dig” [MOQ 5:48]

Og Han (swt) sagde:

وَأَنِ احْكُم بَيْنَهُم بِمَا أَنزَلَ اللّهُ وَلاَ تَتَّبِعْ أَهْوَاءهُمْ وَاحْذَرْهُمْ أَن يَفْتِنُوكَ عَن بَعْضِ مَا أَنزَلَ اللّهُ إِلَيْكَ
”Og du skal styre iblandt dem med alt det Allah har åbenbaret, og følg ikke deres lyster, og pas på de ikke vildleder dig væk fra bare en del af det Allah nedsendte til dig” [MOQ 5:49]

Allahs (swt) tale til Sit Sendebud (saaws) er også en tale til Sendebudets tilhængere, medmindre der eksisterer et bevis, som indikerer at talen er begrænset til ham peronligt. I dette tilfælde er der ikke noget bevis der begrænser denne tale til Allahs Sendebud (saaws). Altså kalder disse Ayaat Muslimer til at etablere Allahs (swt) styre. Udpegelsen af en Khalifah betyder ikke andet end etableringen af Allahs (swt) styre og Islams autoritet. Ydermere forpligter Allah (swt) Muslimerne til at adlyde dem, der besidder autoriteten, dvs. regenterne, hvilket er en indikation om, at eksistensen af en mand med autoritet, er obligatorisk. Allah (swt) siger:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُواْ أَطِيعُواْ اللّهَ وَأَطِيعُواْ الرَّسُولَ وَأُوْلِي الأَمْرِ مِنكُمْ
”Og I som har Imaan! Adlyd Allah, adlyd Sendebudet og dem med autoriteten iblandt jer” [MOQ 4:59]

Allah (swt) beordrer ikke lydighed til dem som ikke eksisterer, altså er eksistensen af en mand med autoriteten Fard, fordi det at styre med alt hvad Allah (swt) har åbenbaret, er en forpligtelse. Allahs (swt) ordre om at adlyde dem med autoriteten, er også en ordre om at etablere dem. Implementeringen af de Islamiske love afhænger af regentens tilstedeværelse, dvs. manden med autoriteten, mens forsømmelsen af hans udpegelse resulterer i en manglende applikation af Shari’ah reglerne. Derfor er hans tilstedeværelse obligatorisk, fordi det der sker på grund af hans fravær, er forsømmelsen af Shari’ah reglerne. Disse beviser er utvetydige angående at styrets og autoritetens etablering blandt Muslimer er obligatorisk, og udpegelsen af en Khalifah, som varetager styret og autoriteten, for at implementere de Islamiske love, ikke kun for styrets og autoritetens skyld alene, også er obligatorisk. Overvej følgende Hadith fra Allahs Sendebud (saaws): ”’Awf bin Malik berettede, at Allahs Sendebud (saaws) sagde:

‏‏حَدَّثَنَا ‏ ‏إِسْحَقُ بْنُ إِبْرَاهِيمَ الْحَنْظَلِيُّ ‏ ‏أَخْبَرَنَا ‏ ‏عِيسَى بْنُ يُونُسَ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏الْأَوْزَاعِيُّ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏يَزِيدَ بْنِ يَزِيدَ بْنِ جَابِرٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏رُزَيْقِ بْنِ حَيَّانَ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏مُسْلِمِ بْنِ قَرَظَةَ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏عَوْفِ بْنِ مَالِكٍ ‏
‏عَنْ رَسُولِ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏قَالَ ‏ ‏خِيَارُ أَئِمَّتِكُمْ الَّذِينَ تُحِبُّونَهُمْ وَيُحِبُّونَكُمْ وَيُصَلُّونَ عَلَيْكُمْ وَتُصَلُّونَ عَلَيْهِمْ وَشِرَارُ أَئِمَّتِكُمْ الَّذِينَ تُبْغِضُونَهُمْ وَيُبْغِضُونَكُمْ وَتَلْعَنُونَهُمْ وَيَلْعَنُونَكُمْ قِيلَ يَا رَسُولَ اللَّهِ أَفَلَا ‏ ‏نُنَابِذُهُمْ ‏ ‏بِالسَّيْفِ فَقَالَ لَا مَا أَقَامُوا فِيكُمْ الصَّلَاةَ وَإِذَا رَأَيْتُمْ مِنْ وُلَاتِكُمْ شَيْئًا تَكْرَهُونَهُ فَاكْرَهُوا عَمَلَهُ وَلَا تَنْزِعُوا يَدًا مِنْ طَاعَةٍ
”De bedste af jeres Imamer er dem som I elsker og de elsker jer, og I beder for dem og de beder for jer. Og de værste af jeres Imamer er dem som I hader og de hader jer, og I forbander dem og de forbander jer.” Der blev sagt: ”O Allahs Sendebud, skal vi så ikke løfte sværdet imod dem?” Han (saaws) sagde, ”Nej, ikke sålænge de opretholder bønnen iblandt jer”, berettet af Muslim, Hadith nr. 3447.

Denne Hadith er tydelig, når den informerer om de gode og dårlige ledere, og forbudet om at lave oprør imod dem sålænge de opretholdte Salah. For opretholdelsen af Salah indikerer opretholdelse af denne Deen og implementering af dens regler. Så forpligtelsen over Muslimer, at udpege en Khalifah som skal implementere Islams regler og bære dens budskab, er absolut hvad angår beviserne i de sande Shari’ah tekster.

Denne pligt er ydermere obligatorisk fordi Allah (swt) gjorde det forpligtende over Muslimer at etablere Islams autoritet og beskytte Muslimernes enhed. Men denne pligt er en kollektiv pligt; hvis en del af folket fuldførte den ville pligten være opfyldt, og ansvaret ville være fjernet fra resten af Ummah. Hvis en del af Ummah fejlede i at fuldføre denne pligt, trods deres påtagelse af alle de skridt, som er nødvendige for dens fuldførelse, så ville det forblive en forpligtelse over alle Muslimerne, og ingen ville være undtaget fra pligten, sålænge Muslimerne manglede en Khalifah.

At afholde sig fra at udpege en Khalifah for Muslimer er en af de største synder, for det er ensbetydende med en afholdelse fra at fuldføre en af de mest vigtige pligter i Islam. På denne pligt hviler implementeringen af denne Deens regler, og Islams eksistens i livets affærer. Muslimerne ville begå en alvorlig synd, hvis de afholdte sig fra at etablere en Khalifah over sig. Hvis de alle sammen blev enige om at forlade pligten, ville synden ramme hver eneste Muslim i hele verden. Men hvis nogle af Muslimerne påbegyndte arbejdet for at etablere en Khalifah mens andre ikke gjorde, ville synden falde fra dem som arbejder for at etablere denne Khalifah, og pligten ville forblive over dem indtil en Khalifah bliver udpeget.

Engagementet i arbejdet for at fuldføre pligten, ville fjerne synden for en forsinkelse af pligtens fuldførelse på dens rette tidspunkt, og dens manglende fuldførelse. Dette er på grund af involveringen i dens fuldførelse, og hadet til at være forhindret fra dens fuldførelse. Dem der ikke tager del i arbejdet, for at fuldføre denne pligt vil være syndige efter tre dage, fra den sidste Khalifahs afgang, indtil dagen hvor den næste Khalifah bliver udpeget.

Dette er fordi Allah (swt) betroede dem med en pligt, de hverken udførte eller deltog i. altså begik de en synd og fortjener straf og vanære fra Allah (swt). Synden ville dermed falde over dem, for at afholde sig fra at arbejde for at etablere Khilafah, eller fra at udføre de handlinger, som ville fuldføre den naturligt. Dette er fordi enhver Muslim, der fejler i at udføre en af sine pligter, uden tvivl fortjener straf, især den pligt hvormed andre pligter implementeres, denne Deens regler etableres, og Allahs (swt) ord hæves højt i Islams lande og over hele verden.

Angående nogle af de Ahadith som omhandler isolation fra folket, og begrænse sig til at overholde anliggender indenfor individuel tilbedelse alene, så tjener disse Ahadith ikke som bevis for at tillade, at man afholder sig fra at etablere en Khalifah, og fjerner heller ikke synden for denne afholdelse. Når man studerer disse Ahadith grundigt, ville man opdage at de er relateret til overholdelse af denne Deen, fremfor at være en tilladelse til at forlade etableringen af en Khalifah for Muslimerne.

For eksempel berettede Imam Al-Bukhari fra Bisr bin ’Ubaydullah Al-Hadhrami, at han hørte Abu Idrees Al-Khoolani sige, at han hørte Hudhayfah bin Al-Yaman sige:

‏حَدَّثَنَا ‏ ‏مُحَمَّدُ بْنُ الْمُثَنَّى ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏الْوَلِيدُ بْنُ مُسْلِمٍ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏ابْنُ جَابِرٍ ‏ ‏حَدَّثَنِي ‏ ‏بُسْرُ بْنُ عُبَيْدِ اللَّهِ الْحَضْرَمِيُّ ‏ ‏أَنَّهُ سَمِعَ ‏ ‏أَبَا إِدْرِيسَ الْخَوْلَانِيَّ ‏ ‏أَنَّهُ سَمِعَ ‏ ‏حُذَيْفَةَ بْنَ الْيَمَانِ ‏ ‏يَقُولُ ‏
‏كَانَ النَّاسُ يَسْأَلُونَ رَسُولَ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏عَنْ الْخَيْرِ وَكُنْتُ أَسْأَلُهُ عَنْ الشَّرِّ مَخَافَةَ أَنْ يُدْرِكَنِي فَقُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ إِنَّا كُنَّا فِي جَاهِلِيَّةٍ وَشَرٍّ فَجَاءَنَا اللَّهُ بِهَذَا الْخَيْرِ فَهَلْ بَعْدَ هَذَا الْخَيْرِ مِنْ شَرٍّ قَالَ نَعَمْ قُلْتُ وَهَلْ بَعْدَ ذَلِكَ الشَّرِّ مِنْ خَيْرٍ قَالَ نَعَمْ وَفِيهِ ‏ ‏دَخَنٌ ‏ ‏قُلْتُ وَمَا دَخَنُهُ قَالَ ‏ ‏قَوْمٌ يَهْدُونَ بِغَيْرِ هَدْيِي تَعْرِفُ مِنْهُمْ وَتُنْكِرُ قُلْتُ فَهَلْ بَعْدَ ذَلِكَ الْخَيْرِ مِنْ شَرٍّ قَالَ نَعَمْ دُعَاةٌ عَلَى أَبْوَابِ جَهَنَّمَ مَنْ أَجَابَهُمْ إِلَيْهَا قَذَفُوهُ فِيهَا قُلْتُ يَا رَسُولَ اللَّهِ صِفْهُمْ لَنَا قَالَ هُمْ مِنْ جِلْدَتِنَا وَيَتَكَلَّمُونَ بِأَلْسِنَتِنَا قُلْتُ فَمَا تَأْمُرُنِي إِنْ أَدْرَكَنِي ذَلِكَ قَالَ تَلْزَمُ جَمَاعَةَ الْمُسْلِمِينَ وَإِمَامَهُمْ قُلْتُ فَإِنْ لَمْ يَكُنْ لَهُمْ جَمَاعَةٌ وَلَا إِمَامٌ قَالَ فَاعْتَزِلْ تِلْكَ الْفِرَقَ كُلَّهَا وَلَوْ أَنْ تَعَضَّ بِأَصْلِ شَجَرَةٍ حَتَّى يُدْرِكَكَ الْمَوْتُ وَأَنْتَ عَلَى ذَلِكَ

”Folk plejede at spørge Allahs Profet (saaws) om det gode, men jeg plejede at spørge ham om det slette, af frygt for at den måske ramte mig. Så jeg sagde: ’O Allahs Profet! Vi var i uvidenhed og elendighed, da Allah (swt) bragte os denne godhed, vil der være elendighed efter denne godhed?’ Han (saaws) sagde: ’Ja’. Jeg sagde: ’Vil der være godhed efter denne elendighed?’ Han (saaws) sagde: ’Ja, og den har røg’. Jeg sagde: ’Hvad er dens røg?’ Han (saaws) sagde: ’Folk som retleder med andet end min retledning, du anerkender en del (fra dem) og afviser en del’. Jeg sagde: ’Vil der være elendighed efter den godhed?’ Han (saaws) sagde: ’Ja, folk som kalder ved Helvedes porte. Den der accepterede deres kald, vil blive kastet i den (Helvede)’. Jeg sagde: ’O Allahs Profet, beskriv dem for os.’ Han (saaws) sagde: ’De har vores hud (farve) og taler vores sprog’. Jeg sagde: ’Hvad beordrer du mig til at gøre, hvis dette ramte mig?’ Han (saaws) sagde: ’Hold dig til Muslimernes fællesskab og deres Imam’. Jeg sagde: ’Hvad hvis Muslimerne ikke har noget fællesskab, og heller ikke nogen Imam?’ Han (saaws) sagde: ’Så forlader du alle disse grupper, selv hvis du var nød til at bide fast i en træstub, indtil døden rammer dig mens du er i den tilstand’. [Saheeh Al-Bukhari, nr. 6557]

Denne Hadith er tydelig når den udtrykker, at Profeten (saaws) beordrer Muslimer til at holde sig Muslimernes Jama’ah og deres Imam, og forlade dem der inviterer folk til helvedes porte. Når spørgeren spurgte ham (saaws), i tilfælde af Muslimerne ikke har nogen Imam eller Jama’ah, hvilket standpunkt han skulle tage overfor dem der kalder ved Helvedes porte, så beordrer profeten (saaws) ham til at forlade disse grupper, ikke at isolere sig fra Muslimerne og heller ikke afholde sig fra at etablere en Imam. Så hans (saaws) ordre er klar, adskil dig fra alle disse grupper, og han (saaws) fremhævede omfanget, hvormed han skulle adskille sig fra disse grupper, endda til den grad at hans adskillelse fra dem ville få ham til at gribe fast i en træstub indtil døden rammer ham. Det betyder, hold fast i din Deen ved at holde dig væk fra de vildledende kaldere, som er ved Helvedes porte. I denne Hadith er der ingen undtagelse eller tilladelse (til nogen som helst) med hensyn til at forlade arbejdet for at etablere en Khalifah, den er derimod begrænset til ordren om at holde fast i denne deen, og forlade kalderne ved Helvedes porte, og synden vil forblive over ham, hvis han ikke arbejder for at etablere en Khalifah. Så han er beordret til at forlade de vildledende grupper, for at redde hans Deen fra vildledningens kaldere, selv hvis han måtte gribe fast i en træstub, men ikke distancere sig det Muslimske fællesskab, eller forlade arbejdet for at etablere denne Deens love og etablere en Imam for Muslimer.

Et andet eksempel er hvad Imam Al-Bukhari berettede om Abu Sa’id Al-Khudri (ra), som sagde: ”Allahs Sendebud (saaws) sagde:

‏حَدَّثَنَا ‏ ‏عَبْدُ اللَّهِ بْنُ مَسْلَمَةَ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏مَالِكٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ أَبِي صَعْصَعَةَ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِيهِ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِي سَعِيدٍ الْخُدْرِيِّ ‏ ‏رَضِيَ اللَّهُ عَنْهُ ‏ ‏أَنَّهُ قَالَ ‏
‏قَالَ رَسُولُ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏يُوشِكُ أَنْ يَكُونَ خَيْرَ مَالِ الْمُسْلِمِ غَنَمٌ يَتْبَعُ بِهَا ‏ ‏شَعَفَ ‏ ‏الْجِبَالِ ‏ ‏وَمَوَاقِعَ الْقَطْرِ ‏ ‏يَفِرُّ بِدِينِهِ مِنْ الْفِتَنِ

”Muslimens bedste rigdom er bestemt til at være får, hvormed han følger bjergtoppene, og regnen falder, for at redde sin Deen fra prøvelser” [Saheeh Al-Bukhari, nr. 18]

Dette betyder ikke, at man skal isolere sig fra det Muslimske fællesskab, og forlade praktiseringen af de Islamiske love og etablere en Khalifah for Muslimer, når der ikke er nogen Khilafah på jorden. Denne Hadith forklarer derimod, hvad der er Muslimens bedste rigdom, i en tid med fristelser, den opfordrer ikke nogen til at distancere sig fra Muslimerne, og isolere folk.

Derfor er der ingen undtagelse for nogen Muslim, nogen som helst steder i verden, til at afholde sig fra at udføre det Allah (swt) pålagde ham, for dermed at etablere denne Deen. Det er forpligtende at arbejde for at udpege en Khalifah for Muslimerne, når der ikke er nogen Khilafah i verden, når der ikke er nogen Khalifah som implementerer Allahs (swt) regler, for at beskytte Allahs Helligdomme, og etablerer denne Deens regler, og forener Muslimerne under banneret لا اله الا الله محمد رسول الله - laa ilaaha ill Allah Muhammadun Rasool Allah - der findes ingen Guddom udover Allah, og Muhammed er Hans Sendebud. Der er ingen undtagelse i Islam, der fritager nogen som helst fra at arbejde for at udføre denne pligt, indtil den fuldføres.

For det andet, så definerer mange grupper og organisationer forskellige perspektiver af en sag, gennem midler som modsiger hinanden. Som et resultat efterlader det Ummah i en tilstand af forvirring. Altså undgår de at associere sig med politiske eller spirituelle partier. Kan du kort uddybe hvordan vi Muslimer bør agere, for at afgøre hvad der er, og hvad der ikke er, den korrekte måde at tilbede Allah (swt) på?

Mit syn på Ummah tillader mig ikke at acceptere, at de forbliver i en tilstand af forvirring angående løsningen for ændring, som Allah (swt) har lovgivet. Mit råd til enhver, som måtte være forvirret angående hvilke handlinger de skal påtage sig, er, bedøm dem udfra det eneste korrekte kriterium, som er om end de (handlingerne) er funderet i de Islamiske beviser. Vær venlig og læs hvad jeg har inkluderet ovenfor, da det forklarer meget tydeligt udfra de Islamiske beviser, hvad Muslimerne skal foretage sig på nuværende tidspunkt.

Al-Iman

2010-05-21T17:17:00.001-07:00

التصديق الجازم المطابق للواقع عن دليل

Den absolutte anerkendelse, der stemmer overens med realiteten, og er baseret på beviser; Og at dette er en Shar’i definition, og at der findes adskillige Ayaat, som antyder at Iman forøges, som for eksempel Allahs (swt) udtalelse i Surat ul-Anfal:

إِنَّمَا الْمُؤْمِنُونَ الَّذِينَ إِذَا ذُكِرَ اللّهُ وَجِلَتْ قُلُوبُهُمْ وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ آيَاتُهُ زَادَتْهُمْ إِيمَانًا
وَعَلَى رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ
”Al-Mu’minoun (dem med Iman) er udelukkende dem, som, når Allah nævnes, føler en rystelse i deres hjerter, og når Hans Tegn reciteres, så forøges deres Iman, og de sætter deres lid til deres Herre.”
[MOQ Ayah 2]

Forøges denne Iman? Formindskes den? Hvad er holdningen, hvad angår uenigheden blandt Ummahs retslærde med hensyn til denne sag? Er det anerkendelsen, som forøges, eller er det anerkendelsens virkning, som viser sig i form af ydmyghed, fromhed og handlinger? Hvorledes skal antydningen i denne Ayah, hvor Imans forøgelse nævnes, forstås?

Konceptet om Iman har været genstand for uenighed. Det er blevet sagt, at den var anerkendelse med hjertet, bekræftelse med tungen, og udførslen af retskafne handlinger. Det er også blevet sagt, at den udelukkende var anerkendelse med hjertet, og at den udelukkende var anerkendelsen. Altså, når der opstod en uenighed over forbindelsen mellem anerkendelsen med tungen, og lemmernes handlinger på den ene side, og hjertets anerkendelse på den anden side, og over hvad der hører ind under definitionen af Iman, og hvad der ikke gør, forgrenede spørgsmålet om Imans forøgelse og formindskelse, eller manglen på begge, sig ud.

Dem der adopterer holdningen om, at handlinger hører ind under konceptet om Iman siger, at Iman forøges og formindskes ifølge mangfoldigheden af og manglen på handlinger. Dem der ekskluderer handlinger konceptet om Iman siger, at Iman hverken forøges eller formindskes, fordi anerkendelse er uacceptabel med tvivl, derfor er der ikke plads til forøgelse og formindskelse.

Dem der adopterer holdningen om en forøgelse og formindskelse i Iman, anvender en række af rationelle og tekstuelle argumenter. De rationelle argumenter er: Individers Iman i denne Ummah, inklusive Al-Fussaq (de oprørske), er ikke på samme niveau med den Iman hos Profeter og Engle. Anerkendelse har også adskillige grader, fordi en Muqallids (efterligner) anerkendelse er ikke ligesom anerkendelsen hos den der kender beviset, og er heller ikke ligesom anerkendelsen hos den observerende, eller den opslugte, som ser Allahs (swt) Tegn i alting.

Ydermere, hjertets anerkendelse forøges og formindskes ifølge mangfoldigheden af eller manglen på indsigt og klarhed i beviserne; anerkendelsen forøges gennem manifestation, og de retskafnes Iman er fri for tvivl, altså er den stærkere end andres Iman.

Hvad angår de tekstuelle beviser, så inkluderer de Allahs (swt) udtalelse i Surat ul-Fath:

هُوَ الَّذِي أَنزَلَ السَّكِينَةَ فِي قُلُوبِ الْمُؤْمِنِينَ لِيَزْدَادُوا إِيمَانًا مَّعَ إِيمَانِهِمْ
”Det er Ham, der nedsender sindsroen i Al-Mu’mineens hjerter, så de kan forøge deres Iman med en Iman.” [MOQ Ayah 4]

Og Allahs udtalelse i Surat ul-Anfal:

إِنَّمَا الْمُؤْمِنُونَ الَّذِينَ إِذَا ذُكِرَ اللّهُ وَجِلَتْ قُلُوبُهُمْ وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ آيَاتُهُ زَادَتْهُمْ إِيمَانًا
وَعَلَى رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ
”Al-Mu’minoun (dem med Iman) er udelukkende dem, som, når Allah nævnes, føler en rystelse i deres hjerter, og når Hans Tegn reciteres, så forøges deres Iman, og de sætter deres lid til deres Herre.”
[MOQ Ayah 2]

Og Hans udtalelse i Surat ul-Muddaththir:

وَيَزْدَادَ الَّذِينَ آمَنُوا إِيمَانًا
”… Og dem med Iman, de forøger deres Iman.” [MOQ Ayah 31]

Og yderligere i Surat ul-Tawbah:

فَأَمَّا الَّذِينَ آمَنُواْ فَزَادَتْهُمْ إِيمَانًا وَهُمْ يَسْتَبْشِرُونَ
”Hvad angår dem med Iman - deres Iman blev forøget, og de er henrykte.” [MOQ Ayah 124]

De tekstuelle beviser inkluderer også Hadithen, hvori Allahs Sendebud (saaws) blev spurgt: ”Bliver Iman forøget og formindsket?” Han (saaws) sagde, ”Ja, den forøges indtil man indtræder Paradis, og den formindskes indtil man indtræder Helvede.”; og beretningen: ”Hvis Abu Bakrs Iman blev afvejet mod denne Ummahs Iman, så ville den førstnævnte veje mere end den sidstnævnte.”

De sagde også, at disse Ayaat nævnte forøgelse, og hvad der forøges er også underlagt formindskelse, undtagen med hensyn til profeterne på grund af ufejlbarligheds-faktoren. Imans forøgelse finder sted på grund af forøgelsen i de retskafne handlinger, og formindskelsen finder sted på grund af formindskelsen i retskafne handlinger. Den retskafne handling vil sige, at påtage sig det som er beordret, og afholde sig fra det som er forbudt.

Skønt disse Ayaat har nævnt Imans forøgelse, så var Mufassireen dog alligevel uenige over deres fortolkning (Tafseer). En del af dem gik videre i forsøget på at bekræfte anerkendelsens forøgelse og formindskelse, og de fortolker disse Ayaat på følgende måde: Allahs (swt) udtalelse i Surat ul-Anfal:

وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ آيَاتُهُ زَادَتْهُمْ إِيمَانًا
”… Og når Hans Tegn reciteres for dem, så forøges deres Iman” [MOQ],

det vil sige, anerkendelsen; de sagde, ”En Iman i dag er større end en Iman i går, fordi den der anerkender for anden og tredje gang, hans anerkendelse forøges, sammenlignet med den foregående; hvad der menes her med forøgelse er ikke styrken i beviset, men derimod mangfoldigheden af beviser.”

Dem der afviste idéen om formindskelse og forøgelse fortolkede teksterne på følgende måde:

Allahs (swt) udtalelse i Surat ul-Anfal:

وَإِذَا تُلِيَتْ عَلَيْهِمْ آيَاتُهُ زَادَتْهُمْ إِيمَانًا
”… Og når Hans Tegn reciteres for dem, så forøges deres Iman” [MOQ],

og Hans (swt) udtalelse i Surat ul-Fath:

هُوَ الَّذِي أَنزَلَ السَّكِينَةَ فِي قُلُوبِ الْمُؤْمِنِينَ لِيَزْدَادُوا إِيمَانًا مَّعَ إِيمَانِهِمْ
”Det er Ham, der nedsender sindsroen i Al-Mu’mineens hjerter, så de kan forøge deres Iman med en Iman.”

De sagde, at dette var gældende for Sahabah, fordi Qur’an il-Kareem blev åbenbaret løbende hele tiden, og de plejede at anerkende den, altså er deres senere anerkendelse en tilføjelse til den foregående; for vores vedkommende, så er åbenbaringen afsluttet; og hvad der er blevet forøget gennem anerkendelse, mangfoldig overvejelse, og akkumulationen af beviser, er i virkeligheden frugten af Iman, og ikke dens oprindelse. Hvad angår Allahs (swt) udtalelse:

زَادَتْهُمْ إِيمَانًا
”… Det forøgede deres Iman…”,

og Hans (swt) udtalelse i Surat Aal Imran:

فَزَادَهُمْ إِيمَاناً
”Så det forøgede deres Iman” [MOQ Ayah 173],

så betyder det alle elementerne, bestående af anerkendelsen, bekræftelsen og handlingen, og ikke anerkendelsen alene. Angående Hadithen, ”Hvis Abu Bakrs Iman blev afvejet mod denne Ummahs Iman, så ville den førstnævnte veje mere end den sidstnævnte”, så var det forrang i belønning, fordi han var den første almindelige mand i Islam. De siger også: ”Det er ikke forkert at bruge ordet Iman, for at referere til disse handlinger, med hensyn til deres antydning af hjertets åbenbare anerkendelse; Surat Al-Baqarah:

وَمَا كَانَ اللّهُ لِيُضِيعَ إِيمَانَكُمْ
”… Og Allah vil aldrig lade jeres Iman være spildt” [MOQ Ayah 143],

dvs. jeres bøn. - ”Iman er over 70 grader, dens top er selve Shahada, at der ikke findes andre end Allah, som fortjener tilbedelse, og dens ’bund’ er at fjerne noget skadeligt fra vejen.” [Hadith]”

En del af dem sagde, at forskellen mellem Abu Hanifah og resten af Imamerne var simuleret, fordi dét, at lemmernes handlinger er afgørende for hjertets Iman, eller er en del af Iman, alt imens det godtages, at den der udfører en stor synd, ikke forlader Islams fold, vil gøre diskussionen irrelevant. Dem der sagde, at den der forsømmer Salah, er en Kafir, tilføjede andre beviser for dette grundlag, og de var enige om, at den der var utro, en tyv, dranker eller landevejsrøver, ikke fratages Imans mærkat fuldstændigt.

Udtalelsen fra Ahl ul-Sunnah at, ”Iman er en udtalelse og en handling”, vil sige, at Allah (swt) kræver af tjenerne, at de anerkender med hjertet, og bekræfter det med tungen.

De var også enige om, at hvis en person anerkendte med sit hjerte, og bekræftede det med sin tunge, men derefter afholdte sig fra at handle med sine lemmer, så ville han være en oprører imod Allah (swt) og Hans Sendebud (saaws), og han ville fortjene straf, og en del af dem der ikke inkluderer handlinger i definitionen af Iman siger, at hans Iman vil være ligesom Sahabahs, Profeternes og Englenes, fordi Iman er den samme.

Dem der adopterer forøgelse og formindskelse, behandlede Englenes og Profeternes Iman, og sagde: ”Profeternes Iman forøges, men formindskes ikke, fordi det perfekte er kun tilbøjelig til perfektion, og Allahs Sendebuds (saaws) Iman efter himmelfarten (Isra wal mi’raj) udgør ikke nødvendigvis en forskellighed i Iman; de overbragte en konsensus om, at Englenes og Profeternes Iman ikke kan formindskes på grund af en formindskelse i retskafne handlinger. De fortolkede Allahs udtalelse i Surat ul-Baqarah:

وَإِذْ قَالَ إِبْرَاهِيمُ رَبِّ أَرِنِي كَيْفَ تُحْيِـي الْمَوْتَى قَالَ أَوَلَمْ تُؤْمِن
قَالَ بَلَى وَلَـكِن لِّيَطْمَئِنَّ قَلْبِي
”Og da Ibraheem sagde: ”Herre! Vis mig hvordan du genopliver det døde.” Han (Allah swt) sagde: ”Har du ikke Iman? Jo selvfølgelig, men det er for at give mit hjerte ro” [MOQ Ayah 260],

for ligesom at sige: ”Er din Iman ikke tilstrækkelig?” Han (Ibraheem) svarede: ”Jeg har anerkendt, men bare for at give mit hjerte ro, ved at opleve måden.”

Iman ifølge Shari’ah er i virkeligheden, ”den absolutte anerkendelse der stemmer overens med realiteten, og er baseret på beviser.” Den absolutte anerkendelse vil sige hjertets binding med forstandens (’Aql) accept, dvs. oprindelsen er den absolutte anerkendelse udført af hjertet (al-wijdan), på den betingelse, at ’Aql accepterer. Hvad angår handling, så er den ikke inkluderet i definitionen af Iman, men derimod frugten af Iman, og ikke dens oprindelse eller essens. Iman i denne Shari’ah sammenhæng, er ikke tilbøjelig til forøgelse og formindskelse, fordi den absoluthed, som forhindrer det modsatte, kan ikke være tilbøjelig til forøgelse og formindskelse. Enten er det en absoluthed, som hindrer enhver modsætning, eller også er det ikke. Altså, hvis absolutheden etableres, så er der ikke plads til hverken forøgelse eller formindskelse. Forøgelsen er ikkeeksisterende og er værdiløs med hensyn til absoluthedens opståen, og formindskelsen vil sige at bringe absolutheden til et lavere plan, hvilket antyder tvivl og mistanke, og det udgør Kufr, hvilket alle er enige om.

Med hensyn til hvad de fremlagde af rationelle og tekstuelle beviser angående Imans forøgelse og formindskelse, så repræsenterer det rationelle bevis et argument for, at forstanden (’Aql) fungerer uafhængigt når den skal bekræfte en sag. Hvad de fremlagde af rationelle beviser kan ikke betragtes som gyldige beviser for at bekræfte sagen, fordi Englenes Iman kan ikke undersøges rationelt, fordi Engles realitet ligger udover sanserne. Hvad angår Profeternes Iman sammenlignet med individers Iman i denne Ummah, hvis Iman i denne sammenhæng vil sige hjertets anerkendelse og de retskafne handlinger, så er det etableret ifølge Shari’ah, at Profeterne er foran andre. Men hvis man med Iman mente den absolutte anerkendelse, så skal udtalelsen om, at de tos Iman er forskellige, bygges på korrektheden i forskellige grader af absoluthed. Dette emne opstår ikke, eftersom det frem for at være et korrekt og uafhængigt bevis, i stedet er afhængigt af det.

Disse to emner er grunden til uenigheden; desuden, hvis disse tos forskel i Iman kan etableres rationelt, hvordan skal ’Aql bevise, at Lut og Haroons (as) Iman lå under Ibraheem og Musas (as) Iman det øjeblik de blev valgt til Profetskabet? Der er ingen måder, hvorpå dette kan bevises, og at fordybe sig i det, er spild af tid. Med hensyn til den omfattende overvejelse og graden af klarhed i beviserne, så er de underlagt en uenighed om de enten er relateret til roden af Iman eller til dens virkninger, og at tage en beslutning om den ene eller den anden, skal refereres direkte tilbage til noget sanseligt, for at det dermed kan betragtes som et korrekt og gyldigt rationelt bevis; ellers vil det være en bedømmelse, der mangler beviser.

Angående de tekstuelle beviser, så er emnet Iman en del af ’Aqeedah og beviset skal være absolut og ubestrideligt, fordi ’Aqeedah emner kan kun accepteres gennem vished. De nævnte Ayaat er ikke afgørende i deres hentydning til forøgelsen af Iman, i sammenhæng med hjertets anerkendelse, for slet ikke at tale om deres antydning af dens formindskelse. De retslærde var uenige over deres Tafseer men ingen påstod at andres Tafseer modsagde absolutte beviser, og ingen af dem anklagede andre for Kufr; enhver part betragtede sin Tafseer for at være overlegen ifølge et af aspekterne af overlegenhed. Havde disse Ayaat været absolutte i betydning ville de fremstå som et gyldigt argument med deres egen ordlyd og synteser uden behov for en qareenah (konjunktion) til at indikere den tilsigtede betydning fra dem.

Vedrørende Ahadith er der ikke en eneste Hadith der er blevet vurderet som Saheeh (sand) angående forøgelsen og formindskelsen af Iman, om end Marfoo’ (tildelt) eller Mawgoof (afbrudt), og emnet var ukendt i Sahabahs tid. Og beretningen, ”Hvis Abu Bakrs Iman blev afvejet mod denne Ummahs Iman, ville den veje mere end den”, den er tekstuelt set en del af diskussionen og Iman blev forklaret som værende selve belønningen, fordi han var blandt de første i Iman. Desuden er det umuligt, at Iman betyder anerkendelse i denne sammenhæng, for blandt folk er der tusindvis af Sahabah, og de inkluderer de ti som blev lovet Paradis, dem der blev nævnt i Qur’aanil-Kareem som dem der havde opnået tilfredshed hos Allah (swt), martyrerne og de retskafne indtil Dommens Dag. Altså, at fortolke det på den måde, ville ikke havde efterladt nogen belønning eller Iman til Ummah. Derudover er beretningen ikke etableret som værende korrekt tilskrevet (Marfoo’); det er derimod ’Umars (ra) udtalelse og tilskrivningen er ikke specificeret; dens ordlyd i bogen Al-Shu’ab af Al-Bayhaqi er følgende: ”Hvis Abu Bakrs Iman blev afvejet mod befolkningens Iman på Jorden, ville den veje mere end den.” Selv hvis disse beretninger var sande ville de ikke blive betragtet som beviser, fordi emnet er grundlæggende, og ’Aqeedah kan ikke etableres via sandsynlighed.

At argumentere for, at pågældende Ayah nævner forøgelsen, at alt hvad der er modtagelig overfor forøgelse også er underlagt formindskelse, at Profeternes Iman er modtagelig overfor en forøgelse i Iman gennem en forøgelse i de retskafne handlinger, men ikke formindskelse på grund af ufejlbarlighedsfaktoren, og at Imans formindskelse på grund af mangel på retskafne handlinger ikke kan være gældende for Englene og Profeterne, er ikke korrekt. Dette er fordi det antages, at alt hvad der er modtagelig overfor forøgelse, også er modtagelig overfor formindskelse, og at Profeternes Iman er modtagelig overfor forøgelse, så den givne undtagelse angående ikke at være modtagelig overfor en formindskelse i Profeternes Iman, er ligegyldig, især det at undtagelsen ikke er overensstemmende. Formindskelsen i de retskafne handlinger har ingen effekt på ufejlbarligheden, fordi de retskafne handlinger omfatter mere end blot udførslen af Fardh, og det at afholde sig fra Haram; de retskafne handlinger vil sige at udføre alle de påbudte handlinger, og afholde sig fra alle de forbudte handlinger. Disse Ayaat nævnte en forskellighed i niveauet af retskafne handlinger blandt Profeterne; derudover så er beviset for ufejlbarlighed rationelt og ikke tekstuelt, og Profeternes ufejlbarlighed er specifikt for selve Tableegh (overlevering).

Ydermere, den udisputerede konsensus om, at Profeterne er undtaget fra en formindskelse i Iman, tjener i sig selv som et bevis for den fejlagtige påstand om, at Iman forøges og formindskes, fordi hvis forøgelsen og formindskelsen var mulig i Iman, så ville det være gældende for alle mennesker; denne uoverensstemmelse førte dem til begrundelse og fortolkning. Hvad angår begrundelsen så sagde de at Profeternes Iman forøges men formindskes ikke, fordi det perfekte er det som kun er modtagelig overfor perfektion. Dette afvises, fordi det kun er den absolutte perfektion, der ikke er modtagelig overfor forøgelse og formindskelse.

Angående den relative perfektion, så er den modtagelig overfor både forøgelse og formindskelse, og Profeternes perfektion er relativ sammenlignet med andre mennesker og ikke en absolut perfektion som tager dem ud af deres menneskelighed. Hvad angår deres fortolkning, så indså de at Profeterne fra tid til anden oplever en større manifestation, hvilket var tilfældet med Allahs Sendebud (saaws) på himmelfartsnatten, og de accepterede at hans Iman ikke var på samme niveau efter det, men alligevel så sagde de, at dette ikke nødvendigvis antyder en forskellighed i deres Iman. Dette er underligt, fordi hvis Iman efter himmelfarten var forskellig fra Iman før begivenheden, så er dette ikke andet end forskellighed. Eftersom man ikke fremlagde et korrekt bevis for at undtage Profeterne fra en formindskelse i Iman, så tvinger dette dem til at tilskrive Profeterne disse Ayaats antydninger, som blev fortolket med en forøgelse og formindskelse i Iman, fordi Allahs Sendebud (saaws) er inkluderet i henvendelsen; de har intet andet valg end at gribe til fortolkning, eller at søge en anderledes Tafseer.

På basis af førnævnte konkluderer vi, at diskussionen over forøgelse og formindskelse bygger på definitionen af Iman. Diskussionen om definitionen af Iman udspringer fra handlingers inklusion i navnet Iman. Dette blev tildelt det faktum, at visse retslærde i deres definition af Iman satte deres lid til Imans realitet som befalet af Shari’ah, derfor sagde de det var en anerkendelse med hjertet, og de anså handlinger for at være en virkning af denne anerkendelse. Andre satte deres lid til hvad der blev nævnt i teksterne - Ayaat og Ahadith - som omtalte Iman, og beskrev den som forøgende og formindskende, hvor de betragtede handlinger som noget der var inkluderet i definitionen af Iman. De førnævnte sagde, at tvivl og defekter ikke må sive ind i den absolutte anerkendelse, fordi det vil resultere i Kufr; altså, forøgelsen og formindskelsen angår Imans virkning, som er handlingen. De sidstnævnte sagde, at forøgelsen og formindskelsen angår den anden del af definitionen af Iman, som er handlingen. Dermed opdager vi, at der er en enighed imellem dem vedrørende dommen (Hukm) over Iman, og vedrørende det faktum, at en defekt i Iman er ensbetydende med Kufr; de er også enige vedrørende dommen over (forbudte) handlinger, nemlig at de er ensbetydende med synd og ikke Kufr, undtagen hvad angår deres diskussion om den der forsømmer Salah, fordi Salah blev udvalgt gennem tekster som stipulerer Kufr for den der frasiger sig den, altså adopterede en del af dem teksternes åbenbare mening, ligesom Imam Ahmed, og andre fortolkede disse tekster, og klassificerede Salah som en handling, fordi dette er dens realitet, ligesom de andre Imamer blandt andre.

Derfor, Imans forøgelse, hvilket nævnes i nogle Ayaat i Qur’aanil-Kareem, vil sige en styrkelse af forbindelsen til Allah (swt), og Imans formindskelse vil sige en svækkelse af forbindelsen til Allah (swt). Det vil ikke sige en formindskelse i den absolutte anerkendelse der stemmer overens med realiteten og som er baseret på beviser, fordi en formindskelse i den absolutte anerkendelse betyder, at der er kommet tvivl og mistænksomhed, og det er Kufr. Meningen med, ”Det forøgede deres Iman” og ”Så de kan forøge deres Iman med en Iman”, er at deres forbindelse til Allah (swt) er blevet styrket på grund af deres ihukommelse af, at Allah (swt) er tilstrækkelig for dem, og at Han er Al-Qadir og Al-Nasir, som Alene kan bringe gavn og påføre skade, at der ikke vil ske noget udover det, som Allah (swt) har skrevet til dem. Så beretningerne om forøgelsen afspejler forøgelsen i deres forbindelse til Allah (swt), sammen med tilstedeværelsen af deres Iman; dette er på grund af deres ihukommelse af, at Himlenes og Jordens soldater tilhører Allah (swt), og på grund af deres overbevisning om, at Allah (swt) vil give dem Sejr.

Denne forbindelse styrkes gennem ihukommelsen af Allah (swt), læsning og recitation af Qur’aanil-Kareem. Ydermere, for at styrke denne forbindelse, er man nød til at krystallisere de koncepter som udspringer fra denne ’Aqeedah, ved at illustrere realiteten af disse tanker, opfatte deres betegnelser og konsolidere anerkendelsen af dem, ved at bekræfte deres overensstemmelse med realiteten, og fordybe sig i deres beviser. Iman svækkes, når en person beskæftiger sit sind med verdslige affærer, og bruger sin tid på at efterstræbe dette livs nydelser.

Er definitionen af Iman en Shari’ah definition, eller en intellektuel definition?

2010-05-21T17:14:00.000-07:00

Spørgsmål:
Er definitionen af Iman en Shari’ah definition eller en rationel definition? Kan kommunisten, den nuværende Kristen og Hinduen beskrives som Mu’mineen (troende) på det de omfavner af doktriner eller på det de følger som religioner og skoleretninger, til trods for deres doktriners uoverensstemmelse med realiteten?

Svar:
Definitionen af Iman som er, ”Den absolutte anerkendelse der stemmer overens med realiteten og som er baseret på beviser.” er faktisk en definition som er særegen for den Islamiske ’Aqeedah, og det er faktisk en Shari’ah definition, og ikke en rationel definition. Monoteismens (Tawheed) retslærde udtalte den og udledte beskrivelsen af Iman og dens betydninger fra sproget og fra Shari’ah teksterne. De var også forsigtige i at distingvere mellem Al-Jazim (det absolutte) og den stærke tvivl og derunder, for den der besidder den er Kafir, og de var forsigtige i at distingvere mellem ”Overensstemmelse med realiteten” og den absoluthed som ikke er faktuel, såsom absolutheden hos de afvigende sekter: Jøderne, de Kristne og Polyteister, som taler for flerguderi. Altså, tvivlsomheden og uoverensstemmelsen med realiteten anses for Kufr, og dette var der enighed om. De retslærde har også været forsigtige i at distingvere mellem den Iman, som skal være baseret på et Daleel (bevis), og en anerkendelse gennem Taqleed (efterligning), fordi efterligning i ’Aqeedah er syndigt og en del betragtede det som Kufr. Beviset for dem er det afgørende bevis som indbefatter absolut viden, selv hvis det var et generelt bevis, som for eksempel kreaturernes hentydning til Allahs (swt) Eksistens. Da partiet (hizb-ut-tahrir) fremlagde denne definition i det adopterede hæfte på side 1, og i den Islamiske Personlighed Bind 1 side 19, så var det for at forklare den Islamiske ’Aqeedah. Partiet nævnte også i ”Det Varme Kald til Muslimerne fra Hizb-ut-Tahrir” på side 54: ”Altså, eftersom tankerne, som er Aqa’id (doktriner), for Muslimerne var det grundlag hvorpå Islam er bygget, og det fundament hvorpå Islam er bygget i livet, har Islam gjort det forpligtende, at man tager disse ’Aqa’id på en absolut og afgørende måde, og den gjorde det forpligtende at beviset også skal være absolut og afgørende.

Altså ’Aqeedah i Islam er den absolutte anerkendelse der stemmer overens med realiteten og som er baseret på beviser. Den tvivlsomme anerkendelse anses ikke for at være fra den Islamiske ’Aqeedah, og den absolutte anerkendelse der ikke stemmer overens med realiteten anses heller ikke for at være fra den islamiske ’Aqeedah. Derimod skal to ting være kombineret og opfyldt af tænkningen: Absoluthed i anerkendelsen og overensstemmelsen med realiteten baseret på beviser, således at tanken kan betragtes som værende fra den islamiske ’Aqeedah.

Hvad angår realiteten af ’Aqeedah for mennesker, så er det hvad hjertet har slået en knude om. Meningen med ”hjertet slog en knude om det” er, at hjertet har indeholdt det, og legemliggjort det fuldt ud og absolut med nemhed og sindsro. Dette betyder at ”Al-Wijdan” tager denne idé og trækker den til sig, og samtidig indvilliger forstanden og er enig med dette, selv hvis det var en godkendelse til indtræden og bekræftelse. Derfor er den absolutte overbevisnings (I’tiqad) oprindelse, at hjertet havde slået knude om en idé, på den betingelse, at forstanden godkender det. Med andre ord, ”I’tiqad”s oprindelse er den absolutte overbevisning, udført af ”Al-Wijdan” dvs. hjertet, på den betingelse at forstanden godkender det.

Hvis disse to ting fandt sted: Hjertets (Al-Wijdan) absolutte overbevisning, og forstandens enighed med denne overbevisning, så betyder det at hjertets binding har fundet sted dvs. ’Aqeedah er blevet etableret, hvilket vil sige at selve I’tiqad har fundet sted.

Altså I’tiqad dvs. den absolutte anerkendelse kunne finde sted for kommunisten, den Kristne, Hinduen og andre blandt Kuffar, trods uoverensstemmelsen af det de tror på med realiteten. Overensstemmelsen med realiteten er ikke en betingelse for at selve I’tiqad finder sted, men det er en betingelse for dens rigtighed. Hvad angår beviset (Daleel), så er dets tilstedeværelse en fundamental betingelse for, at Iman eksisterer, for absoluthed finder ikke sted medmindre der var et bevis, uanset om end beviset var rigtigt eller forvrænget.

Brugen af Ordet ’Stat’, og Betaling til Hæren

2010-05-21T17:06:00.000-07:00

بِسْمِ اللهِ الرَّحْمنِ الرَّحِيمِ

Spørgsmål:

As-Salamu Aleikum,
Hvad er belægning for anvendelse af ordet (stat) i Islam, idéen bag det og den enorme fokus på det?
En anden ting, er det ikke en form af ordkøveri at går meget op af termer og definitioner i hizbs thaqafah?
En ting til er, hvad er beviser for at aflønne en Muslimske hær?

Jazaka Allah khairan

Svar:

Wa aleikum Salam,
Angående dit spørgsmål vil jeg insha Allah forsøge at besvare punkterne med de detaljer, spørgsmålets besvarelse fortjener, og som du har krav på.

De to hovedpunkter, jeg mener du søger opklaring af, er:

(1) Brugen af ordet ’stat’, i beskrivelsen af den entitet, som regerer over Muslimerne, og påstanden om, at ’stat’ refererer til en organiseret regeringsform, som lovgiver.

(2) Eksistensen af betalte organer indenfor rammerne af den Islamiske Stat, inklusive tilladelsen til betaling af soldater. Forfatteren fremlægger ikke beviser for forbudet imod betaling af statsansatte, han forbyder det derimod baseret på de historisk anerkendte fejl, begået af Khilafah ’Uthmaniyyah, især deres accept af rentebaserede lån, for at betale for Statens vedligeholdelse.

(1) På Arabisk betyder ordet الدولة Al-Dawlah (staten) sprogligt غلبة ”Ghalaba” (overherredømme), det er også en term, som anvendes til at indikere tidens ændring. Det siges: ”Dagene har vekslet eller roteret”, det vil sige de har ændret sig eller Allah (swt) veksler mellem dem blandt folk. Stater ændrer sig og varierer i takt med en ændring i koncepter, tidens ændring, og folks ændring. Staten er en term, der refererer til en autoritet, som påbyder og forbyder en folkegruppe, der lever i et bestemt landområde. Men definitionen af staten differerer på grund af en forskellighed i synspunkter og nationer, overfor statens fremlæggelse af livets grundlag. Det vestlige koncept om en stat indeholder tre primære søjler: Landet, befolkningen og regenterne. Derfor manifesteres deres stater sig i en nation, der etableres på et landområde, som regeres af en specifik autoritet. Det er denne autoritet i Vesten, som etableres på et system, som udspringer fra det indgåede grundlag, som er sekularismen. De mener at eksistensen af Skaberen og Hans suverænitet ikke har nogen sanselig indvirkning på hvorledes livet organiseres. Derfor vælges den styrende autoritet af folket, som så skal lovgive i alle livets aspekter.

Den Islamiske idé om en stat hviler på et helt anderledes grundlag, i forhold til det der former rammerne for det Vestlige system. Det bygger på anerkendelsen af, at Skaberen også er Den, som organiserer menneskehedens affærer.

Hvad angår den Islamiske stat, så er det en styrende autoritet, og en politisk entitet, som varetager borgernes affærer ifølge Shari’ah reglerne, med andre ord, det er en Khalifah, som styrer med alt hvad Allah (swt) har åbenbaret, og bærer Islams som et Budskab til hele verden. Allah (swt) har dekreteret, at den Islamiske stat skal være metoden for implementering af Shari’ah reglerne, og bærelsen af Islam gennem Da’awa og Jihad som et Budskab bestående af retledning og lys til hele verden. Den Islamiske stat betragter ikke sit territorium eller de specifikke befolkningsgrupper, som sine hjørnesten, selvom den er nød til at have borgere hvis affærer den varetager, og et landområde hvorpå den er etableret. Men antallet af borgere vokser altid, og inkluderer forskellige racer og hudfarver. Også landområdet staten regerer over, skal heller ikke være bundet til faste grænser, men skal til alle tider være ekspanderende. Dette er således fordi den Islamiske stat har et universelt Budskab, og fordi Allah (swt) har beordret den til at bære dette Budskab til hele verden, og invitere alle folkeslag, om de er sorte, hvide, brune, gule, Arabere, ikke-arabere, Europæere, Amerikanere eller Russere, til Islam, så de kan indtræde Allahs (swt) Deen.

Ethvert land, som den Islamiske stat bærer Budskabet til, og åbner gennem Jihad, det land bliver en del af statens domæne, og under dens autoritet og ledelse, selv hvis befolkningen ikke omfavnede Islam, så bliver de en del af statens befolkning.

Den Islamiske stat blev etableret af Allahs Sendebud (saaws), så snart han satte sin fod i Madinah, efter han (saaws) havde fået det andet løfte (Bay’ah) af Al-Ansar ved Al-’Aqabah, et løfte om beskyttelse og krig, og et løfte om at overdrage autoriteten i Madinah til Allahs Sendebud (saaws). Den Islamiske stats fødsel var resultatet af en ny ’Aqeedah og en samling af nye koncepter, som blev adopteret af dem der anerkendte ham (saaws), og disse koncepter frembragte et nyt syn på livet i hans tilhængere, hvilket dermed ændrede deres syn på forhold og interesser.

Allahs Sendebud (saaws) byggede den Islamiske stat i Madinah på basis af denne ’Aqeedah, og de koncepter som udsprang fra den, trods det faktum, at de lovgivende Ayaat endnu ikke var blevet åbenbaret. Denne nye stat var bygget på en ny ’Aqeedah og en samling af nye tanker og koncepter. Den Islamiske stat er unik i sin natur, sin struktur, hvad den står for, og det grundlag hvorpå den er bygget. Det er en stat grundlagt på basis af den islamiske ’Aqeedah,

لا اله إلا الله محمد رسول الله
Laa ilaaha ill Allah Muhammadun Rasoul Allah
Der findes ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er Allahs Sendebud,

som er en omfattende tanke om livet, og ifølge hvilken alle love baseres. Muslimernes syn på livet er blevet bestemt af det synspunkt, som fører til anerkendelsen af, at livet er skabt af en Skaber, og at det skal styres med Skaberens påbud og forbud. For Muslimerne er det en forudgående konklusion, at der ikke findes nogen anden lovgiver end Allah (swt), og at der ikke er nogen suverænitet i dette liv, og i den islamiske stat, udover til Allahs (swt) styre, hverken til Ummah eller folk, eller regenten. Suveræniteten tilhører derimod Allahs (swt) lov alene.

Nøglen til denne diskussion er ikke ordkløveri, det drejer sig derimod om at identificere denne Islamiske Ummahs primære kald. Hvad der tydeligvis er fraværende i dag, er styret med alt hvad Allah (swt) har åbenbaret. Det er denne Khilafah Stat som Muslimerne er blevet beordret til at etablere, og arbejde for hvis den ikke eksisterede.

(2) Forfatteren du citerede læner sig ikke op ad de Islamiske beviser, for dermed at konkludere en accept eller afvisning af staten. Kriteriet er blevet etableret som det der afgør accepten, og det er uden tvivl de Islamiske beviser. Jeg har vedhæftet en kort diskussion om dette fra bogen نظام الحكم في الإسلام - Nidham ul-Hukm fil-Islam - Styresystemet i Islam, en adopteret bog af Hizb-ut-Tahrir.

[fra side 168 til side 171 i den engelske udgave]

Hærens Opdeling

Hæren deles op i to dele:

(1) Reserverne: De består af alle Muslimer, som er i stand til at udføre de militære opgaver.

(2) Regulære tropper: De er permanente værnepligtige i de væbnede styrker, som modtager løn fra Statens fonde, ligesom alle andre ansatte.

Dette udledes fra forpligtelsen om Jihad, for enhver Muslim er visselig beordret til at udføre denne forpligtelse om Jihad, og pålagt at træne til den. Derfor repræsenterer alle Muslimerne hærens reserver. Hvad angår det at gøre en del af dem til soldater i hæren, så baseres dette på Shari’ah princippet som lyder:

ما لا يتم الواجب الا به فهو واجب
”Det som er nødvendig for at opfylde en pligt, bliver i sig selv en pligt.”

Dette er fordi pligten om Jihad ikke kan udføres konstant, og Islam og Muslimer ikke kan beskyttes fra Kuffar, medmindre der er en permanent hær tilstede. Imamen er derfor pålagt at have en regulær hær til rådighed. Angående overførslen af lønninger til de væbnede styrker, så sker det ligesom med andre ansatte, hvilket er tydeligt. En ikke-muslim pålægges ikke at udføre Jihad, men hvis han gjorde, så ville det være acceptabelt fra ham, og derefter ville det være tilladt at betale ham for det, og overdrage midler til ham. Dette er på grund af hvad Al-Tirmidhi berettede fra Al-Zuhri, at Allahs Sendebud (saaws) allokerede andele til nogle jøder, som kæmpede med ham (saaws). Også Ibn Hisham berettede at,

أن صفوان بن أمية خرج مع النبي صلى الله عليه و سلم إلى حنين و هو على شركه فأعطاه مع المؤلفة قلوبهم من غناءم حنين
Safwan bin Umayya tog på en ekspedition med Allahs Sendebud (saaws) til Hunayn, mens han stadig var en Mushrik (afgudsdyrker), så Profeten (saaws) gav til ham, ligesom han gav til Al-Mu’allafati Qulubuhum (nye Muslimer) fra krigsbyttet fra Hunayn. Det blev også berettet i Seerah Ibn Hisham: ”Der var en mærkelig mand iblandt os, ingen vidste hvem han var; det siges han hed Kuzman. Da hans navn blev nævnt, så sagde Allahs Sendebud (saaws),

إنه لمن أهل النار
”Han er sandelig fra Ildens folk”. Han (Ibn Hisham) sagde,

فلما كان يوم أحد قاتل قتالا شديدا فقتل وحده ثمانية أو سبعة من المشركين
”På Uhud dagen kæmpede Kuzman så heftigt, at han alene dræbte syv-otte Mushrikeen…”

Det er udover hvad der blev berettet om Safwan. Disse beviser indikerer, at en Kafir kan være sammen med den islamiske hær, og kan modtage ejendom eller penge for sine tjenester. Definitionen af ’Ijara’ eller hyre, som en kontrakt angående en gavn, betyder at hyre er tilladt angående enhver gavn, som den hyrende person kan modtage fra den hyrede person. Så hyre af en person til hæren og kampen, er tilladt fordi det er gavnligt. Altså er det generelle bevis for hyre, angående enhver gavn eller gavnligheder, gyldigt angående tilladelsen til at hyre en Kafir til hæren, eller til at kæmpe. Dette er med hensyn til ikke-muslimer. Hvad angår Muslimerne, selvom Jihad er en tilbedelseshandling, så er det tilladt at hyre Muslimer til hæren og til at kæmpe, på grund af det generelle bevis for hyre, hvor hyre er tilladt til udførslen af denne ’Ibadah, hvis gavnen omfatter flere end den person, som udfører den. Dette er på grund af Profetens (saaws) udtalelse:

إن أحق ما أخذتم عليه أجرا كتاب الله
”Den mest værdige ting man kan tage løn for, er undervisning i Allahs Bog”, berettet af Imam Al-Bukhari via Ibn ’Abbas [Saheeh Al-Bukhari, nr. ]

At undervise i Allahs (swt) Bog er en tilbedelse, og eftersom det er tilladt at hyre en Muslim til at undervise i Qur’aan il-Kareem, lede bønnen, eller lave Adhan (kaldet til bøn), som alle sammen er tilbedelseshandlinger, så er det også tilladt at hyre en Muslim til at udføre Jihad og være en del af hæren. Ydermere er der bevis for hyring af Muslimer til Jihad, selvom det er forpligtende for dem. Abu Dawood berettede, at ’Abdullah bin ’Umar sagde, at Profeten (saaws) sagde:

‏‏حَدَّثَنَا ‏ ‏إِبْرَاهِيمُ بْنُ الْحَسَنِ الْمِصِّيصِيُّ ‏ ‏حَدَّثَنَا ‏ ‏حَجَّاجٌ يَعْنِي ابْنَ مُحَمَّدٍ ‏ ‏ح ‏ ‏و حَدَّثَنَا ‏ ‏عَبْدُ الْمَلِكِ بْنُ شُعَيْبٍ ‏ ‏وَحَدَّثَنَا ‏ ‏ابْنُ وَهْبٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏اللَّيْثِ بْنِ سَعْدٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏حَيْوَةَ بْنِ شُرَيْحٍ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏ابْنِ شُفَيٍّ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏أَبِيهِ ‏ ‏عَنْ ‏ ‏عَبْدِ اللَّهِ بْنِ عَمْرٍو ‏
‏أَنَّ رَسُولَ اللَّهِ ‏ ‏صَلَّى اللَّهُ عَلَيْهِ وَسَلَّمَ ‏ ‏قَالَ ‏ ‏لِلْغَازِي أَجْرُهُ وَلِلْجَاعِلِ أَجْرُهُ وَأَجْرُ الْغَازِي
”Al-Ghazi har sin egen Ajr, og Al-Ja’il har sin egen og Al-Ghazis Ajr” [Sunan Abu Dawood, nr. 2164]

Al-Ghazi er en person, som kæmper for ham. Al-Ja’il er den, som får en anden til at kæmpe på sin vegne, til gengæld for en løn han betaler ham. Det er indikeret i ordbogen Al-Muheet, at Al-Ja’ala er det beløb, som gives til en person der udfører en handling, og det som tildeles en Mujahid (Ghazi), hvis han udførte Jihad på dine vegne, med en løn. Ajr er både lønnen (Ujrah) belønningen (Thawab). Hvad angår det der er velkendt blandt folk, at ’Ajr’ altid betyder den belønning, som kommer fra Allah (swt) til Sin tjener for udførslen af en god handling, og at ’Ijara’ er belønningen for en handling fra en person til en anden, hvilket inkluderer ’Ajeer’ eller arbejde. Faktisk er der intet som opbakker denne differentiering. Derimod, hvad sproget indikerer, er at Ajr er belønning for en handling. Det står i ordbogen Al-Muheet, at Al-Ajr er belønningen for handlingen, ligesom Al-Ijara. Betydningen af Hadithen, er at Al-Ghazi (kæmperen) har sin egen belønning mens Al-Ja’il har sin egen belønning, og belønningen for den person han hyrede til at kæmpe på sin vegne. Her indikerer ordet Al-Ghazi (kæmperen), at det der menes med Ajr er belønning (Thawab), og ordet Al-Ja’il indikerer ligeledes, at Ajr betyder belønning (Thawab), fordi begge ord er indikationen (Al-Qarinah), som afgør den tilsigtede betydning. Al-Bayhaqi berettede via Jubayr bin Nufayr, som sagde: ”Sendebudet (saaws) sagde:

مثل الذين يغزون من أمتي و يأخذون الجعل يتقوون على عدوهم مثل أم موسى ترضع ولدها و تأخذ أجرها
”Dem fra min Ummah, som kæmper og tager løn for det, og styrker sig imod deres fjender, er ligesom Musas mor, som ammede sin søn, og fik sin belønning (Ajr)” [Al-Bayhaqi, nr. ]

Ajr her betyder lønnen. Ydermere, at udføre Jihad er ikke begrænset til dem, der søger nærhed til Allah (swt) [Ahlul-Qurba], så det er passende at ansætte folk til at udføre Jihad, og give dem løn ligesom alle andre ansatte.” [Slut]

Endelig vil jeg gerne understrege, at det er vigtigt at opfatte karakteren af den forpligtelse, som vi kalder til. Etableringen af den Islamiske Khilafah er en forpligtelse som alle andre Faraa’id, men bærer også en yderligere fremhævelse, i og med årsagen bag dens eksistens, den er etableret som metoden for iværksættelsen af Islams Ahkaam, og forsømmelsen af denne Fard, vil utvivlsomt medføre forsømmelse af adskillige andre Faraa’id.

Det er derfor Sendebudet (saaws) beskrev Imamen (Khalifaen) som et skjold, ved at sammenligne - for et folk, som taler om militære anliggender - Imamen med det, som er vitalt på kampbanen. Hans (saaws) lovprisning af Imamens eksistens er også en beskrivelse af det gavnlige ved en Imam, og gennem den modsatte forståelse, konsekvenserne af Imamens fravær. Det er derfor en lovprisning som løftes til den grad, at handlingen (at arbejde for etablering af en Imam) bliver forpligtende, på grund af det faktum, at Imamens eksistens etablerer mange Faraa’id, uden hvilken de ikke kan fuldføres helt og på omfattende vis.

Vi kalder dig, som vi kalder hele Ummah, til at arbejde hen imod genetableringen af denne Khilafah.

Qur’an Kapitlet om Abu Lahab

2010-05-21T16:33:00.000-07:00

تَبَّتْ يَدَا أَبِي لَهَبٍ وَتَبَّ مَا أَغْنَى عَنْهُ مَالُهُ وَمَا كَسَبَ سَيَصْلَى نَاراً ذَاتَ لَهَبٍ وَامْرَأَتُهُ حَمَّالَةَ الحَطَبِ فِي جِيدِهَا حَبْلٌ مِّن مَّسَدٍ

“Må Abu Lahabs hænder gå tabt, og han forsvinde! Ingen profit til ham fra hans rigdom og alt hvad han ejer. Brændt snart vil han blive i en brølende ild. Og hans kone, hun vil bære på brændslet. Og på hendes hals, et reb af snoet palmefiber” [MOQ al-Masad 111:1-5]

Dette kapitel blev åbenbaret meget tidligt, hvor Profeten (saw) og Sahabah (raa) begyndte at sprede det Islamiske Budskab. Abu Lahab, Profetens onkel, var een af de mest modbydelige fjender af Islam. Han fulgte Profeten (saw) hvorend han gik, og bagtalte ham hvorend han (saw) gik. Hans kone havde det samme had overfor Profeten og Islam. Hun plejede at binde bundter af torne med reb af snoet palmefibre sammen, og om natten når det var mørkt, strø dem på de gader hvor hun forventede at Profeten ville befinde sig, for at forvolde ham kropslig skade.

Angrebet på Abu Lahab og hans kone af Allah (swt), fordømte dem begge til helvedes ild. Faktisk kan vi sige at dette var en forudsigelse om at Abu Lahab og hans kone hver især ville dø som Kafir. Hvis man overvejer dette kapitel, så vil man erfare at Abu Lahab kunne modbevist Qur’anen ved at acceptere Islam. Men så opslugt var han af sit had til Islam, at han opfyldte fordømmelsen, erklæret i kapitlet. Men emnet åbner for et endnu større spørgsmål, som er emnet om fri vilje.

Nogle vil argumentere at Abu Lahab var tvunget til at forblive og dø som en Kafir, fordi han var tvunget til at opfylde kapitlet i Qur’anen. Der er mange vers i Qur’anen, som ser ud til at modsige idéen om fri vilje. Et andet eksempel på dette er Hudaybiyah traktaten og åbningen af Khaybar og Makkah.

De to sidstnævnte begivenheder blev lovet i Qur’anvers, åbenbaret efter Hudaybiyah traktaten.

Profeten (saw) vågnede en dag, og informerede Sahabah (raa) at han havde haft en drøm hvori han havde barberet sit hoved og trådt ind i Ka’abah. Han (saw) forstod at dette var åbenbaring, der indikerede at han skulle udføre ‘Umra. Som bekendt var det ikke tilladt for Profeten (saw) og Muslimerne at træde ind i Makkah, og de måtte barbere deres hoveder ved Hudaybiyah. Men de fik underskrevet Hudaybiyah traktaten, hvorigennem Quraysh havde accepteret den Islamiske Stat som en fremtræden politisk styrke i den arabiske halvø. Da han (saw) vendte tilbage til Madinah, så begyndte hyklerne og jøderne at drille Muslimerne, fordi visionen som Profeten havde haft, tydeligvis ikke var gået i opfyldelse.

Derefter blev dette Qur’anvers åbenbaret:

لَقَدْ صَدَقَ اللَّهُ رَسُولَهُ الرُّؤْيَا بِالْحَقِّ لَتَدْخُلُنَّ المَسْجِدَ الحَرَامَ إِن شَاءَ اللَّهُ آمِنِينَ مُحَلِّقِينَ رُءُوسَكُمْ وَمُقَصِّرِينَ لاَ تَخَافُونَ فَعَلِمَ مَا لَمْ تَعْلَمُوا فَجَعَلَ مِن دُونِ ذَلِكَ فَتْحاً قَرِيباً

“Sandelig Allah opfyldte Hans Sendebuds vision: I vil indtræde Masjid al-Haram, hvis Allah vil det, i sikkerhed, (nogle af jer) med barberede hoveder; (nogle) med kortklippet hår; uden frygt. Han vidste det I ikke vidste, og Han opfyldte før det, en nær sejr”
[MOQ al-Fath 48:27]

Verset konstaterer at Profeten (saw) og hans følgere sandelig vil træde ind i Makkah, og vil opnå en sejr før det, hvilket de fleste Mufassiroon refererer til som værende Khaybar. Det samme argument gælder her, fordi sejren ved Khaybar og åbningen af Makkah skulle opfyldes, da Allah (swt) havde lovet det.

Men denne fatalistiske forståelse modsiger Profetens og Sahabahs handlinger på et fundamentalt plan. Hvis Qur’anverset som forudsiger sejren ved Khaybar og Makkah var kriteriet, hvorfor ville Profeten (saw) og Sahabah så tage ud for at angribe Khaybar? Profeten (saw) kunne have blevet i sikkerhed i Makkah og vente på at løftet gik i opfyldelse - som uden tvivl ville gå i opfyldelse fordi Allah (swt) havde lovet det. Sagen er at kriteriet hvormed Profeten (saw) udførte Khaybar kampen, var Jihad forpligtelsen. Pligten at lave Da’wah var kriteriet hvormed de fuldførte åbningen af Khaybar og Makkah. Altså var Fard konceptet det der styrede handlingen. Og løftet blev opfyldt fordi Profeten (saw) og Sahabah forstod Fard konceptet, og praktiserede det uden kompromis eller modstand i deres handlinger. Derfor, hvordan forstår man løftet om at Abu Lahab skulle dø som Kafir, og åbningen af Khaybar og Makkah?

Allah (swt) havde og har viden om fortiden, nutiden og fremtiden. Derfor så ved Han (swt) hvem der vil dø som Muslim, og hvem der vil dø som Kafir. Han (swt) ved hvor langt Islam vil nå i Profeten (saw)’s livstid, og hvilke byer Muslimerne vil åbne. De er alle en del af Hans viden. I disse Qur’anvers så åbenbarer Allah (swt) noget af Sin viden. Surah Masad åbenbarer at Abu Lahab vil dø som en Kafir. Surah al-Fath åbenbarer det faktum at Makkah og Khaybar snart vil blive åbnet. Alle disse løfter har intet at gøre med handlinger. Derfor, de Muslimer som venter på Dajjal, eller ‘Isa (as), får af den ovenførte diskussion, vist fejlagtigheden i deres tænkning.

Tafseer Surat ar-Ra’ad, Ayah 11

2010-05-21T16:28:00.000-07:00

“inn-Allaha la yughayyiru ma biqawmin, hatta yughayyiroo ma bianfusihim”

”Allah vil ikke ændre hvad end der er i enhver nation, medmindre de (alle kollektivt, først) ændrer hvad end der er i deres indre.” [MOQ ar-Ra’ad:11]

Indledning

Mange, blandt oprigtige, og hykleriske Muslimer, bruger denne ayah i et forsøg på at retfærdiggøre, at man ikke arbejder for Khilafah, gennem elevering (nahda) af Ummah på en kollektiv måde. I stedet for så påstår de, at man først skal fuldende hvad man har i sit indre, og først derefter kigge på samfundets lidelser. Altså fremhæver de individets fuldendelse, ligesom Allah (swt) har sagt, at Han (swt) ikke vil ændre folkets situation, medmindre de først ændrer, hvad end de har i deres indre.

Uden at fjerne vigtigheden af tazkiyyat un-Nafs (rensning af en selv), så er det dog alligevel nødvendigt at udslette den ovenstående fejlagtige forståelse; specielt idéen om at man gennem tazkiyyah alene, kan elevere Ummah. Faktisk kan sådan en fordrejet fortolkning af Allahs (swt) gloriøse ord, ikke være fjernere fra sandheden. Følgende Tafseer af denne Ayah vil forklare dens sande mening, ved at nedbryde det arabiske ord for ord, med det formål, at fremlægge den Islamiske Da’awas kollektive natur. På samme tid vil denne Tafseer modbevise den sekulære fortolkning af dem, som er blevet smittet med vestlig individualisme.

Ayah’ens Karakter

Pågældende Ayah er ikhbariyyah (informativ), derfor informerer den om, hvornår Allah (swt) vil ændre et folks situation. Den kommer ikke med en detaljeret eleveringsmetode, og skal heller ikke bruges i den sammenhæng, idet ingen retslærd har brugt denne Ayah til det formål før. Imam ul-Qurtubi sagde i sin Tafseer med titlen, ’Al-Jaami’u liahkaam il-Qur’aan’, at ”akhbarAllahu” (’Allah informerer’) nødvendiggør, at det er en informativ Ayah (akhbara er udsagnsordet hvorfra adjektivet ikhbariyyah er udledt), fordi den informerer os om Allahs (swt) lov angående ændring.

Over hvem forekommer ændringen? (Maf’ool ul-Fi’l)
Det omtalte udsagnsord (fi’l) er ændringen, og anstifteren (faa’il) af denne ændring er Allah (swt).

Hvad er så udsagnsordets objekt (al-Maf’ool)? Det vil sige, hvem vil Allah (swt) ændre?

Allah (swt) sagde, ”…ma biqawmin…” hvilket betyder, ”(Allah vil ikke ændre) hvad end der findes i enhver Qawm.”

Det er tydeligt, at ændringen vil forekomme over denne Qawm. Hvad er betydningen af dette ord, Qawm, og hvad er denne ændrings karakter? Ordet ma her er ’Aam (ma al-’Umoom), altså gælder det alt, hvad der findes i denne Qawm. Ydermere så er ordet Qawm i en Mutlaq (ubegrænset) form, og derfor gælder det endda også en kafir Qawm. Derfor er meningen, at Allah (swt) ikke vil ændre, hvad end der er i enhver Qawm…

Vær opmærksom på at ordet Qawm er blevet anvendt, hvilket betyder, at det drejer sig om en kollektiv ændring i samfundet, og ikke en individuel ændring. Fordi Qawm i det arabiske sprog, betyder nation eller sha’ab (folkeslag), og det kan også betyde Ummah. Det betyder dog ikke et individ, eller endda en samling af individer. Fard eller shakhs refererer henholdsvis til et individ eller en person, og afraad eller shakhsiyyaat er deres flertal, hvilket betyder en samling af individer eller mennesker. Disse ord kan bruges til at fremme arbejdet for individuel reform.

Men Allah (swt) brugte ikke disse ord i denne Ayah; i stedet brugte Han (swt) ordet Qawm, som betyder nation eller Ummah. Nation har en bestemt bibetydning. Det betyder en gruppe eller en samling af mennesker, men mere end det, fordi ellers er det kun afraad. Forskellen er at dette kollektiv, kendt som en Qawm, er bundet på basis af en fælles identitet, som besidder en vis form for fælles forenende styrke, hvilket er derfor det også kan bruges til at beskrive en nation, som er forenet på basis af race, derfor ordet qawmiyyah (nationalisme). Men her er det ikke begrænset til etniske grupper, idet Muslimerne er inkluderet i selve betydningen. Derudover er det heller ikke begrænset til ideologiske samfund. Ordet Ummah ville være bedre at bruge her, idet etniske grupper ikke nødvendigvis er ideologiske, men de betegnes også som en Qawm. Således bruges ordet Qawm på en løs måde i denne Ayah; det omfatter enhver nation, ikke nødvendigvis langs racemæssige eller ideologiske linier; ordets form er Mutlaq (ubegrænset) og gælder alle kollektive menneskegrupperinger.

Dette er hvad ordet Qawm betyder på arabisk. Udfra dette er det tydeligt, at den mening som adopteres af visse personer, at Allah (swt) aldrig vil ændre individernes situation, medmindre hver eneste af dem ændrer hvad han har i sit indre, i virkeligheden er en fordrejet mening og ikke Allahs (swt) mening. Shakhs (person) er ikke blevet nævnt, og heller ikke mennesker eller afraad (individer). Var det blevet nævnt, så ville protagonisterne for en sådan fejltagelse måske have et argument, idet en samling af individer, i sig selv ikke er nok til at antyde et kollektivt arbejde. Så ville de måske være i stand til at argumentere for, at enhver person først og fremmest skal rette sig selv, og derefter overbevise andre til at ændre sig, indtil de bliver mange i antal, og kan gå omkring og ændre andre individuelt. Dette stemmer faktisk overens med beskrivelsen af afraad eller shakhsiyyaat, men det stemmer ikke overens med beskrivelsen af en Qawm. Derfor er det tydeligt i denne Ayah, at Allah (swt) omtaler en kollektiv ændring.

Den endelige mening refererer derfor generelt til alt i enhver Qawm (nation), Muslim eller Kafir. At det ligeledes kan gælde Kuffar, er ganske væsentligt.

Hvad skal denne Qawm foretage sig?
Allah (swt) stipulerer, ”…hatta yughayyiroo…”, som betyder, ”Medmindre de alle sammen ændrer…”

Disse ord er formuleret som en betinget klausul (seeghat ush-shart), på grund af det anvendte ord hatta (indtil/medmindre). Dette resulterer i meningen, ”Allah vil ikke ændre…(dem)…indtil de alle sammen ændrer.” Her vil brugen af denne shart betyde, at man kan tage imod mafhoom al-mukhalafah (den modsatte forståelse) af denne Ayah. Hvormed meningen bliver, at hvis denne Qawm ikke ændrer sig kollektivt, så vil Allah (swt) ikke ændre deres situation. Så betingelsen for ændring er at der skal forekomme en ændring fra denne Qawm, hvilket vil sige at gøre noget; ikke at vente passivt på, at Allah (swt) vil igangsætte ændringen. Allah (swt) brugte udsagnsordet ’yughayyiroo’, så denne Qawm skal gøre noget aktivt, for at blive egnet til ændring; hvis de ikke gør det, så vil de ikke få den.

Hvad forventes der af denne Qawm så de kvalificerer sig til, at Allahs (swt) ændring forekommer? Er det, at hver eneste individ ændrer sig på egen hånd, og derefter opfordrer alle andre individer til at ændre sig? Nej. Allah (swt) tiltalte denne Qawm med udsagnsordet ’yughayyiroo’, som betyder ’indtil de ændrer…’ Så nationen skal ’yughayyiroo’, eller handle derefter. Dette ord er et aktivt udsagnsord (fi’l) i flertal (jam’a), tredje person (ghaaib) og hankøn (mudhakkir), og det er bøjet i nutid (mudaari). Da det er et aktivt udsagnsord, for at kvalificere sig til den nævnte betingelse, så skal denne Qawm gøre noget, og ikke vente på at noget sker over dem. Så den herskende fatalistiske opfattelse i dag, som opfordrer folk til at praktisere tålmodighed uden handling, mens Allah (swt) bringer ændring, er tydeligvis fejlagtig. At det er hankøn betyder, at den både inkluderer mænd og kvinder, da det maskuline flertal på Arabisk hentyder til en blandet gruppe medmindre andet er antydet. I dette tilfælde er der ingen antydning, så det gælder både mænd og kvinder. At det er i flertal betyder, at alle individer i denne Qawm skal gøre noget, og det bekræfter også det faktum at det er denne Qawm, eller et kollektiv, verset henvender sig til. Derfor resulterer hankønsudsagnsordet, som er bøjet i flertal, at betydningen bliver ”…indtil de alle, både mænd og kvinder, kollektivt ændrer…”

Altså er det ’Aam (generel), og alle personer er pålagt at igangsætte en ændring.

Hvad skal de ændre?
”...ma bianfusihim”, som betyder, ”…hvad end der findes i deres indre…”

I denne del af ayah’en, informerer Allah (swt) os om målet for ændringen, som er: ”…ma bianfusihim.” Ordet ma er ma al-’Umoom, så igen betyder det at alt skal ændres i det specificerede mål. Navneordet (al-ism) ”nafs” er også anvendt. Dette betyder en selv, ikke hvad der findes i en persons indre, på en eller anden åndelig eller mystisk måde. Derimod betyder det bare en selv, ligesom den danske brug af ordene ’sig selv’; som for eksempel når man siger, ”Zayd gik for sig selv (alene).” Dette ville blive oversat til Arabisk som, ”Jaa’ Zayd bi nafsihi.” Anfus er nafs i flertal. Derfor har Allah (swt) afgjort, at Han (swt) ikke vil ændre enhver Qawms situation, medmindre de alle kollektivt ændre hvad der findes i deres indre, som en nation, ikke som individer, fordi de tiltales som en ’Qawm’, frem for ’afraad’. Udsagnsordet kom i flertalsform, derfor henvender det sig ikke til hvert individ alene; faktisk henvender det sig til ethvert individ i nationen om, at Allah (swt) ikke vil ændre deres nation, medmindre de alle igangsætter en ændring i deres indre og i andre.

Hvad er karakteren af denne ændring?

At ordet Qawm er i en Mutlaq (ubegrænset) form betyder, at denne khabar (nyhed), som Allah (swt) har beæret os med, om visdommen bag hvordan Han (swt) igangsætter ændring i samfund, er universel. Det gælder med andre ord enhver nation eller befolkningsgruppe. Dette er Allahs (swt) Sunnah. Altså, mine kære brødre, kan man ikke forstå herfra, at Muslimerne bare skal bede, faste og opfordre hinanden, og så vil ophøjnelsen (an-Nahda) komme. Dette er fordi Kuffar også tiltales af denne ayah, og trods det faktum at de ikke beder og faster, så har deres nationer gjort fremskridt og blevet ophøjnet (dog på ukorrekt vis). Dermed kan karakteren af den ønskede ændring ikke begrænses til ’ibadaat, moral, beklædning, Taqwa eller bare at være Muslimer. Ordet Qawm er Mutlaq, og det gælder kafir-nationerne, eller alt hvad der nogenlunde kan beskrives som en nation. Vi har visselig bevidnet at Kuffar har gjort fremskridt udover os, til den grad at de dominerer os. Dette skete trods det faktum, at disse nationer tog oprøret imod religionen, som deres idealers hjørnesten, adopterede umoralsk praksis som deres grundlovsmæssige rettighed, og er aldrig holdt op med at undertrykke dem, Allah (swt) elsker: Muslimerne.

De gjorde visselig store fremskridt, trods alt dette. Derfor kan den nævnte ændring ikke være moralsk, religiøs eller ritualistisk, på trods af hvad nogle måtte påstå; for Kuffar i dag er de mest umoralske, ateistiske hedninge, som verden nogensinde har bevidnet.

Så hvilken ændring omtales her?

Det skal være en ændringsform, som også er tilgængelig for Kuffar. Denne ændring er den ideologiske ændring, den ændring som forekommer i en nation, når de forener sig omkring en fælles ideologi (noget Muslimer og Kuffar kan gøre). Det drejer sig om at ændre måden, hvorpå de anskuer livet, grundlaget for deres forhold, og deres styresystem. Så da kommunisterne forenede sig omkring Kommunismen så gjorde de fremskridt. Allah (swt) ændrede deres situation, til trods for det faktum, at Han (swt) afskyr dem, som benægter Ham (swt) og afviser Hans Tegn. Og da europæerne før dem adopterede sekularisme som deres ideologi, som amerikanerne gjorde da de adskilte sig fra europæerne, så gjorde de alle sammen fremskridt udover alle (kendte) grænser. Allah (swt) ændrede deres situation og de dominerede os, selvom Han (swt) elsker os, og afskyr dem som arrogant benægter Hans haakimiyyah (ret til at styre), sekularisterne. Dette blev alt sammen gjort i overensstemmelse med Allahs (swt) Sunnah. Det er derfor, når enhver nation ændrer sig og knyttes omkring et fælles grundlag, så gør den fremskridt.

Men at, den Islamiske Ummah har den bedste ideologi, Islam; alligevel forener hun sig ikke omkring den, og hun gør den heller ikke til sit grundlag for at løse alle livets problemer. Hun ændrer ikke sin Qawm (den Islamiske Ummah) til at binde sig til den. Hun har det bedste styresystem, Khilafah, men hun arbejder ikke for den. Altså vil Allah (swt) ikke ændre hendes situation, før hun gør. Resultatet, hvis man forstår ayah’en på denne måde, betyder at når Ummah vender tilbage til sin ideologi i helhed, baserer sine forhold på dens ’Aqeedah alene og varetager sine interesser med dens styresystem, først der vil Allah (swt) elevere hende. Det er ligesom da Kuffar adopterede en komplet ideologi, og Allah (swt) lod dem elevere sig, dog på et falsk grundlag. Ligeledes, hvis hun forlod ideologien, så vil hun blive degraderet, hvilket hun gjorde og ligesom kommunisterne gjorde da de forlod deres ideologi.

Imam Al-Qurtubi, i sin Tafseer ’Jami’u liahkam il-Qur’an’, er meget nøje i sin forklaring af ayah’en, fordi han vidste at en upræcis mening ville fordreje den: ”Allah informerede i denne ayah, at Han ikke ændrer hvad end der er i en Qawm, indtil ændring finder sted fra dem, om end det er fra dem, eller fra deres varetager (af deres affærer - ledere), eller fra ham som er (udpeget) fra dem… så denne ayahs mening er ikke, at den kun blev åbenbaret angående individuel straf, og at den kun omtaler fremskridt overfor en synd. I stedet er den blevet åbenbaret for også at korrigere andre synder. Som han sagde (i hadithen), ”…der blev spurgt, ’Vil vi blive udslettet, mens de retskafne er iblandt os?’ Han (saaws) sagde, ’Hvis korruptionen forøger sig (udover enhver grænse).” [Sahih Al-Bukhari og Muslim, via Zaynab bint Jahsh om Ya’jooj]

Altså kan I se, kære Muslimer, at Al-Qurtubi demonstrerer i sin Tafseer af denne ayah, at den ikke kun er fokuseret på individet. Hans citation af denne Hadith antyder en advarsel om komplet udslettelse af hele samfundet, hvis de lader andre praktisere korruption uden at behandle det, trods det faktum at de retskafne måske lever iblandt dem. Derfor understøtter denne ayah korrektheden af det arbejde som udføres af de brødre, som arbejder for at ændre samfundet kollektivt, via deres politiske arbejde for at bringe Khilafah tilbage. Efter denne længere forklaring, kan vi nu nævne den endelige betydningen af ayah’en. Den kan meningsmæssigt oversættes således, ”Allah vil ikke ændre hvad der er i enhver nation, indtil de alle kollektivt afstedkommer en ændring i deres indre.”

Så, kære Muslimer, lad venligst være med at bruge den til at omtale individets fuldendelse alene, ellers vil Allah (swt) udspørge jer om det på yawm il-Qiyaamah..

Forbuddet mod at udgive sig for at have viden

2010-05-20T17:09:00.000-07:00

Det er essentielt for dawahbærer at være ærlige og gennemsigtige. Det er normalt for vestlige politikere altid at give et svar, ligegyldigt om de har kendskab til det de bliver spurgt om. Dawahbæreren skal sikre sig at han ikke bliver ligesom dem der søger at beskytte deres position og status iblandt andre, ved at give svar uden at have kendskab til ahkam og beviser om emnet.

Eksempelvis kan en dawahbærer blive spurgt, ”Er det tilladt at være en rådgiver i den lokale regering i Dar al-Kufr?” Vedkommende kan måske svare, ”Det er tilladt, i det at realiteten er anderledes end at være et medlem af parlamentet.” Dette vil være en katastrofe for dawah, i det at vedkommende har gjort haram tilladt uden at have kendskab til Shariahs regel. Han vil være syndig i at udstede en forkert dom og han vil være skyldig i at vildlede andre.

Et andet eksempel kan være at en person bliver spurgt, ”Er det tilladt at sende sine børn (ikke baligh) til skole der underviser dem i Kufr?” Han kan svare, ”Det er tilladt så længe at du modbeviser kufr for dine børn efter de kommer hjem fra skolen og efterfølgende bygger de islamiske koncepter i børnene.” Igen vil dette være en enorm fejl, fordi vedkommende har gjort det forbudte til tilladt og det vil muliggøre børnenes sind at blive fyldt op med Kufr kultur i et stadie, hvor deres hjerner ikke er i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert.

For at kunne bygge de islamiske værdier og efterfølgelsen af ahkam i muslimen, så skal dawahbærerne sikre at de har viden om ahkam shariah, for således at de kan arbejde med at udsprede dem korrekt og ikke vildlede muslimerne under Islams navn.

Umar (ra) sagde, ”Vi er blevet forbudt at lade som om vi besidder viden.” (Bukhari)

Masruq sagde: Vi kom forbi Abdullah bin Masoud (ra) og han sagde: ”O folk! Hvis én af jer ved noget, så lad ham sige det, men hvis han ikke ved det, så lad ham sige, ”Allah ved bedst,” fordi det er et tegn på at have viden, ved at sige om noget man ikke ved, ”Allah ved bedst.” Allah sagde til Hans Profet:

”Sig (til dem, Muhammed): Jeg beder jeg ikke om nogen belønning derfor, og jeg er ikke en af Mutakallifun (de der udgiver sig for, og fabrikere ting som ikke eksisterer). (Sad:86)

Imamen af Darul-hijrah, Imam Malik bin Anas (ra) blev stillet 40 spørgsmål. Hvortil han, til de 36 spørgsmål sagde, ”Jeg ved det ikke.”

Hvis vi ikke kender svaret til et spørgsmål, bør vi sige, ”Jeg ved det ikke” og derefter finde ud af det fra en Faqih som vi har tillid til eller en person med viden.

Realiteten af Jinn

2010-05-20T16:47:00.000-07:00

Mange muslimer tror på at Jinn kan virkelig besætte os mennesker. Og at der både fysisk kontakt og forhold. Og giver endda Aj-jinn skylden hvis man bliver ramt af en eller anden form for sygdomen. Vi har alle sikkert hørte om disse tilfælde og lign. i vores islamiske lande. Men at høre om dette her i landet, er faktisk lidt for meget. der er endda nogle kendte figur der påstår at de dawahbærere som udfører sådan noget mod vores unge søster og brødre. jeg ville sige til disse folk at de må frygte Allah den Almægtige for sådanne handlinger. Er det ikke nok at de kalder for jihad i denmark istedet for at de opretholder selve hukm som de er overbeviste om og udfører den i det islamiske lande, er det ikke nok at de anklager de oprigtige muslimer og dawahbærere i deres aqida, er det ikke nok at de stempler muslimer for at de er vildledt og har fejl i deres aqida. Så går det nu til at indbilde de unge at de er besate af Jinn!! Subhan Allah.

I det kommende linje jeg vil fremlægge det klar bevis for at sådanne udtalelse og holdning er ikke i overens stemmelse med Islam.

1. Jinn er blandt det usete; vi kan ikke sanse dem. Allah (swt) siger, ”Han ser jer visselig, han og hans stamme, hvorfra I ikke ser dem” al-Araf: 27.

Dette er, Iblis og sit folk, eller med andre ord, Jinn.

”Undtagen Iblis – han var fra Jinn” al-Kahf: 50

2. Menneskets forhold mellem jinn er at de er i stand til at hviske og lokke os (waswasa). Allah (swt) siger,

”Så Shaytan hviskede til dem begge” al Araf: 20

og Han (swt) sagde,

”So hviskede shaytan til ham” Taha: 120

og her er Shaytan, Iblis og han er fra Jinn.

3. Shayateen (flertal af Shaytan) har ikke autoritet til at kontrollere et menneske, medmindre mennesket vælger at følge Shaytan ud fra sin egen fri vilje. Den Ophøjede siger,

”Og Shaytan vil sige, efter at sagen er afgjort: Sandelig, Allah forjættede jer sandhedens forjættelse, men jeg forjættede jer og brød løftet til jer. Og jeg havde ingen magt over jer, undtagen at jeg kaldte jer, og I svarede mig. ” Ibrahim: 22

Og Han (swt) siger,

”Og når du forelæser Quranen, så søg tilflugt hos Allah mod Shaytan, den forbandede. Sandelig, han har ingen magt over dem, der tror, og som sætter deres lid til deres Herre. Han har magt over dem alene, der slutter venskab med ham, og over dem, som sætter ”guder” op ved siden (af Allah).”

4. Et hvilket som helst fysisk forhold ud over disse fundamentale forhold, som Allah har klargjort, kræver og nødvendiggør en bestemt tekst fra Quran eller Sunnah til at bekræfte dette. Såfremt der eksisterer en sådan tekst, så bekræfter vi forholdet i forbindelse med teksten. Eksempelvis Sulayman (as) autoritet over Jinn og hans (as) evne til at beordre og forbyde dem i anliggender. Dette er et område hvor en tekst eksisterer, og således bekræfter vi dette. Allah (swt) siger om Sulayman (as) i Surah al-Naml,

”Han sagde: O mine rådsherrer, hvem af jer vil bringe mig hedes trone, førend de kommer til mig i underkastelse? En høvding fra jinnerne sagde: Jeg vil bringe dig den, førend du står op fra dit sted [eller: bryder op fra din lejr]. Og jeg har visselig magt dertil (og jeg er) pålidelig.”

Og Han (swt), den Ophøjede, siger,

”Og Sulayman (underlagde Vi) vinden, hvis morgenrejse var en måneds rejse, og hvis aftenrejse var en måneds rejse. Og Vi lod strømme for ham en kilde af kobber – og af jinnerne var der dem, som arbejdede for hans åsyn på hans Herres befaling. Og dem blandt dem, der afveg fra Vor befaling, lod Vi smage den flammende ilds straf. De lavede for ham, hvad han ønskede af altre og statuer og bassiner, dybe som gruber, og fastgjorte krukker. (Og Vi sagde): Handl i taknemmelighed (mod Allah), o Dawoods familie. Men få af Mine tjenere er taknemmelige.”

5. Allahs Sendebud (saaws) behandlede alle materielle tilfælde som et menneskeligt anliggende, dette gjorde han så længe at der ikke var en åbenbaring der bekræftede at Jinn havde noget med sagen at gøre. Alle sager blev oprindeligt betragtet ud fra et menneskeligt anliggende og perspektiv. Eksempelvis hvis en død mand blev fundet, så betragtede man det ikke som at det var en Jinn der havde dræbt ham, medmindre en tekst om omkring dette eksisterede. Dette var tilfældet da en afdød man blev fundet i Khaybar, eftersøgning for hvem der måtte have gjort forbrydelsen, begrænsede sig udelukkende til mennesker og blev på intet tidspunkt udvidet til at Jinn kunne have udført mordet.

Imam Muslim beretter i sin Sahih samling at Abdullah ibn Sahl og Muhayyisah tog af sted mod Khaybar selvom de var alvorlig skadet. Da Muhayyisah fandt ud af at Abdullah bin Sahl var blevet dræbt og smidt i en brønd, så gik han til jøderne og sagde, ”Ved Allah, I har dræbt ham!” De svarede, ”Ved Allah, vi har ikke dræbt ham.” Da sagen nåede Allahs Sendebud (saaws), sagde han (saaws), ”Enten betaler de blodpenge for jeres kammerat ellers erklærer de krig (ved at nægte at underkaste sig Shariah’s regler).” Så skrev han (saaws) til dem, hvorefter de svarede ”Ved Allah, vi har ikke dræbt ham.” … Tilfældet er velkendt. Det relevante i vores diskussion er, at på intet tidspunkt var det en realitet at Jinn skulle have noget at gøre med sagen.

6. Således kan det konkluderes, at hvis der ikke eksisterer en tekst omhandlende et fysisk forhold mellem mennesker og Jinn, så begrænser Jinns rolle sig udelukkende til at hviske og lokke mennesker. Ydermere, fordi Profeten (saaws) forseglede profetskabet, vil der ligeledes ikke komme nye tekster og på det grundlag, vil der ikke være tekster til at underbygge et nuværende fysisk forhold mellem Jinn og mennesker. Den eneste mulighed der eksisterer, er deres hvisken og lokken. Og som vi nævnte tidligere, så har Jinn ikke en autoritet over mennesket ved at hviske, medmindre mennesket vælger at give efter for den hvisken ud fra sin egen frie vilje.

Dette er måden hvorpå sager blev behandlet under Khulafah al-Rashideen, og endda til sådan en grad, at hvis der ikke eksisterede et fysisk bevis for værende mord, tyveri, bedrageri eller svindel, at der på intet tidspunkt blev overvejet at Jinn skulle have noget med sagen at gøre. Fokus blev altid rettet mod mennesker, fordi forholdet mellem Jinn og mennesker er udelukkende hvisken og lokken, medmindre en tekst eksisterer til at bevise det modsatte. Siden ingen specifik tekst kan komme efter Sendebudet (saaws), så begrænser anliggender i denne verden sig udelukkende til menneskelige anliggender. Dette fordi at deres verden er anderledes end vores verden og deres forhold til os udelukkende begrænser sig til at hviske og lokke mennesket.

Derfor, hvis en person bliver syg, så er der ingen forbindelse mellem dette og Jinn. Sygdommen skal behandles ifølge islamiske retningslinjer, hvilket er gennem terapi. Denne behandling kan være materiel, i form af medicin eller gennem du’a og ruqya.

Hvad angår det første tilfælde, så er det ligesom hadithen fra Usamah ibn Sharik der sagde, ”Jeg kom til Profeten (saaws) og hans Sahabah og det var som om de havde fugle på hovedet. Jeg hilste på dem og satte mig ned. Så kom en beduin fra diverse områder og spurgte, ”O Allahs Sendebud, skal vi tage medicin?” Han svarede, ”Tag medicin, for sandelig har Allah ikke lavet en sygdom uden dens kur, undtagen én sygdom, døden.” (Abu Dawood)

Hvad angår det sidste tilfælde, så er det ligesom hadithen berettet af Muslim gennem Aisha, de troendes moder (ra), at, ”Allahs Sendebud plejede at recitere følgende (ruqyah), ”Herre over mennesket, fjern problemerne for i Din Hånd ligger kuren; intet kan forbedr hans helbred foruden dig.” Denne og lignende du’a fra Quran og Sunnah eller det der stemmer overens med disse, kan bruges.

Hvad angår de, der påstår at have direkte kontakt med Jinn, for herefter at kunne helbrede en sygdom, så er dette svindel og bedrageri fra bedragerne som narrer folk og uretfærdigt opsluger deres rigdomme.

Visdom (الحِكمَة)

2010-05-20T16:43:00.000-07:00

Bismillahir Rahmanir Raheem
Ifølge filosofferne betyder ’visdom’ forståelsen af sandheden, som den er. Dette er dog en ukorrekt beskrivelse, eftersom forståelsen af sandheden kun er resultatet af visdom. Visdom er relateret til eksistensen af visse særlige egenskaber i den víse persons tænkningsproces.

Den første egenskab er tilstedeværelsen af oplyst tænkning. Og denne egenskab gør den víse person i stand til at forstå sandheden, og nå frem til korrekte konklusioner, i bedømmelsen af realiteter. Den gør individet i stand til at distingvere tankers korrekthed i et hav af korruption og strøtanker.

Den anden egenskab er evnen til at tænke. Den víse person bruger denne tænkning, når han skal behandler alle problemer, uanset hvor komplekse eller mangfoldige de er. Derefter gives de nødvendige metoder og midler for at implementere disse løsninger i det daglige liv.

Sandhed er ikke det, filosofferne formoder det til at være. Sandhed er derimod den tanke, der stemmer overens med realiteten. Sandheden er Islam. Beviset er simpelthen, at den stemmer overens med realiteten. Eksistensen af Allah swt, Hans swt Enhed, at Qur’anen er Hans swt ord, og at Muhammed saw er Hans swt Profet og Sendebud, bekræftes alt sammen af dette. Alle disse tanker stemmer overens med realiteten, og de kan bekræftes og forstås gennem oplyst tænkning. Hvad angår andre tanker og ideologier end Islam, som kapitalismen, kristendommen, jødedommen og buddhisme, så er de falske, fordi de modstrider realiteten.

Forståelsen af sandheden sker ikke for forståelsens skyld; men den eftersøges, så vi kan overholde den, og kalde til den. At ikke overholde sandheden, ville indikere en modsigelse i personens personlighed, og en manglende sammenhæng imellem hans ord og handlinger. Visdommen kræver af sin ejer, at han har samhørighed imellem sine ord og handlinger. Dette opnås ikke, medmindre Taqwa (frygten) for Allah swt eksisterer, da det er den víse persons motivation til at udføre lydighedshandlinger, og afholde sig fra de forbudte handlinger. Det víse individ forstår følgende Ayah:

كَبُرَ مَقْتًا عِندَ اللَّهِ أَن تَقُولُوا مَا لَا تَفْعَلُونَ

”En af de mest forhadte ting hos Allah, er, at I siger hvad I ikke (selv) gør.” [MOQ al-Saff 61:3]

Det víse individ forstår også de skrækkelige konsekvenser i denne verden og i den næste, hvis han afviser og ignorerer de islamiske opfattelser. Så han forstår advarslen:

وَمَنْ أَعْرَضَ عَن ذِكْرِي فَإِنَّ لَهُ مَعِيشَةً ضَنكًا وَنَحْشُرُهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ أَعْمَى

”Og den der vender sig bort fra min Påmindelse (Islam), vil sandelig få et elendigt liv, og på Opstandelsesdagen så vil Vi genopvække ham blind!” [MOQ Ta-Ha 20:124]

En afvisning af at kalde til sandheden, ville betyde at personen er selvisk, og selviskheden associeres ikke med personligheden, hos den, der er velsignet med visdom; for det er Taqwa for Allah swt, som driver ham til at bære Islams budskab til hele verden for at redde menneskeheden fra Kufr og fra Allahs swt vrede og straf i al-Akhirah. Hvordan kunne en vís person, ikke ønske sig at vinde de højeste niveauer i Paradiset, og den allerstørste pris - Allahs swt Tilfredshed - for hvis han opfatter Allahs swt ord, så ville han trods alt forstå, at:

إِنَّ الَّذِينَ يَكْتُمُونَ مَا أَنزَلْنَا مِنَ الْبَيِّنَاتِ وَالْهُدَى مِن بَعْدِ مَا بَيَّنَّاهُ لِلنَّاسِ فِي الْكِتَابِ أُولَـئِكَ يَلعَنُهُمُ اللّهُ وَيَلْعَنُهُمُ اللَّاعِنُونَ

”Sandelig! Dem der skjuler hvad Vi nedsendte af Beviser og Retledning efter at Vi tydeliggjorde det for folk i Bogen, disse bliver forbandet af Allah og forbanderne (blandt folk).” [MOQ Al-Baqarah 2:159]

Allahs Sendebud saw forklarede ligeledes også: ”Den der bliver spurgt om noget viden, og afholder sig fra at svare, vil blive bundet på Opstandelsesdagen med en løkke af ild.” [Sunan Abu Dawud]

Personen der er vís, glemmer ikke:

وَمَنْ أَحْسَنُ قَوْلًا مِّمَّن دَعَا إِلَى اللَّهِ وَعَمِلَ صَالِحًا وَقَالَ إِنَّنِي مِنَ الْمُسْلِمِينَ

”Og hvem har en bedre tale end den, som kalder til Allah(s ord), udfører gode handlinger, og siger: ’Jeg er sandelig en af muslimerne!” [MOQ Fussilat 41:33]

Altså vil forståelsen af Islam, og implementering af den, på basis af drivkraften fra Taqwa for Allah swt, etablere følelser og tanker, relateret til ansvarlighed overfor menneskeheden. Altså vil det drive en til at bære Da’wah til hele verden.

Frugterne af denne visdom er utallige. Den giver en mulighed for at afmåle kaliberen af tanker, have et overblik over (mulige) konsekvenser, og mestre evnen til at granske dybderne af mennesket, samfund, lande og grupper. Ydermere ophøjer det ens forståelse af Islam, for at fuldende dens implementering. Det hjælper en til at fjerne hindringer og opnå mål ved at konstruere effektive planer.

Baseret herpå er det tydeligt, at visdom er oplyst tænkning, med evnen til at identificere, og behandle problemer. Dens frugter inkluderer erkendelsen af Allahs swt eksistens, Islams korrekthed, vigtigheden af implementering af Islam, og det at bære Islam, og udføre alt hvad der kræves, for at oprette Islam.

Visdom er ikke noget, Allah swt giver til en Kafir, en Fasiq (en korrupt person), eller en der synder uden at angre. Qur’anen bekræfter dette i følgende Ayah:

وَلَقَدْ آتَيْنَا لُقْمَانَ الْحِكْمَةَ أَنِ اشْكُرْ لِلَّهِ

”Og Vi gav Luqman visdom (med ordene): ’Vis Allah din taknemmelighed (shukr)!” [MOQ Luqman 31:12]

وَمَن يُؤْتَ الْحِكْمَةَ فَقَدْ أُوتِيَ خَيْرًا كَثِيراً

”Og den der gives visdom, har sandelig modtaget noget godt i overflod!” [MOQ Al-Baqarah 2:269]

At blive velsignet med visdom nødvendiggør taknemmelighed til Allah swt. Han swt er den Mest Víse, og Hans swt Visdom er fuldendt. Vi bliver fortalt:

حِكْمَةٌ بَالِغَةٌ فَمَا تُغْنِ النُّذُرُ

”Fuldendt visdom (er denne Qur’an), men advarernes (forkyndelse) gavner dem ikke.” [MOQ al-Qamar 54:5]

Ordet ’visdom’ udtrykkes i Allahs swt Bog med forskellige meninger. I følgende Ayah refererer ordet ’visdom’ til profetskab:

وَقَتَلَ دَاوُودُ جَالُوتَ وَآتَاهُ اللّهُ الْمُلْكَ وَالْحِكْمَةَ وَعَلَّمَهُ مِمَّا يَشَاء

”… og Dawud (David) dræbte Jaalut (Goliat), og Allah gav ham kongeriget og visdom, og lærte ham hvad end han ønskede…” [MOQ al-Baqarah 2:251]

I næste Ayah bruges visdom angående at undervise i Islam gennem Qur’aan og Sunnah:

وَيُعَلِّمُهُمُ الْكِتَابَ وَالْحِكْمَةَ

”... og underviser dem i Bogen og visdom.” [MOQ al-Baqarah 2:129]

Ordet visdom anvendes også i Qur’an til at betyde beviser, som fører til erkendelsen af Islam.

ادْعُ إِلِى سَبِيلِ رَبِّكَ بِالْحِكْمَةِ وَالْمَوْعِظَةِ الْحَسَنَةِ

”Kald til din Herres vej med visdom, og den gode formaning...” [MOQ al-Nahl 16:125]

Mens definitionen af visdom kan variere, er dens vigtighed umådelig.

Kunsten at Diskutere

2010-05-20T16:37:00.000-07:00

Bismillahir Rahmanir Raheem

En af de største evner et menneske kan besidde, er evnen til at overbevise folk om sine idéer, via diskussion. Et karaktertræk hos den effektive Da’wah-bærer, er evnen til at lytte, forstå og svare på fremragende vis.

Alt for ofte fejler folk i at opnå dette og de opnår kun evnen til at dominere og diktere overfor andre. Det er tydeligt, at mange af os ikke vil tolerere, at andre fremlægger holdninger, som er anderledes end vores egne. Og mange muslimske forældre vil fortælle deres børn, om de kan eller ikke kan udføre en bestemt handling, således at barnet vil adlyde deres forældre på grund af frygt, men ikke på grund af overbevisning. Ofte vil disse børn skjule deres ulydighed overfor deres forældre.

Og der kan også opstå forargelse, når andre ikke får lov til at fremlægge deres differerende synspunkter, eller når deres spørgsmål ikke besvares eller afvises som irrelevante. Det kan være at en Dawahbærere vil forsøge at overbevise nogen om, at kun den islamiske stat reelt vil løse Ummahs problemer, men han tager slet ikke argumentet fra personen han taler med, i betragtning.

Derimod så dikterer han, hvad han er overbevist om, og lukker dørene for diskussionen. Denne attitude vil medføre anstrengte forhold, og dette er en yderligere barriere, hen imod at vinde den anden person over til dit synspunkts side. Det er ikke overraskende, at finde forskellige medlemmer af islamiske grupper, forældre og børn, søskende, muslimer og ikke-muslimer, regenter og deres borgere, har anstrengte forhold.

Og det mest farlige forhold blandt disse forhold, er Ummahs forhold til regenter. Realiteten i dag er således, at regenterne ikke tolererer kritik eller diskussion fra Ummah, og Ummah diskuterer selv i al hemmelighed, og holder ledelsen i foragt. I den fremtidige Khilafah Stat, skal denne situation ændres radikalt, og Ummah skal opfordres til at diskutere, debattere, og stille deres regenter til ansvar.

De fremtidige regenter skal også vise tegn på ydmyghed og ansvarlighed overfor oprigtig kritik. Dette er den eneste måde, hvorpå Khilafah Staten vil opnå succes og fremskridt. Dette er fortidens Khulafaa Rashideens måde. Derfor skal det være Dawahbærerens arbejde at fremme denne attitude og tænkningsgrad i Ummah, for dermed at bringe dem ud af vanen, hvor de får besked på hvad de skal foretage sig, og så bare at udføre det.

Effektiv Da’wah finder sted, når folk overbevises om dine idéer. De vil aldrig blive overbevist, medmindre du tager deres omstændigheder og tænkning i betragtning, når du diskuterer med dem. Og det er kun ved at lytte til dem, og forholde dig til deres omstændigheder, at de vil sætte pris på hvad du siger. De vil begynde at overveje dine udtalelser nøje, og undersøge deres egne idéer relateret til disse emner.

Og dette producerer også en evne i dem, til at tænke og granske tingene nøje. Hvis folk på den anden side overtales med glorificerede udtalelser og emner, som de egentlig ikke har sat pris på, så vil de blive folk, som lærer ting udenad, og gentager dem på papegøjeagtig vis. De er ikke overbevist selv, så hvordan skal de være i stand til at overbevise andre?

Ofte findes der adskillige årsager til, hvorfor Dawahbærere måske mangler evnerne til at lytte, debattere og overbevise andre om deres idéer. Det kunne simpelthen være fordi de mangler den korrekte etikette for diskussion, eller mere alvorligt, så kunne det være på grund af stolthed, og fordi de vil vise sig frem. Det kan være, en Da’wah-bærer ønsker at opretholde et image af sig selv, som en person der har viden, og vil derfor ikke ses tabe en diskussion med nogen som helst; og dette medfører, at de er meget utilnærmelige og endda uoprigtige. For eksempel, hvis denne Da’wah-bærer holdte en tale, hvor han forklarede publikum, at de skal arbejde for at etablere Khilafah Staten, men nogle blandt publikum ikke var enige, så vil han måske besvare deres uenighed, med latterliggørelse af deres holdninger, på grund af stolthed/hovmodighed. Dette vil være forkert, og vil distancere publikum endnu mere fra det, han forsøger at overbevise dem om at acceptere. Et andet eksempel er når muslimen forsøger at overbevise ikke-muslimen om Islams mægtighed men fordi han blærer sig foran sine venner, ender han med at gøre ikke-muslimen bitter, i stedet for at overbevise ham.

Disse typer af eksempler er tydelige for os alle sammen; og hvis de sker på grund af manglende viden, så er løsningen bare at påpege fejlen, men hvis det er på grund af stolthed, eller fordi man vil vise sig, så skal det farlige ved den slags gøres tydelig for den, som er skyldig i denne fremgangsmåde (Usloob).

Den islamiske fremgangsmåde er meget klar, og vi skal adoptere den, hvis vi vil blive i stand til at få succes i livet som forældre, søskende, ægtemænd, koner, Da’wah-bærere, regenter, venner, arbejdsgivere eller enhver anden facet i livet.

Hvis vi tager et kig på lektionerne fra Islam, så vil vi opdage, at Islam bygger en overbevisning i folk, altså kræver Allah swt ikke erkendelse, uden først at bringe et overbevisende bevis. Han swt siger:

إِنَّ فِي خَلْقِ السَّمَاوَاتِ وَالأَرْضِ وَاخْتِلاَفِ اللَّيْلِ وَالنَّهَارِ وَالْفُلْكِ الَّتِي تَجْرِي فِي الْبَحْرِ بِمَا يَنفَعُ النَّاسَ وَمَا أَنزَلَ اللّهُ مِنَ السَّمَاء مِن مَّاء فَأَحْيَا بِهِ الأرْضَ بَعْدَ مَوْتِهَا وَبَثَّ فِيهَا مِن كُلِّ دَآبَّةٍ وَتَصْرِيفِ الرِّيَاحِ وَالسَّحَابِ الْمُسَخِّرِ بَيْنَ السَّمَاء وَالأَرْضِ لآيَاتٍ لِّقَوْمٍ يَعْقِلُونَ

”Sandelig i Himlenes og Jordens skabelse, og vekslen mellem nat og dag, og skibene der flyder på vandet med det der bringer folk gavn, og det Allah nedsender fra himlen af vand, hvormed der frembringes liv til jorden efter tørke, og skabende alle former for dyr. Og vindene og skyernes adfærd mellem himlen og jorden, er alt sammen tegn for dem, som har et intellekt!” [MOQ al-Baqarah 2:164]

Profeten saw lærte os den bedste etikette for diskussion. Muslim rapporterede via Mu’awiyah b. Al-Hakam Al-Salami, som sagde: ”Jeg bedte bag Allahs Sendebud (saaws), og en person i forsamlingen nyste, så jeg sagde [til ham]: ’Må Allah vise dig Sin Nåde’. Folk stirrede på mig, og viste deres utilfredshed med min handling. Jeg sagde: ”Ve over mig, hvorfor stirrer I sådan på mig?” De begyndte at slå (klaske) på deres lår, med deres hænder, og da jeg indså, de ville have mig til at være tavs, blev jeg sur, men sagde intet. Da Allahs Sendebud saw afsluttede bønnen - må min far og mor blive ofret for ham; jeg fandt ingen bedre lærer end ham, hverken før eller efter ham saw - han hverken skældte ud, slog eller bandede ad mig men sagde bare: ”At tale til andre under Bønnen (Salah) er ikke passende for Bønnen drejer sig om at glorificere Allah, lovprise Hans Mægtighed, og recitere Qur’aan.”

Der findes mange lektioner fra Profetens saw liv og hans Sahabah ra, angående vores måde at diskutere på, og behovet for altid at være oprigtig, og ikke forsøge at vise nogen, at man er perfekt og fejlfri.

’Abdullah bin Mas’ud ra sagde: ”Åh folk! Hvis nogen ved en ting, så lad ham sige det, men hvis han ikke ved det, skal han sige, ’Allah ved bedst’, fordi det er et tegn på besiddelse af viden, når man siger, ’Allah ved bedst’ om noget, man ikke har viden om.”

Og dette er ydmyghedens tegn, som vi skal besidde, således at vi bliver overbevisende i folks øjne, på grund af oprigtighedens lys, og ikke på grund af kraften i vores evne til at debattere.

Hvad der skelner Islam fra alle andre livssyn og ideologier, er det faktum, at den bygger på et solidt grundlag som bringer overbevisninger til forstanden. Derfor skal vi være oprigtige, ikke ved at diktere ting til andre, men ved at åbne døren for en tovejskommunikation , så de får mulighed for at granske og betvivle.

Den islamiske metode for tilegnelse af viden

2010-05-20T16:27:00.000-07:00

Bismillahir Rahmanir Raheem
Den metode, hvormed muslimer tilegner sig viden og tanker, er særdeles kritisk for vurderingen af de islamiske tankers påvirkning på individet. Hvis metoden for tilegnelsen af viden, var korrekt og baseret på undersøgelse, dyb tænkning, og analyse (som Allah swt befalede), vil den producere effektive resultater, og sådan en person vil forvandle sig til en ideologisk person, der tænker på en distinkt måde. Allah swt befaler mennesket at tænke over mange aspekter af Hans swt Skabelse på en dyb og oplyst måde:

إِنَّ فِي خَلْقِ السَّمَاوَاتِ وَالأَرْضِ وَاخْتِلاَفِ اللَّيْلِ وَالنَّهَارِ لآيَاتٍ لِّأُوْلِي الألْبَابِ

”Sandelig i Himlenes og Jordens skabelse, og skelnen imellem nat og dag, er der sandelig tegn for dem der tænker.” [MOQ Aal ’Imran 3:190]

أَفَلاَ يَتَدَبَّرُونَ الْقُرْآنَ وَلَوْ كَانَ مِنْ عِندِ غَيْرِ اللّهِ لَوَجَدُواْ فِيهِ اخْتِلاَفًا كَثِيراً

”Overvejer de da ikke denne Qur’an? Havde den været fra andre end Allah, ville de sandelig have fundet mange modsigelser i den!” [MOQ al-Nisa 4:82]

أَفَرَأَيْتُمُ الْمَاء الَّذِي تَشْرَبُونَ أَأَنتُمْ أَنزَلْتُمُوهُ مِنَ الْمُزْنِ أَمْ نَحْنُ الْمُنزِلُون

”Har I overvejet vandet, som I drikker? Er det jer der sender det ned, eller er det Os?” [MOQ al-Waqi’ah 56:68-69]

خُلِقَ مِن مَّاء دَافِقٍ يَخْرُجُ مِن بَيْنِ الصُّلْبِ وَالتَّرَائِبِ

”Han er skabt er en udgydt væske, som har sit udspring et sted imellem rygraden og ribbenene.” [MOQ al-Tariq 86:6-7]

أَفَلَا يَنظُرُونَ إِلَى الْإِبِلِ كَيْفَ خُلِقَتْ وَإِلَى السَّمَاء كَيْفَ رُفِعَتْ وَ إِلَى الْجِبَالِ كَيْفَ نُصِبَتْ وَ إِلَى الْأَرْضِ كَيْفَ سُطِحَتْ

”Overvejer de ikke kamelerne, hvorledes de er skabt? Og himlen, hvorledes den er løftet op? Og bjergene, hvorledes de er rodfæstet? Og jorden, hvorledes den er udbredt?” [MOQ al-Ghashiyah 88:17-20]

I alle disse Ayaat ansporer Allah swt mennesket til at tænke og analysere, for at opbygge Islams ’Aqidah i ham, med en absolut overbevisning.

Altså er den metode, som Islam opfordrer til i menneskets søgen efter viden, baseret på intellektet og indebærer tænkning, undersøgelse, og analyse. Den bygger ikke på blind erkendelse, følelsesmæssig tro, eller underkastelse uden nogen diskussion. Den slags metoder vil ikke producere en dynamisk Iman, og kan hverken tjene som et fundament for et livssyn, eller som et fundament, andre tanker kan bygges på. En person, som adopterer Islam gennem disse metoder, vil forblive fanget af de opfattelser, han havde fra sin forrige baggrund. Skønt sådan en person vil referere til Islam i visse anliggender, eksempelvis i aspekter som hans ’Ibadaat, vil han fortsat referere til andre opfattelser i sin tænkning. Og han vil konstant skifte imellem en overfladisk Iman, som ikke er bygget på en korrekt tænkningsproces, og indlede diskussioner uden en bestemt målestok, hvilket enten vil føre ham til at afvige eller helt frafalde Islam.

Han vil ikke undslippe denne onde cirkel, medmindre han enten går på kompromis med, hvad han adopterede fra Islam, og hvad end han i forvejen besidder af fejlagtige opfattelser, for at slå bro imellem dem, eller ved at separere Islam fra sin tænkning, ved at begrænse Islam til sine ritualer, og i stedet tænke på en sekulær eller pragmatisk måde, eller ved at beslutte sig for slet ikke at tænke indenfor andet end sit levebrød, for dermed at frelse sig selv fra at afvige. Alle disse muligheder er ukorrekte, og vil reelt ikke få personen ud af denne onde cirkel. Og i sidste ende vil denne cyklus dræne personens kræfter, især hans intellektuelle kapacitet, som jo er menneskets mest værdifulde ejendom i dette liv. En endeløs ond cirkel som denne, er resultatet af en ukorrekt metode for adoptering af Islam og tilegnelse af viden.

Den Islamiske Teksts Natur som Juridisk Tekst

2010-05-20T16:19:00.000-07:00

Allah swt bekræftede, at Islams Budskab er komplet, i følgende Ayaat:

الْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُمْ دِينَكُمْ وَأَتْمَمْتُ عَلَيْكُمْ نِعْمَتِي وَرَضِيتُ لَكُمُ الإِسْلاَمَ دِينًا

”I dag har Jeg fuldkommengjort jeres Deen for jer, og fuldendt Min Nåde over jer, og valgt Islam til jer som Deen.” [MOQ Al-Maidah 3:3]

وَنَزَّلْنَا عَلَيْكَ الْكِتَابَ تِبْيَانًا لِّكُلِّ شَيْءٍ

”Og Vi nedsendte Bogen til dig, som en forklaring på alting” [MOQ An-Nahl 16:89]

Derfor har Islam et svar til enhver handling og sag, som mennesker vil stå overfor. Allah swt nævnte også at Han vil stille os til ansvar på Dommens dag for alt hvad vi gør. Hvis Allah swt ikke gav et Islamisk svar til hver eneste handling vi udfører og enhver sag vi står overfor, så betyder det, at Allah swt vil stille os til regnskab for bestemte handlinger og sager, som Han swt ikke gav et svar til, hvilket ville indikere, at Allah swt er uretfærdig.

Så Islams fuldkommenhed er et spørgsmål om ’Aqidah, fordi det at betvivle Islams fuldkommenhed ville betyde Allah swt ikke er retfærdig, eller værre endnu, at Allah swt løj ved at bekræfte, at Islam er komplet i Sin Qur’an, når Islams Budskab reelt ikke er komplet. Den slags mangler kan ikke tilskrives Allah swt den Almægtige, og ingen af os ønsker at stå foran Skaberen på Dommens Dag med slige udtalelser og meninger til at vidne imod os.

Spørgsmålet er: ”Hvordan kan en tekst, som er begrænset i sin størrelse, komme med løsninger til alle de sager og problemer som menneskeheden vil stå overfor, og indeholde regler der behandler alle vores handlinger?”

At den Beærede Qur’an, og Sendebudets saw Sunnah, som er begrænsede i deres størrelse, er fuldkomne nok til at behandle alle menneskers sager og problemer, er bare endnu et bevis på den mirakuløse natur af teksten i den Beærede Qur’an, og et andet bevis på, at Islams Budskab kun kan være kommet fra Skaberen. Selve tekstens evne til at komme med løsninger til alle menneskers sager og problemer, skyldes til dels adskillige grunde relateret til selve tekstens karaktertræk. Følgende er en kort opsummering af disse karaktertræk:

1. Den Islamiske Teksts Natur som Juridisk Tekst

Den Islamiske tekst betragtes som en juridisk tekst, hvilket gør den retslærde (Mujtahid) i stand til at udlede regler til sager, som ikke nævnes udtrykkeligt i teksten, gennem en gyldig metode. Hvis teksten blev anset på samme måde som Kirken betragter Biblen (som en Hellig tekst), ville teksten være rigid, og dens omfangsvidde ville være meget begrænset. Som juridisk tekst kræver den islamiske tekst kun beherskelse af bestemte værktøjer (eksempelvis et dybt kendskab til det arabiske sprog) for forståelsens skyld, og tilegnelsen af disse værktøjer er muligt for enhver, og er ikke begrænset til en bestemt klasse af individer. Så måden, hvorpå den islamiske tekst blev betragtet (som en juridisk tekst), hjalp til at afskaffe den gejstlige mentalitet fra muslimerne, og gjorde muslimerne i stand til at forbinde teksten til de sager og problemer som de mødte.

2. Tilstedeværelsen af den juridiske begrundelse (’Illah)

Et andet kendetegn, som giver den Islamiske tekst sin dynamik, er tilstedeværelsen af en ’Illah, eller den juridiske begrundelse. Nogle gange åbenbarer Allah swt en regel, og giver en juridisk begrundelse eller årsag.

I dette tilfælde, når en ny situation opstår, som indebærer samme ’Illah, kan den oprindelige regel udvides til den nye sag. Denne proces, hvor reglen udvides til at behandle nye sager, som indebærer samme ’Illah, kaldes Qiyas, og det er den fjerde lovgivningskilde i Islam. Profeten saw sagde:

(( لَا يَحْكُمْ أَحَدٌ بَيْنَ اثْنَيْنِ وَهُوَ غَضْبَانُ ))

“Ingen skal dømme imellem to, mens han er vred.” [Sahih Muslim, i Kitab al-Aqdhiyah]

Altså baseret på Qiyas kan denne regel udvides til enhver tilstand (ikke kun vrede), som kan påvirke personens dømmekraft, eksempelvis sult, ængstelse, eller ekstrem eufori. Islam gør det klart, at en person ikke kan lave en korrekt bedømmelse, eller udstede domsafsigelser, hvis hans følelser kontrollerer ham. Og Allah swt forbød også handel under Salat ul-Jumu’a (Fredagsbønnen) og selve årsagen (’Illah) til dette forbud, er, at handlen vil resultere i, at personen ikke deltager i Fredagsbønnen. Altså baseret på Qiyaas, så kan denne regel udvides til at forbyde enhver aktivitet, der indeholder samme ’Illah, som hindrer personen i at deltage i Fredagsbønnen, eksempelvis motion, at mødes med venner, arbejde, spise osv.

To punkter skal dog tages i betragtning. Først og fremmest skal denne ’Illah, eller juridiske begrundelse, være en shariamæssig årsag som nævnes udtrykkeligt eller indirekte i teksten. Årsagen (’Illah) til en regel kan ikke være en menneskeopfundet årsag, som udledes fra menneskets logik, eller menneskets tænkning; derimod er denne ’Illah en shariamæssig begrundelse, der blev åbenbaret af Allah swt, og som nævnes i teksten, som en del af selve åbenbaringen. Derfor kan man ikke sige, at fastens ’Illah er, at det er godt for helbredet, eller at bønnens ’Illah er, at det er god motion, eller at ’Illah for kvindens påklædning, er beskyttelsen af hendes anstændighed. Pligten angående fasten, bønnen, og kvinders påklædning, har ikke nogen ’Illah, og muslimer udfører disse forpligtelser udelukkende af en grund - fordi det er ordrer fra Allah swt.

For det andet, så skal ’Illah differentieres fra selve Hikmah (visdom), som er en konsekvens af reglen. Til forskel fra ’Illah, som altid eksisterer sammen med reglen, er Hikmah konsekvensen af en regel, som kan eksistere i det ene tilfælde, men ikke i et andet. Allah swt siger eksempelvis, at Salah (bøn) holder en væk fra ondskab, hvilket er en Hikmah, som kan være resultatet af bønnen i det ene tilfælde men ikke i andre tilfælde, fordi mange Muslimer udfører deres bøn på perfekt vis, men overtræder så Allahs swt regler i andre aspekter. Bønnen, kombineret med de korrekte tanker, og en forståelse af, at man skal adlyde Allah swt i alle livets aspekter, og referere til Halal og Haram som sin reference i alle aspekter, er det der højst sandsynligt vil holde en væk fra ondskab.

Meningen med ’Illah i en Politisk Sammenhæng

1. Jihads formål er ikke ”at dø”, eller at blive Shaheed (martyr). Shahaadah (martyrium) er en mulig konsekvens, som kan blive skænket et individ men formålet med Jihad er at opnå håndgribelige resultater i dette liv. Jihad er det sidste stadie i den islamiske udenrigspolitik som bliver anvendt for at fjerne enhver hindring eller barriere, enten gennem diplomati eller materielle midler, som står i vejen for at den islamiske Da’wah når verdens folk, og ikke at bringe menneskeheden død og ødelæggelse.

2. Desuden skal vi arbejde for at etablere det islamiske system, ikke fordi det vil bringe os stor rigdom, fuldtids- beskæftigelse, eller nogen anden gavn, men kun fordi det er en befaling fra Allah (swt). De mulige fordele ved at implementere Islam er selve Hikmah bag det perfekte system, som blev åbenbaret af Allah (swt), og ikke selve årsagen (’Illah) til at arbejde for at implementere det. Dette er ydermere tydeligt udfra det faktum, at Profeten saw og hans Sahabah ra, som påtog sig opgaven, at etablere det islamiske system, gjorde det på basis af, at Islam er den korrekte Deen med ubetvivlelige intellektuelle beviser, og at det er obligatorisk at implementere det. Der var ingen materielle fordele, som kunne have drevet dem til at påtage sig denne opgave, fordi vi ved fra Seerah, at Sendebudet saw og hans Sahabah ra var velstående, og havde social status. Sahabah ra tilsluttede sig ikke Profetens saw ”politiske parti”, fordi de var ”fattige”, var af den ”temperamentsfulde type”, eller fordi nogle af dem havde en ”fortid med tortur” fra den regerende Quraish klan, og derfor ønskede hævn. Derimod erkendte Sahabah ra eksistensen af Allah swt, og de var overbeviste om, at den beærede Qur’an er Allahs swt Tale, og at Profeten saw var Sendebudet, man skulle efterligne. Så da Allah swt befalede ændringen af Status Quo (via Profeten saw) så adlød de øjeblikkeligt. Og da de indledte den intellektuelle kamp imod Quraish, så kaldte de til Islam, og overgav sig på intet tidspunkt til følelser, og udbrød følelsesbetonede bemærkninger og volapyk imod Quraish eliten, fordi de vidste at deres samfund ikke var præget af, ”jeg er mere hellig end dig” paroler, og at den simple fjernelse af de individuelle ledere ikke var nok.

Altså arbejdede de ra for den komplette forvandling af hele samfundet. Formålet med alt dette er at illustrere, at årsagen til at arbejde for at etablere Islam, kun skal være en årsag - det er en befaling fra Allah swt. Derfor skal vi ikke sidestille ”arbejdet for Islam” som reaktion på delvise sager som ”høje elregninger”, ”høj husleje”… osv. Hvis vi begynder at hoppe frem og tilbage til hvert eneste symptom ligesom dyr, vil vi kun opbygge en kortvarig fremdrift, og i sidste ende vil vi udbrænde, når vores umiddelbare behov opfyldes. Forståelsen af dette punkt fremmes, når vi stiller os selv et meget simpelt spørgsmål: Lad os antage en regent gav os materiel fremgang, fuldtids-beskæftigelse, husly, billig elektricitet, og ikke torturerede folk, men implementerede mange Kufr regler, som ikke var forbundet vores levebrød - Ville masserne så stille denne regent til regnskab? Ville der foregå en blodkogende og råbende protest? Ville masserne råbe efter ”vores rettigheder”? Taget graden af vores tænkning i betragtning, ville masserne forblive uberørte, selv hvis regenterne regerede med Kufr lovgivning, fordi regenten har givet os materiel fremgang og disse Kufr love påvirker ikke deres levebrød. Men det er et helt andet scenario, hvis deres levebrød eller materielle velstand bliver påvirket. Vi skal overholde den målestok, Allah swt gav os:

إِنَّ الشِّرْكَ لَظُلْمٌ عَظِيمٌ

”Sandelig! Shirk er en stor undertrykkelse!” [MOQ Luqman 31:13]

Den fysiske eller instinktive følelse, kan få personen til at sanse den fysiske undertrykkelse, som fratager dem deres rettigheder, og misbruger dem. Men i denne Ayah dirigerer Allah swt muslimerne til at betragte ting udfra det islamiske perspektiv, der vil lede til konklusionen, at en sidestilling af noget, med Allah swt i ethvert aspekt af Tawheed, i skabelsen, lydigheden eller underkastelse, er meget værre end en eller anden type fysisk eller instinktiv undertrykkelse. Kun muslimer der erkender Islam, kan føle alvorligheden af denne type undertrykkelse. Allah swt siger:

زُيِّنَ لِلنَّاسِ حُبُّ الشَّهَوَاتِ مِنَ النِّسَاء وَالْبَنِينَ وَالْقَنَاطِيرِ الْمُقَنطَرَةِ مِنَ الذَّهَبِ وَالْفِضَّةِ وَالْخَيْلِ الْمُسَوَّمَةِ وَالأَنْعَامِ وَالْحَرْثِ ذَلِكَ مَتَاعُ الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَاللّهُ عِندَهُ حُسْنُ الْمَآبِ

”Skøngjort for mennesker er kærligheden til ting de eftertragter: Kvinder, børn, en stor del guld og sølv (dvs. rigdom), smukke heste, kvæg, og dyrket jord. Det er dette jordiske livs nydelser, men Allah besidder den bedste endestation.” [MOQ Aal ’Imran 3:14]

Det skal ikke formodes, at årsagen (’Illah) til, man ikke deltager i de råbende protester, er fordi det kan ”påvirke turismen”. Dette er fuldstændigt forkert. Den eneste årsag (’Illah) til, vi Shabab distancerer os fra disse råbende protester, er fordi vi er begrænset af vores ideologi, med hensyn til hvad vi kan kalde til, og måden hvorpå vi kalder til det. Økonomiske faktorer som nedgang i turisme, kan være en mulig konsekvens af det.

Meningen med Differentiering af ’Illah og Hikmah

Differentiering af Hikmah og ’Illah er en meget vigtig sag, fordi ’Illah er et af de kendetegn, som giver dynamik til den islamiske jurisprudens. Hvis en regel forbindes med en årsag (’Illah), vil reglens tilstedeværelse og fravær afhænge af årsagens (’Illah) tilstedeværelse og fravær. Eksempelvis, hvis vi antager hor er forbudt i Islam, fordi det kan forårsage uventede graviditeter, så gælder dette forbud ikke, hvis de uventede graviditeter kan undgås, eller ikke finder sted. Faktum er, at hor er forbudt, fordi Allah (swt) forbød det - punktum. Altså er hor forbudt, selv hvis graviditeten ikke finder sted. Resultater som en nedbrydning af familier og uventede graviditeter, er de mulige konsekvenser (Hikmah) af hor eller utroskab.

Metoden for udledning af ’Illah (den juridiske begrundelse) udføres, ved at man anvender en specifik metode med fastlagte parametre, og vi skal ikke agere således, at vi opfinder vores egne årsager baseret på vores følelser og interesser. Hvis vi begynder at formode årsagerne bag de islamiske regler, så vil resultatet være katastrofalt. Eksempelvis kan nogen betragte hor som noget ondt, men at flirte og date betragtes som noget der er ”tjekket”. Årsagen til denne modsigende adfærd skyldes, at vi er begyndt at opfinde vores egne begrundelser til reglerne.

3. Mantouq og Mafhoum

Et andet kendetegn i den islamiske tekst som giver den en omfattende karakter, er selve tekstens evne til at blive forstået, såvel direkte, udfra de udtalte ord i teksten, som indirekte, udfra tekstens mening - noget der kaldes Mantouq og Mafhoum. Eksempelvis siger Allah swt:

وَأَقِيمُواْ الصَّلاَةَ

”Og oprethold Bønnen.” [MOQ Al-Baqarah 2:43]

Denne Ayah indikerer en forpligtelse om at udføre bønnen. Profeten (saaws) sagde også:

(( وَصَلُّوا كَمَا رَأَيْتُمُونِي أُصَلِّي ))

”… Og bed, ligesom I har set mig bede…” [Saheeh Al-Bukhari, i Kitab Akhbar al-Ahaad]

Så reglerne vedrørende pligten om Salah (der er andre beviser, som gør den forpligtende), og forpligtelsen om at bede ligesom Profeten saw gjorde det, tages fra tekstens Mantouq, eller direkte fra ordlyde i den beærede Qur’an og Sendebudets saw Sunnah. Et eksempel på en Mafhoum, eller en regel som blev udledt indirekte fra tekstens mening, er følgende Ayah, hvor Allah swt siger om forældrene:

فَلاَ تَقُل لَّهُمَا أُفٍّ

”Sig ikke Uff til dem (dvs. forældre).” [MOQ Al-Isra 17:23]

Den direkte ordlyd, er forbudet imod at sige ”Uff”. Men betydningen giver en forståelse af forbudet imod den fysiske mishandling, skønt denne forståelse ikke udtrykkes direkte i teksten. Altså tages forbudet imod at sige dette ord fra selve Mantouq, mens forbudet imod at slå forældrene udledes fra dens Mafhoum. Teksten taler direkte om forbudet med dette specifikke ord, mens tekstens Mafhoum, indikerer forbudet af enhver form for mishandling, verbalt eller andet.

En detaljeret diskussion om Mantouq og Mafhoum ligger udover denne introduktions spændvidde, men det er tilstrækkeligt at sige, at ligesom med ethvert aspekt af jurisprudens (Fiqh), Tafseer, og sprogvidenskab (lingvistik), så udføres Mantouq og Mafhoum ikke på en lemfældig måde, men er bundet af bestemte regler og parametre.

Således sikrer den islamiske tekst sin dynamik og relevans og opretholder evnen til at behandle menneskehedens sager og problemer på omfattende vis.

Ved at definere disse kendetegn, og oprette retningslinjer og parametre i forståelsen af teksten, og udledning af regler, så beskytter Islam teksten imod at blive misbrugt, eller forvrænget for at udtrykke meninger, holdninger, regler, og tanker, som er udenfor Islams spændvidde og anvendelsesområde.